Jeg føler at B.93 er det rigtige sted for mig og min udvikling.
Den udvalgte til 93’eren denne gang, er en af vores mange dygtige spillere på 1. Kvindesenior, nemlig Julie Hemmingsen. Julie er født 15. februar 2003.
Til daglig arbejder Julie som lærervikar på en skole, og i en børnehave/vuggestue. Hun optræder som back på fodboldbanen, hvor hun ifølge cheftræner Rasmus Good “er en hurtig og nærkampsstærk spiller. Hun er en offensiv back, som giver masser af power fremad og har en rigtig god udholdenhed, som gør at hun har de fysiske forudsætninger for at være en meget komplet back begge veje.”
Julie bor sammen med sin mor, far og lillebror, mens storebror er flyttet hjemmefra. Og så har de det nyeste medlem af familien, nemlig Julies egen hundepige Ellie, som lige er fyldt 8 måneder.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg er her, fordi jeg føler at B.93 er det rigtige sted for mig og min udvikling. Jeg kom til klubben som U18 spiller, men rykkede hurtigt op i seniortruppen, hvor jeg havde muligheden af at læne mig op af, og lære fra nogle mere etablerede spillere og få input fra trænerstaben.
Det seneste års tid, er jeg blevet en del af den faste stamme og dermed er det blevet min tur til at videregive mine erfaringer til nye og yngre spillere. Derudover nyder vi spillere godt af trænerstabens professionelle tilgang til kvindefodbold. Der bliver udarbejdet individuelle udviklingsplaner, foretaget konditionstest på København Universitets hospital, samtidig med at B.93 stiller faciliteter til rådighed for alle eliteholdene.
Det jeg holder mest af ved B.93
Når man bruger så mange timer på sin sport, er det selvfølgelig vigtigt at man trives, så derfor er sammenholdet noget af det vigtigste for mig. Det styrker vi blandt andet med at arrangere forskellige aktiviteter (fx bowling, middage, eller landskampe) efter træning og kamp, som styrker relationerne os spillere i mellem. Jeg har gennem fodbolden knyttet nogle nære venskaber som forhåbentlig holder gennem hele livet.
Min største oplevelse i B.93 regi
Udover at jeg er stolt over at B.93 har tilbudt mig min første professionelle fodboldkontrakt, er jeg stolt over at vi på et halvt år har formået at stable et nyt og forholdsvist urutineret hold på benene, som har formået at kvalificere sig til oprykningsspillet til Gjensidige Kvindeligaen. Det var der ikke mange, der havde spået inden sæsonstart. Nu håber og tror jeg selvfølgelig på en oprykning, som så bliver min største oplevelse i B.93.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Inden fodbold var jeg en rigtig hestepige
2 … Mine holdkammerater ville nok sige at jeg er et curlingbarn
3 … Min største drøm er at blive dyrlæge
4 … Jeg elsker at se reality
5 … Jeg spiser altid en rugbrødsmad med leverpostej inden kamp.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto og portrætfoto af Christian Midtgaard.