Vi præsenterer en af 1. Kvindeseniors stærke offensivspillere.
Denne uges profil er Josefine Rye Funch (født 3. december 2000). Josefine fortæller at hun til daglig arbejder som pædagogmedhjælper i en vuggestue i Lynge. Hun holder i øjeblikket et sabbatår. Vi kender hende som en vigtig spiller på B.93’s 1. Kvindesenior hold, som jo snart skal starte på et meget vigtigt forår. Josefines familie består af en mor, en far og en storebror.
Da vi bad sportschef Lars Møller om at beskrive hendes spillestil, fik vi dette svar: ” Funch er en spiller med et højt teknisk niveau, hun er super god på kuglen, hun er god til udfordre, hun har et godt blik for sine medspillere og hun har høj fart. Funch kan spille samtlige offensive pladser, og vi har store forventninger til Funch i den kommende sæson”.
Josefine Funch er første profil i februar og profil nummer 154, siden vi startede med at udnævne ugens profil i 93’eren serien tilbage i marts 2017.
Det jeg holder mest af ved B.93
Det jeg holder mest af ved B.93, er at klubben har et højt ambitionsniveau på både dame- og herresiden. I B.93 er der blevet sat gode rammer op for personlig såvel som fodboldmæssig udvikling.
Grunden til jeg er i B.93
Det er fordi jeg synes, at klubben praktiserer sjov og seværdig fodbold, som gør sig gældende på alle årgange. Derudover er der blevet skabt et meget elitært miljø med forventning om oprykning til den bedste kvindeliga, som jeg finder motiverende.
Min største oplevelse i B.93 regi
Min største oplevelse i B.93 har nok været at være med til at spille holdet op i kvalifikationsligaen til foråret – det var stort.
Fem ting i skal vide om mig:
1 … Jeg har spillet de fleste af mine ungdomsår i Hillerød GI, hvorefter jeg skiftede til Brøndby. Herefter rykkede jeg til Damsø og spillede lidt hygge-seniorbold. Slutteligt skiftede jeg til B.93
2 … Jeg har altid boet i en lille by i Hillerød, men er for nylig flyttet til Rungsted
3 … Jeg har som ungdomsspiller været omkring diverse U-landshold og fik min debut i en venskabskamp mod Tyskland som U16-spiller
4 … I sommeren 2019 dimitterede jeg fra Frederiksborg Gymnasium & HF
5 … På holdet spiller jeg på midtbanen, som 8’er eller 10’er.
Skrevet af Claus Vandborg
Foto af Tage Majland.