Vælg en side

Det ville nok have været den største oplevelse at få debut på B.93’s divisionshold.

 

Han er kommet til verden som Tetchi Jores Charlemagne Ulrich Okore, og er født 11. august 1992 i Abidjan (Elfenbenskysten). Der er en grund til han netop er ugens profil i 93’eren denne aften.

Jores er nemlig med mod B.93 i morgen i pokalturneringen, og det er en speciel kamp for ham. Jores Okore var en meget talentfuld ungdomsspiller i B.93, men han flyttede klub i 2007. Jores fik derefter sit store gennembrud i FC Nordsjælland. Han skiftede efterfølgende til engelske Aston Villa, hvor han spillede tre sæsoner, inden han i 2016 kom til FC København (hvor han har spillet mod B.93 som FCK’er, også i pokalturneringen). I 2017 skiftede han til AaB, og han har seneste haft en stærk sæson. Jores har optrådt otte gange på det danske A-landshold, og syv gange på U21 landsholdet.

Grunden til jeg startede i B.93
Jeg startede i B.93, da jeg var syv år gammel. Det var på grund af en pædagog i min daginstitution, som hed Emil Zurak og havde spillet i klubben. Da mine forældre blev skilt, bad min far pædagogen om at holde lidt ekstra øje med mig nu, når han ikke selv var så meget omkring mere,

Det ville han gøre for min far som en gestus, hvilket jeg er evig taknemmelig for. Emil anbefalede til min mor at jeg blev meldt ind i B.93, da han mente at det var den bedste klub at få sin spilleropdragelse i – lige fra det fodboldmæssige, til det kulturelle og til sammenholdet i klubben.

Det jeg holdt mest af ved B.93
Det er sammenholdet i klubben. Klubben er et sted man har lyst til at bruge sin tid både før og efter træning. Jeg har fået så mange gode relationer i min tid i B.93. Klubben har så meget historie, som den værner om og den aura føler jeg man kan mærke blandt folkene i klubben og i klubhuset.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg har to store oplevelser. Den ene var faktisk at spille DM-finale på Østerbro Stadion i 2002 som U10-spiller. Desværre tabte vi finalen, men at få lov til at spille på Østerbro Stadion var kæmpe stort for mig. Den anden store oplevelse var at vinde pokalturneringen i 2004 med U12-holdet.

Desværre spillede jeg ikke som senior for klubben. Det ville nok have været den største oplevelse.at få debut på B.93’s divisionshold.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er et konkurrencemenneske. Jeg hader at tabe
2 … Jeg er ikke en stor fan af vinter. Det må gerne være sommer året rundt
3 … Jeg laver ikke rigtig selv mad derhjemme, så det bliver ofte take away
4 … Da jeg var yngre i B.93 blev jeg kaldt for Makelele
5 … Mit største idol er Marcel Desailly, som var fransk landsholdspiller og spillede i min favorit klub Chelsea.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra AaBs arkiv.