B.93 er en klub, hvor der er plads til medlemmerne.
Vi præsenterer stolt Jørgen Hansen, der er født 11. juni 1960 som den udvalgte i 93’eren. Jørgen er direktør, og har lige investeret et meget stort (for at sige det mildt) beløb i B.93. Jørgen var spiller i tiden fra 1966 til 1981, og var en hurtig og klog defensivspiller. Han bor i Solrød Strand – så profilen har langt til Østerbro, men han har tydeligvis aldrig sluppet B.93 i hjertet. Jørgen er et meget beskedent menneske og en yderst sympatisk fyr.
Jørgen Hansen har fem børn, hvor de fire er aktive i familie selskabet H5 Capital Aps. To af dem – Stefan og Alexander – vil tage aktive roller i B 93.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg skulle faktisk have været meldt ind i ØB, men min kammerat Flemming Kretschmars mor havde hørt om B.93, og at de var lidt finere, så der skulle vi selvfølgelig spille.
Det jeg holder mest af ved B.93
B.93 er en klub, hvor der er plads til medlemmerne, også på de bedste hold.
Det er ikke bare et købehold, som man desværre ser mange andre steder. Den ånd der bringes op i systemet, er skabt gennem mange år af spillerne gennem ungdomsrækkerne.
De har skabt en kultur og identitet som jeg synes er unik for en stemning i en klub, og værd at kæmpe for også i fremtiden.
Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg nåede at blive årets spiller tre gange i træk som både drenge, junior og ynglingespiller. Det var vist ikke sket så ofte før (redaktionen har gravet i historien, og har heller ikke kunne finde noget lignende).
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg stoppede som spiller på eliteplan i 1978, og spillede en del kampe på 2. holdet i Danmarksserien de følgende to år. Årsagen til jeg trappede ned var at jeg var kommet i lære som speditør, og blev bedt om at vælge mellem fodbold og min uddannelse som speditør. Desværre måtte jeg vælge uddannelsen. Jeg fandt dog ud af at stemningen på en arbejdsplads og specielt i et speditionsfirma sagtens kunne sammenlignes med stemningen i en fodboldklub. En uformel kammeratlig omgangstone og følelsen af et fællesskab. Jeg kom mig over beslutningen og affandt mig med at blive speditør
2 … Efter cirka 10 år som ansat fik jeg lyst til at etablere mit eget speditionsselskab. For mig skulle det være sammen med partnere (holdspillere), så hele kulturen i det jeg gennem min karriere som speditør har lavet, har været præget af min opdragelse i B.93, hvor jeg har lært af begå mig i et fællesskab, at have respekt for andre mennesker og deres forskelligheder. Troen på at man altid kæmper og gør sit bedste, som på et fodboldhold, har ført til at jeg har kunne drive selskaber med konstant vækst gennem mere end 30 år. Alt sammen kommet ud af en mentalitet som blev opbygget og skabt gennem mange års medlemskab i B.93
3 … Driver en række selskaber indenfor ejendomsdrift og udvikling, tech virksomheder, samt har en stor ejerandel i børsnoterede NTG – Nordic Transport Group A/S.
4 … Jeg sad I bestyrelsen for B.93, da klubben sidst var i Superligaen. Det var en tid jeg ikke er stolt af, og som jeg håber at kunne rode bod for, ved ikke at havne i samme situation igen, med en drift der var baseret på uansvarlighed og forventede transfer betalinger ved spillersalg
5 … Seneste ejendomsprojekt er udviklingen af Broløkke Herregård på Langeland, nær Humble – som i min tid var venskabsklub. Herregården der går tilbage til 1700-tallet og har været i kongehusets eje, er under ombygning til hotel, restaurant, konference og feriested. Stedet vil når det står færdigt i midten af 2022 indeholde 34 dobbelt værelser, 13 ferielejligheder en gammel kostald på 800 m2 til afholdelse af større fest samt koncert arrangementer. Oven på investeringer i spedition og ejendomme har vi søgt efter anderledes investeringer, hvor det der bliver skabt har en klar synlighed for mange mennesker og kommer til at gøre en forskel i dagligdagen. Her bliver B.93 kategoriseret sammen med Broløkke Herregård.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Henrik Wessmann.