Jeg er den standhaftige type.
Jan Sanden Støvelbæk er født 5. maj 1965 og bedre kendt som “Støvle” i B.93. Han arbejder på en lilleskole, hvor han har en 30 timers stilling, som betyder at han har de fleste formiddage fri. Støvle har tre drenge, og efter de er blevet store, har fodbolden fyldt mere og mere,
Støvle har gjort – og gør stadig – et kæmpe arbejde i klubbens gammelmandsafdeling. Han har i en længere periode været indover både +40, +45 og +50, primært som sekretær og praktiske gris. Det at samle hold til kampene, modtage tilmeldinger og afbud, sørge for tøj og bolde, være i kontakt med modstanderne, fjerne mål og gøres klar inden kampstart – og efterfølgende skrive kampreferat, tager meget af hans tid.
Under “corona-nedlukningen” begyndte Støvle også at skrive træningsreferater fra tirsdags og – lørdagstræning. I starten spillede han med på holdene, men det tog meget fokus også at skulle styre ind og -udskiftningerne, og det var samtidig en konfliktfyldt opgave som han ikke brød sig om, så “træner”-delen har han ofte delt med andre. Han har flere gange forsøgt at “slippe” +40 holdet.
Støvle forklarer her:
– Da en stor del af spillerene overlapper holdene, har det givet mening at holde ved, så det bedre kan koordineres hvem der kan/skal spille hvilke kampe i løbet af ugen. Og eftersom +45 rækken de senere år ikke er blev spillet pga manglende tilslutning fra de andre klubber, er opgaven blevet betydelig mindre end før.
– Samtidig er +50 holdet blevet så stærke, at vores modstanderne i sidste halvsæson desværre valgte at aflyse seks ud af otte kampe! En lidt kedelig måde at vinde rækken på! Derfor er +40 holdet stadig det jeg bruger mest tid på.
Grunden til jeg er i B.93
Som dreng spillede jeg i B1908. Vi spillede i den næstbedste række, og det havde den fordel at vi vandt de fleste af kampene, hvilket var meget vigtigt for mig. Og jeg vidste at jeg ikke var god nok til at spille i naboklubben Fremad Amager, der altid lå i den bedste række! Vi spillede enkelte kampe mod dem, og det gik aldrig godt!
Dengang lå Henrik Andersen og styrede deres midtbane og det var tydeligt at han havde et talent som ingen af os andre havde. Jeg spillede dog sammen med mange gode spillere, og vi nåede da også som 2. drenge helt til pokalsemifinalen, efter vi havde besejret B.93 i kvartfinalen.
Det var særligt sjovt fordi vores normale højre wing, Torben Rasmussen, netop var skiftet dertil. Jeg stoppede i 8’erne inden seniortiden, for nu havde andre ting min interesse.
Jeg var mere til musik og politik. Ungdomshuset på Jagtvej var mit nye klubhus, og derfor var jeg væk fra fodbold i en årrække. Men så startede vi vores eget hold i DAI-regi, og jeg fik lyst til mere, og skiftede først til den lokale Firkantens boldklub, og så senere til Røde Stjerne, der spillede i mesterrækken på Kløvermarken. Det var et udmærket niveau og jeg kunne lige akkurat følge med.
Da holdets træner Benno Bergmand (tidligere 93’er) forlod den synkende skude, tog jeg over. Der kom et generationsskifte, og det blev ikke til det bedre, så efter nogle år, hvor vi lå i bunden, valgte vi at lukke holdet. På det tidspunkt var Peter Lysdahl og Kenneth Carstensen nogle af de gamle på holdet, som senere fandt plads i B.93, og på den måde senere, også fik mig og Per Grønne med.
Det jeg holder mest af ved B.93
At vi har en god træningsskultur i gammelmandsafdelingen. Det betyder stadig mest for mig at vinde. Men om det er til kamp eller træning gør ingen forskel. Det er dog stadig værst at tabe kampene, nok også fordi jeg ofte har lagt et større stykke arbejde i dem inden.
Min største oplevelse i B.93 regi
Da jeg kom hertil omkring 2005/06 var der en stamme af folk på veteran-holdet, som det hed dengang, der kendte hinanden både fra ungdomsårene og diverse seniorhold. Der var meget skurvogn over det, og jeg skulle virkelig kæmpe for min plads.
Hierarkiet var tydeligt, og jeg havde faktisk ikke prøvet noget der mindede om det før. Men spillerne var bedre end jeg var, og de vandt mange af kampene, så jeg så det som en udfordring. Heldigvis havde jeg Per Grønne med mig, så vi kunne læne os lidt op ad hinanden. Efter nogle år begynde de fleste af spillerne at rykke op på +45, dét vi dengang kaldte Superveteran, og holdlederen fulgte med. Lysdahl og Kenneth var jo også en del ældre end mig og spillede nu +50, og pludselig var jeg holdleder for et veteranhold uden grundstamme, og med meget få spillere.
Jeg kæmpede for at stille hold, måtte låne spillere fra vores 7-mands hold og enkelte fra old boys, og vi blev med nød og næppe i den bedste række. Heldigvis kom der en flok spillere fra KFUM og ville være med. Blandt dem de tidligere 93’ere, Igor Malmberg og Peter Hasselgreen – og pludselig havde jeg et hold der kunne vinde, og efter et par år også ofte var yngre end vores modstandere. For det betød også at flere af spillerene fra old boys nu gad at være med, blandt dem Dan Lübbers, Mads Kusk, Stefan Due, Michael Lohmann, Jeppe Bredahl mfl. Og det resulterede i en rækkesejr – den hidtil eneste i min tid på vores +40 hold. Noget jeg ofte har prøvet med +45 og +50. Men det at vende skuden, og få den rækkesejr i hus står som det største!
I efteråret stillede jeg med det hidtil bedste +40 hold i en kamp ude mod KB, hvor vi vandt 8-1 – den rangerer også højt! Desværre har det ikke været muligt at stille med den holdopstilling siden, men når der ikke er for mange afbud til kampene, kan vi stadig vinde over de fleste
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg var den første på mit hold til at modtage 100 kamps porcelænsplatten i B1908. Det var stort for mig, da jeg ikke var vandt til at “vinde” noget.
2 … Jeg har deltaget i Five A Side turneringen fire gange, og vundet den tre gange. To af gangene via god lodtrækning (med fine spillere på holdene; Heisterberg, Arnskov, Wetterstein, Kusk, Lübbers …) – og en gang, med det fornødne held (og Ronni Raun på mål)
3 … Som dreng var jeg Arsenal-fan, og så dem spille en opvisningskamp i parken mod KB. Min ynglingespiller, Liam Brady scorede et af målene i 4-2 sejren, og jeg sad så jeg kunne se bolden gå ind, langt udefra, og følte jeg var lidt med i målet
4 … Jeg har været med til tre pokalfinaler med +40 (uden at være på banen). Vi har tabt 0-1 hjemme til Horsens, som havde et skud på mål, 1-3 hjemme til Odense AC, hvor Dan Lübbers lavede to straffespark, et i hver halvleg, og 1-0 ude mod Horsens, hvor Niels Lodberg skovlede målet ind efter klumpspil på en returbold. Det er stadig tre åbne sår.
5 … Jeg er den standhaftige type, som ikke kan blive væk fra noget, eller hellere vil prøve noget nyt! Jeg har været sammen med min børns mor siden 1988 og været på samme arbejdsplads siden 1995, og forestiller mig heller ikke at jeg kan forlade B.93.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.
