Ida Hvidkjær Tommerup er født 15. juli 2003, keeper for 1. Kvindesenior og regnes som et af vores store talenter.

 

Ida er en stærk keeper, er rykket op før tid – og det er indlysende, at klubben har store forventninger til hende. På privatfronten skal Ida starte i 2.G. på Øregård Gymnasium i Hellerup. Hun bor i Vangede sammen med sin storebror (Jens), mor (Lene) og far (Per).

Grunden til jeg er i B.93
Jeg er i B.93, fordi jeg i alle de år jeg har gået her (og det er efterhånden et par), har følt at min udvikling har været konstant stigende. Klubben og trænerne har givet mig udfordringer, men også opbakning, og det har været fantastisk.

Det har blandt betydet, at jeg er rykket op på kvindesenior. Jeg er også så heldig at have en masse holdkammerater og venner, som har haft de samme ønsker og ambitioner som mig selv, og det har gjort træningsmiljøet endnu bedre og super motiverende.

Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg er taknemmelig for at være i en klub, hvor den personlige og fodboldmæssige udvikling er i fokus. Derudover synes jeg også det er vildt fedt at være i et elitemiljø, hvor fællesskabet og det sociale på et hold også er vigtigt.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg har haft mange super fede oplevelser i B.93, men den nyeste er helt sikkert at jeg er rykket op på 1. Kvindesenior. At få lov til at spille sammen med det bedste kvindehold i klubben er en så fed mulighed, og jeg er så glad for at kunne være del af holdet.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg var 10, da jeg startede i den lokale fodboldklub GVI, hvor jeg efter et par år skiftede til B.93
2 … Jeg har lige siden jeg startede til fodbold altid ville være målmand, og har derfor aldrig rigtigt spillet andre positioner på banen
3 … Jeg kan til tider være temmelig snakkesalig, vil mange nok mene
4 … Jeg er ikke typen der kan sidde stille, og bruger derfor ofte min tid uden for fodbolden på blandt andet cykling, løb og sejlads
5 … Jeg kan oftest ses med et pandebånd, som beskytter til træning og kamp, da jeg har haft en forhistorie med hjernerystelser.

Skrevet af Claus Vandborg
Foto af Lene Tommerup (Idas mor).