Vælg en side

B.93 havde en stor betydning for mig og min udvikling – ikke kun sportsligt, men også menneskeligt og socialt.

Ugens profil er en velkendt herre, for dem der husker de gyldne dage på det gamle anlæg. Vi præsenterer Henrik Juul, der er født 17. maj 1951. Henrik er nu pensionist, og stoppede som viceskoleleder på Nysted Skole i 2015.

Henrik spillede 183 kampe (1969/76), og fik seks Y-landskampe. Henrik nægtede at spille med reklamer på sin trøje, og han ville heller ikke have sit foto i Gunnar-Nu pastillerne, så os der købte den ganske velsmagende lakrids, måtte konstatere at vi fandt den totalt ukendte reservemålmand Palle “Banks” Jørgensen i vores pakker.

Henrik blev rykket op på 1. holdet i slutningen af sin ynglingetid, hvor han afløste den mangeårige målmand, Bent Jørgensen. Debutkampen i 3. division Øst var hjemme mod Taastrup (B.93 vandt 2-0). Holdet bestod af personligheder som Hans Paulander, Erling Bøje, Bernhard Deneke, Per Jürgensen og Arvid Christensen. Træner var Erik Dennung.

Som 25-årig stoppede Henrik sit fodboldspil i B.93. Han havde mistet lysten, ikke mindst fordi han var træt af, at den usaglige presse altid var efter ham.

Henrik er gift med Annette, og parret har tre børn og syv børnebørn. Der er lidt sport i familien, da hans søn er konsulent i Dansk Håndbold Forbund og sportschef i håndboldklubben TSØ -TeamSydhavsøerne, som lige nu er godt placeret i 1. division for herrer.

Henriks far var den berømte eks-dommer Thor Juul, og vi – der gik på Vibenshus Skole dengang – var glade for at have ham som lærer. Han var en flink fyr, man altid kunne tale med.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg blev meldt ind i B.93 i 1958, og kan stadig huske, at jeg det år var med til kamp i Næstved, hvor klubben rykkede op i 1. division.

Fordi min far var medlem i B.93, og vi boede på Østerbro, blev jeg også medlem. Det var faktisk lidt svært at komme til at spille kamp, når man ikke var fyldt 10 år dengang. Det var kun muligt for mig, fordi jeg fik en dispensation. Svært at forestille sig i dag, hvor man begynder meget tidligt, som f.eks. U4.

Det jeg holder mest af ved B.93
Det er meget lidt jeg har været i klubben de seneste cirka 45 år, så i stedet vil jeg fortælle lidt om, hvad klubben betød for mig i mine yngre dage.

I mange år tror jeg, at jeg næsten havde min daglige gang i klubben. Hvis jeg ikke selv skulle træne, var der kampe man kunne se, eller nogen man kunne spille med.

På et tidspunkt havde vi den gamle landsholdsspiller Poul Zølck som træner, og han tilbød os, at vi kunne komme alle hverdage og træne. Måske var det dét, der gjorde, at vi mange år senere som senior blev en stor del af første- og andetholdet i klubben, og var med til at spille klubben op i først 2. division og senere op i 1. division.

Selvfølgelig var der ikke så mange tilbud til børn og unge som i dag, men tog man over på B.93’s anlæg, skete der altid noget. Jeg var næsten aldrig hjemme.

Ingen tvivl om at B.93 havde en stor betydning for mig og min udvikling – ikke kun sportsligt, men også menneskeligt og socialt.

Der var et rigtigt godt kammeratskab, og jeg var meget mere sammen med dem, jeg spillede fodbold med, end dem jeg gik skole med.

Min største oplevelse i B.93 regi
Selvfølgeligt står oprykningerne til henholdsvis 2. division og 1. division som nogle af de største sportslige oplevelser med klubben, samt min debut på førsteholdet i 1967.

På det personlige plan havde jeg også mange gode oplevelser som deltager ved Københavns 800 års jubilæum i 1967 på Københavns hold, som bl.a. skulle spille mod udvalgte hold fra London og Moskva. For at være med til dette, måtte jeg have fri fra skole i 14 dage!

Også min tid på ynglingelandsholdet (U18) gav mange oplevelser med kampe i Sverige, Norge, Island og Tyskland. Sidstnævnte kamp i Einbeck 1969 var nok en af mine bedste kampe nogensinde. Jeg fandt senere ud af, at på Tysklands hold var blandt andet Uli Hoeness, Reiner Bonhof og Paul Breitner, som i 1974 vandt verdensmesterskabet med Tyskland. Kampen endte i øvrigt 1-1.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Blev dansk mester som drenge-, junior- og ynglingespiller med Viben Håndboldklub
2 … Jeg blev også udtaget til ynglingelandsholdet i håndbold, men måtte melde afbud, da jeg skulle spille fodbold. Man blev så nødt til at indkalde en reserve for mig, og det blev Bent Nygaard. Stoppede ret tidligt med at spille fodbold, fordi jeg igen gerne ville spille håndbold. Det blev i H37 i 3. division. Vi trænede i Svanemøllehallen
3 … Jeg spiller tennis og badminton i Nysted
4 … Har en lille camper, som vi tit tager på ferie i. Skal også gerne nå to skiferier om året
5 … Er formand for Byhusforeningen i Nysted, som driver en biograf. Nysted er nok en af de mindste byer i Danmark, som har en biograf. Her arrangerer jeg også koncerter. Vi har her haft musik fra Peter Sommer til Peter Belli. Næste koncert er med Bobo Moreno.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv og fra klubarkiv.