Vælg en side

Det jeg holder allermest af ved B.93, er alle de oplevelser vi har haft sammen

 

Selvom der ikke er flere kampe i år, for vores bedste 1.senior for kvinder, kører “93 `eren” selvfølgelig videre. Ugens profil er vores farlige offensivspiller Hannah Bjørneboe Holgersen, der er født 15. juni 1997 og spiller på klubbens bedste kvindehold. Til daglig studerer Hannah Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, og er i øjeblikket i gang med sit bachelorprojekt på 5. semester.

Hannah kom til B.93 for cirka tre år siden under værende træner Rasmus Skovby, som Hannah tidligere havde haft som træner. Hun kom direkte ind i truppen på 1. Kvindesenior som back, og har siden kæmpet sig frem af banen, hvor hun i dag spiller angriber. Derudover bor Hannah med sine forældre på Østerbro, og hun har en halvsøster i Monaco.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg har boet på Østerbro hele mit liv, og har altid drømt om at spille i den lokale klub. Så efter jeg havde hørt flere beskrive B.93 som “det fedeste sted” tænkte jeg, at det skulle prøves. Siden da har jeg tilbragt cirka hver aften i ugen på Svanemølleanlægget, og nydt stort set dem alle (sagt med et stort smil).

Det jeg holder mest af ved B.93
Det jeg holder allermest af ved B.93, er alle de oplevelser vi har haft sammen på holdet. Det gælder alt lige fra de mest ædru træningslejre til de fuldeste afslutningsfester. Dertil er den daglige stemning i omklædningsrummet altid i top, og alle har det godt sammen.

Min største oplevelse i B.93 regi
Min største oplevelse i klubben var at være med til at rykke B.93’s kvinder op i den bedste danske række (femte oprykning i træk). Derudover betyder hver enkelt tunnel, jeg har lavet i min 12-årige lange karriere også noget helt specielt. Højt placeret ligger blandt andet min tunnel på Herlufsholms venstre back #7 i vores sidste kamp.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg elsker at høre så høj musik i omklædningen, at man ikke kan snakke sammen
2 … Mine forældre fortryder, at de har givet mig et kørekort
3 … Jeg ejer ikke en cykel (“say what!!”)
4 … 6/7 dage i ugen står på take-away
5 … Jeg glæder mig til at Bond #25: No Time to Die, gider stoppe med at blive udskudt.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Hannahs scoring mod Herlufsholm lørdag 24. oktober 2020 v) Christian Midtgaard. Det er Josefine Funch, der er den anden jublende på billedet.
Profilfoto af Claus Vandborg