Mød Gert Roos, der er koordinator for Tirsdags Open og Torsdags Open i Tennisafdelingen.

 

Gert Roos (født 6. januar 1949) er profil nr. 121 i “93’eren“. Han er en del af vores serie med klubpersonligheder som startede i marts 2017, og har kørt fast hver uge siden.

Gert er koordinator for “Tirsdags Open” og “Torsdags Open” for seniorer, der har lyst til at hygge sig med at spille tennis med andre medlemmer. Det er motionister der hygger sig, og de har en stor glæde af det gode sammenhold og deres kærlighed til den skønne sport. Han er en meget populær skikkelse blandt spillerne. Gert er ramt af kræft, men er meget åben med sin udfordring. Han sagde til redaktionen, at han forventede at komme tilbage og spille tennis, når kræftbehandlingen giver muligheden igen.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg flyttede til Nordhavn i oktober 2015 og så at der i B.93 var mulighed for at spille tennis – dette uden at være elitespiller. Ved standerhejsningen i 2017 efterlyste jeg nogle at spille med og blev derfor opfordret til at starte aktiviteten op. Klubben stillede baner til rådighed og tilbuddet ville være gratis for medlemmer.

I starten var vi fire til seks spillere pr. gang. Efterhånden fik vi flere oplyst om det gode tilbud og antal spillere pr. gang blev øget til 12 til 16. Udfordringen var størst indendørs, hvor vi kun rådede over tre baner – undertiden kun to – men spillerne mødte trofast op.

Det jeg holder mest af ved B.93
At vi har en klub, der rummer både elite og den brede skare, som ønsker at spille tennis på andet niveau. Breddeniveauet gør klubben attraktiv og sikrer en større tiltrækning af nye medlemmer og bedre fastholdelse af medlemmer.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg måtte i oktober 2018 stoppe med tennis på grund af behandling for prostatakræft. Straks tilbød Michael Bruun og Eva Valbjørn i forening at varetage mit job som koordinator. De har på fornem vis formået at forøge antal deltagere til den indendørs aktivitet, og det selvom antal baner godt kunne være alle fire. Flere indendørs baner kunne ønskes.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er glad for spil. Mindst to dage om ugen til bridge eller whist
2 … Har også spillet badminton, indtil mit sygdomsforløb
3 … Cykelture nydes både i hverdagen eller på cykelferier
4 … Fodboldlandsholdet støttes også, hvis kampene afvikles i Parken
5 … Havearbejde hos min datter og barnebarn har også været min store fornøjelse, indtil min sygdom sagde stop.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto: Claus Vandborg.