Vælg en side

Jeg begyndte som journalistelev i 1963.

Det er lidt af et internationalt navn vi byder på denne gang i 93’eren. Frits Ahlstrøm er født 16. januar 1945 ved Ishøj Strand, og arbejder på TV3 Sport. Desuden er hans freelancer for UEFA som såkaldt Special Advisor. Frits har været gift med Sekita siden julen 1973. De har to døtre og tre børnebørn, der bor i henholdsvis Madrid og Los Angeles. Frits har et imponerende navn i den internationale fodboldverden, hvilket har givet ham tilladelse til at have seks punkter i nederste afsnit – som den første nogensinde.

Grunden til jeg er i B.93
I 1997, mens jeg boede i Schweiz, ringede jeg til Palle “Banks” i Danske Bank og bad ham om at sende mig et checkhæfte. Det gjorde han gerne – på den betingelse, at jeg meldte mig ind i B 93. Klubben manglede penge, forklarede han. Jeg har været medlem lige siden og er det stadig.

Det jeg holder mest af ved B.93
Med Magnus Simonsen som min ven og mentor på Politiken fik jeg tidligt et nært forhold til B.93, som han havde repræsenteret i fire A-landskampe. ’Simon’ var sportsredaktør på Politiken fra 1939 til 1971. På den måde lærte jeg mange B.93’ere at kende; for eksempel Poul Zølck og Dirch Passer, som ofte kom på redaktionen. Det var store personligheder i enhver henseende.

Jeg husker også med glæde de kampe, jeg spillede mod B.93 på banerne bag ’Den billige Langside’ i Idrætsparken. Det var i mine to år på 1. juniorholdet og to år på 1. ynglingeholdet i KB. Nogle af mine modspillere i B.93 var mine medspillere på KBU’s udvalgte junior- og ynglingehold.

Min største oplevelse i B.93 regi
60-års jubilæumskampen mod Juventus i Idrætsparken 16. juni 1953. Der var udsolgt med 41.800 tilskuere. Jeg husker, jeg ved indgangen fik et postkort med de tre danskere på det italienske hold, Karl Aage Hansen, John Hansen og Carl Aage Præst, i deres fascinerende spilledragt: zebrastribede trøjer, hvide bukser og sorte strømper med to hvide ringe øverst.

Jeg kom senere i min tid på Politiken til at lære dem alle at kende særdeles godt: ligesom jeg med en kameramand mødte Giampiero Boniperti i Torino i 2008 for at filme en hilsen til Carl Aage Præst, der skulle optages i den danske Fodboldens Hall of Fame. Karl Aage Hansen blev min træner i AB i de få år, jeg spillede elite-fodbold. B.93 var forstærket med målmanden Per Henriksen fra Frem og Knud Lundberg fra AB og tabte 2-1 med Jørgen Jacobsen som målscorer. Juventus spillede også i Aarhus, Randers, Esbjerg, Odense og mod Alliancen i Idrætsparken.

Seks ting I skal vide om mig
1 … Jeg begyndte som journalistelev på Politiken 1. april 1963, blev forfremmet til sportsredaktør i 1972 og udlånt til ’alt om Sport’ fra 1977 inden jeg vendte ’hjem’ til Politiken i 1981
2 … Jeg var pressechef i DBU fra 1987 til 1991. Dernæst sportschef i Brøndby IF og fra 1992 ansat i Danmarks Radio
3 … Jeg blev mediedirektør i UEFA 1. juli 1995. Et job, jeg havde til jeg blev 65 år (pensionsalderen i UEFA)
4 … Jeg vendte tilbage til Danmark 1. marts 2011 efter 16 år i Schweiz og blev medlem af bestyrelsen i OMBOLD (hvad jeg stadig er)
5 … Jeg har haft talrige opgaver for FIFA verden over og i sagens natur endnu flere for UEFA, som jeg stadig arbejder for og eksempelvis lavede seks projekter for i forbindelse med EURO 2020
6 … Jeg er medlem i den jury, der vælger medlemmerne til Fodboldens Hall of Fame.

Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos fra privatarkiv. Og ja, topfotoet er med Sir Alex Ferguson i Manchester United, som er en af de hundredvis af venner, fodbolden har givet Frits Ahlstrøm verden over.