Vælg en side

Vi har et godt sammenhold i B.93.

Den udvalgte til 93’eren finder vi i dag i vores dynamiske tennisafdeling. Det er Emil Schølin, som er født 28. november 2008.

14-årige Emil går i 8. klasse på Kaptajn Johnsens Skole på Frederiksberg, og spiller i turneringsgruppen i Tennisafdelingen.

Emil er ud af en tennis-familie, da bedsteforældrene spillede tennis, Emils mor spiller tennis, og tvillingebroderen spiller også tennis i B.93 .

Grunden til jeg er i B.93
Min bror og jeg startede som knapt 6-årige, og har spillet tennis lige siden. Det var min mor der fik os til at starte med tennis i en anden klub i København. Vi startede med skumtennis, men kom hurtigt i gang med almindelige tennisbolde.

Da vi var 10 år skiftede vi til B.93. Her er rigtigt fedt at være. Man lærer meget, og det er megahyggeligt at være til træning. Der er mange ambitioner i klubben, men det er på den gode og positive måde.

Det jeg holder mest af ved B.93
Da jeg startede, var der kun få drenge der spillede turneringer i klubben. Nu er vi rigtig mange i min årgang. Det er super godt, fordi så er der mange at spille med, og vi har et godt sammenhold i B.93.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg ved ikke lige hvad der er den største, men jeg elsker at tage rundt og spille turneringer, både individuelt og på klubbens hold.

For et par år siden holdt klubben UM (ungdomsmesterskaberne som er DM for juniorer, webred.) Det var fedt at vores klub var vært for et så stort arrangement, og de andre kom og så vores klub.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg spillede også fodbold, da jeg var yngre
2 … Jeg elsker alt med en bold
3 … Jeg ser meget fodbold og holder primært med Juventus
4 … Min ynglings tennisspiller er Holger Rune, og før i tiden var det Dominic Thiem
5 … Jeg elsker at rejse og tage på ferie.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Hanne Schølin.