Claus var en hård nitte, og fik derfor kælenavnet “Klamper”.
Claus Nikolaj Jensen (født 26. marts 1972) er ugens profil i 93’eren. Han arbejder i Dagrofa FoodService til daglig. Han var en fysisk stærk spiller, som tacklede igennem. Det var derfor fik han navnet “Klamper”.
Claus spillede i B.93 i lidt over 20 år, og var en solid spiller på en af de mest talentfulde årgange, som vi har haft. Et kuld, som klubben fik alt for lidt ud af. Nu spiller han veteranbold i KFUM med andre gamle B.93’ere.
Claus er gift med Nadia og har været det i 21 år. De har to børn, Cille (20 år) og Emillio (18 år). Familien bor på Vesterbro.
Grunden til jeg er i B.93
Tror jeg startede i 1979-80 med nogle kammerater fra fritidshjemmet. Vi var 7-8 år gamle. Jeg havde en fantastisk ungdomstid. Jeg tror alle der har spillet i B.93 kan huske alle de fede ture man var med på.
Det jeg holder mest af ved B.93
Det må være kammeratskabet og det altid gode humør, der er i klubben. Jeg har fået mange kammerater i min 93-tid og vi ses et par gange om året og hygger. Vores samtaler handler tit om vores tid i B.93.
Min største oplevelse i B.93 regi
Det er svært lige at vælge én. Der har været et par stykker, men pokal sejren på 3-1 over KB i 1986 i den gamle Idrætspark er nok den (altid sjovt at slå KB). DM guld og pokalvinder i 1985 eller DM sølv i 1990 er andre gode kandidater.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Bliver kaldt “Klamper”, jeg kan ikke helt huske hvor det kommer fra, men tror det enten er Michael O. eller D.C. (David Christensen, webred.), der har fundet på det i min miniput tid
2 … Elsker at se fodbold, men helst på stadion. Jeg er stor Bayern München- og FCK-fan
3 … Har altid haft et ry som en hård negl, men dem der kender mig ved godt det kun er på banen (!)
4 … Jeg er meget hjælpsom og hjælper altid andre, hvis de har brug for en hånd eller to
5 … Jeg, Nadia (min kone), svoger og svigerinde har et hus i Torrevieja, Spanien. Her nyder vi at tilbringe vores tid i ferierne sammen med vores børn.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.