Vælg en side

Er fra Lolland og super stolt af det.

 

Ugens udvalgte profil i 93’eren er en af vores mange (undskyld udtrykket) importerede helte fra Sydhavsøerne, nemlig Claus Hylstofte Blomsterberg. Claus er født 22. april 1960, og spillede i spillede i B.93 i 1980’erne. Claus har siden været trofast medlem af “De Gyldne”.

Han er gift med Kirsten og har to børn, nemlig Lucas som spiller på Niels Brock holdet i B.93 og Laura, som spiller håndbold i HIK. Claus går under et dæknavn, da han i vores kredse kendes bedre som “Thomsen”, som var hans oprindelige efternavn.
Han er et strålende eksempel på en som kom til B.93 – som ung ambitiøs spiller – og som lod sig lokke af alle fristelserne i storbyen, og dermed aldrig nåede vores divisionshold. Han har en lidt anden version af dette selv, som I kan læse nedenunder. Claus er en “larger than life” type, og er altid en fornøjelse at tale og være sammen med.

Grunden til jeg er i B.93
Var stoppet med fodbold (på grund af ankelproblemer) efter divisionsfodbold i Nakskov, B1901 og en sæson i 3. division (Fremad Valby).

Talte med Per Jenner og Ole Rojas til en fest og de mente jeg skulle starte igen, hvilket jeg gjorde i 1986/87 med Allan Steen som træner.

Det jeg holder mest af ved B.93
Et fantastisk kammeratskab og et eksempel på man kan blande direktører, højtuddannede, håndværkere, bistandsklienter etc. og have et stærkt miljø, i særdeleshed dét jeg oplevede da jeg startede på det gamle stadion/anlæg.

En kærlig tone og meget smil, som jeg fx møder når jeg fast deltager i arrangementerne hos “De Gyldne”.

Min største oplevelse i B.93 regi
Tror jeg faktisk var min tur til Humble på Langeland, som var en fantastisk tur med det legendariske 7. hold, men helt generelt de mange venskaber jeg fik, og stadig har med dejlige mennesker fra B.93.


Foto fra Langelandsturen. Hele holdet i smoking. 

Allerbagerst fra venstre: Jens Carl, Benny Gerneke, Ryan Svensson, Klaus Kaa og Flemming Bejs Jensen (RIP).

Bagerst fra venstre: Flemming Olsen, Claus Thomsen, Torben Gummi, Jørgen Andreasen, Steen Larsen, Kim Rasmussen, Michael Dahl, Michael Christiansen, Claus Vandborg og Find Juhl.

Forrest fra venstre: Tim Østerberg, Leo Noer, Bent Due, Eddie the General, Peter Andersen, Henrik Moes og Torben Hanssen.  

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har siden min start i B.93 haft kontakt til Michael Christiansen og Ivar Blegvad. To dejlige fyre, som jeg lærte at kende fra min start i klubben
2 … Har boet i Kuala Lumpur hvor jeg var ansvarlig for opstart af Chr. Hansen i hele Asian
3 … Har været i 89 lande arbejdsmæssigt (hvorfor fodbolden blev sat på pause)
4 … Jeg er fra Lolland og super stolt af det. Jeg støtter stadig erhvervslivet og sporten dernede
5 … Bor i Hellerup og er eksemplet på, at det ikke kun er Gentofte og Storkøbenhavn der eksporterer folk til Lolland, men også Lolland der sender folk til staden for at løfte niveauet.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.