Jeg ved ærligt talt ikke noget bedre end at spille tennis.
Ugens profil er Christian Lunøe (født 5. april 1975), og han får æren af at være den udvalgte profil i “93’eren” netop på B.93’s fødselsdag. Christian er formand i tennisafdelingen og medlem af hovedbestyrelsen. Han er far til to børn, Elias på 16 og Olivia på 12, som begge har fundet deres idrætsinteresser i en anden Østerbroklub, nemlig Sparta Atletik.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg plejer altid at sige, at børn har brug for mindst tre ben på taburetten: Et godt familieliv, en fornuftig skole og en stærk fritidsinteresse. Ellers vælter læsset for nemt. For mig som barn var B.93 et fantastisk frirum – et sted, hvor jeg hørte til lige så meget som i familien og i skolen. Jeg var ikke det allerstørste talent på tennisbanen (min højeste rangering var nummer 11 i Danmark i U18), men jeg vandt lidt på ihærdigheden og trivedes på følelsen af at have en plads i et fællesskab. Det var derfor, jeg blev hængende gennem hele min ungdom, og det er derfor, jeg stadig er her. Som formand er det også det, jeg forsøger at skabe: En positiv og inkluderende klubkultur, som alle kan føle sig hjemme i.
Det jeg holder mest af ved B.93
Der er meget. Men måske allermest at komme ned en eftermiddag i solskin og se et fyldt anlæg, hilse på folk i alle aldre og så selv gå på banen. Jeg ved ærligt talt ikke noget bedre end at spille tennis.
Min største oplevelse i B.93 regi
Personligt var det en stor oplevelse, da jeg og Nikolaj Hansen var med Morten Christensen oppe til Stockholm Open, der dengang var verdens største indendørsturnering. Morten skulle spille kval, og vi varmede ham op på centercourt i Globen. Lige før os trænede David Wheaton og Jim Courier, der kort efter begge slog igennem i verdenseliten, Courier som nr. 1 i verden. Lige efter os kom John McEnroe og Brad Gilbert ind og slog lidt, og vi var godt oppe at køre over at de lige sagde hej til os.
Nikolaj blev senere danmarksmester – både individuelt og på B.93’s førstehold – og kom også ud og snuse lidt til cirkusset internationalt. Alt det fulgte jeg også med i, og når jeg skal kigge lidt ud over min egen næsetip, er det noget af det jeg oplevede som det største: At være med i en klub, der lavede den slags resultater og spillere. Jeg følte, at jeg havde en aktie i det – vi trænede jo i tusindvis af timer sammen fra vi var små og op igennem ungdomsårene. Det er også sådan, jeg håber de nye generationer af spillere har det og får det med hinanden her i klubben.
Fem ting I skal vide om mig
Der er ikke fem ting, man SKAL vide om mig. Men i afdelingen for mærkelige og uvæsentlige facts kan det måske nævnes, at …:
1 … Jeg aldrig har tabt en double med min gamle makker, Andreas Teschl, og vi har spillet rigtig mange kampe sammen
2 … Jeg stadig har en helt fornuftig baghånd. Enhånds, selvfølgelig.
3 … Det langt om længe er ved at lykkes at få trukket nogle af mine gamle tenniskammerater op af mølposen. Det er ikke så længe siden, at Peter Brøndum, Nikolaj Hansen og Andreas Teschl var tilbage på anlægget.
4 … Jeg stadig går meget – nok også FOR meget – op i både træning og kamp, selv om jeg udmærket er klar over, at evolutionen på tennisbanen ikke topper med mig
5 … Jeg er glad for at være udnævnt til “93’eren”, netop på B.93’s 127 års fødselsdag.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.
