Det helt almindelige, daglige klubliv var fantastisk.
Den udvalgte til 93’eren i denne uge er Carsten Jeberg, der er født 28. marts 1969.
Carsten er gift med Rebecca, og sammen har de Hannah på 16 år, Mathilda på 14 og Miu på 7 – Miu er en Shiba Inu.
Rebecca arbejder som laboratoriechef på CMBR (kobbertårnet ved siden af Panum), Hannah og Mathilda har gået hele deres skolegang på Ingrid Jespersen. Mathilda går nu i 8. klasse, og Hannah vender efter et på Textilskolen tilbage til Ingrid Jespersens Skole i 1.G efter sommerferien.
Carsten Jeberg er advokat, og har været selvstændig advokat i 16 år med Jeberg Advokatfirma med kontor på Købmagergade. Her rådgiver han primært private klienter og andelsboligforeninger og ejerforeninger om alt hvad der vedrører fast ejendom og foreningsretten.
Grunden til jeg var/er i B.93
Jeg har spillet fodbold siden jeg kunne gå, og gik blot og ventede på at blive gammel nok til at kunne blive meldt ind i B.93. Jeg mener man dengang skulle være seks år for at kunne blive meldt ind.
Jeg husker mine forældre forklare senere, at der var andre klubber på Østerbro – primært ØB og Skjold, der tillod yngre medlemmer – men vi ventede til jeg var gammel nok til at blive meldt ind i B.93. I midt 70’erne var B.93 jo en storklub i Danmark, og det indlysende valg, for en seks-årig som forventede en glorværdig landsholdskarriere.
Indmeldelsen skete personligt på kontoret hos Aase, og bagefter gik vi i Stadion Sport og købte udstyret. Det var en stor dag.
Mange år senere fik jeg Aase til at undersøge den præcise indmeldelsesdag – mest for at konstatere, at jeg havde været medlem længere end Peter Zornig – hvilket hun bekræftede. Dét var også en god dag.
Min mor gik bort for et par år siden, men kvinden gemte alt, og da vi ryddede hendes loftrum, fandt vi min første B.93 trøje med påsyet logo. Den var ikke ret stor …
Igennem hele min barndom og ungdom fungerede B.93 som en fritidsklub for mig – og jeg har aldrig været tilmeldt en fritidsordning.
Vi åndede og levede i klubben, og var der stort set hver dag. Når vi ikke selv spillede kampe eller trænede med holdet, så så vi de andre hold eller spillede tennis på anlægget på P.H. Lings Allé.
Flytningen fra det gamle anlæg ved Parken, til det nye ved Svanemøllen faldt tidsmæssigt sammen med min start på jurastudiet, og jeg blev aldrig en del af miljøet på det nye anlæg. Ii stedet kombinerede jeg jurastudiet med hyggebold i FC Culpa – jurastudiets fodboldklub, som blev stiftet det samme år.
Men jeg har intet andet end fantastiske minder om min tid i B.93, og er umådelig taknemmelig for alle dem som hjalp med at gøre min barndom og ungdomstid i B.93 til en dejlig og uforglemmelig tid.
Det gælder naturligvis først om fremmest holdkammerater fra min årgang som Peter Zornig, Svend Rasmussen, Kim Ahmed Nur, Henrik Jansson, Elvis Vucovic, Jan Jernmand og mange andre, samt naturligvis alle mine trænere – blandt andre Einar P., Ryan Svensson, Michael Thing, Jan Høiland, Hardy Gynild/Woody, og som ungsenior Claus Vandborg med flere. Men også en masse andre, eksempelvis alle medlemmer af Arnskov familien, som har viet deres arbejdsliv til klubben, alle restauratører som serverede cowboytoast og cola, samt baneinspektører som Finn P. og Kurt der råbte af os, og skreg at vi skulle skrubbe væk fra Bane 1, og gå ned på håndboldbanerne … Det vidste vi måske godt.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg har ikke min gang i klubben længere, men går stadig på Østerbro Stadion og ser divisionsholdet en gang imellem, og i korte perioder har mine piger spillet tennis i B.93. Da de holdt op igen, var det ikke et stort tab for tennissporten.
Jeg har en oplevelse af en klub, som på utrolig vis har formået at bevare en identitet igennem en masse forandringer.
Det er en stolt klub, som har bevaret sine værdier igennem svære tider, og som ofte synes at have taget beslutninger baseret på disse frem for udelukkende kommercielle interesser.
Og så virker klubben som en korkprop, der altid kommer tilbage igen – fra Superligaen til Danmarksserien, og nu tilbage midt i 1. division med masser af tilskuere på tribunerne – det er imponerende.
Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg tror det vil være svært eller umuligt at koge ned til én oplevelse.
Jeg husker et utal af rejser i ind- og udland, og har blandt andet spillet fodbold i Lyon, Marseille, Paris, London, München, Hamborg, Amsterdam og Rotterdam, samt i et utal af danske turneringer.
Det helt almindelige, daglige klubliv var fantastisk, og giver anledning til en masse glade minder.
Sportsligt var vores sidste år som ungdomsspillere på mange måder en succes. Dengang (ved ikke om det er ændret) var der ikke tale om egentlig op- eller nedrykning fra YDM og JDM, Man blev i stedet ”seedet” til at være god nok til at spille i landets bedste ungdomsrække, hvilket vi var som juniorer og første års ynglinge. Men i vores sidste år som ungdomsspillere blev vi placeret i en nyoprettet række med hold fra København, Lolland-Falster og Fyn, men selv med de mange rejser og nye sjove modstandere var det jo de facto en nedrykning til 2. division, og det var skuffende, og der var risiko for spillerflugt.
Som jeg husker det mistede vi ingen spillere af betydning, da alle besluttede at tage det sidste år sammen. Vi vidste jo, at vi ville spille på forskellige hold i de kommende år, uanset om man blev i klubben eller ej. Der var noget ”Sidste nat med kliken” over det, og vi vandt rækken og spillede os i pokalfinalen, bl.a. ved at slå flere YDM hold ud undervejs – blot for at tabe finalen til KB 4-3 – tak for ingenting, Piotr Haren!
Det var et fantastisk sidste år med Hardy Gynild og Woody som cheferne. Måske Hardy var en kende mere chef end Woody. Woody var til gengæld sjovere.
Jeg husker, at da sæsonen gik på held, tog Hardy os ind til en individuel samtale, hvor han gav hver af os sin ærlige vurdering af hvor langt vi kunne drive det som fodboldspiller. Til mig sagde han, at hvis alt gik så godt som det overhovedet kunne, ville jeg i bedste tilfælde blive en middelmådig divisionsspiller, og at jeg nok skulle satse mere på en akademisk karriere. Så hårdt som det lyder var det kærligt ment, og han havde jo helt ret, da jeg aldrig nåede længere end at spille DS-fodbold, og det gjorde også et skift til juridisk seriefodbold så meget lettere et par år senere.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er verdens største Manchester United fan. Min far var United fan, og han gav mig min første United trøje, da jeg var fem eller seks år gammel. Jeg har nok købt 25 United trøjer siden da. Min generelle mentale velfærd afhænger den dag i dag til dels af Uniteds præstationer, så det er heldigt at der er mange andre ting i mit liv, der fungerer fint i øjeblikket. Èn af mine gode venner er advokat for Rasmus Højlund, og én af hans første – og bestemt vigtigste opgaver – var at bede Rasmus om at signere en trøje til mig. Den hænger nu smukt indrammet på mit kontor. Folk grinede lidt af mig, da Rasmus ikke scorede i sine første 15 Premier League kampe, men de griner ikke så meget mere. Jeg tror han bliver en kæmpe gevinst for os.
2 … Jeg er for et par år siden begyndt at spille golf. Det er en vanvittigt spil. Det burde jo være ufattelig let at ramme en bold som ligger helt stille … Det vigtigste i golf er naturligvis at slå Peter Zornig, ligesom jeg altid pryglede ham i tennis. Jeg kan stadig vågne svedende op om natten ved tanken om den gang i midt 80’erne, hvor han var lige ved at slå mig i tennis. Det skete gudskelov ikke, og derfor kan jeg som regel falde i søvn igen. Peter og jeg gik i børnehaveklasse sammen inden vi startede i B.93 i 1975, så næste år har vi hængt på hinanden i 50 år. Det er ret vildt at tænke på. Vi er i øvrigt også lige startet til yoga sammen – det er vi helt vilde med! Og Pede er super cute i spandex.
3 … Jeg elsker Paris mere end noget andet sted i verden. Vi rejser meget, og én af turene går hvert år til Paris. Jeg har nok været der 25-30 gange, og jeg/vi bliver aldrig trætte af det. Jeg har gudskelov fået hjernevasket familien, så de er med på det. Vi bor ofte i den samme lejlighed i 2 arr., og der er vidunderligt, med udsigt over tagene. På trods af de mange besøg finder vi altid noget nyt at glædes over, og vi opdager altid en lille smuk gade, eller en café vi ikke har lagt mærke til tidligere, og så er det bare uden sammenligning den smukkeste og mest charmerende by i verden. Når vi bliver pensioneret, er det tanken at Rebecca og jeg vil bo et år i Paris, og når jeg dør skal min aske spredes i La Grande Épicerie de Paris – verdens mest fantastiske ”supermarked”.
4 … På trods af pkt. 3 synes min kone at vi rejser for meget – hun er lidt grønnere end jeg er – og vi har derfor netop købt et sommerhus i Vejby (Østerbro Nord). Det havde jeg forsvoret nogensinde skulle ske. Nu går mine weekender med at bygge plantekasser og male redskabsskur, og det er forbavsende tilfredsstillende. Fra terrassen kan jeg nyde robotplæneklipperen slå græsset – dét er også tilfredsstillende.
5 … Jeg er nok at betragte som indbegrebet af en Østerbrodreng – og har boet tre steder i mit liv! Jeg er opvokset i en stor andelslejlighed i Kildevældsgade på Østerbro. Da jeg langt om længe flyttede hjemmefra, flyttede jeg i en lejlighed i et byggeforeningshus i Lægekvarteret (Østerbro), som jeg lejede af Peters forældre. De var pænt tilfredse, da jeg endelig flyttede ud 24 år senere, blot for at flytte tilbage til mit barndomshjem, som jeg købte min bror ud af, da min mor ikke kunne bo der længere. Herudover har jeg kun boet et par år i Washington D.C.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.
