Tak for at blive udvalgt til profilen i 93’eren.
Det er en meget velkendt målmand, som vi har som den udvalgte til 93’eren denne gang, nemlig Brian Paldan Jensen, der er født 8. juni 1975.
Brian er i dag målmandstræner i Shrewsbury Town FC, som er placeret i den engelske League 1, men han spillede i B.93 fra slut 80’erne til 1997. Han fik desværre aldrig spillet nogen divisionskampe, men udfoldede sig kun (med stor overbevisning) i ungdomsafdelingen.
Brian fik sin første pro – kontrakt med AZ Alkmaar i 1997. Fik lov til at færdiggøre sin elektrikeruddannelse, og flyttede derefter til Holland i 1998. Brian stod kun en Eredivisie kamp. Det var mod MVV Maastricht med Kenneth Pérez.
Derefter gik turen til West Bromwich Albion i 2000. Så blev det Burnley (2003-2013) og mange andre engelske klubber derefter. Brian har rundet de 500 kampe i England.
Grunden til at jeg kom til B.93
Grunden var at jeg spillede i Skjold ovre i Fælledparken og blev headhuntet af min klassekammerat Peter Greve. Kendte selvfølgelig til den store klub bag Idrætsparken, så det var perfekt timing. Gik også i børnehave med David Rasmussen og det var dejligt at blive inviteret over til B.93 med Jan Rasmussen som formand, og andre kendte ansigter der gjorde det nemmere for mig selv.
Det jeg holder mest af ved B.93
Det er er hvordan menneskerne er åbne og får dig til at føle dig velkommen.
Arnskov familien (Gitte), Jan Rasmussen og ikke mindre end legenden John Bredal som 100% fik mig på rette vej mod min professionelle karriere.
Det skal selvfølgelig nævnes at den traditionsrige Østerbroklub, min barndoms klub, udvikler talenter hele tiden. Så noget rigtigt gør klubben.
Min største oplevelse i B.93
Var at træne med førsteholdet som ung knægt og lære fra Jan Hoffmann. Det var virkelig med til at starte min drøm om at blive professionel fodboldspiller. Jeg fik aldrig muligheden at spille nogen kampe, før jeg fik min kontrakt med AZ Alkmaar.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Mødte min danske kone Maria på en natklub i Birmingham. It was meant to be :-)
2 … Har fået tre oprykninger til den bedste række, men fik ikke min første mesterskabs titel før jeg var 43 år med Crusaders fra Nordirland
3 … Spillede kun en divisionskamp i Danmark. Det var for Hvidovre mod Herning, og vi fik en røvfuld på 5-1
4 … Min yngste søn er målmand i Everton og har spillet for England. Venter bare på at Danmark får fingeren ud og udtager ham før det er for sent.
5 … Mega stolt af at kalde min klub B.93, og tak for at blive udvalgt til profilen i 93’eren.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.