Sven-Erik Jensen (født 5. november 1947) er gift med Kirsten, og har allerede haft guldbryllup. Har to børn og tre børnebørn.
Hans firma Timevision er sponsor i B.93 og han forklarer at han fik de andre partnere med på det, da han elsker sin klub.
Han udtrykker det således: ” Proff-afdelingen er klubbens ansigt og anseelse og det vil jeg gerne støtte. Udelukkende fordi B.93 er min klub og håber det bedste for den”.
Grunden til jeg er i B.93
Voksede op på Østerbro og gik på Bryggervangens skole. Masser af kammarater var indmeldt i B. 93 eller B.1903. Jeg valgte B. 93, da flere af mine skolekammerater (jeg var den yngste i min klasse) og min bror Preben var i B. 93 og det var min fordel, at jeg som ni-årig fik lov til at indmelde mig hos Poul Zølck. Jeg var allerede der sportsidiot og mit store idol var Flemming Nielsen.
Det jeg holder mest af ved B.93
Fantastiske trænere: såsom Poul Zølck, Michael Rohde, Halvor Larsen (min far har i øvrigt spillet på militærlandsholdet sammen med ham) og Spiegelhauer. Sammenhold og alle slags mennesker. Tidligere storhedstid med bl.a. Boston-brødrene, mange mesterskaber og landsholdsspillere.
Min største oplevelse i B.93 regi
At spille sammen med Dirch Passer ( kom et par gange til vores træning som ynglinge og fik lov at spille med) Frems 75 års jubilæumsturnering, alle fik en ske og jeg fik yderligere et glas for godt spil. Udtagelseskampene som ynglinge for at komme på unions- og landsholdet. Deltagelse i Kieler-ugen, hvor Paul Elvstrøm ( også mit idol ) vandt finnjollesejladserne. Det kostede mig nok en DBU-nål, da jeg efter udtagelseskampene, meldte afbud til unionskamp for at komme med til Kiel med egen klub. Talentholdets kamp mod Hvidovres guldhold på tipskuponen i 1965. Der var 12 blades tips på Hvidovre 0 på os. Vi vandt 4-2 og jeg lavede et langskudsmål 30 meter efter 20 minutter spil.
Fem ting I skal vide om mig …
1 … Følger B.93 overalt og har det ikke optimalt, når vi taber. Spiller som regel på modstanderholdet på “Oddset”, så har man ligesom lidt trøst …
2 … Er sportsidiot med næsten alle sportsgrene – læser og ser alt hvad jeg kan komme til …
3 … Hader at tabe …
4 … Er fritidsfisker fra mit sommerhus ved Isefjorden …
5 … Aftaler med mig er aftaler der holder og en gang B 93 – altid B 93 …
93’eren er skrevet af Claus Vandborg.
Foto: Timegruppen.