Vælg en side

Vi har på denne kolde mandag Ida Maria Ahlers Hove (født d. 5 oktober 1998) som profil. Ida er i gang med et sabbatår, hvor hun arbejder som tilkaldevikar i en vuggestue/børnehave. Hendes familie består af mor, far, to søstre og en bror. Ida kom i sommer til B.93 fra Stenhus idrætsklub, hvor hun spillede i Sjællandsserien, så det tog lidt tid for hende at vænne sig til tempoet i 1. division. Hun har elegante driblinger, og en god indstilling. Selv om Ida måske ikke er en af de hurtigste på holdet, er hun en meget vigtig spiller.

Grunden til jeg er i B.93
Min gamle sportschef kender Rasmus, og det var derigennem, jeg “opdagede” B.93. Jeg var til et par prøvetræninger, hvor jeg følte mig velkommen, og derfor besluttede jeg mig for at starte. Sidenhen er jeg kun blevet bekræftet i, at dette var det rigtige valg i form af god træning, søde holdkammerater og en klub, der brænder for kvindefodbold.

Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg kan rigtig godt lide, at B.93 fokuserer så meget på kvindefodbold, og at der er ambitiøse mål for holdet. Klubben har stor tiltro til os, og derved bliver det nemmere for os spillere at gå helhjertet ind i projektet.

Min største oplevelse i B.93 regi
På trods af min korte tid i klubben har jeg alligevel haft en masse gode oplevelser. Den største må være, da vi sikrede os oprykning til forårets kvalifikationsspil til 3F-ligaen.

Fem ting I skal vide om mig …
1 … Udover at spille fodbold kan jeg godt lide at spille guitar og at være sammen med mine veninder og familie – jeg er et stort familiemenneske …
2 … Jeg blev student i sommer, og jeg har taget et sabbatår for at finde ud af, hvad jeg skal studere …
3 … Jeg har været forholdsvist heldig i forhold til skader – jeg var dog ude i et års tid omkring 12-13 års alderen med en knæskade, men siden da har der ikke været noget alvorligt …
4 … Mine forældre tilmeldte mig en klub, da jeg var 4 år gammel, fordi jeg ikke kunne lade være med at løbe ind på banen, da min mor og jeg var ude og se min far spille – jeg blev bidt af fodbold fra første sekund, og hver gang jeg har en bold ved mine fødder, glemmer jeg alt andet …
5 … Jeg bor tæt på en skov, hvori jeg godt kan lide at gå lange ture med min familie og vores hunde …

93’eren er skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Mark Bernquist.
Se arkivet med tidigere 93’eren portrætter.