I B.93 findes de ikke meget større end Jørgen Ritnagel i arbejdsindsats for klubben. Ritter (født 23. maj 1946) er opvokset i Studiestræde. Hans far har spillet ynglingebold i slutningen af 20erne med Poul Drejø som træner. Denne uges profil er faktisk speditør, men kom hurtig indenfor salg, og var salgsdirektør i mange år i et mærkevarefirma som solgte tegne- og skriveredskaber. Han er stadig aktiv i branchen to dage om ugen. Ritter er gift med Kirsten, og de har to drenge og to børnebørn, alle drenge. Sidder i Hovedbestyrelsen i B.93, samt i bestyrelsen for Nordhavn IF, og gør et kæmpe arbejde for klubben.
Grunden til jeg er i B.93
Som barn var vi altid ude og se B.93`s kampe , så min gamle farmor meldte mig ind i klubben i 1961 – en god gave. En gang 93er – altid 93er.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg er blevet vaccineret med B.93 – det er min klub. Jeg møder og har mødt mange dejlige mennesker gennem de mange år både som ungdomstræner gennem mange år og senere som bestyrelsesmedlem, og som spiller på gammelmandsholdene. Der er en god ånd i klubben.
Min største oplevelse i B.93 regi
Min tid som ungdomstræner, det at være med til afholde B.93-Cupen og derigennem mødt i flere omgang Sepp Piontek, samt Richard Møller, som jeg i øvrigt har været på trænerkursus med. At se 72-holdet, som vandt 3.division, og som var på niveau med de bedste hold i Danmark. At hente gode ungdomstrænere til klubben – bl.a. Hardy Gynild, Frank Nielsen, Niels Frederiksen (træner for ungdomslandsholdet) og Lønstrup, som har spillet som ungdomsspiller i 93 og nu er træner i Helsingør. At se klubben vokse.
Fem ting I skal vide om mig …
1 … Er inkarneret Liverpool-fan
2 … Holder meget af at læse – romaner og biografier, samt om det gamle København
3 … Har kolonihave i Københavns ældste havekoloni – Vennelyst
4 … Kan godt lide at være sammen med familien og venner
5 … Er for det meste i godt humør
93’eren er skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Mark Bernquist.
Se arkivet med tidigere 93’eren portrætter.