Sæsonen 1905-06

I efteråret 1906 vendte Rambusch tilbage til sin gamle plads som venstre wing, August Lindgren, der havde været junior i mange år i B.93, erhvervedes som centreforward, og Ove Petersen (Palsby) trådte ind paa den plads, der var blevet ledig ved Thorald Høyens sørgelige og ubetimelige død. Han druknede, som bekendt, sammen med en kammerat, Ernst Schultz fra ØB, paa sejlads i Roskilde Fjord. En glimrende spiller var lille Thorald, og han ville være blevet endnu meget bedre, om han havde fået lov at leve. Han blev kun 20 år.

I forwardrækken forsvandt endvidere Axel Andersen Byrval, der ifølge en af D.I.F. truffen bestemmelse som gymnastiklærer ikke kunne deltage i amatørfodbold. Som backs optrådte – foruden Harald Hansen – og Fritsch – et par nye folk: Vilh. Johansen og H. Nielsen. Holger Poulsen stod paa mål mod KB og AB, medens Schouboe vogtede målet i de øvrige kampe.

Sæsonen åbnedes med en kamp i Helsingborg mod Helsingborg Idrotts-Förening. B.93 vandt med 20-1, hvoraf Lindgren havde de 10 mål på sin samvittighed.

Derefter kom turneringskampen mod KB, der bragte B.93 den indtil da største sejr over den gamle arvefjende: 5-0 (1-0, 4-0).

Den 30te september havde klubben besøg af Victoria fra Berlin, med hvem der spilledes en hård og meget interessant kamp. Berlinerne lagde for i et rivende tempo og overrumplede fuldstændig B.93’s forsvar. Efter en halv times spil stod berlinerne med 4-0, og det så ud til en tysk sejr. Inden halvlegens slutning havde B.93 dog reduceret til 2-4. I anden halvleg spillede B.93 så Victoria sønder og sammen og scorede 7 mål mod 1, så man altså vandt med 9-5, efter den dårlige begyndelse en flot præstation. Som et kuriosum skal nævnes, at Harald Hansen i anden halvleg – som halfback – scorede fire mål: tre paa frispark og et på straffespark.

Kampen mod AB, spillet paa AB’s bane, fik et ret ejendommeligt forløb. B.93 vandt første halvleg med 4-1 og syntes ganske sikker på sejren, men i anden halvleg spillede AB sig vældigt op, bragte det ikke alene til at stå lige, men fik endda et overskydende mål, og først i kampens sidste minutter lykkedes det Lindgren at lave et femte mål, der skaffede en uafgjort kamp på 5-5. Hermed var de udasede spillere imidlertid ikke færdige. Kampen galdt nemlig ogsaa Malmø-Hornet, og efter det gældende svenske reglement måtte der derfor spilles 2 gange 10 minutter. B.93 spillede kun med 10 mand – uden Holger Poulsen – men kampen var og blev alligevel uafgjort, og AB har endnu den dag i dag det berømte horn i sin besiddelse. Mærkeligt nok fik forårsturneringskampen et ganske lignende forløb.

Kampen mod Frem bragte en efter spillet overraskende stor sejr (6-1), og det uagtet Harald Hansen ikke var med (backs var, H. Nielsen og Vilhelm Johansen). Vi giver en gang igen ordet til Nationaltidende: ”.. Første halvleg bragtes til ende, uden at der skete meget, som er værd at opholde sig ved. Holdene spillede omtrent jævnbyrdigt og gjorde hvert sit mål. Anden halvleg blev noget livligere med adskilligt flere angreb fra begge sider. Pudsigt nok konstaterede man, at Frem havde langt de fleste chancer; det lykkedes meget ofte klubbens forwards at føre bolden gennem B.93’s forwardskæde, der på grund af Harald Hansen fraværelse var forholdsvis svag, frem til den farlige nærhed af målet; at bolden ikke en eneste gang fandt hvile i nettet, skyldtes Frem-angribernes overordentlige mangel på sikkerhed i skuddet på mål; de førte bolden godt – egentlig bedre end modstanderne – men så snart den afgørende situation forelå, fik man indtryk, at fødderne var galt sat på. B.93 havde ikke stort mere end de angreb, der gav mål, og kan således ikke beskyldes for at mangle evner i denne retning, hvilket jo i øvrigt er en kendt sag. Bedstemændende i de to hold var de to veteraner Gandil fra B93 og Mikkelsen fra Frem, der begge holder sig forbavsende friske og rørige”. 

Forårskampen mod Frem bragte en endnu større sejr: 7-0 (2-0, 5-0). Berl. Tidende fortæller, at ”… Frem havde en meget aggressiv og for modstanderne ret farlig periode i begyndelsen af første halvleg, så farlig, at man næsten var tilbøjelig til at tro paa Frem som favorit. Men vægtskålen skiftede snart stilling. Det varede en halv time, så stod partiet omtrent lige, og i sidste kvarter havde B.93 genfundet sin gamle, hurtige kampmåde, således at halvlegen endte med to mål til gunst for B.93. I anden halvleg beholdt B.93 overtaget fra først til sidst og dokumenterede en betydelig overlegenhed, der gav sig udslag i fem mål, hvoraf de fleste faldt særdeles flot i spillets sidste 20 minutter…”. 

Inden der blev gået videre med turneringsprogrammet foretog B.93 – i påskedagene – en tysklandstourné, der ikke kan siges at have været noget ubetinget succes. I Berlin spilledes langfredag mod Victoria, der jo det foregående efterår var blevet besejret i København med 7-2. I Berlin trak imidlertid B.93 det korteste strå, idet Victoria vandt med 4-0 (1-0, 3-0). B.93 spillede i første halvleg med 10 mand, i anden med kun otte. I denne kamp havde Axel Thufason sin debut paa første hold. Fra Berlin gik rejsen til Braunschweig, hvor et nederlag ligeledes ventede B.93. Den lokale klub vandt nemlig med 5-4 (3-4, 2-0). Bedre held havde B.93 med sejr i Hamborg, hvor holdet vandt med 6-2 (2-1, 4-1) over Hamburger Fussball-Club von 1888.

B.93’s første opgave efter hjemkomsten fra Tyskland var turneringskampen mod AB. Den fik kuriøst nok akkurat samme forløb som efterårskampen: 5-5. B93 førte med 3-0, senere med 4-1 og 5-3, men kunne alligevel ikke vinde. Holdet manglede Harald og Sven Hansen. Olympia blev besejret med 4-0.

Derefter kom turen til kampen mod KB, der ville blive afgørende for turneringens skæbne. Stillingen var således, at en uafgjort kamp ville gøre B.93 til vinder af mesterskabet, medens de to klubber, hvis KB vandt – og tillige besejrede Frem – ville komme til at stå lige. Efterårskampen var jo med stor overlegenhed (5-0) blevet vundet af B.93, men denne gang vendte bladet sig, og KB vandt med 4-3 (1-2, 3-1). Nationaltidende skriver bl.a.: ”… Kampen blev fortrinligt spillet, og den bandt de 2-3000 tilskueres interesse fra første øjeblik indtil dommeren peb afslutningssignal. B.93 lagde, som så ofte tidligere, for med et rasende tempo og stod allerede efter knap 10 minutters spil med to mål. KB spillede sig dog efterhåanden op og var i halvlegens sidste snes minutter nærmest stærkere end modspillerne. Efter 25 minutters spil gjorde KB mål på samme måde som B.93 fik sit første – ved run on på målmanden. 

I anden halvleg sporede man KB’s øjensynlige bedre træning, der gav sig udslag i en overlegenhed, som voksede, alt som spillet skred frem. KB’s kombinationer lykkedes bedre, Placeringerne var fornuftigere, angrebene langt talrigere. KB gjorde mål efter 10, 20 og 35 minutters spil; første gang ved venstre wing (Bjørn Rasmussen), dernæst ved venstre innerwing (Wolfhagen), sidst ved holdets nye centreforward, Castella, der gjorde et særdeles lovende indtryk. Skønt KB i det hele og store ledede spillet i anden halvleg og navnlig gav modstandernes forsvar fuldt op af arbejde, lykkedes det 4-5 gange B.93 at føre meget farlige angreb mod KB’s mål, og fem minutter før afslutningen fik klubben, ved en flot kombination fra fløj til fløj, det sidste mål i denne kamp, hvis resultat altså blev, dels en sejr for KB på 4 mål mod 3, dels uafgjort turnering, forudsat at KB i sin sidste match besejrer rækkens hidtil svageste klub, Frem…”. 

KB vandt senere med 2-1 over Frem, og B.93 og KB kom derfor til at stå lige i turneringen. Dog havde B.93 en ikke så lidt bedre målaverage og blev derfor også placeret forrest. B.93 havde scoret 41 mål mod 17, KB 24 mod 20.

Harald Hansen og Lindgren deltog paa DBU’s hold mod Berlin – København vandt 5-2 – og disse to tilligemed Gandil var desuden med i de af Frem og AB paa banen ved Tagensvej afholdte kampe mod Middlesborough, og derefter kom turen til KB’s og B.93’s stævne, der, som sædvanlig, afholdtes paa B.93’s bane. Det var denne gang den berømte Glasgow-klub Celtic, på det tidspunkt rimeligvis storbritanniens bedste hold, der var attraktionen. Der blev lagt for med en kamp med et ret svagt kombineret hold, og Celtic vandt uden større vanskelighed med 5-2. Det stod 5-1 i første halvleg, så det danske hold vandt altså anden halvleg.

Anden kamp spilledes Grundlovsdag, og, som ’gud og hver mand’ ved, sejrede danskerne med 2-1. Holdet: Drescher; Winding, Harald Hansen; Aage Andersen, Kristian Middelboe, Ejnar Middelboe; Oscar Nielsen (Nørland), Buchwald, Lindgren, Wolfhagen og Bjørn Rasmussen. Det var synd og skam, at Gandil ikke var med til at vinde den første danske sejr over et professionelt hold. Han stod endnu paa det tidspunkt langt over alle sine konkurrenter, men måtte alligevel af og til nøjes med at være tilskuer, når de udvalgte hold var i ilden.

Det danske hold spillede godt, men skotterne var dog ikke saa lidt bedre og havde gennemgående langt mere af spillet. En væsentlig grund til nederlaget må søges i, at skotternes i øvrigt fænomenale venstre wing, Bob Templeton – han var i 1904 paa besøg med Newcastle United – havde spillet meget selvisk. Han forsøgte atter og atter at føre bolden udenom både Aage Andersen og Winding, og den gik ikke. Bladene jublede naturligvis næste dag. Vi giver ordet til Nationaltidende: ”… Den 5’ juni 1907 bliver en mærkedag, der i fodboldspillets annaler bør understreges med rødt og med dobbelt streg, fordi modstanderne var Skotlands fineste og dermed et af klodens allerbedste Association Hold.Der er således al mulig grund til at være fornøjet med resultatet – men lad os være ærlige – selvom det drypper en dråbe malurt i sejrbægeret – og indrømme, at danskerne næppe anden gang går hen og gør det kunststykke, som de gjorde i går. Vi ved knap rigtig, hvordan de bar sig ad. Sejren var den så at sige i klæderne båren. Angreb de, så fulgte dem lykken, og trængte fjenden deres port, så gav guderne deres styrke i foden og slog skotten med svaghed og sok. Det gik med andre ord, som så ofte i krig, at dansken vandt, skønt han ikke egentlig var den stærkeste. Nå, dette forringede jo ikke honnøren. Tværtimod! 

Det danske hold spillede brillant i går. Uden famlen, uden tøven, med den største ufortrødenhed og uden noget øjeblik at lade sig imponere af de fremmedes virtuosmæssige færdigheder. Skotterne udførte mange flotte og meget farlige angreb, men oftest nåede de ikke ind på den farlige skudvidde, takket være danskernes glimrende forsvar. Drescher i mål, Harald Hansen og Winding som backs, Brdr. Middelboe og Aage Andersen som halfbacks afslog i går de værste angreb, de har haft imod sig. Det danske angreb domineredes af Lindgren og Buchwald, der hver tegnede sig for et mål, men også fløjene indlagde sig fortjeneste. Skotterne spillede som i første kamp excellent, men de formåede ikke at gennemføre deres berømte short passing mod den stærke modstander med samme nøjagtighed som tidligere. Kampen spilledes ret hårdt, og jævnbyrdigheden satte gemytterne i kog – navnlig de skotske – og forledte de fremmede spillere til en idelig opposition, der næppe var ublandet behagelig for dommeren, som – i øvrigt for begge parter – måtte dømme adskillige frispark…..”. 

De andre blade udtalte sig paa lignende måde. Kun ”Folkets Avis” indtog en særstilling. Vi gengiver dets korte ”Referat” in extenso: ”Ved et forbløffende råt spil sejrede i går danskerne over de skotske fodboldspillere, der intet øjeblik ophørte at være gentlemen. De smilte over deres uheld, hver gang de skød efter mål, og var overlegen rolige overfor danskernes ufine spil”. Vedkommende – ukendte – referent var dog en mand, der indtog et standpunkt, men det har rimeligvis også været hans mening. Celtic’s spillere tog sig nederlaget meget nær, men tog det også som gode sportsmænd, selvom de ganske vist hævdede, at danskernes ene mål var off-side, hvad det vist for resten også var. Celtic stod det år – som så ofte før og senere – som vinder af den skotske League-turnering og som vinder af Scottish Cup, og deres hold bestod næsten udelukkende af internationals (landsholdsspillere, red.). Hele angrebsrækken: Alec Bennett, Mc Menemy, Jimmy Quinn, Peter Somers og Templeton var således af international kaliber, kapabel til at repræsentere Skotland i en hvilken som helst match. Intet under derfor, at nederlaget kom som en ubehagelig overraskelse. Resultatet blev telegraferet til Glasgow, og flere af bladene publicerede det gennem løbesedler.

Celtic’s næste match var mod et ret svagt, kombineret hold, der blev besejret med 5-1. Nationaltidende skriver: ”… Matchen tabte en del i interesse, fordi det danske hold var så meget svagere. Skotterne ledede så godt som hele tiden spillet, og deres sjældne færdigheder og glimrende sammenspil trådte ligesom ved den første kamp stærkt i lyset, fordi de nu ikke havde onsdagsholdets overordentlige stærke forsvar at gennembryde. Af de danske spillere morede Harald Bohr bublikum mest ved sin ufortrødenhed og store behændighed, og han fik måske nok tilgivelse, fordi han aldrig holdt sin plads. Nils Middelboe er utvivlsomt i besiddelse af samme halfbacktalent som brødrene, men han var i går for langsom. Angrebskæden fungerede svagt, selv Oscar Nielsen (Nørland) havde en dårlig dag. I forsvaret var det Winding som back og Harald Hansen, der havde afløst Drescher i målet, som måtte klare sagerne”. ”Adresseavisen” var åbenbart ikke tilfreds med det danske holds præstation: ”Fodboldkampen i aftes blev en regulær fiasko for danskerne. Skotterne vandt med 5 mål mod 1. Et 3’dje klasses hold fra ”Olympia” havde sikkert klaret sig bedre”. 

Celtic sluttede af med en match mod vort absolut stærkeste hold – Gandil i stedet for Oscar Nielsen (Nørland), ellers samme hold som Grundlovsdag – og skotterne fik den revanche, de tørstede efter, idet de vandt med 4-2. Celtic, der var klar over, at de havde tabt paa Templesons selviske spil, havde sat denne på mål og lod Bennett spille centreforward, hvor han gjorde sig fænomenalt. I første halvleg stod Celtic med 3-0; i anden fik vor hold ret hurtigt to mål, og først i kampens sidste minut scorede Celtic sit 4de mål, der næppe var gået ind, hvis ikke Drescher havde haft den blændende sol lige i øjnene.

Sæsonen 1907-08

I efteråret 1907 trådte et par nye spillere frem på arenaen: M. Bech, der brugtes, når en af de faste midterspillere i angrebsrækken manglede, Victor Andersen, den gamle Frem-forsvarer, der spillede centrehalfback, og C. Hooge, der var Harald Hansens makker som back. Det stærkeste hold, der kunde stilles paa Banen, så således ud: H. Schouboe; Harald Hansen, C. Hooge; Svend Hansen, Victor Andersen, Tannenberg; Victor Klein (eller Rambusch), Anton Olsen, Lindgren, Ove Petersen og Gandil. Emil Jørgensen spillede slet ikke i efterårets kampe, men vendte tilbage i foråret 1908.

Resultatet af efterårets turneringskampe blev, at holdet tabte mod AB, spillede uafgjort mod Frem, men vandt over KB og Olympia. Olympia blev besejret med 3-1, og B.93 spillede derefter – den 22’ september – mod Berliner-Victoria, der jo havde vundet kampen i Berlin med 4-0. B.93 fik en smuk revanche, idet de denne gang fik fire mål, uden at berlinerne fik nogen.

Nationaltidende skriver om denne B.93’s sejr bl.a.: ”… Berlinerne var under hele kampens forløb den svageste part, og resultatet blev et meget godt udtryk for styrkeforholdet….. Det danske hold arbejdede sig jævnt frem og fik første mål ved Lindgren efter 15 minutters spil. Lidt over midten af halvlegen bukkede en berliner under for et af de hidsighedsanfald, der er så grumme kostbare. Tæt inde under eget mål nedlagde han på ulovlig vis en modstander. Dommen faldt, eksekveredes prompte (af Harald Hansen), og straffesparket gav B.93 mål nummer to. Siden hen spillede Victoria sig dog noget op, og havde gennem en række pæne angreb en kort jævnbyrdighedsperiode. I anden halvleg var berlinerne mattere og nåede kun få gange frem til angreb af større farlighed. B.93 gjorde mål efter 20 og 40 minutters forløb ved Lindgren og Ove Petersen. B.93 spillede virkelig godt. Gandil forbavsede ved sin – som det syntes – uforgængelige spændstighed og hurtighed, og Harald Hansen virkede som sædvanlig ved sin overlegne ro og ved sin ”Uigennemtrængelighed”. Med fornøjelse så man tre ganske unge spillere (O. Petersen, Klein og Hooge) på holdet. De faldt godt i tråd med veteranerne og vil sikkert blive klubben til megen gavn…..”. 

For at få nærmere besked om B.93’s næste match, turneringskampen mod KB, der, skønt spillet på KB’s bane, bragte en næsten sensationel sejr på 6-0, må vi atter ty til Nationaltidende: ”…. Starten var fin, og ikke skulle man ane, at KB kom til at trække sig ud af slaget med en så eftertrykkelig nedslagtet hær. Tværtimod var man til at begynde med snarest tilbøjelig til at holde KB god som favorit, da dette hold i kampens første kvarter var forrest både i manøvrering og tempo. Men KB havde ”pech”, fik intet ud af et par oplagte chancer, ja fejlede endog et straffespark; det skulle ikke undre os, om den ellers udmærkede spiller, som gjorde fejlsparket, senere, ligesom de japanske førere, har begået ”Harakiri” for at sone sin synd. 

Men KB’s glansperiode var kun kort; vel midten af første halvleg vendte bladet sig totalt, og under resten af kampen ledede B.93 spillet til en stor og afgjort sejr. B.93 fik tre mål i første halvleg sidste 20 minutter, Nr. 1 ved Gandil, Nr. 2 ved Harald Hansen, der aldrig fejler et straffespark, Nr. 3 fint sat ind af venstre wing (Klein). Anden halvleg blev ikke væsentlig forskellig fra første. KB søgte en kort tid at forære tempoet op, men strandede dels på egen ubeslutsomhed foran mål, dels paa modforsvarets styrke, alt medens B.93-spillerne vandt i styrke ved den moralske afstivning, som den halvt vundne sejr satte dem i ryggen. Nederlaget for KB var og blev uafvendeligt, og det øgedes jævnt. Efter seks minutters spil satte Ove Petersen en flot bold i mål, midt i halvlegen fulgte Harald Hansen eksemplet (straffespark), og endelig efter en halv times forløb tegnede Klein ved et udmærket hjørnespark sig for dagens sjette og sidste mål. Det sejrende mandskab spillede helt igennem godt; sin styrke havde det i en ensartethed, som vi sjældent har set mere udpræget i et dansk fodboldhold og desuden i en udpræget evne til at udnytte chancerne i angrebet, kort sagt til det i fodbold så uhyre væsentlige: at gøre mål. Smukke og snilde kombinationer ude på banen og stor raphed i det afgørende choc – væsentlig dette sidste gav B.93 overvægten”. 

Tre uger efter spilledes mod AB, og imod al forventning vandt AB med 5-2, studenterne første sejr i en spillet kamp siden efteråret 1899. AB havde jo (i 1904) vundet uden spil. Nationaltidende giver udtryk for overraskelsen over nederlaget: ”…. Det er en gammel erfaring, at man ikke med tilstrækkelig omhu kan gardere sig mod overraskelser i fodbold. Ikke desmindre hænder det med visse medlemmer, at man må foretage en betydelig anstrengelse, hvis man ikke – af overraskelse – vil udsætte sig for at tabe ligevægten. I søndags var der god grund til at passe på. Ingen, selv ikke den mest fanatiske AB-ven, turde håbe på sejr for studenterne. Thi det så på forhånd ikke videre lyst ud. AB debuterede i turneringen med et nederlag overfor Frem (2-5), som senere blev slået af KB (1-5), og KB kom for tre uger siden, just overfor B.93, til at stå med et stort underskud: Mål (0-6). At regne efter den lille tabel ville den altså i søndags have været beredt akademikerne en fuldstændig pulverisering. Men fodboldresultaterne udledes nu en gang ikke af algebraens formler, men efter egne uskrevne og uudgrundelige love. 

For at komme til sagen: I søndags hævede AB altså sit renommé og sin chance ved at besejre B.93, der hidtil har indtaget en grundmuret favoritstilling. Det blev en god og underholdende kamp, og lad os tilføje – gevinsten faldt, hvor den burde. Uden just at sigte B.93 for slet spil skal vi ikke nægte, at holdet tog sig ud, som det havde indtaget en mindre dosis af et eller andet ”til at spille dårligt på”!! Der var ingen rigtig fart i angrebene, som heller ikke gennemførtes godt. De stoppede så underligt op på halvvejen. Gandil havde ingen god dag, måske dog fordi der passedes så omhyggeligt på ham. Bedre var Lindgren. I halfbackkæden spillede kun Sven Hansen flinkt; bedst gjorde sig backs med Harald Hansen som centrumsfigur. I anden halvleg begik man dog den lige så utvivlsomme som ofte gentagne taktiske fejl at lade sidstnævnte fra forsvaret så uvurderlige spiller gå frem blandt halfbacks. Målmanden Schouboe er for urolig til at være god…..”. 

For at komme til at stå lige i efterårsturneringen med AB, der havde 6 points, skulle B.93 i sin sidste kamp vinde over Frem, men mod forventning lykkedes det kun at opnå uafgjort match (3-3), og det kneb endda. Kampens spilledes paa Frems bane, og holdet havde en noget anden opstilling end den sædvanlige, bl.a. lod man Harald Hansen spille centrehalfback, en plads, han altid har haft forkærlighed for, men aldrig har kunnet udfylde helt tilfredsstillende. Vi tyer til Nationaltidende: ” …. I første halvleg lagde Frem for med de to første mål, så kom B.93, så atter Frem og endelig B.93 med mål ved straffespark, umiddelbart før spillets afslutning. Anden halvleg skabte ikke overvældende mange chancer; alle ødelagdes undtagen den ene, der henimod finalen bragte B.93 det udjævnende mål. Vi finder ingen anledning til nøjere kritik; kun så meget, at Frem synes at have oppet sig under turneringens forløb, medens B.93 er gået lige så meget tilbage, samt at spillet som holdet ikke fristede til rosende omtale. Det bør dog anføres, at B.93 spillede med et par reserver, der ikke udfyldte deres pladser….”. 

I foråret 1908 stod holdet uden målmand, og man var derfor tvunget til at lade Lindgren gå i mål, hvor han klarede sig udmærket. Mod Olympia vogtede Axel Thufason dog målet. Backs var C. Hooge og Harald Hansen – undtagen mod Olympia, da Hansen remplaceredes af Fritsch. Halfbacks var mod AB og Frem – fra venstre – Ove Petersen, Emil Jørgensen og Tannenberg, mod Olympia og KB var det M. Bech, Ove Petersen og Tannenberg. I forwardrækken spillede H. Rambusch, Anton Olsen og Gandil i alle kampe, medens innerwingpladserne var besat af M. Bech, A. Thufason, Lindgren, Harald Hansen og Klein.

B.93 tabte til KB, men vandt de tre andre kampe, og da AB tabte to kampe – til B.93 og Frem – kom B.93 et point foran AB og vandt således atter turneringen. Første kamp spilledes mod Frem, der blev besejret med 4-2 (2-0, 2-2), og derefter kom turen til Olympia, der blev slået med 3-1 (1-0, 2-1). I kampen mod KB, spillet 2. Påskedag på banen ved Øster Allé, gik det derimod galt. Efterårets sejr på 6-0 blev forvandlet til et nederlag paa 1-2. Vi gengiver Berlingske Tidendes beskrivelse af kampen: ”… Begge partier gik, efter at den første stivhed havde fortaget sig, på med stor energi. Det er vanskeligt at sige, til hvilken side sejren ville hælde; B.93’s angrebsrække var noget bedre end KB’s, som skuffede meget foran mål, men på den anden side stod KB’s forsvar, navnlig dens backs, betydeligt over B.93’s. Nils Middelboe udrettede som back et ualmindeligt godt og dygtigt arbejde. B.93 fik dog lavet det første mål (Anthon Olsen) og holdt længe KB stangen. Fik KB endelig bolden op, blev den enten skudt udenom mål eller også i favnen paa målmanden, Lindgren. Endelig imod slutningen af halvlegen fik KB mål, og halvlegen sluttede med ét mål for hvert af partierne.

I anden halvleg spillede KB’s hold særdeles godt. Angrebene kom slag i slag imod B.93’s mål, og spillet i angrebsrækken stod betydeligt over, hvad der præsteredes i første halvleg. Bolden gik i mål efter hjørnespark, men målet var ugyldigt. Kort efter fik KB atter hjørnespark og lavede igen mål, og denne gang var målet godt. B.93 forsøgte ved en omplacering af spillerne at indvinde det tabte terræn og satte Lindgren frem på sin gamle kampplads i angrebsrækken. Men det hjalp ikke. Overvægten i mål stimulerede KB til et spil, som uden anvendelse af unødvendig hårhed i et og alt stod over B.93’s, og bolden befandt sig omtrent til stadighed på sidstnævntes banehalvdel. Der blev dog ikke lavet flere mål trods angrebenes hyppighed og farlighed, og KB måtte således nøjes med en sejr på 2 mål mod 1 (1-1, 1-0)”. 

Derefter kom den vigtige kamp mod AB, der absolut måtte og skulle besejres, hvis man ville have nogen som helst chance for at vinde turneringen. Det blev da også én stor sejr: 6-2 (3-0, 3-2). Nationaltidende skriver at: ”B.93 i første halvleg spillede fuldkommen overlegent med mange hastige vel førte angreb og en virksom utilnærmelighed: Nærheden af eget mål. Akademikernes spil havde ingen rigtig art, det savnede ”quist”, syntes snarest præget af en vis modløshed, og de tre mål, B.93 satte ind, var et meget passende udtryk for forskellen i spil. Studenterne spillede anden halvleg langt bedre, og trods det stadig ringere og ringere føre, mere præcist og energisk. Resultatet af den akademiske opgang blev en halv times – på grund af det glatte føre lidt ubehjælpsomt – men ellers godt og fuldstændig jævnbyrdigt spil. AB gjorde første mål, så kom B.93 og så AB igen. Mange angreb var der, og mange kritiske situationer for begge parter. I sidste kvarter tog B.93 sig stærkt sammen og gjorde med korte mellemrum de to mål, der for klubben fastslog den anselige sejr. I det vindende hold er der grund til at fremhæve Anthon Olsen, der gjorde ikke mindre end fem af de seks mål”. 

Herefter var stillingen den, at AB for at vinde turneringen skulle slå Frem. En uafgjort kamp ville stille B.93 og AB lige. Men Frem vandt 2-0, og B.93 blev altså atter turneringsvinder.

Eftersæsonen blev meget langvarig. Først deltog Anthon Olsen, Lindgren, Ove Petersen og Harald Hansen i bykampen mod Berlin (i Berlin), som blev besejret med 3-1, og derefter kom det internationale fodboldstævne, der som sædvanlig afholdtes paa B.93’s bane. Modstanderne var denne gang det engelske amatørhold Northern Nomads og Queens Park, Glasgow, der ikke havde været her siden 1903, da de endnu forholdsvis let havde besejret vort udvalgte hold.

Den 10’ maj spilledes en uafgjort kamp (2-2) mellem Northern Nomads og et udvalgt hold, der havde følgende sammensætning: Drescher; Knud Hansen, Harald Hansen; Nils Middelboe, Kristian Middelboe, Ejnar Middelboe; Johannes Gandil, Ove Petersen, Lindgren, Anthon Olsen og Bjørn Rasmussen. Det var fem KB’ere, fem B.93’ere og en Olympia-mand (Knud Hansen).

To dage efter spillede Northern Nomads en eftermiddagskamp mod et hold, der bestod af 10 Frem’ere og C. F. Petersen (AB), der spillede højre halfback. Frem spillede godt og heldigt, og var lige ved både at vinde og få uafgjort kamp; Frem førte til få minutter før time med 2-1, men alligevel vandt englænderne 3-2.

Den 15de maj spillede Queens Park mod et udvalgt hold. Sidst de berømte skotter havde været paa besøg her (1903), havde de slået vort udvalgte hold med 4-1. Nu måtte de nøjes med en uafgjort kamp på 2-2 og var endda lige ved at tabe, idet danskerne førte med 2-1 til et par minutter før kampens ophør. Kampen spilledes i øsende regnvejr, men heldigvis begyndte det først at regne efter spillets begyndelse, efter at tilskuerne havde fyldt den til sidste plads, og de holdt troligt ud til enden. Det danske hold: Drescher; Winding, Harald Hansen; Niels, Christian og Ejnar Middelboe; Gandil, Buchwald, Sofus Nielsen, Anthon Olsen og Bjørn Rasmussen. De danske mål scoredes af Buchwald og Anthon Olsen.

Den 19’ maj, B.93’s fødselsdag, spillede Northern Nomads mod et udvalgt hold, der var det samme som det mod Queens Park, når undtages, at Oskar Nielsen (Nørland) var trådt ind i stedet for Gandil og Harald Bohr i stedet for Nils Middelboe. Også denne kamp blev uafgjort (1-1), men det er næppe for meget sagt, at Nomaderne burde have tabt.

Dagen efter viste Queens Park et meget flot præsentationsspil mod et hold, der navnlig havde et svagt forsvar. Skotterne vandt med 9-0. Den danske Hold: Drescher; Stefan Rasmussen, Peter Petersen; Tannenberg, Emil Jørgensen, C. Fr. Petersen; Gandil, Poul Nielsen, Ejnar Middelboe, Gyldenstein og Winding. Sidstnævnte måtte efter 10 minutters spil holde op på grund af en muskelsprængning. Mod et stærkt udvalgt hold formåede Queens Park igen kun at spille uafgjort (1-1). Holdet: Drescher; Buchwald, Harald Hansen; Harald Bohr, Kristian Middelboe, Ejnar Middelboe; Oskar Nielsen, Bjarnholt, Lindgren, Anthon Olsen og Bjørn Rasmussen.

Hermed var det internationale stævne forbi, men B.93 havde endnu en lang række kampe tilbage i Sverige og Norge, inden de kunne sige farvel til fodboldsæsonen. Den 22’ maj spillede i Stockholm et blandet B93/AB/Frem-hold mod et forenet ”A. J. K. – Djurgården” hold, som blev besejret med 5 mål mod 1. To dage efter spilledes en uafgjort kamp (1-1) mod et udvalgt svensk hold.

Fra 18.-26. juli var B.93 på tur i Norge og spillede fem kampe, der alle blev vundet med stor lethed. Der lagdes for med to kampe i Skien, hvor Grenland-holdet blev slået med 15-0 (Anthon Olsen lavede syv mål) og ”Odd” med 9-1. Derfra gik rejsen til Drammen, hvor kampen mod ”Ulff” bragte en sejr paa 14-1 (Anthon Olsen, seks mål), og der sluttedes af med to kampe i Kristiania. ”LYN” blev slået med 11-0 (Anthon Olsen, fire mål) og ”Mercantil” med 4-1. Turen til Norge var en fornøjelig afslutning paa en glorværdig, men lang og anstrengende sæson. 

Sæsonen 1908-09

Også turneringen 1908-09 blev vundet af B.93, der på 10 kampe – ØB var kommet med – tjente 17 points. Otte kampe blev vundet, en tabtes og en spilledes uafgjort, og der scoredes 52 mål mod 13. KB blev nummer to med 16 points. Med hensyn til holdet bør bemærkes, at Gandil om efteråret kun var med mod KB og AB. Han kom til skade med sit knæ i kampen mod Frankrig ved de Olympiske Lege i London, og måtte holde sig i ro til foråret 1909. Hans plads toges af Victor Klein. Holger Poulsen var i efterårets kampe også kun i mål mod AB; i de andre tog Holger Prytz hans plads. Poulsen kom dog tilbage om foråret.

Der blev lagt for med kampen mod KB, der blev besejret med 5-4 (1-1, 4-3). Harald Hansen var på mål, Emil Jørgensen og Fritsche backs. KB førte med 1-0 og senere med 2-1, men efter at Anthon Olsen havde udlignet, satte B.93 tempoet op og fik hurtigt to mål til (Lindgren og Rambusch), så de stod med 4-2. KB reducerede forspringet til 4-3, men Lindgren scorede igen – et hovedstød til en centring fra Gandil – og skønt KB kort før time fik et mål til, kunne de ikke hindre, at B.93 vandt med 5-4. ”Sportsbladet” skriver om kampen, at ”aldrig før har publikum ”været med” som i søndags; der var en råben og skrigen udenfor snorene, de respektive holds venner og bekendte opmuntrede de spillende, og navnlig når der gik en bold i mål, kendte jubelen ingen grænser”.

Næste kamp var mod AB (paa AB’s Bane) og resulterede i en stor sejr, 4-0 (2-0, 2-0), en sejr, der dog efter spillet var for stor. Målene scoredes af Anthon Olsen, Lindgren, Gandil og Anthon Olsen. Trods de mange mål var Sportbladets kritiker ”Footballer” ingenlunde tilfreds med B.93’s spil. Han siger bl.a.: ”…Det blev ikke nogen særlig interessant og navnlig langt fra nogen velspillet kamp. Det var ikke så meget AB’s som B.93’s skyld, thi det var dette holds spil, der skuffede alle så stærkt. Vi har allerede omtalt manglerne ved B.93’s angrebsspil (for meget short-passing) og har kun hertil at føje, at foruden den fejle taktik må manglen til den mindre gode præstation også tilskrives enkelte af forwardsspillernes mangel på energi og bevægelighed og da i første række holdets højre innerwing (Thufason). Han bevægede sig, som om han havde flere pund bly i hver støvle”. Det var ikke saa lidt.

Næsten hele oktober måned var helliget træningen til og deltagelsen i de Olympiske Lege i London. Af B.93’s spillere blev følgende udtaget til at gøre turen med: Harald Hansen, Johs. Gandil og Aug. Lindgren. I betragtning af, at B.93 for tredje år i træk var indehaver af turneringsmesterskabet, tør det nok siges, at klubbens repræsentation var forbavsende ringe. KB havde syv mand udtaget (Kristian, Ejnar og Nils Middelboe, Wolfhagen, Oscar Nørland, Drescher og Bjørn Rasmussen), skønt klubben kun var nået at blive nummer tre i turneringen, og også Frem, der i turneringen stod som nummer fem, havde flere spillere med end B.93, nemlig fire (Ø. Bjarnholt, Knud Hansen, Sofus Nielsen og Peter Marius Andersen).

Inden afrejsen til London spilledes på B.93’s bane en træningskamp mellem Berliner Ballspiel-Club og det Olympiske Hold. Danskerne vandt en overlegen sejr: 14 mål mod 1. Oscar Nielsen (Nørland) var foretrukket for Gandil som højre wing, så B.93 havde kun to repræsentanter med.

Resultaterne af de olympiske kampe i London er velkendte. Danmark vandt i de indledende kampe over Frankrigs B-hold med 9-0 og over Frankrigs A-hold med 17-1, men blev i slutkampen slået med 2-0 af England, der havde besejret Sverige med 12-1 og Holland med 4-0. Harald Hansen og Lindgren, der spillede h. i. w., var med i alle tre kampe, medens Gandil kun var med i kampen mod Frankrigs A-hold, i hvilken han pådrog sig knælæsion, han senere gentagne gange havde mén af. Af den grund var han hors de concours til kampen mod England, men KBU havde i øvrigt forinden bestemt, at Nørland skulle have pladsen som højre wing. Både Harald Hansen og Lindgren spillede godt i alle kampene. Lindgren var mod England langt vor bedste forward.

Først den 8’ november spillede B.93 igen en turneringskamp – mod Olympia, der blev besejret med 7-1 (5-0, 2-1). Søndagen efter tabte B.93 sæsonens eneste kamp, idet de blev besejret af Frem med 1-0 (0-0, 1-0). Sportsbladet skriver bl.a.: ”…. Frem vandt, men det var ikke fortjent, thi B.93 var alt i alt det stærkeste hold. De havde absolut de fleste og farligste angreb, men uheldet forfulgte dem hele kampen igennem. Om spillerne hedder det: B.93 havde sin styrke i forsvaret. Prytz spillede, bortset fra den ene fadæse (der kostede målet) upåklageligt, han tog flere gode bolde i første halvleg, i anden havde han meget lidt at bestille. De to backs spillede godt, kun savner Emil Jørgensen nogen hurtighed i løbet. I halfbackrækken var Ove Petersen bedst, Tannenberg lod alt for ofte sin wing stå fri, men var ellers ganske flink. Forwardsrækken spillede kun jævnt godt, Lindgren var ikke rigtig oppe, både han og Anthon Olsen betænkte sig for længe, før de skød. Holdets svageste punkt var højre wing; Victor Klein fyldte ikke pladsen i søndags. Han er for ængstelig og forstår endnu ikke at bruge sine kræfter, han må ganske anderledes lære at gå igennem, uden det når han ikke op i første plan”. 

Den 22’ november var et forholdsvis svagt hold (uden Rambusch, Anthon Olsen, Emil Jørgensen og Gandil) i Göteborg, hvor det med nød og næppe spillede uafgjort med ”Kamraterna”. Svenskerne havde 3 mål mod 0 i første halvleg, og først få minutter før kampens ophør fik B.93 det udlignende mål.

Slutningen paa efterårssæsonen var ikke særlig glorværdig, idet B.93 kun lige akkurat formåede at besejre ØB med 3-2 (2-2, 1-0). B.93 begyndte med kun tre mand! (Harald Hansen, Emil Jørgensen og Lauritz Hansen), og inden der var kommet forstærkning, lavede ØB mål. Anthon Olsen lavede alle tre mål for B.93.

I forårsturneringen 1909 tabtes ingen kamp. Mod KB blev der spillet uafgjort, men alle de andre kampe blev vundet. B.93 åbnede foråret mod AB. På grund af den megen væde måtte der spilles paa Fælleden. B.93 havde sit stærkeste hold ude: Holger Poulsen; Emil Jørgensen, Harald Hansen; JacobTannenberg, Ove Petersen, de Coninck Smith; Johannes Gandil, Axel Thufason, August Lindgren, Anthon Olsen og Henry Rambusch. B.93 vandt med 3-1. Alle målene lavedes i første halvleg. Målene lavedes af Thufason, Anthon Olsen og Harald Hansen (på frispark). I sin kritik af spillet udtaler ”Sportsbladet” sig paa følgende måde om holdet: ”B.93 sejrede, og det var vel fortjent. Holdet er, taget som helhed, bedre end AB’s, men dets præstation i søndags står langt fra på højde med, hvad der med rette kom forlanges.

Forsvaret var bedst. Poulsen stod godt på mål. Han tog mange gode bolde, han bliver sikkert en dygtig målmand. Harald Hansen og Emil Jørgensen fylder svært på backpladsen, de er begge kraftige og har et sikkert spark, sidstnævnte er kun lidt for langsom, men det kan jo forbedres ved rationel træning. I halfbackrækken er Ove Petersen bedst, men han placerer alt for lidt til sine fløje. Det er jo netop centrehalfbacks første pligt at kunne fordele spillet klogt og ligeligt. De to fløjhalfbacks forsvarede ganske godt, men de forstår slet ikke at ”føde” deres forwards og gør herved kun halv nytte. I angrebet var de to innerwings bedst. Anthon Olsen arbejder brillant, men er tilbøjelig til at blive vild; lidt mere beherskelse vilde utvivlsomt gøre ham til en endnu farligere mand foran mål. Thufason spiller alt for meget på sin centre; i søndags var det saa meget mere forkert, som Lindgren havde en af sine uheldige dage. De to wings udrettede ikke meget, de trænger åbenbart svært til træning”. 

Næste kamp spilledes Langfredag mod ØB, der blev besejret med ikke mindre end 10 mål mod 0. B.93 havde Svend Hansen som venstre halfback og M. Bech som venstre wing, ellers samme hold som mod AB. Anthon Olsen lavede fem mål, Lindgren to mål, Harald Hansen, Thufason og Ove Petersen hvert et mål. Kampen mellem KB og B.93 var fastsat til 2. Påskedag paa KB’s bane. Man naaede imidlertid kun at få spillet første halvleg, da dommeren afbrød kampen paa grund af snevejr. Intet af holdene havde mål.

Kampen fastsattes til den følgende søndag på B.93’s bane. Vejret var atter meget uheldigt, til en afveksling regnvejr. B.93 stillede med nøjagtig samme hold som mod ØB. B.93 vandt første halvleg med 1-0, scoret af Anthon Olsen. KB havde et straffespark, som Lindgren gik i mål og klarede. Fem minutter ind i anden halvleg får KB det udlignende mål. Harald Hansen var saa uheldig at heade bolden i sit eget mål (hjørnespark). Fem minutter senere tager B.93 atter føringen – ved Lindgren. Efter 32 minutters spil forøger B.93 yderligere deres forspring (ved Lindgren), og sejren syntes nu sikker, men ikke desto mindre formåede KB at få uafgjort kamp. Efter 36 minutters spil scorede Oscar Nielsen på et straffespark, og et minut efter fik KB atter mål.

Om spillet og spillerne siger Henry Meincke i Sportsbladet bl.a.: ”Resultatet i søndags forekommer mig at være ganske retfærdigt. Enhver klartdømmende tilskuer måtte indrømme, at der reelt ikke var nogen styrkeforskel på de to hold. Angrebet var farligst fra B.93’s side, mere impulsivt, hurtigere gennemført, mere uimodståeligt kombinerede, men B.93 havde ikke så mange angreb som KB (i anden halvleg således højst to mod tre); på dette punkt spillede som sædvanligt halfbacks deres store rolle; KB’s halves var langt de bedste, de gik bedre med frem og var forwards til langt større gavn end modstanderne deres; derfor fik KB de fleste angreb. Af disse rummede mindre fare end B.93’s, skyldtes KB-angribernes svagere fysik og deres lidt for veludviklede respekt for Harald Hansen og Emil Jørgensen; en bestemt og ikke-ømskindet fod på bolden kunne ofte have tacklet denne igennem i situationen, hvor der i stedet for blev givet op – eller vendt halen til.

Gandil er stadig en ekscellent spiller; trods sin modne manddomsalder er han endnu en fremragende tekniker – hans velkendte tricks udføres endnu lige pludseligt og lige sikkert – men kan han end have mistet et og andet af det, der i hans kulminationstid fastslog ham som vor drevneste forward, så kar han nu omsat det i taktik. Hans evne og indsigt i sammenspil er gået frem, hans brilleren i enkeltmandsspil er sjældnere, og derfor er han stadig en af groundens farligste folk. Thufason var flink og påpasselig, Lindgren udmærket, god foran mål og fornuftigt fodrende fløjen ude på banen. Ogsaa Anthon Olsen spillede godt – som altid farlig foran mål. Bech var uheldig, endog meget uheldig. Det var yderst sjældent, at noget lykkedes for ham. Han behøver dog ikke at begå harakiri af den grund. Vi ved, at han er en flink halfback – og det er så sin sag at springe frem i en forwardrække, der tæller så mange spidser som B.93’s. Tannenberg og Svend Hansen slog ikke rigtig til, derimod var Ove Petersen god. Harald Hansens spil var som altid udmærket, noget hårdt, men ikke over grænsen. Også Emil Jørgensen spillede en god back; men der var lidt for meget nevermind med midlerne”. 

Kampene mod Frem og Olympia blev vundet med henholdsvis 3-1 og 14-0, og hermed stod B.93 som vinder af turneringen. Af ti kampe var de otte vundet, en tabt og en uafgjort, hvilket giver 17 points. Der var scoret 52 mål mod 13. KB var Nr. 2 med 16 pints, Frem Nr. 3 med 13 pints, AB Nr. 4 med 9 pints, Olympia Nr. 5 med 3 pints og ØB Nr. 6 med 2 pints.

Adskillige af B.93’s spillere deltog i forårssæsonens mange internationale kampe. Den 25’ april spilledes paa B.93’s bane kampen mellem København og Berlin. B.93 havde kun Harald Hansen med. København vandt med 6-0 (1-0, 5-0). Ugen efter spillede Southampton F.C. paa AB’s bane et par kampe mod udvalgte hold. I den første vandt danskerne med 5-2 (4-0, 1-2); den anden blev uafgjort (2-2). Af B.93’erne var Harald Hansen, Ove Petersen, Anthon Olsen og Lindgren med. I den første kamp scorede Lindgren fire mål, Anthon Olsen det femte, og disse to scorede også målene i den anden kamp.

Midt i maj fandt det 6te internnationale fodboldstævne sted paa B.93’s bane, hvor Newcastle United og West Bromwich Albion spillede en række kampe mod udvalgte hold. Den første kamp mod Newcastle, i hvilken Harald Hansen, Ove Petersen, Anthon Olsen og Lindgren deltog, blev uafgjort (1-1). De samme fire spillere deltog i de næste to kampe mod Newcastle. Englænderne vandt dem begge, henholdsvis med 3-2 (1-2, 2-0) og 2-1 (0-0, 2-1). I begge Kampe fejlede Harald Hansen et straffespark. Newcastle United spillede desuden en match mod West Bromwich Albion og vandt med 3-0. Vort udvalgte holds kamp mod West Bromwich blev vundet med 3-1 (2-1, 1-0). Atter var de fire B.93’ere med. Kampen blev i øvrigt ikke spillet til ende. Da englænderne nemlig så, at de ikke kunne klare sig, begyndte de at spille i høj grad unfair, og 10 minutter før ”time” fandt dommeren, træneren Chas. Williams, sig derfor foranlediget til at stoppe spillet.

I Pinsen var B.93 i Kiel og Hamborg. Kieler-klubben ’Holstein 1902’ blev besejret med 6-1, men kampen i Hamborg – mod ’Fussballvereinigung in Einsbüttelen Turnerband’ – blev tabt med 2-3. Hamborgerne fik to af deres mål på straffespark.

Sæsonen 1909-10

I fire år i træk havde B.93 således vundet turneringsmesterskabet, og den tid var nu kommen, da klubben måtte overlade førstepladsen til andre. I turneringen 1909-10 blev B.93 kun Nr. 3 – efter KB og Frem. Af de 10 kampe vandt de kun halvdelen, spillede 1 uafgjort og tabte så mange som fire. Klubben rådede i alt væsentligt over de samme spillere, som havde været til disposition året forud. Rambusch gik definitivt ud af sagaen, efter i en lang årrække at have gjort god tjeneste som venstre wing. Endnu den dag i dag er det ikke lykkedes klubben at finde en afløser, der fuldt ud kunne tage arven op efter ham. Af nye spillere tilgik Oluf Petersen, Malthe-Christensen, der var reserve for Gandil, og Erhardt Viig, der remplacerede Rambusch. Den forhenværende ØB’er og KB’er, Lindhardt spillede også en enkelt kamp.

B.93’s første kamp spilledes sidste søndag i september mod Olympia og bragte en mægtig sejr: 15 mål mod 0 (6-0, 9-0). Olympias hold var stærkt svækket ved afgang af spillere til andre klubber – Brødrene Knud og Johannes Hansen var således gået i Frem – og kort efter blev klubben da også opløst. B.93’s målscorere var Anthon Olsen (8), Lindgren (4), Thufason (2) og Tannenberg (1).

Den 3’ oktober spilledes mod KB, og her fik piben unægtelig en anden lyd. KB vandt nemlig med 3 mål mod 0 (1-0, 2-0). Det var den 23de turneringskamp mellem KB og B.93. Inclusive denne kamp havde KB vundet 12 Kampe, B.93 ni Kampe, medens to var blevet uafgjort. B.93 havde scoret flest mål: 56 mod 49. B.93’s hold så således ud: Holger Poulsen; Emil Jørgensen, Harald Hansen; Tannenberg, Ove Petersen, Oluf Petersen; Gandil, Thufason, Lindgren, Anthon Olsen og M. Bech.

Sportsbladet” siger: ”… at KB’s sejr var afgjort og velfortjent, de spillede alle som én med stor energi og med den udholdenhed, som et veltrænet og velsammenspillet hold altid sidder inde med! Om B.93 hedder det: B.93 var ikke på højde med sig selv i søndags. Man havde i og for sig ikke indtryk af, at der savnedes træning i retning af udholdenhed, men der var ingen sammenspil mellem rækkerne eller mellem forwards indbyrdes. Holdet har da vel ikke trænet så længe på ”engelsk” facon, at spillerne ikke mere kender hinanden eller har evne til at arbejde sammen? I så fald er det vist på høje tid, at de unge kommer ud og spiller med hinanden, ellers bliver der sikkert ikke megen fornøjelse ved kampen Frem-B.93. Forsvaret spillede helt igennem godt, målmand og backs var de bedste. I halfbackrækken var den nye mand Olaf Petersen ganske god i forsvaret, men ret umulig i angrebet, han kan jo aldeles ikke føde sine forwards. Tannenberg og særlig Ove Petersen har vi set spille langt bedre før. Angrebet var sløjt. Af fem dårlige forwards var Anthon Olsen et hestehoved foran de andre”. 

AB blev besejret d. 17’ oktober med 2-1 (1-1, 1-0), men det var en heldig sejr. ”Sportsbladet” skriver: ”.. Akademikerne havde fortjent at vinde denne kamp, der var bedre sammenspil i deres rækker, og angrebene var bedre planlagte. B.93 klarede sig på sit forsvar, der er ret stærkt, selv om det ikke nåede op på højde med, hvad vi ofte tidligere har set det præstere. Manglerne var lette at iagttage, det var først og fremmest placeringerne det var galt med. Bolden kom næsten lige så ofte til en modspiller som til en medspiller. Den nye back – Olaf Petersen – tegner ganske godt, men hans spark er endnu ikke rene, og han savner erfaring. Angrebsspillet er holdets svage side, der er ingen sammenspil, ingen sikkerhed og fart over de fem mand”. 

I kampen mellem B.93 og Frem, spillet på Frem’s Bane den 24’ oktober, indtraf et alvorligt ulykkestilfælde, der kostede B.93 en flink (som betyder god, red.), ung spiller. Midt i anden halvleg havde Holger Poulsen og Sofus Nielsen et sammenstød, og Holger Poulsen blev liggende paa valen med et brækket ben. Han kom aldrig til at spille for klubben mere. Ulykkestilfældet gav anledning til en længere pennefejde. Sagen er den, at B.93 havde anmodet om at sætte en reserve ind i stedet for Holger Poulsen, men dette blev afslået af Frem’s anfører. Denne Frem’s formentlige usportsmæssige optræden gav anledning til forskellige angreb i pressen og affødte i ”Sportsbladet” en lang række indlæg pro et contra.

B.93 spillede med et meget svagt hold. I angrebet manglede Gandil, Thufason og Anthon Olsen og i forsvaret Harald Hansen. Dertil kommer, at B.93 en tid måtte spille uden deres faste målmand – Lindgren gik paa mål – kan det ikke siges andet end, at de klarede sig over al forventning godt. Kampen blev nemlig uafgjort med 2-2 (2-0, 0-2). B.93 førte med 2-1, da ulykkestilfældet indtraf, men var hele kampen igennem den svageste.

Efterårssæsonen sidste kamp spilledes den 5te december mod ØB. B.93 havde Holger Prytz på mål i stedet for Holger Poulsen og havde desuden Harald Hansen, Anthon Olsen og Thufason med. Ikke desto mindre kneb det med at vinde. Sejren blev kun på 3-2 (2-0, 1-2).

Med efterårssæsonen 1909 trak Johannes Gandil sig tilbage fra klubbens førstehold. Under de Olympiske Lege i London i 1908 havde han pådraget sig en kæskade, der atter brød op igen, og der var ikke andet for ham at gøre end at vige pladsen for en yngre. Lige fra klubbens første dage havde Gandil været sjælen i B.93’s angreb, hvad man vil have fået et tydeligt indtryk af i de foregående skildringer af klubbens kampe. Han havde været en glimrende spiller, overordentlig hurtig, den hurtigste spiller, dansk fodbold nogensinde har frembragt, navnlig i besiddelse af en fænomenal start, en glimrende dribler, og han havde tillige den uvurderlige evne, at han meget sjældent ”brændte” de oplagte mål. Endnu den dag i dag (1917, red.) er der ikke fremstået nogen højre wing i dansk fodbold, der fuldt ud har kunnet løfte arven efter ham. Han var som wingspiller det fødte geni. Havde han været englænder, var han blevet en verdensberømthed.

B.93’s første kamp i foråret 1910 spilledes den 20’ marts paa banen ved Tagensvej mod AB og bragte en sejr på 6 mål mod 2 (2-1, 4-1). Holdet så således ud: Prytz; Harald Hansen, O. Petersen; Tannenberg Ove Petersen, Emil Jørgensen; Malte Christensen, Bech, Lindgren, Thufason og Svend Hansen. Om holdets præstation skriver ”Sportsbladet” bl.a.: ”.. B.93 vandt og fortjente sejren, for holdet var stærkest, men derfor må de endelig ikke slå sig til ro, thi der var mangt og meget at udsætte. De må ikke tro, at de med det spil, der blev præsteret i søndags, har synderlige chancer overfor modstandere som KB og Frem. 

Angrebsspillet er holdets svage punkt; det var i søndags, navnlig i første halvleg, hvor AB’erne endnu var livlige, alt andet end godt. Vi vil dog straks gøre en undtagelse for Lindgrens vedkommende, han spillede fortrinligt, noget af det bedste, vi længe har set ham præstere, rask paa foden og hurtig i opfattelsen, lagde han mange gode bolde ud til sin fløj og ledede sine folk godt. Bech var også ganske god, men savner åbenbart træning. Thufason var under al kritik i første halvleg. Langsom og død i sine bevægelser og uden evne til at kommanderer bolden. Han trænger mere end nogen anden på holdet til træning; Skade, at han ikke kan se sig selv, det var sikkert der, der vilde hjælpe bedst. Sven Hansen klarede sig hæderligt, han er ny på sin plads. Christensen kan spille bedre, han var sløj i søndags, han havde netop dette maskinmæssige spil fremme, som er så utådeligt at se på, blandt andet fordi det er så idéforladt. Plum tog bolden fra ham den ene gang efter den anden aldeles på samme måde, uden at Christensen fandt sig foranlediget til at forsøge nye tricks. 

Forsvaret var holdets stærke side; halfbackrækken arbejdede helt igennem godt, om end lidt nøjagtigere placering til forwards var ønskelig. Af backs var O. Petersen bedst, Harald Hansen kom sig noget i anden halvleg, men han var ikke den ”Harald”, vi er vante til at se. Nå! han savner åbenbart 14 dages træning. Prytz spillede meget respektabelt. Han lavede jo nok en fadæse med det første mål, men tog til gengæld flere ganske gode bolde senere. Han var naturligvis som alle unge, uprøvede målmænd mere nervøs, end de har godt af at være”. Det var den 26’ kamp mellem AB og B.93. Af disse har B.93 vundet 16, tabt 8, medens 2 blev uafgjort.

Den 3’ april spilledes på egen bane mod Frem, der vandt med 3-2 (2-1, 1-1). Frem fik to mål i de første 10 minutter og førte med 3-1 til et par minutter før kampens ophør. B.93 stillede med samme hold som mod AB med undtagelse af, at Thufason var erstattet af den gamle ØB/KB’er Lindhardt. Da Frem havde fået sine to første mål, forandredes opstillingen imidlertid. Harald Hansen gik frem paa Lindhardts plads, denne blev venstre halfback, medens Emil Jørgensen gik tilbage som back.

“Sportsbladet” kritiserer de to holds præstationer i følgende vindinger: ”.. Selvom de ikke kan sige, at denne kamp fortjener at regnes med blandt de bedste, som de to klubber har udkæmpet, så må man dog indrømme, at den var rig på spænding, og at den periodevis blev præsteret særdeles godt spil fra begge sider. De to hold er begge stærkest i forsvaret, både backs og halfbacks spillede godt. Sophus Hansen (Frem) er selvfølgelig en bedre målmand end Prytz, men denne sidste skal ikke dadles for de mål, der gik ind, tværtimod fortjener han ros for de mange virkelige vanskelige situationer, som han klarede med megen bravour. Af angrebsrækkerne var Frem afgjort bedst. Christoffersens mål var et lille mesterstykke. Sofus Nielsen var bedre end han plejer, og de to wings var flinke, dog i særdeleshed Ax. Petersen, han spillede langt bedre end mod KB, han var den venstre wing paa banen, der vidste, til hvem han placerede sine centringer. B.93 havde kun de to forwards, Lindgren og Bech, de spillede godt begge to, kun led Bech’s spil af den gamle skødesynd – han holdt ofte for længe på bolden – Harald Hansen gjorde sit bedste, men han er og bliver nu aldrig nogen forward, i alt fald ikke, når talen er om førsteklasses fodbold. De to wings var meget sløje; man kan vanskeligt forstå, at der kan spilles så dårligt, som de gjorde i søndags; den højre fløjmand var værst. Men det kan vel ikke nytte at påpege fejlene, kan de ikke selv se og forstå, hvorpå det skorter, så bliver det vel aldrig bedre. I modsat fald kan flittig træning og god vilje snart bøde på de mest fremtrædende mangler ved deres spil…”.

Med nederlaget mod Frem var det givet, at B.93 ikke ville kunne vinde turneringen. De havde kun 7 points for 6 kampe, medens KB og Frem for samme antal havde henholdsvis 11 og 8 points. Den 17’ april blev i alle tilfælde alle mesterskabsforhåbninger knust, thi i kampen mod ØB blev B.93 slået med 3 mål mod 2 (1-1, 2-1). Det var B.93’s andet nederlag mod ØB. Holdet manglede Emil Jørgensen, men var ellers ved fuld styrke. ”Sportsbladet” nøjes med få bemærkninger om holdets præstation: ”… B.93’s hold er langt fra i så god træning som ØB; det var forbavsende at se, at spillerne ikke kunne holde tempoet mod ØB’erne. Dertil kommer, at holdet aldeles ikke er sammenspillet. Lindgren havde ikke nogen god dag, og Bech løb mere end nogensinde tidligere rundt om sig selv og fik kun meget lidt udrettet. Forsvaret fungerede heller ikke tilfredsstillende. Hovedfejlen ved hele holdet er den, at så at sige alle spillerne savner evner til at placere bolden nogenlunde nøjagtigt, og dette kommer først og fremmest af, at holdet spiller for lidt sammen til daglig”. 

Endnu værre gik det mod KB den 22’ april. KB vandt nemlig med 6-0 (3-0, 3-0). Mærkelig nok havde B.93 fuldt så meget af spillet som deres modstandere, men foran mål mislykkedes det. KB fik første halvlegs mål i det sidste kvarter, anden halvlegs tre mål i de sidste ti minutter. B.93 havde Emil Jørgensen med i halfbackrækken og Klein og Thufason i angrebet. Om spillerne hedder det i ”Sportsbladet”:”…. B.93 sled og arbejdede så godt, som de formåede, men nederlaget var ikke til at afvende. Vil spillerne blot tage lære af nederlaget, så er der vundet meget. B.93’s svaghed ligger først og fremmest i angrebet. Lindgren, Bech og Thufason er alle gode spillere, men aldeles ikke sammenspillede. Klein er bedre end Christensen, men han savner noget energi og hårhed i sit spil. Det sås tydeligt overfor Gyldenstein, som er en ubehersket og i højeste grad ukultiveret back, han spiller med meget lidt hoved, men i kraft af sin styrke og hurtighed klarede han sig godt overfor Klein, der lod sig kue af modstanderens voldsomhed. I halfbackrækken var Emil Jørgensen bedst. Ja, han var uden sammenligning den bedste halfback på banen. Ove Petersen spillede også godt, men han vovede sig ofte for langt frem og kom ikke altid med tilbage i forsvaret. Tannenberg spillede godt i første halvleg, men hans gamle skødesynd frigjorde han sig ikke for, han så, ligesom Olaf Petersen, kun efter bolden og lagde ikke det mindste mærke til, hvorledes modstanderne placerede sig. Begge de to herrer har selvfølgelig som altid talrige undskyldninger på rede hånd, må vi derfor kun henlede deres opmærksomhed på, at alle seks mål blev lavet på centringer fra venstre. Så kan de måske selv stave og lægge sammen. Harald Hansen spillede periodevis godt, men er stadig langt fra på højde med, hvad han før har været. Prytz er endnu en uerfaren målmand og forstår f.eks. aldeles ikke at placere sig ved hjørnespark, men det kan vel læres”. 

Hermed var turneringen forbi. B.93 opnåede kun tredjepladsen – med kun 7 points for 8 kampe. KB havde 15 Points, Frem 10, AB og ØB hver 4 points.

Udenlandske kampe. Den 5te maj – Kristi Himmelfartsdag – var en mærkedag i dansk fodboldspils historie. Danmark spillede på KB’s bane mod England, og Danmark vandt en absolut fortjent sejr på 2 mål mod 1 (1-0, 1-1). B.93 havde kun to repræsentanter med, Harald Hansen som venstre back og August Lindgren som centreforward. Begge spillede særdeles godt og havde deres store andel i det gode resultat. Lindgren scorede vort første mål og også Harald Hansen klarede sig med al bravour.

I KB’s og B.93’s internationale fodboldstævne, der denne gang afholdtes paa KB’s bane, deltog en stor del af klubbens spillere. Der lagdes for med en kamp mellem Manchester City og et udvalgt dansk hold, der bl.a. talte Anthon Olsen, Lindgren, Ove Petersen og Emil Jørgensen som medlemmer. Det engelske hold vandt med 3-2 (2-1,1-1). I den anden Kamp mellem Manchester City deltog de samme fire B.93’ere og desuden Harald Hansen. Resultatet blev en dansk sejr på 5 mål mod 2. Næste kamp var mod Liverpool, der blev besejret med 3-0. Harald Hansen, Ove Petersen og Lindgren var med paa det danske hold. I den anden kamp mod Liverpool vandt de 1-0.

På AB’s bane spilledes tre kampe mod Notts County. Den første blev uafgjort (1-1), de to andre vandt englænderne (4-2 og 2-1). I disse kampe deltog Ove Petersen, Emil Jørgensen, Anthon Olsen og Harald Hansen.

19. februar 2012 /Palle ’Banks’ Jørgensen

Yderligere oplysninger