Fodboldsæsonerne år for år
I perioden 1895/17 nedskrev journalisten Olaf Sørensen Windinge en sjov og spændende historie om fodbold i klubbens første 25 leveår. Den håndskrevne beretning fyldte 10 stilehæfter. Tanken var, at historieskrivningen skulle bruges til et 25 års jubilæumsskrift i 1918. På grund af 1. Verdenskrig udkom, der ikke noget jubilæumsskrift. Klubbens første jubilæumsskrift udkom ved 50 års jubilæet i 1943.
Olaf var født 10-09-1877/Nyborg. Han døde allerede som 57-årig 26-10-1934/København.
I perioden 1896/05 spillede han 56 kampe/17 mål for B.93. Han skiftede til AB i 1905, men fortsatte alligevel sit skriveri om fodboldhistorien for B.93.
Da Olaf døde i 1934 kunne denne nekrolog læses i Sports-Bladet fra den 31. oktober 1934:
“Efter nogen tids sygdom er cand. jur., fuldmægtig O. S. Winding i en alder af 57 år afgået ved døden i fredags som følge af en hjerneblødning.
Winding kom som student fra Ordrup her til København, hvor han blev medlem af B.93, og her kom han ret hurtigt på klubbens 1. hold.
Han var i mange år anfører for holdet og spillede både forward, halfback og back. Det var dog som halfback, at han præsterede sit bedste spil.
Omkring århundredeskiftet var han meget virksom med at skaffe Southampton – det første professionelle fodboldhold – hertil, og han sad i flere år i forskellige udtagelseskomiteer.
Han var en anerkendt ekspert på alle spørgsmål vedrørende fodbold og cricket og havde i en lang årrække stor betydning som kritisk skribent både til dagspressen og fagblade. Hans referater blev altid læst med stor interesse.
Han efterlader sig en ung hustru, der er ansat i Krigsministeriet.”
29-10-1934, Johannes Gandil, sportsredaktør på Sports-Bladet.
Vi har valgt at gengive stilehæfterne ordret med tilretning af stavemåder (navneord med småt, kunde=kunne, aa=å).
Indledning
Når B.93 i år kan fejre 25-året for sin beståen, er det som cricketklub, ikke som fodboldklub, thi det er en given sag, at fodbold ikke stod på klubbens program fra dens fødsel, men først blev taget op, da der var gået nogle år.
Om hvornår dette skete, har der været delte meninger. Det kan imidlertid fastslås som sikkert, at man begyndte på fodbold i efteråret 1895, men i nogen turneringskamp deltog klubben ikke før foråret 1896.
I efteråret 1895 spillede et hold, der repræsenterede B.93 i et par privatkampe mod KB og AB. Mod AB spilledes uafgjort 2-2, til KB tabtes 0-2. Det har været umuligt nøjagtigt at fastslå, hvem spillerne i disse første privatkampe var, men hovedbestanden har i al fald været de samme, der spillede for klubben i turneringen 1896 (1895/96).
I foråret 1896 meldte B.93 sig som deltager i Dansk Boldspil-Unions førsteholdsturnering, og først fra den tid kan man derfor dalere klubbens officielle fodboldhistorie, men inden vi kommer nærmere ind på den, vil det formentlig være på sin plads at komme med et par oplysninger angående denne turnerings historie. Der er heri intet nyt, men det er vist alligevel de færreste af dette skrifts læsere, der kender noget videre til den.
Dansk Boldspil-Unions førsteholdsturnering havde sin første sæson 1889/90. Syv klubber deltog, nemlig (de nævnes i den rækkefølge, i hvilken de blev placeret): AB, KB, MB (Melchiorianerne), Haabet, Frem, ØB og CB (Christianhavns Boldklub).
I 1890/91 var deltagernes antal det samme, men i stedet for CB var Olympia indtrådt. I 1891/92 forsvandt Haabet og Olympia, medens i 1892/93 forsvandt MB og erstattedes af ”Fri”. I 1893/94 gik ØB (”gamle” ØB, der ikke havde noget med nuværende ØB at gøre) bag af dansen, men en ny klub, Arrow, fandt optagelse, så turneringen alligevel talte fem medlemmer.
I Sæsonen 1894/95 gik imidlertid både Fri og Arrow, der havde fået scoret henholdsvis 35 mål mod 7 og 66 mod 6 imod sig (AB lavede f.eks. 22 maal mod 0 mod Arrow), ud af sagaen, og tilbage var kun AB, KB og Frem. Sidstnævnte klub klarede sig meget dårligt, tabte alle de fire kampe, de spillede – de scorede kun 4 mål mod 22 – og anmeldte derfor ikke deltagelse i turneringen 1895/96.
Der var således kun AB og KB tilbage, og DBU bestemte derfor foreløbig ikke at udskrive nogen turnering. DBU stod faktisk overfor en krise, der kunne være blevet skæbnesvanger. Det blev B93, der kom til at afværge den.
B.93 eller – som det den gang hed, Kricket-Klubben af 1893 havde et medlem, Johs. Gandil, der var en fortrinlig fodboldspiller, men ikke var meget bevendt som kricketspiller. Gandil var passivt medlem af AB, og dennes formand, nuværende bankdirektør Johs. (”Thor”) Forchhammer skrev en gang i vinteren 1895/96 til ham, at han på AB’s førstkommende generalforsamling vilde proponere ham som aktivt medlem af AB, hvis han ville spille for AB.
Gandil havde allerede på dette tidspunkt sat sig i forbindelse med DBU og havde af Unionen fået sikkerhed for, at hvis B93 anmeldte et fodboldhold til turneringen, ville anmeldelsen blive accepteret, skønt unionens love egentlig fordrede, at en klub skulle have spillet fodbold et år, inden den kunne få adgang til turneringen.
Gandil svarede derfor AB’s formand, at han ville foretrække at danne et fodboldhold af 93-ere og anmelde deltagelse i DBU’s førsteholdsturnering. Og således skete det. Gandil forelagde ideen for sin klubs bestyrelse, den accepterede den. Man gik i gang med at skrabe et hold sammen, og hen på foråret 1896 var man da kommen så vidt, at man til nød kunne forsvare at indsende anmeldelse til DBU’s førsteholdsturnering, i hvilken B.93 siden stadig har været deltager og – tør man sige uden pral – en af de mere fremragende deltagere.
Således gik det altså til, at B.93 kom til at spille fodbold, og der kan næppe være tvivl om, at var det ikke sket, var klubben i løbet af forholdsvis kort tid sygnet hen. Som Kricket-Klub alene havde man næppe kunnet holde liv i den ret længe, alene af den grund, at der ingen juniorafdeling var. Til Johs. Gandil står klubben derfor i en dyb taknemmelighedsgæld. Han påtog sig først at stampe et hold bogstavlig talt op af jorden og var i den første tid praktisk talt holdets bærende kraft. Det er i virkeligheden ikke for meget sagt, at uden Johannes Gandil var B.93 for længst ophørt at eksistere. Uden ham havde det været en plat umulighed at lave et fodboldhold. Hans Broder ”I. C.” skyldes det, i højeste grad, at klubben blev til det, den nu er, men den grundvold, ”I. C.” byggede videre på, blev lagt af Johannes Gandil.
Sæsonen 1895/96
Klubbens første førsteholdsturneringskamp spilledes søndagen den 12’te april 1896 på Blegdamsfælleden, omtrent dér, hvor Idrætsparkens legeplads nu er, og stod mod KB, der vandt med 2 mål mod 0 (1-0, 1-0). B.93 baserede så godt som hele sit spil på hurtige, meget hurtige fremstød, der næsten alle tog sit udgangspunkt fra Gandil, der spillede højre wing. B.93 havde omtrent lige så mange angreb som KB, men kunne ikke score. KB fik derimod 2 maal, 1 i hver halvleg, begge lavet af Schultzer, der fra back var gået frem til centreforward, en plads, han dog ikke egnede sig til og derfor også hurtig igen forlod.
Klubbens første hold bestod af følgende Spillere:
1. A. V. Hauch (Målmand)
2. Lange, 3. Mikkelsen
4. Neuhausen, 5. Axel Andersen Byrval, 6. L. Olsen
7. Gandil, 8. Olaf Sørensen Winding, 9. Staal, 10. Chr. Knauer, 11. Chr. Arnesen
Holdet var et mixtum compositum, en uensartet blanding af spillere fra forskellige klubber. Der var gamle ØB’ere (Gandil, Lange, Arnesen, Olsen), MB’ere (Knauer, Staal), Frem’ere (Axel Andersen og Mikkelsen) og en enkelt (Windings), der ikke tidligere havde spillet for nogen klub, men kom lige fra Ordrup Latinskole. Enkelte af spillerne var særdeles habile og skabte sig senere et navn, der aldrig vil glemmes helt i fodboldspillets annaler. Andre var mindre fremragende.
Arnesen, Staal, Neuhausen, Lange, Hauch, til dels også L. Olsen er ukendte af den yngre generation, og det vil derfor måske være på sin plads at give en kort karakteristik af dem som spillere.
Lange (senere ekspeditionschef i ingeniørfirmaet F. L. Smith & Co., til hvilket ikke så få fremragende boldspillere har været knyttet) var holdets anfører, en sindig, rolig og meget underholdende spiller, der vist ville have kunnet drive det vidt, hvis han havde haft tid til nogensinde at træne. Spillede til at begynde med back, senere centrehalfback, på hvilken plads han absolut gjorde bedst fyldest.
Hauch (styrmand, senere Kaptajn i D. F. D. S.), søn af den kendte rektor i Roskilde og sønnesøn af Carsten Hauch, var målmand kun i mangel af andels havelse, thi målmand var han egentlig ikke, snarere back. Han var en ualmindelig myreflittig spiller, ikke bange for nogen eller noget; tog nødigt med hænder, men sparkede til alle de bolde, han overhovedet kunne nå at sparke til.
Neuhausen (Løjtnant af Infanteriet, tog i 1900 som Officer til belgisk Congo, hvor han samme år døde), en høj, knoklet og senet spiller, hård, men fair. Han havde godt begreb om spillet, god både i angreb og forsvar, i det hele taget en af holdets bedste spillere. Spillede for klubben til efterårssæsonen 1900.
Olsen (cand. theol., kommunelærer), populært kaldet ”Næse”-Olsen eller ”Sorte Ole”, var på holdet til 1903 og vil sikkert være flertallet af klubbens medlemmer kendt. Han var en ganske ejendommelig spiller. Han spillede altid i sko uden knopper under, hvilket selvfølgelig bevirkede, at det kneb for ham at holde balancen, nemlig når jorden var lidt fedtet, hvorfor han altid fægtede med armene. Spillede altid med lorgnetter. Han havde ikke meget begreb om at hjælpe forwards og kunne navnlig ikke sparke hen ad jorden, men han var svær at komme forbi. Spillede til at begynde med fløjhalfback, men var bedre som centrehalfback, på hvilken plads han i bogstavelig forstand havde mere albuerum.
Staal (Bogtrykker, senere udgiver af ”Væddeløbsbladet”) havde ganske god boldbehandling, spillede forstandigt og kunne skyde, når han havde god tid, men var uhyre langsom og derfor i virkeligheden ikke meget værd.
Som sagt, holdet var en højst uensartet blanding, og det er ganske betegnende, at en enkelt af spillerne, den, der skriver disse linjer, først på selve kampdagen gjorde bekendtskab med flertallet af de andre. At holdet under disse omstændigheder ikke var særlig godt sammenspillet, turde være indlysende, men alt i alt var debuten ikke så ilde endda.
Man kan ikke sige, at B.93’s fodbolddebut vakte større opsigt. I Datidens Sportsblad ”Idræt, Dansk Sportstidende”, der redigeres af nuværende redaktør af ”Berlingske Tidende”, Chr. Gulmann, omtaltes kampen ikke med så meget som en stavelse. Og mandagsaviserne var akkurat lige så tavse. Først i ”Dagbladet” for den 14’ april findes der et ”Referat”. Det lyder i al sin Korthed således: ”Forårssæsonen påbegyndtes i søndags med en kamp mellem KB I og Kricketklubben af 1893. KB sejrede med 2-0, idet der i hver halvleg gjordes et mål”.
Den næste turneringskamp stod mod AB. Meget håb om et blot nogenlunde godt resultat havde man ikke, thi AB stod på det tidspunkt på sit højdepunkt og havde bl.a. vundet turneringen de sidste fire år. Men det gik over al forventning, idet kampen blev uafgjort (3 mål mod 3), og havde ikke vor målmand i det allersidste minut begået en ulyksalig fadæse, kunne B.93 endda have vundet kampen og havde således straks været i stand til at notere en sejr over AB. Nu måtte man vente med det lige til foråret 1900.
Om kampen bør følgende berettes: AB havde til at begynde med alle angrebene og var så overlegne, at deres målmand spadserede omkring midt ude på banen. Det skulle han imidlertid ikke ave gjort, thi B.93’s centreforward, Staal, fik fat i bolden og sendte den fra midten af banen i det tomme mål. Kort efter lavede venstre wing, Arnesen, et af de mærkeligste mål, der vist nogensinde er set på en dansk fodboldbane (han sparkede med hælen bolden i mål gennem en hel sværm af AB’ere), og på en centring fra Gandil lavede Windinge Sørensen et mål til, så B.93 stod med 3-0. AB var imidlertid stadig de stærkeste, men endnu da der knap var et minut af kampen tilbage, stod B.93 med 3 mål mod 2, og sejren syntes sikker. Så var det imidlertid, at målmand Hauch var uheldig. En bold var i nærheden af B.93’s mål i færd med at gå ud, i hvilket fald der ville have været målspark, men skønt adskillige råbte ”Lad den gå!”, styrtede Hauch dog frem og tog bolden op. I det samme var AB’s højre wing, Ellermann (den nuværende professor i retsmedicin), på livet af ham, sparkede bolden fra ham og trillede den roligt og koldblodigt i mål. Det var en bitter skuffelse for 93’erne at se sejren snappet væk lige for næsen, og ingen var mere ked af det end Hauch. Næste søndag var der omkamp, og den vandt AB med 2-0; begge mål scoredes af centreforward, Gadegaard (nu præst), der var en ganske fortrinlig Spiller.
Turneringen vandtes derefter let af AB, der i den afgørende kamp slog KB med 5-0.
Sæsonen 1896/97
Som deltagere i Unionens førsteholdsturnering kom Frem og den nystiftede ØB til, således at altså turneringen nu talte fem klubber.
I anledning af Frems genopstandelse forlod Axel Andersen (Byrval) og Peter Mikkelsen klubben (B.93), og holdet havde desuden anden afgang. Således Hauch, der forlod byen. Til gengæld fik man Willer fra KB og Julius Wulff fra AB, der begge var backs, og desuden Hans Frederiksen, der i sin tid havde spillet i ”gamle” ØB. Sidstnævnte var en spiller, der mindede stærkt om Sofus Nielsen (Krølben) af Frem; han havde omtrent lige så krogede ben, var hurtig, driblede godt, havde et godt skud – altid med ydersiden af foden – og var Gandil en udmærket makker som højre innerwing. Mest kneb det med en målmand. Man måtte nøjes med Frederik Nielsen, der var bedre som kricketspiller. I stedet for Staal spillede som centreforward den kendte cyklerytter Johs. Hansen. Lange var centrehalfback i stedet for Axel Andersen (Byrval).
Holdet var vist ikke så godt som forrige sæson, men klarede sig dog ganske respektabelt, idet det blev nummer tre efter KB og AB, der begge slog B.93 med 3-2.
Man lagde for den 1’ november med kampen mod AB, der vandt med 3 mål mod 2. Det afgørende mål scoredes først fem minutter før time af venstre wing, Edm. Andersen. Om Holdene skrev Dagbladet ”Tiden”, der havde en særlig ”Idrætstidende”, følgende:
”……… Kampen var overmåde spændende lige til det sidste, og interessen var så meget større, som de to hold frembrød så store forskelligheder. AB’s hold var det gamle, prøvede, sammenspillede hold, hvor hver spiller har spillet flere sæsoner på de samme pladser med de samme kammerater på siderne, hvor ingen synes at hæve sig over de andre, men hvor heller ingen gør sig bemærket ved synderlig mindre duelighed; det er denne ensartethed i forbindelse med et gennemført sammenspil, der hidtil så ofte har bragt klubben sejren hjem. B.93’s hold var den komplette modsætning, ikke således at det var unge uprøvede spillere, tværtimod, det var lutter gamle kendte Ansigter, men hentede sammen fra næsten alle byens klubber og næsten hver mand med sin særegne spillemåde. Der var folk fra den gamle ”ØB”, fra ”KB”, ”Frem”, ”Fri” og endog fra ”AB”. Enkelte spillere, som f.ex. den vidunderlige hurtige højre wing (Gandil), præsterede aldeles glimrende ting, medens f.ex. wing’en på den anden fløj vel snarere hører hjemme på et 2’det Hold. Når dette hold, der gemmen så mange store muligheder, bliver rigtigt arbejdet sammen, når hver spiller lærer blot at passe sin egen plads, at indordne sig under det fælles hele, hvad netop er det væsentligste i Association-Fodbold, vil det sikkert blive det stærkeste i byen……”.
Næste kamp spilledes (d. 15’ november) mod KB og fik akkurat samme udfald som kampen mod AB, idet KB vandt med 3-2 (3-1, 0-1). Ti minutter før time scorede Frederiksen efter nydeligt sammenspil et tredje mål, der ville have gjort kampen uafgjort; Dommeren, dr. med. Holger Forchhammer, AB’s gamle centrehalfback og anfører, anerkendte først målet, men dømte det straks efter på KB’s indtrængende forlangende offside, hvilket sikkert af flere grunde var ukorrekt. For det første var der nemlig én gang dømt mål, og for det andet havde Gandil centret bolden fra mållinjen, så offside var praktisk talt udelukket. ”93” nedlagde da også overfor Unionen protest, men fik selvfølgelig ikke noget ud af det.
Om kampen skrev ”Mogens” (AB-Halfbacken Anders Friis, senere Læge) i ”Tiden”: …… Absolut den interessanteste og livligste kamp under turneringen”…. Begge klubber er hinanden ret jævnbyrdige, medens deres spil samtidigt er vidt forskelligt. KB har sin styrke i deres forwardsrække, der med undtagelse af venstre wing (Meincke) består af temmelige unge spillere, er deres modstandere langt underlegne. Til gengæld er ”93’s” forsvar langt svagere, og om end backs i anden halvleg spillede sig betydeligt op, manglede de dog særlig i begyndelsen den nødvendige sikkerhed. KB fik da også 2 mål, hvoraf dog målmanden absolut burde have afværget det ene….”.
Kampen mod Frem blev vundet med 6 mål mod 1 (3-1, 3-0). Frem fik første mål, på et skud af Axel Andersen (Byrval) helt ude fra midten af banen, men ”93” var langt de stærkeste og vandt let.
Kampen mod ØB blev udsat og ikke senere spillet.
Turneringen vandtes af KB, der i den afgørende kamp slog AB 1-0.
I foråret 1897 drejede al interesse sig om den forestående Kamp mellem DBU og Hamburger-Altona-Fussball-Verband, og den sædvanlige førsteholdsturnering aflystes derfor.
Under Ledelse af dr. Forchhammer trænede nogleogtyve spillere ret ivrigt, der spilledes et par præsentationskampe, og da tidens fylde kom, udtoges følgende Hold: Rickmann (KB), Schultzer (KB), Jørgen Forchhammer (AB), A. Friis (AB), Axel Andersen Byrval (Frem), H. Forchhammer (AB), Meincke (KB), Knauer (B.93), Kjergaard (KB), P. Nielsen (AB) og Gandil (B.93). Det blev imidlertid ikke ganske det hold, der kom til at spille i Hamborg, thi de to Forchammere blev syge og kunde ikke gøre rejsen med. I stedet valgtes Mikkelsen (Frem) som back og Borchorst (KB) som halfback. Borchorst kom dog alligevel ikke til at spille, thi på rejsen derved overtalte de andre spillere ham til at vige pladsen til fordel for reserven, Viggo Forchhammer (AB).
Det ”tyske” hold bestod for en ikke ringe del af englændere, men ikke desto mindre vandt danskerne med 5-0 (3-0, 2-0). Det var første gang et udvalgt dansk hold optrådte, og debut’en var altså over al forventning god.
Sæsonen 1897/98
Til førsteholdsturneringen meldte der sig den sæson en klub til, nemlig Christianshavns Boldklub (CB), men efter at have fået prygl af AB med 14-0, blev Christianshavnerne ked af det og opløste den 29’ november 1897 deres klub. Tilbage blev altså kun de samme fem klubber som den foregående sæson.
B.93’s hold var undergået ikke så få forandringer siden sidste kampagne. Frederik Nielsen forlod målet og nøjedes med cricket. Han erstattedes af Carl Sørensen (Jerrnbanemand), en ikke ret høj, men væver og hurtig målmand, der med mere træning kunde være blevet en udmærket spiller. Han var en brillant sportsmand og god kammerat, hvilket følgende sandfærdige historie vil vise: Efter at holdet til en eller anden kamp – jeg husker ikke længere hvilken, men det har været enten mod AB eller KB – var sat, kom Sørensen og meddelte med bedrøvet mine, at vi desværre ikke kunne gøre regning på ham, thi han skulle have bryllup den dag. Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre; anden målmand havde vi nemlig ikke. Nå, det endte med, at Sørensen lovede at se at få brylluppet udsat til en anden dag, og det blev det, skønt det var klappet og klart; Vielse berammet og bryllupsgæster indbudt. Vi fik senere at vide, at vor målmand i den anledning havde haft sin første ægteskabelige kontrovers, og at kæresten var noget picqueret, kunde man jo i og for sig heller ikke fortænke hende i. Spille gjorde Sørensen altså. Desværre tabte vi kampen. Han havde fortjent, at den var blevet vundet. Mon nogen af vore nuværende spillere kunde finde på at gøre noget lignende?
Også begge backs, Wulff og Willer, gik ud af Sagaen. Wulff spillede dog i foråret 98 af og til højre half. Centrehalfback, Lange, gik tilbage som venstre back og fik til makker Carl Groule, der tidligere havde spillet i ”gamle ØB”. Han var en ualmindelig kraftig, overordentlig fair spiller med et sikkert og langt spark, men han var noget tung og derfor ikke så svær at pudse.
L. Olsen tog Langes Plads som centrehalfback, Neuhausen var v. half, medens i højre siden afvekslede C. H. Laursen og Clary Hansen. Begge var ældre spillere, Clary Hansen bedst, en tid endog helt god.
Centreforwardpladsen kneb det med. Den havde flere Indehavere, bl.a. Staal og Esben Broen, der snart efter blev holdets højre back (anført i margen: foraaret 1898 Rambusch!). De fire andre Pladser i angrebsrækken var fast besat af Gandil og Frederiksen (højre) og Sørensen Windinge og Knauer (venstre).
Ligesom i den foregående sæson blev B.93 nr. 3 efter KB og AB, men foran Frem og ØB (og CB).
I Efteråret spilledes to turneringskampe, nemlig mod ØB og Frem, men kun den første gav et definitivt Resultat, idet B.93 vandt 5-1. Det kneb dog mere, end det efter Resultatet ser ud til, thi i de ordinære to gange 45 minutter stod det á 1 mål. I omspillet spillede B.93 imidlertid ØB’erne sønder og sammen og scorede 4 mål mod 0.
Kampen mod Frem blev også uafgjort i den ordinære spilletid og, trods det obligate omspil (et Kvarter fra hvert mål), lykkedes det ikke at skaffe nogen afgørelse, og kampen blev derefter udsat til foråret.
Foruden turneringskampene spilledes nogle privatkampe, bl.a. mod AB, der vandt med 4-2 (3-1, 1-1).
Foråret 1898 bragte atter en del forandringer i holdets sammensætning. De to unge brødre Holger og Poul Frederiksen fra Ordrup Latinskole kom til at spille henholdsvis centreforward og centrehalfback og kunde være blevet værdifulde akkvisitioner, hvis de var blevet i klubben, men de spillede kun sæsonen ud og gik derefter i AB.
Et stort tab var det, at Hans Frederiksen holdt op at spille. Han var for tiden uerstattelig. Også Groule forsvandt og erstattedes af L. Olsen.
Mod AB og KB havde B.93 denne gang ikke meget held, idet de blev slået med henholdsvis 4-1 (0-1, 4-0) og 4-0.
Omkampen mod Frem blev derimod vundet med 1-0, et af de heldigste mål, jeg nogensinde har set. Poul Frederiksen (centrehalfback) sparkede fra midten af banen bolden hen ad jorden på mål; der var akkurat så meget fart på den, at den kunde nå derned (det var jævnt ned ad bakke), og vi blev derfor ikke så lidt forbavsede over at se bolden gå mellem benene på målmanden (Ørsted).
Sæsonen sluttede af med en five-a-side-turnering, som B.93, der repræsenteredes af Gandil, Windinge Sørensen, Neuhausen, Knauer og Lange, burde have vundet, men de blev kun nummer to efter KB. AB slog ØB med 1-0 og blev derefter slået af KB med 1 Point (i denne slags fodbold tæller det 1 Point, når bolden af modstanderne lægges død mellem forsvarernes mållinje og en linje bag den, parallel med mållinjen). B.93 vandt over Frem med 2-0 og mødtes altså med KB i slutkampen. KB vandt efter omspil med 2-1, men deres første mål var meget heldigt. Lange stod på mål, men, uvant som han var med denne plads, glemte han, da der første gang blev sparket på mål, at han havde lov til at tage med hænder og søgte i stedet at heade en ret høj bold væk. Han ramte den, men bolden gik lige til Meincke, der let scorede. Kort efter lavede Windinge Sørensen mål for B.93: der måtte omspil til (2½ minut fra hvert mål). B93 havde i den korte tid flest angreb, men KB fik det eneste mål og vandt altså.
Vi skal ikke nægte os fornøjelsen at citere et uddrag af Nationaltidendes anmeldelse af kampen:…. ”Sidste omgang blev absolut den interessanteste; 93’s forwards – d’Hr. Gandil og Windinge præsterede de kønneste og snedigste angreb af samtlige klubber; – men denne ros gælder vel at mærke kun angrebet. I femmandskamp har nemlig forwards den uafviselige pligt at støtte forsvarsspillerne, der jo netop i disse kampe på grund af deres fåtallighed og de deraf følgende store lakuner i terrænet kræver særlig virksom assistance. Dette havde 93’s forwards ikke rigtig færden af, hvorimod KB’s forwards ved systematisk gåen med tilbage ydede den halfbackhjælp, der var fornøden for at støtte KB’s i øvrigt udmærkede forsvar. De få chancer, der bødes KB, blev kvikt udnyttede, og resultatet blev efter omspil på fem minutter en sejr for denne klub”.
KB’s hold bestod af Rickmann (mål), Schultzer (back), Marius Poulsen, der døde i fjor (=1917) (halfback) og Meincke og Kjergaard (forwards).
Sæsonens clou var fodboldkampene mod Hamburg og Queens Park, Glasgow. Kampene var arrangeret af ”Komiteen for det første nordiske Idrætsstævne” og fandt sted på Østre Fælled ved Husarkasernen, der lige var bleven færdig, men endnu ikke taget i brug.
Det er ikke her pladsen at komme nærmere ind på skotternes spil. Det må være nok at sige, at det gav os alle et helt andet og nyt begreb om, hvad fodbold egentlig var. Vi tabte de to Kampe med 0-7 og 0-3, og havde skotterne villet, havde de kunnet lave mange flere mål. De var her imidlertid kun for at give os en lektion, og den fik vi. Senere har vi jo spillet ikke så få kampe mod Queens Park og også slået dem (i 1914). Allerede i 1908 kunne vi dog spille uafgjort mod dem.
Hamborgerne gik det akkurat som året forud. Vi vandt med 5-0 (4-0,1-0), uden at behøve at anstrenge os synderligt.
På det udvalgte danske hold spillede Gandil højre wing og Knauer venstre innerwing. Windinge var reserve.
For nærmere at illustrere hvilket indtryk skotternes spil gjorde på de sagkyndige aftrykkes her, hvad Nationaltidende (”Henry”) skrev om den første kamp mod skotterne. Efter så mange års forløb har det en vis interesse.
”….Det Spil, det skotske Hold i forgårs præsterede, viste en sådan overlegenhed og sikkerhed i behandlingen af bolden og et så fint gennemført sammenspil, som ingen, der ikke har set spillet i Skotland, havde nogen anelse om overhovedet var muligt. Først og fremmest betød kampen i forgårs for vore folk, at de i fremtiden helt må forandre taktik – i stedet for long-passing, de lange spark mand og mand i mellem, må de indføre short-passing – korte spark mellem spillere, der stadig løber i sådanne afstande og på sådanne steder, at medspillere med sikkerhed vide, at de er, hvor de skulle. Det var en udsøgt fornøjelse at se skotternes spillere ”ordne” de danske spillere med dette system – til tiden med en sådan overlegenhed, at vore folk faldt helt i staver af forbavselse, – selv mænd som Schultzer og Axel Andersen Byrval, som vi dog ellers ikke regner for sinker, blev behandlede som rene børn.
For at bruge short-passing til fuldkommenhed må man selvfølgelig kunne behandle bolden. Og det kunne skotterne. Det var ligegyldigt, om den kom forfra eller bagfra, på jorden eller i luften – altid vidste de ikke blot at få den i den rigtige retning, men også at få den nøjagtig hen for foden af en medspiller, – deres evne til at føre bolden var fuldkommen jongløragtig. Endnu et imponeredes man over, og det var skotternes spark på mål, – som skudt ud af en kanon susede bolden – oppe i hjørnet eller langs jorden – alt, som omstændighederne krævede det. Noget, skotterne også udmærkede sig ved, var – ikke blot det pilsnare løb – men også den forbavsende herredømme over enhver bevægelse, deres evne til at standse pludselig og deviere retvinklet ud fra den retning, de havde, i meget hurtigt Løb. Her stod vore folk langt tilbage. Endvidere kunne vore folk lære af skotternes spil, at man skal være varsom ved anvendelsen af høje spark – det spilder ofte tiden og gør det vanskeligere at få herredømme over bolden. Skotterne gav aldrig bolden længere frem, end at de med sikkerhed vidste, at enten de selv eller en medspiller kunne række op til den, og altid med flade Spark….”””.
Til slut skal bemærkes, at B.93, ene af de københavnske Boldklubber, deltog i idrætsfesten med et stafethold, der dog ikke blev placeret, at Gandil blev nummer to – efter tyskeren Kurt Daerry – i 100-meter-mesterskabet, og at Windinge tog præmier i Trespring og Længdespring.
Sæsonen 1898/99
Til turneringen i denne sæson meldte sig foruden de 5 gamle klubber tillige Boldklubben ”Dana”, der imidlertid allerede næste Aar forsvandt af førsteholdenes tal.
På B.93’s hold fandt atter forandringer sted, og, så vidt erindres, lykkedes det os ikke i hele sæsonen at møde med det samme hold til to kampe i træk. Holdets svageste Punkt var centreforward, på hvilken plads ikke mindre end fem forskellige spillere, nemlig Axel Hansen, Staal, Strømann, Høyer og Rambusch optrådte, og de var ikke alle helt tip-top. Ellers er at notere, at Christian Knauer gik tilbage som venstre back, hvor han straks følte sig hjemme. Han blev omtrent med det samme den bedste back, vi havde herhjemme. Hans spark var sikkert og kraftigt – navnlig flugtede han godt – han headede fortrinligt, bedre end nogen anden daværende spiller med undtagelse af Schultzer i KB, og han forstod at placere sig. I de år, han spillede back – forårssæsonen 1901 inklusive – var han holdet en fortrinlig støtte, ja vel nok den, der egentlig bar forsvaret.
Hans sædvanlige makker var Esben Broe (nu bosat i Amerika). Han havde lært at spille fodbold i Birkerød Kostskole og spillede senere for ”Fri”, der i sæsonerne 1892/93 og 1893/94 var deltagere i førsteholdsturneringen. Broe var en ualmindelig kraftig spiller, med et langt spark, tillige ganske frygtløs og meget hård, men han var ikke meget beregnende og busede ofte for meget på, hvorfor han ofte bragte sit eget mål i vanskelige situationer.
Carl Sørensen – i den første kamp dog Frederik Nielsen – stod på mål i den første del af sæsonen, men erstattedes senere af John Nielsen, der vogtede målet indtil forårssæsonen 1904 inklusive. ”John” – som han kaldtes af alle – var noget af den fødte målmand, men han lod sig også nøjes med sine medfødte Evner, thi han trænede så godt som aldrig. Hans force var via rent instinktmæssig placeringsevne, netop kendetegnet på den fødte målmand. Man hørte ofte modspillere og publikum tale om ”Johns” held. Noget kunne der være om det, thi uheldig var han ikke, men meget af det, man kaldte held, var i virkeligheden kun placeringskunst.
”John” var ved siden af en god kammerat og en morsom fyr. Han havde noget af det typiske københavnerhumør, der nu snart er en saga blot, og navnlig på vore ikke få udenlandsrejser var han uvurderlig som oplivende element. Jeg skal således aldrig glemme, hvorledes han en gang i Haag (Paasken 1903) underholdt ikke alene os, men også et stort selskab af hollændere, i timevis, så vi til slut var ved at forgå af grin, og hollænderne forstod dog ikke ret meget af, hvad han sagde.
Halfbackrækken bestod i de fleste kampe af K. V. Høyer (venstre), Olsen og Neuhausen (højre), men Lange, Staal og C. V. Laursen optrådte dog også af og til, ja selv Gandil forsøgte sig en enkelt gang som halfback.
I forwardrækken bestod venstre fløj af Oemig og Windinge, højre af Rambusch og Gandil, men mod sæsonens slutning byttede Windinge og Rambusch pladser. Oemig og Rambusch, der begge kom fra ØB, hvor man ikke havde haft brug for dem, debuterede begge i kampen mod ØB – Rambusch’s spil vil endnu være i frisk erindring og behøver derfor ikke nogen nærmere karakteristika. Som innerwing og centreforward gjorde han sig ikke særlig bemærket, men han var i mange år vor bedste venstre wing herhjemme. Oemig kunne spille både venstre og højre innerwing. Han var en støt og pålidelig spiller, bedst i marken, havde et udmærket hovedspil og var ikke bange for nogen eller noget. Desuden var han overordentlig hårdfør, hvad han bl.a. beviste i efterårskampen 1899 mod AB.
Om de mange centreforwards, der blev prøvet, er berettet ovenfor. Her skal kun anføres, at Aksel Hansen, der aldrig nåede at blive mere end en blot nogenlunde brugbar spiller, var vor første juniorspiller, der fandt anvendelse på 1. holdet. Strømann havde i tidernes morgen spillet i ”gamle” ØB.
Sæsonens begyndelse var ikke just strålende, idet vi i første kamp blev slået af ØB med 2 mål mod 0, et resultat, der ikke mindst hidførtes ved, at man havde begået den dårskab at sætte Johs. Gandil til centrehalfback, hvor han ikke hørte hjemme. Det var et eksperiment, man gentog mod ”Dana”, mod hvem man havde raad til det – vi vandt 7-0 – men heldigvis lod man det blive derved.
Gik det galt mod ØB, gik det så meget bedre mod KB, som man i næste kamp slog med 3-0. Det var klubbens første sejr over KB, og den var til stor opmuntring for alle spillerne. Mærkeligt nok spillede B.93 hele kampen med kun 10 mand, idet K. V. Høyer i sidste øjeblik blev forhindret i at give møde, og man havde ingen reserve at sætte i hans Sted.
”Dagbladet”, der på den tid bragte de mest sagkyndige anmeldelser af fodboldkampene, skrev den næste dag (d. 24/10.1898) følgende: ….”Sejren var forså vidt vel fortjent, som 93’s spillere gennemgående var langt de kvikkeste, sikreste og bedst trænede, og KB’s folk spillede noget mat. B.93 har i sin højre wing, Gandil, ”en kraft af første rang”: med sit løb og sin behændighed ville han sikkert gøre fyldest på et hvilket som helst hold. Og han gør sin klub overmåde god nytte. Den taktik, der også bragtes i anvendelse – et langt spark frem, når Gandil havde fri bane – var – om den end så fjernt som mulig stemme med de skotske principer – fornuftigt nok, idet Gandil på denne måde ved en voldsom spurt mod modstandernes mål gang på gang bragte dette i fare og skaffede to af de tre points. Men det geråder ikke KB’s Forsvar til ære, at denne metode lod sig praktisere; een mand bør på fodboldspillets nuværende standpunkt ikke kunne udrette det hele. Ikke dermed sagt, at 93’s øvrige folk være tarvelige – tværtimod – forsvaret var f.eks. meget godt, men havde Gandil ikke været med – så -?”.
Bladet slutter med følgende ikke helt klare passus: ”….. 93 spillede fuldstændig som i fjor, og grunden til, at klubben vandt, var den samme, som altid vil kunne påpeges for et sejrende fodboldhold. Den part, hvis folk behandler bolden bedst, vinder – men derfor behøver den ikke at spille bedst fodbold”. Formodentlig skal det betyde, at det hold vinder, der får flest mål.
Apropos Gandil, der for resten lavede alle tre mål, så var denne kamp mod KB netop en af dem, i hvilken han spillede forholdsvis lidt solo. Intet af hans mål skyldtes hans ellers så karakteristiske gennembrud. De lavedes alle tre på centringer fra den anden fløj. De spillere, der var med til at vinde hin første sejr over KB, bør have deres navne noteret i historiens annaler: S. Sørensen; Esben Broe, Chr. Knauer; V. Neuhausen, A. Lange, L. Olsen; J. Gandil, H. Oemig, H. Rambusch og O. Winding-Sørensen.
Næste kamp var mod AB, der vandt med 1-0, et mål, lavet i kampens sidste minutter. B93 havde nok så meget af spillet og burde, især i første halvleg, let have fået et par mål, men selv ganske lette chancer blev brændt.
Holdet var for forsvarets og halfbackrækkens vedkommende det samme, som mod KB, medens i angrebsrækken Staal spillede højre innerwing og Oemig venstre innerwing.
Også kampen mod Frem blev tabt, skønt ”93” var absolut favorit. Frem stod med 3-1, da der kun manglede et kvarter, og skønt ”93” stadig angreb, var de ikke i stand til at få mere end et mål til, og Frem vandt således med 3 mål mod 2.
Efterårskampene havde således ikke været strålende, idet ”93” havde tabt 3 kampe og kun vundet 2, men den ene af disse vundne kampe, sejren over KB, var klubbens og holdet i særdeleshed en stor tilfredsstillelse. Det skal tilføjes, at KB havde slået AB med 1-0.
Forårssæsonen 1899 blev ikke så lidt bedre, idet kampene mod KB, Frem, ØB og Dana blev vundet, men til gengæld led man et stort nederlag mod AB (0-4).
Der lagdes for mod Frem, der blev besejret med 3 mål mod 1. Det var i denne kamp John Nielsen havde sin debut som målmand, og samtidig havde August Lange sin sidste optræden på holdet. Han kom til skade straks i begyndelsen af første halvleg, måtte trække sig tilbage og spillede ikke senere. I anden halvleg fik Staal lov at træde ind.
Af referater af kampen plukker vi ud af vor sædvanlige kilde, ”Dagbladet”: ”….I første halvleg havde Frem absolut overtaget og gjorde mange nydelige angreb, af hvilke imidlertid kun et enkelt resulterede i mål.
I anden halvleg vendte bladet sig til 93’s fordel – mærkeligt nok i øvrigt, thi fraset den periode, i hvilken heldet virkede stærkt stimulerende på dette holds spil, var Frem utvivlsomt bedst, – både den enkelte mands arbejde og sammenspillet. ”Af udfaldet blev, som det blev, skyldes for en ikke ringe del Gandil, der, når modparten ikke passer godt på ham, kan udrette forbavsende meget ved sine hurtige spurter. Også 93’s venstre wing Windinge spillede godt; men sammenspillet var såre primitivt over hele linjen. Frems angrebsrække spillede særdeles godt, især venstre side (V. og A. Andersen) og burde have haft mere ud af sine anstrengelser. Backspillet var godt på begge sider – Mikkelsen af Frem og Knauer af B.93 bør nævnes med respekt. Men – for hårdt, alt for hårdt, var spillet – fra først til sidst og frisparkene alt for talrige”.
Endnu bør om denne kamp tilføjes, at V. Ibsen (MB), den kendte kaproer, spillede højre back, og at G. Strømann, bedre kendt som cricketspiller, der havde spillet fodbold på førsteholdet i MB, KB og ”gamle” ØB, var centreforward. Begge havde deres debut på 1. holdet, men ingen af dem nåede at komme fast på holdet.
I kampen mod AB, der var den næste i rækken, spillede L. Olsen centrehalfback, Broe højre back, Rambusch centreforward og C. V. Laursen højre innerwing, medens de andre pladser var besat med de samme spillere som mod Frem.
B93 havde det uheld, at Gandil på grund af en muskelsprængning ret hurtigt blev ukampdygtig, og med ham stod og faldt den gang hele holdet. AB var ret overlegen og vandt med 4-0 (1-0, 3-0).
Til kampen mod KB mødte B93 med et meget svagt hold. Gandil kunne ikke spille og erstattedes af Valdemar Brummenstedt, og centrehalfback, Olsen, var også forhindret. I hans sted spillede Staal.
Sejren syntes derfor KB sikker, og de fik da også i det første kvarter 3 mål mod 0, ja så overlegne var KB’erne, at man hørte deres forwards tale om, at nu skulle målene rigtig til at ”rasle” ind. Det gjorde de også – men det blev i KB’s mål. Winding-Sørensen løb den første bold igennem, snart efter scorede Rambusch på et langt Skud – målmanden, Hans Middelbro, var i forvejen ”fældet” af Winding-Sørensen – og kort før half-time lykkes det endelig Brummerstedt, der under almindelig jubel væltede den frygtindgydende Schultzer, at lave det tredje og udlignende mål.
I anden halvleg havde KB omtrent hele spillet, men deres forsøg på at spille ”skotsk” blev deres ulykke; alle deres angreb strandede på B.93’s gode forsvar, hvorimod B.93 fik mål ved Aksel Hansen. Sejren var naturligvis noget af et lykketræf, men netop på grund af den dårlige begyndelse var den en stor opmuntring.
Om kampen skrev ”Dagbladet”: ”….. Kampen mellem KB og B.93 var helt løjerlig. Førstnævnte lagde for med i en hurtighed at gøre tre mål, men kort efter lykkedes det 93 i de tre eneste angreb, klubben havde i denne halvleg gennem nogle vanskelig tilgivelige lakuner i KB’s forsvar at gøre det samme antal mål. I anden halvleg havde KB adskillige chancer, der imidlertid eftertrykkelig lodes ubenyttede, medens 93 af sine to eneste farlige angreb fik et mål. Uagtet KB af enhver uhildet man erklæres for den ubetinget overlegne, nogle f.ex. dens sammenspil var langt bedre, bar dog 93 sejren hjem…..”.
”Aftenbladet” har følgende kortfattede referat, som det vil være synd og skam ikke at fremdrage fra glemselen: ”Kampen mellem KB og 93 var i hvert fald afvekslende. Først gjorde KB tre mål i træk, så gjorde 93 herefter tre mål i træk, så var første halvleg forbi. I anden kneb 93 sig til et mål lige til slut, og hermed havde den altså sejren, trods KB’s ubestridelige overlegenhed”. Det kan man kalde, kort, men ikke godt!
”Dana” blev let besejret, men skønt Gandil var med, kneb det at få bugt med ØB, der kun blev besejret med 1-0. Målet scoredes i anden halvleg af Gandil.
AB vandt turneringen med 18 Points (ni vundne og en tabt kamp), medens B.93, KB og Frem hver fik 12 point.
Efter turneringens slutning spillede AB og B93 en præsentationskamp på KB’s bane, hvor der til fordel for DBU tages en beskeden entré på 25 ører. De betalende tilskueres antal beløb sig – efter Politiken – til noget over 500.
AB vandt kampen med 2-1 (1-1,1-0), men deres første mål var i flere henseender noget uregelmæssigt, bl.a. var der gået nogle minutter over tiden, da det lavedes. I denne kamp havde B.93 lavet om på deres angrebsrække. Rambusch var gået ud på venstre fløj, en plads, han siden stadig beholdt, og Winding Sørensen blev højre innerwing.
Sæsonen sluttede af med en five-a-side-turnering, spillet på KB’s bane. B.93 mødte med følgende Hold: Knauer, Høyer, Neuhausen, Gandil og O. Winding Sørensen. Holdet var på forhånd udpeget som favorit, og det vandt da også forholdsvist let turneringen.
Frem, på hvis hold de bærende kræfter var Axel Andersen Byrval, Victor Andersen og Peter Mikkelsen, slog først KB med 1 mål mod 1 point, hvorefter ØB besejrede Dana med 1 mål + 1 point mod 1 mål. Derefter kom kampen mellem B.93 og AB. Og B.93 vandt med 2 mål mod 1 point. Begge mål scorede Gandil. Kampen mod Frem var hård. Frem vandt de første fem minutters spil, men i anden halvleg løb Winding Sørensen to gange igennem og lavede mål, og B.93 blev derved kvalificeret til at spille slutkampen mod ØB, der kun ved held i lodtrækningen var nået så vidt. Sejren blev da også uden videre besværlighed B.93’s med 1 mål og 1 point mod 0, begge scorede af O. Winding Sørensen.
Sæsonen 1899/00
Medens Sæsonen 98/99 havde bragt B.93 den første sejr over KB bragte den følgende sæson den første sejr over AB. Klubben blev i førsteholdsturneringen Nr. 1 sammen med AB, og havde man ikke ved et beklageligt uheld – uden kamp – tabt forårskampen mod ØB, var turneringen blevet vundet rent. I efterårsturneringen vandt holdet kampene mod Frem, KB og ØB, men tabte til AB – for sidste gang i lange tider – medens klubben i forårskampene vandt over AB og KB, men tabte til Frem og ØB.
B93 havde det held at kunne møde med ganske det samme hold til alle efterårets kampe; tidligere havde man næppe været i stand til at møde med samme mandskab i to kampe i træk. Holdet så således ud: John Nielsen (mål); Broe og Knauer (backs); Neuhausen, L. Olsen, K. V. Høyer (halfbacks); Gandil, Winding-Sørensen, Harald Hansen, Oemig og Rambusch (angriber).
Harald Hansen, der senere blev bedre kendt som back, havde fået sin første fodbolduddannelse i Gammelholms Skole, der i sin tid forstrede adskillige gode spillere, opdragne af den kendte KB’er, Frederik Knudsen; han var derefter en tid junior i KB, men gik i B.93, da juniorafdelingen oprettedes i 1896. Fra Gammelholms Skole kom sammen med ham broderen, Aksel Hansen, og de tre brødre Oscar, Christian og William Winding-Sørensen. ”Harald” er som fodboldspiller så kendt – det er jo ikke mere end et par år siden, han spillede på 1. holdet – at han ikke behøver nogen nærmere karakteristik. Kun skal det siges, at han i sine unge dage var en særdeles god centreforsvar, ikke videre hurtig ganske vist, men han skød godt på mål og forstod at fordele spillet.
Sæsonens første kamp spilledes den 15’ oktober mod ØB og bragte en sejr på 2 mål mod 0 (1-0, 1-0). Målene lavedes af Rambusch og Winding-Sørensen. I første halvleg tilkendte dommeren (Dr. Meinche) ØB et Straffespark, givet mod John Nielsen. Knauer gik i mål og tog bolden.
Næste Kamp spilledes søndagen efter mod Frem, der ligeledes blev besejret med 2-0 (0-1, 2-0). Om kampen skrev ”Vort Land” (Dr. Albrecht Møller): ”….. Kampen var da også meget hård, og 93’s store sejr i anden halvleg (2 mål) kom noget overraskende og uventet, begge partier havde omtrent lige mange chancer i begyndelsen af halvlegen; da første mål var gjort af 93, blev Frem åbenbart noget deprimeret, medens 93’ angreb herefter blev livligere og farligere; i slutningen af halvlegen var 93 afgjort overlegen. 93’ hold spillede godt; backs sikre og hurtige, halfbacks arbejde godt sammen med forsvar og angreb, forwardsrækken var endnu bedre sammenspillet end sidst. Gandil og Winding-Sørensen driblede fortrinligt sammen, og Rambusch (v. wing) spillede hurtigt og med et godt Spark på mål langt ude fra; der anvendtes i øvrigt ret meget long-passing……”.
Den 5’ november spilledes på banen ved Steenstrups Allé – som KB’s Bane den gang officielt hed – kampen mod KB. Det blev en stor sejr for B93, der vandt med 6 mål mod 1 (2-0, 4-1). Harald Hansen scorede 3 mål, Winding-Sørensen 2 og Gandil 1.
Det sejrende hold havde dagen efter en god presse. ”Nationaltidende” skrev således: ”…. Det sejrende hold ydede i går ikke blot det bedste spil, ”93” selv nogensinde har stillet på benene, men kom tillige nær op ad det bedste, vi har set på hjemlige baner. Som et smukt resultat af de enkelte spilleres dygtighed og af en rationel træning sås en række nydelige ved kort sammenspil gennemførte angreb, et energisk halfbackspil og et dygtigt forsvar af målet. Angrebsspillet var det bedste, både højre side (Gandil og Winding-Sørensen) og venstre (Rambusch og Oemig) som den ganske unge midtermand H. Hansen viste sig meget vel sammenspillede og fik, som man af udfaldet kan se, også valuta for deres anstrengelser. Halfbacks sled troligt i det og var særlig angrebet en virksom støtte – i for høj grad endog….”.
Og i ”Politiken” udtaler E.A. : ”…. Om B.93 kan det siges, at holdet i år spiller bedre og bedre for hver gang det viser sig på banen. Sammenspillet er til tider ligefrem mønsterværdigt, angrebet resolut, og holdet er så veltrænet, at det mod slutningen af kampen ligefrem løb modstanderne sønder og sammen. Det er sikkert det bedste hold, der i adskillige år har vært på de københavnske baner (NB. Skotterne undtagne)…”.
Efter de tre sejre havde man godt håb om også at vinde kampen mod AB, men håbet glippede. 93 blev slået med 2 mål mod 1 (1-0, 0-2). Målet scoredes af Winding-Sørensen.
Kampen spilledes under så uheldige omstændigheder for B.93, som vel mulige. Det blæste meget stærkt, og banen var meget fedtet og opblødt, hvilket i høj grad handicappede holdets hurtige spillere, medens forholdene netop passede de tungere og langsommere AB’ere. Desuden havde 93 det uheld, at venstre innerwing, Oemig, i slutningen af første halvleg kom så alvorligt til skade, at han, skønt han spillede kampen til ende, snarere var til skade end gavn. Oemig forsøgte at heade en bold, som AB’s målmand (Kaj Jensen, nu Ingbøl) vilde slå væk. Oemig stødte også Bolden over hovedet på målmanden, men fik med det samme af Kaj Jensen den sinkadus, der var tiltænkt bolden. Slaget var så hårdt, at Oemig fik kæbebenet brækket. Der var vist ikke ret mange, der havde gjort ham det efter at blive ved at spille.
”Nationaltidende” skrev: ”… 93 må siges at have været uheldig, uden at vi herved i ringeste måde ville forringe værdien af AB’s sejr – Uheldet var for ”93” føret. Den glatte og tunge jordbund hindrede klubbens hurtige angrebsrække i at komme rigtigt til sin ret og forringede derved sejrschancerne meget betydeligt. Men i øvrigt gjorde 93’s forwards selv, ved at give slip på det sammenspil, der gjorde så stor virkning i kampen mod KB, hvad de kunde for at ødelægge chancerne helt. Særlig i anden halvleg var der konfusion over hele linjen. Ingen var på plads, og kom bolden da frem, var der måske een spiller, som ikke kunde klare sig alene, og bolden gik tabt. Gandil havde en afgjort uheldig dag. Indrømmet, at han ofte blev skyld i episoder, som set fra et rent teknisk standpunkt vare udmærkede nok, men hans mere eller mindre bevidste forsøg på at beherske spillet voldte oftere forvirring end gavn. Ligeledes Rambusch holdt sin plads dårligt og gik for meget tilbage. Ellers var han god nok. Venstre innerwing fik beklageligvis i slutningen af første halvleg en ”lækage” (som det hedder i fodboldkredse), der gjorde ham halvvejs ukampdygtig i anden.
I hovedsagen var det AB’s halfbacks (Herluf Forchhammer, Anders Friis og Chr. Thorkelsen), der brød 93’s lettere kavaleri; AB’s backs syntes ikke overvældende stærke. Om kampens forløb blot det, at alle tre mål havde noget over sig af tilfældighedens præg. Intet var resultatet af et hastigt, energisk angreb, intet af et knaldende ”skud”. Alle tre rullede da så sagte og lempelig mellem Stængerne…”.
AB’s afgørende mål lavedes langt ude fra (af Buchwald); John Nielsen gled og faldt i det fedtede føre. Ellers var den bold aldrig gået ind.
For holdet var nederlaget en stor skuffelse, men det hjalp på humøret, da KB senere slog AB med 2-1, hvorved ”93” og AB kom til at stå lige.
Om AB’s sejr digtedes i klubbens ”Avis” en sejrsvise, der – som et kuriosum – fortjener at gengives in extenso.
Da B93 sku’ ha’ vundet !
(Mel. Mad. Angots Datter).
I
Hurra for hele Holdet !
Hurra for hver og én !
Der løb til han blev fjollet
Og brugte sine Ben !
Hurra for dem, der gjorde Maal
Og dem, der skød lidt skidt !
Hurra for dem, der blev til Aal
– ja, no’en blev det tidt –
II
Helt verloren
Det var sku Soren
Sen, naar blot Friis lidt nær ham kom,
Ja, og Putte
Selv Gandil ku’tte
Faa Bolden rigtig udenom :/
Hver Gang at Rambusch tro’de,
Nu var der oplagt Maal,
Og hastigt frem sig ”roede”
Gjor’e Diemer paa ham Kaal
De Bolde, som ej Sandholt fik
Kaj Jensen snubled’ let,
Og Thorkelsen, selv han holdt Skik
Paa Oemig nok saa net
/: I maa klø mig
Om ikke Oemig
Sig teede som en skoldet ”Gris”
Høje Høyer
Saa tem’lig sløj er,
Ham Peter Nielsen gav til pris :/
III
Naar forwards Angreb gjorde
I tæt og sluttet Trop,
Paa Maal de Friis lod score
’- han fulgte selv med op –
Og Charles Olsen(s) Næse snød
’- mod Armfaldsgreb han to’ –
Mens Anker vildt paa Maalet skød,
To’ Larsen den med Ro,
/: kom blot Knauer,
Saa gav han over,
Og saa fik Knud i Bolden fat,
Bro, Bro Brille
Ham ku’ han drille
Til Bolden gennem Maal blev sat :/
IV
Et Austerlitz de vented ;
Men vi kom, saa og vandt.
I Klø’ne, de sig henled’,
At Waterloo de fandt.
”At banke os, det ska’ der Held te’”
’- har nok Gandil sagt –
”og gaar det galt saa – Knauer vælteømig ! – vi bruger Magt.
/: Skræp kun Gandil,
Som De er vant til,
Men vær blot ej for selvtilfreds,
Thi man græmmer sig,
Hvis man var paa Sejr for vis ! :/
Forårsturneringen bragte den første sejr over AB. Ligeledes blev KB besejret, men kampene mod Frem og ØB blev tabt – den sidste uden spil.
Kampen mod AB blev spillet den 22’ April. ”93’s” hold var det samme, der havde gjort tjeneste i efterarssæsonen, med undtagelse af, at Axel Hansen var venstre innerwing i stedet for Oemig. I de ordinære halvlege kom det til at stå 1-1, og der måtte derfor omspil til. I de første 15 Minutter formodede B.93, skønt de havde stærk medvind og hele spillet, ikke at score, og udsigterne var derfor ikke videre lyse. I de sidste 15 Minutter fik B.93 to hjørnespark, der begge placeredes godt af Gandil og begge gav mål. Det første var en AB’er (Anders Friis) så uheldig at score, det andet sparkede Harald Hansen ind.
Af referaterne dagen derpå plukker vi følgende ud af ”Dagens Nyheder” : ”…. Den mærkelige kendsgerning, der, ved i de sidste år at bekræftes tre eller fire gange, havde arbejdet sig op til næsten at kunne kaldes ”Tradition” – nemlig at Boldklubben af 1893 ikke kunde overvinde Akademikerne, selvom deres hold var disses jævnbyrdigt eller overlegent – den er ophørt at eksistere. I går vandt ”93” for første gang over AB, og AB tabte ligeledes for første gang til en anden klub end KB.
…. Målene i de to ordinære halvlege gjordes ved kønne, vel førte angreb fra begge sider, hvilket ikke var tilfældet med de to afgørende mål i omspillets sidste halvleg. Disse gjordes begge ved hjørnespark, brillant satte ind af Gandil, men ikke videre godt tagne af akademikerne, der bl.a. havde det uheld selv at lave det ene af målene.
…… 93’s angrebsrække virkede med sin sædvanlige hurtighed og for venstre sides vedkommende tillige med godt sammenspil. Gandil, højre fløjmand, havde sine forcer – hastighed, udmærket teknik – i behold og alle sine fejl ligeledes. Han susede i går, som så ofte før, ud og ind mellem rækker og pladser – – lærer han mon nogensinde at have fidus til sine medspillere ? ”93”s halfbacks var solide og udholdende og særlig venstre (Høyer) både forsvar og angreb en meget ydende støtte. Knauer som back var som sædvanligt god.
For ”93” har sejren i år utvivlsomt været en mægtig opmuntring, men AB tabte med ære, – vi er endda tilbøjelig til at sætte deres spil noget højere end sejrherrens”.
At AB spillede nok så godt, som ”93” er fuldkommen rigtigt, men for en gangs skyld svigtede Heldet AB og hjalp ”93”. Det skulle vare syv år, inden AB igen vandt en kamp over ”93”.
Søndagen efter spilledes – på banen ved Steenstrups Allé – mod KB, der blev besejret med 2-0. Oemig havde atter indtaget sin plads på holdet, der altså var ved fuld styrke.
Om kampen giver vi atter ”Dagens Nyheder” ordet: ”…. Selvfølgelig er fodbold ikke hasard – men tilfældet kan unægtelig spille en stor rolle. Som nu i kampen i går mellem Boldklubben af 1893 og Kjøbenhavns Boldklub.
”93” – forhåndsfavoritten – spillede næppe så godt som mod AB forrige søndag, havde kun få chancer, 4-5 måske i alt, men fik to mål, KB, hvis hold var bleven betydeligt forstærket og optrænet, havde den meste tid overvægten og blokerede f. ex. i mere end halvdelen af sidste halvleg modstandernes mål fuldstændigt – men opnåede ikke at få bolden mellem stængerne.
Man vil måske indvende, at den part, der ved at benytte sine chancer, også bør vinde kampen, ja – i så fald kom sejren på rette side. Begge målene blev gjort på gammel ”93” manér ved et voldsomt løb op, en hurtig given over og et slutspurt af den rette slags – der blev først, hurtigt, uventet, skabt en chance og den blev udnyttet, før modparten fik tid til at tænke sig om ….”.
”93” er nu i salveten. Det skulle gå underligt til, om de ikke vandt turneringen!! Ja! det kom netop til at gå underligt til. Sagen er den, at ”93” tabte sin næste kamp – mod ØB, et hold, man var så temmelig sikker på at kunne slå, men ”kampen” blev da også tabt uden sværdslag, idet der over hovedet ikke blev spillet. Om hvad der passerede, kan man læse i ”Nationaltidende”, der i sit nummer for den 12’ maj skrev følgende: ”Kampen” i går mellem Boldklubben af 1893 I og Østerbros Boldklub I resulterede i en ”sejr” for sidstnævnte – men rigtignok en sejr, der eftertrykkelig fortjener at sættes i gåseøjne.
Forholdet var følgende. Klokken 13 mødte begge holdene spillefærdige på Fælleden, og begge med en nyoppustet bold. Det viste sig da, at ”93” havde forsømt at opstille mål og indhegning, hvilket selvfølgelig var meget uheldigt. Nå, det var sket ved en fejllæsning i matchreglementet – og det er menneskeligt at fejle og undskyldeligt.
Nu eksisterer der i Boldspiluniones vedtagelser en paragraf, som dømmer den klub, der senest et kvarter efter den fastsatte spilletids begyndelse ikke er i orden, til tab af matchen. Af denne paragraf benyttede ØB sig af ”93” kunne ikke genoprette sin forsømmelighed på mindre end 20-25 minutter, og da modstanderne nægtede at vente så længe, måtte ”93” bide i det sure æble og finde sig i fra sikker turneringsvinder at rykke ned til samme standpunkt som AB.
ØB’s adfærd kan ikke dadles skarpt nok. Der var i går ikke mindste grund til at nægte ”93” den snes minutter ud over den fastsatte maximalfrist, og det tyder på en fuldstændig foragt for – alle fals da ukendskab til – de simpleste sportslige æresbegreber, når ØB ikke generede sig ved at udnytte en modstanders uheld på så tarvelig en måde. Der må sandelig en solid appetit til at få en ”sejr” ned som den i går.
For at slippe ud af kniben henvendte ”93” sig til AB og Frem, der stod parate til at spille en 2. holdskamp. AB havde ikke noget mod at overlade banen til sin betrængte kollega, og det ville have været klædeligt, tydet på større overlegenhed, om Frem havde fulgt studenternes eksempel og undladt ved sin nægtelse at hævne sig på ”93” for kontroverserne fra sidste cricketsæson.
For ”93” var ”nederlaget” mod ØB en stor skuffelse. Man havde med god grund gjort regning på at indvinde to kostbare point til og havde så været nogenlunde sikker på at vinde turneringen”.
Imidlertid hjalp det på humøret og stillingen, da KB søndagen efter – d. 13’ maj – ret uventet besejrede AB med 3 mål mod 1. Nu skulle man blot for at blive turneringsvinder vinde den tilbageværende kamp mod Frem, hvilket vilde give ”93” to point mere end AB. Under normale forhold var ”93” så temmelig sikker på at slå Frem, men den dag kampen skulle spilles, var vejret i høj grad i ”93”s disfavør. Det blæste nemlig en hel storm, hvilket generede 93’erne med deres spillemetode mere end Frem’erne, og desuden mødte ”93” med et svagt hold. Begge de sædvanlige fløjhalfbacks manglede. Neuhausen var rejst til Kongo, og K. V. Høyer var forhindret i at møde. De erstattedes af C. V. Laursen og Harald Hansen, medens sidstnævntes plads som centreforward indtoges af Axel Hansen, der tidligere på dagen havde deltaget i en 2. holdskamp.
Under disse forhold er det ikke til at undres over, at Frem vandt med 2 mål mod 1, men ”93” havde i øvrigt det meste af pillet, og havde vor højre back, Broe, ikke kikset et par gange og derved givet Frem deres 2 mål, var det ikke gået galt. ”93” begyndte ellers særdeles godt, idet Winding og Gandil straks fra kick-off løb bolden igennem Frems rækker, og førstnævnte scorede uden, at nogen af modstanderne havde rørt bolden. Men mere opnåedes altså heller ikke.
AB og B93 kom således til at stå lige som nummer1 i turneringen. Hver af klubberne havde vundet 5 kampe og tabt 3. AB havde scoret 21 mål mod 11, ”93” 17 mål mod 6. ”93” havde altså langt den bedste målaverage. KB og Frem stod lige som nummer tre, hver med 8 Points.
Sæsonen sluttede af med to kampe mod Queens Park, Glasgow. KB var arrangør af kampene, der fandt sted på banen ved Steenstrups Allé, der i den anledning var festklædt. Flag vajede over det hele, og en tribune og et kongetelt var rejst på den ene langside. Kampene var særdeles godt besøgt. Til den første var der 3000, til den anden over 5000 tilskuere, hvilket efter datidens forhold var kolossalt. At de kongelige overværede Prins Kristian, Prinsesse Alexandrine, Prins Karl (Kong Haakon), Prinsesse Maud og prins Harald den første kamp; Prinsesse Marie den anden.
Fra dansk side stilledes i den første kamp med et hold, hvis stamme bestod af KB’ere, suppleret med bl.a. Rambusch (B.93), Herluf Forchhammer (AB), Axel Andersen Byrval (Frem) og Otto Andersen (Frem). Skotterne vandt med 6 Maal mod 1, men danskerne fik første mål (ved Oscar Nielsen) og spillede første halvleg uafgjort (1-1).
I den anden kamp stilledes med et DBU-hold, repræsenterende eliten af danske fodboldspillere, men ikke desto mindre vandt skotterne med 8 mål mod 1 (5-1, 3-0), altså en større sejr end i første kamp. Grunden hertil må i det væsentlige søges i, at banen den første dag var stenhård – KB’s bane var den gang omtrent kemisk fri for græs – medens den dag to var temmelig blød og våd.
Det danske hold bestod af følgende spillere:
1. John Nielsen (B.93); 2. Chr. Knauer (B.93), 3. Schultzer (KB); 4. Aage Rasmussen (ØB), 5. Axel Andersen (Frem), 6. Herluf Forchhammer (AB); 7. Gandil (B.93), 8. Windinge (B.93), 9. Buchwald (AB), 10. Meincke (KB), 11. Rambusch (B.93).
B.93 havde således fem spillere med, medens ingen af de andre klubber var repræsenteret af mere end to spillere.
Umiddelbart efter rejste Gandil og Windinge med AB til Prag og Berlin. Turen til Prag blev en oplevelse for deltagerne. De danske studenter blev fejret og hyldet af Czekerne, så de dårligt vidste, hvad ben de skulle stå på. Til kampen mod Slavia, som ”93” jo senere kom til at stå i meget intim forbindelse med, var alt udsolgt, og der var ligeså mange mennesker udenfor banen som indenfor.
AB vandt med 3 mål mod 2 (3-0, 0-2), men i anden halvleg kneb det med at holde czekerne stangen. Efter kampen var der stor fest på ”Narodni dum”, en fest, der gav anledning til et artigt efterspil. De tjekkiske og danske studenter holdt varme og måske nok lidt for begejstrede taler for hinanden, og resultatet blev, at tyske blade omtalte sammenkomsten som en antitysk demonstration, ved hvilken der skulle have fundet ”stürmische Verbrüderungsszenen” Sted, medens danskerne og Czekerne havde afsunget kampsange mod tyskerne. ”Ritzaus Bureau” modtog i den anledning fra sin wienerkorrespondent et temmelig tendentiøst telegram og var ubesindige nok til at udsende det. De fleste blade tog afstand fra det, men ”Socialdemokraten” slugte det råt og skrev under Overskriften ”En fjollet studenterstreg” følgende: ”Disse danske studenter har forhåbentlig ikke vidst, hvad de gjorde, men handlet efter tilskyndelse af Puuschebollen. Vi beder Tyskland ikke af den grund behandle de danske sønderjyder hårdere, men huske, at den danske student, Prins Kristian, nylig overrakte den tyske kronprins Elefantordenen.
Når student Andersen (cand. mag. Carl Andersen) kommer hjem, giver Universitetets rektor ham en alvorlig irettesættelse for at have drukket sig fuld under forhold, hvor han dog til en vis grad repræsenterede Danmark.
”Dagbladet” indeholdt i denne anledning et par redaktionelle artikler, der ikke var blide mod ”Socialdemokraten”. Bladet bringer først et dementi af hele begivenheden, gengivet efter ”Prager Abendblatt” og skriver derefter bl.a. : ” Vi haver ingen begrundet mening om, hvorledes medlemmerne af Akademisk Boldklub have i Sinde at forholde sig overfor Ritzaus Bureau og Socialdemokranten, når de kommer hjem. Det bliver i enhver henseende de herrers sag at afgøre, hvilket hensyn de ville tage dels til bureauets tankeløse udspredelse af tyske usandheder om dem, dels til det socialistiske blads gevorgne bagtalelse. Vi for vort vedkommende ønsker blot i selve den offentlige menings interesse at indprente dem, af hvilken art og form den socialistiske journalistik er, for at det ret kan blive dem klart, på hvilket kulturelt og nationalt standpunkt disse skældsordenes virtuoser befinde sig. Formodentlig vil Socialdemokraten nu, efter at have læst Prager Abendblatt’s dementi af den tyske fremstilling, som den slugte råt, vælte sig over uvedkommende med grovheder – for at vise sig, hvor den stod sig. Men af hvilken art det spektakel nu en bliver, som bladet vil rejse for; for om muligt at udøve det medlidende mishag, det har vakt, som ville danske akademikere, medlemmer af Akademisk Boldklub og cand. mag. Andersen i særdeleshed forhåbentlig vide at gøre det indlysende for Socialdemokraten, hvem det er, der i dette tilfælde skal stille til alvorlig irettesættelse, og hvem det er, der har opført sig både ”fjollet” og usømmeligt”.
Vi har gengivet affæren, der den gang vakte en betydelig opsigt, så udførligt, fordi den har en vis almen, historisk interesse. Desuden var et par ”93”ere jo medaktører.
Da AB på tilbagevejen fra Prag kom til Berlin, fik de i øvrigt ubehageligheder i anledning af historien. Berlinerklubberne, man skulde spille med, forlangte nemlig – efter sigende ifølge højere ordre – nærmere forklaring af det passerede, og det var meget nær ved, at AB var rejst hjem uden kamp. Berlinerne slog sig imidlertid til tåls med den forklaring, AB kunde give, og kampens fandt Sted.
Til den første – mod Germania – var der overhovedet ingen tilskuere. Desværre vandt tyskerne med 5 mål mod 4, men AB havde langt det meste af spillet og ville let have vundet, hvis ikke målmanden havde haft en meget uheldig dag. Næste dag vandt AB med 4-0 over et udvalgt studenterhold.
På turen lavede AB i alt 11 mål, hvoraf Gandil og Winding havde de otte (fire hver) på deres samvittighed.
30-12-2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen