Vælg en side

Kampprogramer
fra 1. holdets kampe

Kampprogrammer til divisionskampe var noget klubberne først rigtig startede med omkring 1970. Inden da, vi er tilbage til perioden 1945 – 70, så man ofte, at dagbladene havde fabrikeret en lille beskeden tryksag. Til kampene i Idrætsparken blev udleveret et lille program på fire sider med holdopstillinger til weekendens 3-4 kampe. Udgiveren var B.T. På programmets forside kunne man læse opfordringen: SPORTEN – den klarer B.T. – Danmarks bedste sportssider.

Første gang B.93 udgav sit eget program var i 1972. Det var maskinskrevet og spritduplikeret. Nedenfor kan du følge, hvordan klubbens kampprogrammer har udviklet sig. Til højre for kampprogrammet er der en tekst, der fortæller om indholdet af programmet, og lidt omkring hvordan sæsonen forløb. Teksten starter med B.93’s holdopstilling i den udvalgte programkamp.

Nogle samler på frimærker, andre samler på penge og så er der også nogle der samler på kampprogrammer. En af de største programhandlere i Danmark er fra B.93. Siden han var knægt, har Torben Klarskov samlet på programmer. Det udviklede sig hen ad vejen til at blive en handelsvare for Torben, som i dag handler med programmer (og meget andet) med hele Europa. Det sker via hans hjemmeside soccershopen.dk som du skulle prøve at aflægge et besøg. Gratis entré.

Torben Klarskov, der blev redaktør af Fodboldbladet efter Freddie Birtø i starten af 2010, har forsynet Kulturudvalget med en masse gamle programmer fra B.93. Da Kulturudvalget også har fået gamle programmer fra John Fog og Ole Helding, er beholdningen efterhånden på et pænt niveau. Som det fremgår nedenfor er der dog enkelte huller i samlingen. Så fis lige op på loftet og se om du har gamle programmer liggende.

Nedenfor er der udvalgt et kampprogram sæson for sæson (med enkelte huller).

Nederst kan du se specielt udvalgte programmer, bla. fra kampen mod Juventus (1953), de to pokalfinaler mod B.1903 (1982) og de efterfølgende kampe i Europa Cup’en (1982).

 

ET PROGRAM PR. SÆSON

 

Sæsonen 2010/11Kampdato 17. august 2010: Tuse IF – B.93 0-2 (pokalkamp)

B.93: Jakob Kristensen – Wissam Nielsen, Jesper Grønborg, Martin Heisterberg, Thomas Høegh – Valon Ljuti, Mads Heisterberg, Mikkel London – Sebastian Clausen, Mohammad Ali og Sadulla Elezi. Indskiftet: Emil Dyre Nielsen, Heino Hansen og Henrik Lyngsø Olsen. Træner: Jeppe Tengbjerg. Målscorere: Mohammad Ali og Sebastian Clausen. Tilskuere: 250.

Efter Tuse IF lidt overraskende havde elimineret Værløse, gjaldt det nu divisionsholdet fra B.93. Som det fremgår af forsiden, havde Tuse-bogtrykkeren glemt, at rette modstanderholdet. Det blev klaret med en kuglepen. Teksten inde i programmet var korrekt.

Tuse IF der lå placeret på en 5. plads i Sjællandsserien, ydede overraskende god modstand mod et 93-hold, der havde sparet 5-6 stamspillere. Det gav debut til målmanden Jakob Kristensen og midtbanespilleren Valon Ljuti. I slutningen af kampen brændte Henrik Lyngsø Olsen et straffespark.

I første runde af pokalturneringen havde B.93 på udebane vundet 2-0 over Glostrup/Albertslund. I tredje runde mødte B.93 på Østerbro Stadion Superligaholdet fra Silkeborg. Her blev det til et klart nederlag på 0-5. Der var spillet 11,3 sekunder, da Silkeborg scorede kampens første mål – se dokumentationen med B.93 TV – og så var den kamp lige som afgjort. En kraftig orkan var ved at afbryde kampen i 2. halvleg, da reklameskilte m.v. fløj rundt på banen.

 

 

 

Sæsonen 2009/10. Kampdato 16. juni 2010: B.93 – Hobro 0-2 (playoff kamp til 1. division)

For andet år i træk var B.93 sluttet på 2. pladsen i 2. division/øst. Og for andet år i træk skulle den første kamp spilles på Østerbro Stadion.

B.93: Jakob Thomsen – Wissam Nielsen, Martin Heisterberg, Mads Ibenfeldt, Thomas Høegh – Henrik Lyngsø Olsen, Heino Hansen, Bashkim Ziberi – Emil Dyre Nielsen, Bashkim Kadrii og Sadulla Elezi. På bænken: Mads Heisterberg, Mikkel London og Sebastian Clausen (som alle kom ind) samt Casper Abildgaard, Jacob Abildgaard, Geert Baunsgaard og Nicolas Nielsen (som alle ikke kom ind). Træner: Jeppe Tingbjerg.

Nederlaget på 0-2 hjemme betød, at udgangspunktet til udekampen var særdeles vanskeligt. I det jyske blev det tre dage senere til et nyt nederlag, denne gang 1-3 (Aske Krohn).

Efterårets 15 kampe gav 23 point. Og da de tre første kampe i foråret kun gav et enkelt point, var B.93 håbløs bagud før de sidste 12 kampe.

Men så skete miraklet. B.93 vandt de sidste 12 kampe i streg: Greve (4-0), BSV (3-2), Brøndby II (3-1), LFA (1-0), Skjold (5-0), Avarta (2-1), B1908 (2-1), Stenløse (1-0), Vanløse (2-0), BGA (4-0), Allerød (2-1) og FC Nordvest (1-0).

Efter denne stribe var det skuffende, at holdet gik ned i de to sidste playoff kampe.

 

 

Sæsonen 2008/09. Kampdato 20. juni 2009: Brabrand – B.93 3-2 (anden play-off kamp til 1. division)

B.93: Jakob Thomsen – Rang Shawkat, Mark Strøm, Mads Ibenfeldt, Emil Farver – Emil Dyre Nielsen, Bashkim Ziberi, Dragan Bakovic, Thomas Høegh – Jan Isaksen og Bashkim Kadrii. Indskiftet: Henrik Lyngsø Olsen, Olcay Senoglu og Casper Abildgaard. Træner: Benny Gall. Målscorer: Bashkim Kadrii (2). Tilskuere: 1013, heraf omkring 150 fra B.93.

Holdets topscorer, den store og stærke, Geert Baunsgaard (12 mål) blev valgt fra i sidste øjeblik. Ham kunne man ellers godt have brugt i slutfasen, da der skulle losses bolde ind i feltet. Nederlaget kostede efterfølgende træneren Benny Gall en fyreseddel.

Programmet er fra den vigtige play-off kamp i Brabrand. Det er højst overraskende, at programmet har overlevet hjemturen fra det jyske. Efter en flot sæson, sluttede B.93 på 2. pladsen i 2. division/øst med 30-17-11-2 (67-31) og 62 point. Det var tre point mindre end FC Vestsjælland. Derfor skulle B.93 ud i to play-off kampe mod Brabrand, der tilsvarende var blevet nummer to i vestkredsen.

Lodtrækningen havde medført, at B.93 havde hjemmebane i den første kamp, som blev spillet onsdag aften. Ledelsen valgte, at spille kampen på det nyrenoverede Østerbro Stadion (1558 tilskuere). Man kan diskutere, om det var en fornuftig beslutning. Hele sæsonen havde divisionsholdet måtte spille sine hjemmekampe i Valby Idrætspark (pga. renoveringen, red.). Kampene i Valby var en succes, kun et nederlag i 15 kampe (2-3 mod Ølstykke). Resultatet af den første play-off kamp blev 0-0, og det kunne Brabrand være bedst tilfreds med.

I returkampen tre dage senere i Brabrand, førte B.93 med 2-0 ved pausen på to mål af stortalentet Bashkim Kadrii. Bortset fra de første 5-10 minutter af kampen var B.93 spilstyrende i hele første halvleg. Da B.93 kunne klare sig med 2-2, regnede de 1013 tilskuere – og udeholdet – oprykningen for afgjort. MEN, da der var spillet 15 minutter af 2. halvleg, førte Brabrand med 3-2. I slutningen af kampen forsøgte B.93 at lægge pres på hjemmeholdet, men måtte nøjes med et forsøg på stolpen efter hjørnespark. Og derved var katastrofen en kendsgerning – ingen oprykning til 1. division. En af de største nedture i klubbens historie, på niveau med den første nedrykning fra den bedste række i 1954 (0-0 i Køge).

 

Sæsonen 2007/08Kampdato 15. september 2007: B.93 – Holbæk 2-0 (2. division/øst)

B.93: Ulrik Thomsen – Kasper Larsen, Mark Strøm, Carl Bjarke Petersen, Emil Farver – Lars Hjortshøj, Dragan Bakovic, Thomas Høegh – Kristian Nielsen, Ronnie B. Petersen og Venhar Sabani. Indskiftet: Martin Drescher, Martin Heisterberg og Yasin Erdem. Træner: Erling Bøje. Målscorer: Kristian Nielsen og Venhar Sabani. Tilskuere: 249.

Beskeden tryksag på fire sider uden billeder og annoncer. Programmet indeholdt omtale af dagens kamp af Henrik Engel, direktør for selskabet bag betalt fodbold, en aktuel stilling samt de to holds trupper. Det var så det. Retfærdigvis skal nævnes, at tryksagen ikke kostede penge.

Det var den syvende kamp i turneringen, og B.93 vandt en sikker sejr på 2-0 over Holbæk, der i øvrigt endte med at rykke ud (sammen med B.1908). Sportschefen Erling Bøje var cheftræner i efteråret, idet den nye træner Benny Gall først kunne tiltræde ved årsskiftet. I de 15 kampe fik Erling Bøje 22 point, medens Benny Gall i foråret måtte nøje med 17 point. Derved sluttede B.93 på en blød 9. plads (16 hold).

 

 

 

 

 

 

Sæsonen 2006/07. Kampdato 21. oktober 2006: B.93 – Brønshøj 8-2 (2. division/øst)

B.93: Nicolas Nielsen – Morten Jørgensen, Mark Strøm, Jimmy Müller, Quang Pham – Kristian Nielsen, Troels Jensen, Thomas Høegh – Glen Marcher, Henrik Lyngsø Olsen og Ronnie B. Petersen. Indskiftet: Peter Fensholm, Claus Nielsen og Morten Sørensen. Træner: Michael Schäfer. Målscorer: Henrik Lyngsø Olsen (2), Ronnie B. Petersen (2), Jimmy Müller (1), Thomas Høegh (1), Peter Fensholm (1) og Kristian Nielsen (1). Tilskuere: 302.

Beskeden tryksag på fire sider uden billeder og annoncer. Der var omtale af dagens kamp af ’Minamizawa’, som var Henrik Engels forlængede arm. Bag initialerne står navnet Leo Mathiesen. Derudover en aktuel stilling, topscorerlisten og navnene på B.93 Erhvervsklub samt de to holds trupper. Programmet blev udleveret – gratis – ved indgangen, hvor der ikke lige frem var kø (302 tilskuere), til trods for der var tale om et lokalopgør.

Knap så beskeden som kampprogrammet var hjemmeholdet, der var bagud 1-2 efter 20 minutter. Ved pausen førte B.93 med 3-2. Og i anden halvleg var der tale om ren legestue. De fem mål faldt i det 55., 67., 70., 74. og 84. minut. Med lidt større koncentration hos hjemmeholdet, kunne det være blevet til 10 mål. Efter 12 kampe lå B.93 nu på en 4. plads, og skulle formentlig kæmpe med Hvidovre, Holbæk, LFA og FC Roskilde om oprykningen. Det kan afsløres, at LFA rykkede direkte op, Hvidovre kvalificerede sig via play-off (mod FC Fyn), og B.93 sluttede på en 6. plads, ni point fra de sjove placeringer. Ingen nedrykning, idet divisionen skulle udvides fra 14 til 16 hold.

 

 

Sæsonen 2005/06. Kampdato: 21. september 2005. Pokalkamp: B.93 – Kolding 3-5

I pokalturneringen havde B.93 forinden vundet over VLI (Veterinær og Landbohøjskolens Idrætsforening) med 2-0 på banerne ved Frederiksberghallen og Allerød ude med 4-1.

Dagens pokalmodstander Kolding IF var fra 1. division, som var en række over B.93 som rykkede ud af 1. division 2004/05.

B.93: Nicolas Nielsen – Mike Linde Andersen, Kasper Larsen, Anders Bjerring qvist, Bjarke Vind – Danny Mirabel, Anders Hadberg, Ibrahim El-Faour, Henrik Lyngsø Olsen – Emil Dyre Nielsen og Stephan Traoré. På bænken: Simon Hanghøj, Aske Krohn, Kim Madsen og Esben Madsen (målmand).

Det blev til det ventede nederlag, men hjemmeholdet ydede overraskende god modstand. Målene blev scoret af Anders Hadberg, Stephan Traoré og Henrik Lyngsø Olsen.

 

 

 

 

 

 

Sæsonen 2004/05. Kampdato 15. september 2004: Skjold – B.93 4-0 (1. division)

B.93: Nicolas Nielsen – Polat Bozkurt, Dan Lübbers, Anders Bjerring Qvist, Jonas Schumacher – Emil Dyre Nielsen, Ole Puggaard, Kim Madsen – Peter Fensholm, Anders Hadberg og Olcay Senoglu. Indskiftet: Aske Krohn, Michael Jensen og Martin L. Jensen. Trænere: Danny Jung og Dan Lübbers. Kun Dan Lübbers deltog i kampen, idet Danny Jung var ude med en skade i tre uger. Tilskuere: 500.

Udebaneprogrammet er valgt af nød. Forsiden viser hjemmeholdet Skjolds trup. Der var ikke færre end fem spillere, der havde en fortid i B.93, nemlig Jimmy Müller, Newroz Dogan, Dennis Bo Mortensen, Nicolas Drost og Lasse Sigdal. I kølvandet på de økonomiske trængte tider i B.93, var en del spillere gået i naboklubben Skjold, klubben med de store ambitioner. Skjolds træner, Jesper Pedersen, havde også en fortid i B.93.

Resultatet af kampen blev 4-0 til Skjold. Herefter havde B.93 spillet syv kampe, ingen sejre, fire uafgjorte og tre nederlag (målscore 7 – 19). I sommerpausen havde de to ejere Preben Elkjær og Thomas Olsen forladt B.93, som derved pludselig stod uden penge, spillere og træner (Peter Nielsen var også stoppet).

De to gamle 93’ere, Danny Jung og Dan Lübbers indvilgede i, at blive spillende trænere og samle et hold i elvte time. Efterårets 15 kampe gav beskedne 11 point, og det var nøjagtig nok til at starte juleferien marginalt over nedrykningsstregen.

Efter nederlag i forårets tre første kampe valgte bestyrelsen, at gøre et desperat sidste forsøg. Trænerteamet Danny Jung og Dan Lübbers blev udskiftet med den rutinerede træner Ole Mørk.

Det gav ikke den ønskede effekt, og B.93 sluttede på sidstepladsen, hele 13 point under stregen. Derved måtte klubben ned i den tredjebedste række, og der havde man ikke været siden 1993.

 

Sæsonen 2003/04. Kampdato 16-05-2004: B.93-Silkeborg 1-3 (1. division)

Det beskedne program er fra turneringsrunde nummer25, hvor B.93 på hjemmebane mødte topholdet Silkeborg, der satsede på en hurtig returbillet til superligaen (og det lykkedes).

B.93: Theis F. Rasmussen – Tim Ilsø, Sladan Peric, Jimmy Müller, Jonas Schumacher – Morten Kirk, Ole Puggaard, Nicolas Drost – Peter Nymann Mikkelsen, Anders Nygaard og Christian Brøndum. På bænken: Michael Jensen, Michael Jørgensen, Lars Andersen og Nicolas Nielsen (målmand). Træner: Peter Nielsen.

Efterårets kamp i Silkeborg var blevet tabt med 1-3. Dagens kamp blev en gentagelse, idet der på lystavlen stod 1-3 ved kampens afslutning. For B.93 scorede Christian Brøndum.

Efter nederlaget befandt B.93 sig stadig omkring den grimme nedrykningskamp. Situationen forværredes, da næste kamp blev tabt 0-1 mod lokalrivalerne fra Skjold.

I næste runde blev bundholdet B1913 besejret på Østerbro Stadion med ikke mindre end 8-0. De mange mål blev scoret af Nicolas Drost (3), Glen Marcher (2), Tim Ilsø (2) og Jonas Schumacher (1).

Efter et nederlag på 0-1 ude mod FC Nordjylland, som ikke længere eksisterer, blev livet reddet med en 1-0 sejr hjemme over Vejle på mål af Nicolas Drost.

 

 

 

Sæsonen 2002/03. Kampdato 4. maj 2003: Vejle – B.93: 3-1 (1. division)

B.93: Nicolas Nielsen – Michael Jensen, Jonas Troest, Jimmy Müller, Michael Jakobsen – Glen Marcher, Sladan Peric, Ole Puggaard – Peter Rewes, Christian Brøndum og Dennis Bo Mortensen. Indskiftet: Bashkim Ziberi, Peter Fensholm og Anders Nygaard. Træner: Jesper Pedersen. Målscorer: Peter Rewes. Tilskuere: 1804.

Udebaneprogrammet er valgt af nød. Et uhyre flot program i farver på 16 sider, hvor 1½ side omhandler B.93. Der var naturligvis stor omtale af klubejeren Preben Elkjær, idet han havde en fortid i netop Vejle Boldklub, hvor han afsluttede sin aktive karriere. Klubskiftet fra Verona, var finansieret af ’De fem købmænd’ i Vejle. Sportslig blev det ikke den store succes, idet Elkjær var en del skadet, og det blev kun til 39 kampe/12 mål (1988/90). Programmet var fyldt med annoncer, dog ikke den attraktive bagside, som indeholdt de to klubbers trupper.

Kampen var toppen mod bunden, og hjemmeholdet vandt da også en sikker sejr på 3-1. Sidst B.93 havde vundet i Vejle var stadig den 7. juni 1914, altså for næsten 89 år siden. Træner for B.93 var Jesper Pedersen, far til talentfulde 15-årige Nicklas Pedersen, der blev A-landsholdsspiller i 2010. Det lykkedes B.93, at klare sig fri af nedrykning. Til gengæld lykkedes det ikke Vejle, at vende retur til Superligaen.

 

 

 

 

 

 

Sæsonen 2001/02. Kampdato 23. september 2001: B.93 – Farum 1-1 (1. division)

B.93: Nicolas Nielsen – Morten Karlsen, Thomas Høy, Thomas A. Madsen, Niels Madsen – Thomas Abel, Troels Jensen, Newroz Dogan – Simon A. Pedersen, Will Orben og Øssur Hansen. Indskiftet: Ulrik Drost, Rasmus K. Andersen og Kenneth Christiansen (nu: Heiner-Møller). Reservemålmand var Theis Frydenlund Rasmussen. Træner Jesper Pedersen. Målscorer: Simon A. Pedersen, der for øvrigt blev solgt til AB i vinterpausen. Tilskuere: 714.

Nyt programstørrelse i lommebogsformat, passede til inderlommen, men ikke en særlig charmerende størrelse.

Indhold: 24 sider – Cheftræneren skrev om dagens kamp – Omtale af dagens modstandere – Holdopstillinger – Seneste kampe – Præsentation af B.93’s erhvervsteam. Resten af siderne var annoncer, bl.a. fra Motorola, White Sport, Sparta Atletik og Motion, Restauration Snaren (v/Jørgen Arthur Hansen), home (v/Anette Uttenthal), Øbro Træ, Café Kildevæld, Fujitsu Siemaens og Radisson SAS.

Før turneringsstarten havde B.93 mistet bl.a. Per Krøldrup, Lasse Sigdal, David Rasmussen, Mirko Selak og Rajko Lekic, så det så svært ud. Da efteråret var slut lå B.93 med 15 kampe og 12 point nede og rodede blandt de to potentielle nedrykkere. De sidste fem kampe var alle tabt mod HFK Sønderjylland (2-3), Køge (1-5), Kolding (0-5), B.1913 (0-3) og Skive (1-5). Og derudover var selskabet bag divisionsholdet truet af konkurs. Katastrofen blev reddet, da Preben Elkjær og Thomas Olsen i starten af 2002 købte aktierne i selskabet. I sæsonens sidste kamp, hjemme mod Brønshøj, var situationen den ejendommelige, at begge hold kunne klare sig med uafgjort, og sende Kolding FC ned sammen med Skive. Kampen sluttede 1-1, efter B.93 havde ført 1-0 (Simon A. Pedersen). Det sidste kvarter var bolden ikke ude af banen.

 

 

 

 

 

 

Sæsonen 2000/01. Kampdato 6. august 2000: B.93 – Hvidovre 2-0 (1. division)

B.93: Nicolas Nielsen – Thomas Høy, Thomas Madsen, Per Krøldrup, Morten Karlsen – Lasse Sigdal, Troels Jensen, Newroz Dogan, Flemming Frandsen – Ulrik Drost og Mirko Selak. Indskiftet: Thomas A. Madsen, Kristoffer Aagaard og Ulrik Basso Larsen. Træner: Christian Andersen. Målscorer: Per Krøldrup og Ulrik Drost. Tilskuere: 1186.

Programmet i farver på 32 sider var på superliganiveau. Redaktionen bestod af Finn Kokholm og tilbagevendte Freddie Birtø, der stod for programmerne 1985/97. Programmet indeholdt et væld af informationer om; dagens kamp, fanklubbens arbejde, souvenirboden, små-pluk, seneste kampe, dagens maskot, DS-kampe, konkurrencer, stillinger fra diverse rækker, dagens modstander, information om divisionerne, spillerstatistik samt de to holdopstillinger på bagsiden. Derudover var der et flot professionelt billede af truppen. Og så var der også plads til et væld af annoncer.

Sæsonen var speciel, idet træneren Christian Andersen skulle være træner i efteråret for B.93 og i foråret for Farum, og begge hold lå i samme række. Det blev ingen indbyrdes succes for Christian Andersen. I efteråret tabte B.93 2-3 i Farum. I foråret tabte Farum 1-2 på Østerbro Stadion efter to mål af David Rasmussen. Det brød Christian sig ikke om, så han – eller rettere sagt Peter Brixtofte – købte David. B.93 sluttede sæsonen på en pæn 6. plads, i øvrigt lige efter Farum. De to jyske klubber Esbjerg og Vejle rykkede op i Superligaen.

 

 

 

Sæsonen 1999/00. 12. september 1999: B.93 – Hvidovre 2-1 (1. division)

B.93: Nicolas Nielsen – Per Krøldrup, Jonny Laursen, Thomas Madsen, Ugo de Lorenzo – Troels Jensen, Mads Spur-Mortensen, Newroz Dogan, David Rasmussen – Lasse Sigdal og Ulrik Drost. Indskiftet: Thomas Høy, Anders Højlund og Jeppe Tengbjerg. Træner: Christian Andersen. Målscorer: Lasse Sigdal og Newroz Dogan. Tilskuere: 652.

Et nydeligt program på 16 sider, farvetryk. Redaktionen bestod af Henrik Engel og Thomas Grøndorf. Der var omtale af 93-talentet Newroz Dogan, og dagens modstander. Dagen maskot var 9-årige Mathias Jørgensen, om hvem man kunne læse: “Mathias startede tidligt i B.93, og har derfor allerede spillet fem år i klubben. Mathias spiller på miniputholdet, som blandt andet har vundet københavnsmesterskabet og også har kvalificeret sig til at spille om DM. Mathias favoritspiller er Morten Karlsen“. Det var først senere, at omtalte Mathias fik det internationale anerkendte øgenavn “Zanka”.

Efter den fatale sæson i Superligaen (33 kampe/12 point), havde klubben overraskende nok hyret Christian Andersen som den træner, der skulle vende skuden. Christian var den træner, der oftest var i medierne. Han lagde ikke skjul på sine meninger. Interessen var ikke blevet mindre efter, at han i foråret var blevet fyret fra FCK, efter kun en kamp. Kampen mod Hvidover var kamp nummer syv. Og den gode start blev fulgt op med en fortjent sejr på 2-1. Sejren blev fulgt op med to flotte sejre på udebane, 6-2 i Farum og 4-2 i Horsens.

Det lykkedes Christian at få selvtilliden tilbage til truppen, der bl.a. havde fået tilgang af Per Krøldrup og Troels Jensen (begge fra Aalborg Chang) samt Mads Spur-Mortensen, Newroz Dogan og Ugo de Lorenzo. Efter første halvdel lå B.93 på en flot 4. plads. I forårsturneringen lå det tidligt klart, at fusionsklubben FC Midtjylland (Herning+Ikast) ville blive den ene oprykker. I kampen om 2. pladsen blev Køge skilt fra, og herefter var der parløb mellem Haderslev (som nu hedder SønderjyskE) og B.93. Det blev Haderslev der vandt kampen med 62-61 (point).

 

Sæsonen 1998/99. Kampdato 16. august 1998: B.93 – AaB 1-5 (Superligaen)

B.93: Kim Toxværd – Christian Bank, Jan Christoffersen, Jonny Laursen, Morten Karlsen – Christian Taylor, Thomas Madsen, Kenneth Christiansen, Thomas Høy – Anders Højlund og Thomas Maale. Indskiftet: Flemming Frandsen, David Rasmussen og Morten Jørgensen. Træner: Erling Bøje. Målscorer: Christian Bank. Tilskuere: 1226.

Kampprogrammet havde fejret oprykningen til Superligaen ved at udkomme i farver. Redaktionen bestod af Nicolaj Hjeds og Christian Lindhardt. Ingen tvivl om, at kampprogrammet fik flere point end de 11 mand på banen. Dagens kamp blev omtalt af Paw Engsbye Rasmussen, der havde en kort karriere i klubben som bestyrelsesformand for selskabet bag betalt fodbold “B.93 Copenhagen A/S”.

Kampen mod AaB på Østerbro Stadion var den fjerde i Superligaen, og pointtavlen vidste et rundt nul før og efter kampen, som blev tabt med 1-5. I det hele taget var AaB ikke favoritmodstanderen i sæsonen. De to øvrige indbyrdes kampe blev tabt med 0-3 og 0-2. Det beskedne pointtal på 12 blev opnået mod FCK (0-0), Brøndby (1-0), Silkeborg (2-2), AGF (4-2), Herfølge (0-0) og AB (3-1). Det lykkedes således ikke B.93 at få point mod AaB, Brøndby, Viborg, Lyngby og skuffende nok mod bundkollegaen Aarhus Fremad (0-2, 0-2 og 1-3). Det lykkedes ikke at score mod Vejle (0-1, 0-2 og 0-2).

Der var gang i kakkelovnen, først blev Erling Bøje fyret (efter 10 kampe), så blev Jan Jacobsen fyret (efter bare en kamp), og han blev afløst af Peter Grahn, der blev ’fyret’ efter sæsonen, idet han ikke fik forlænget sin kontrakt.

 

 

Sæsonen 1997/98. Kampdato 4. oktober 1997: B.93 – Frem 2-1 (1. division)

B.93: Mikkel Grønlykke – Morten Jørgensen, Thomas Madsen, Azaf Fasai, Jonny Laursen – Ketil Clorius, Jan Christoffersen, Daniel Jensen – Kenneth Christiansen, Thomas Høy og Christian Kronholm. Indskiftet: Morten Karlsen, Morten Rutkjær og Kim Rømer. Træner: Johnny Petersen. Målscorer: Thomas Høy og Kenneth Christiansen. Tilskuere: 920.

Kampprogrammet havde fået ny redaktør, idet Christian Lindhardt havde afløst Freddie Birtø, der havde været redaktør i hele 13 år (1985/97). Udover at prisen var fordoblet fra 5 til 10 kroner, lignede programmet nogenlunde sig selv. Kampoplæg fra træneren Johnny Petersen, stillinger i diverse rækker, tidligere kampe, dagens modstander, spillertruppen med kampstatistik og holdopstillingerne på bagsiden.

Efter sejren over Frem havde B.93 i de første 10 kampe fået 21 point og lå lunt i førerfeltet. Efterårssæsonen sluttede med 15 kampe og 33 point, og topstillingen var Viborg (34 p.), B.93 (33 p.) og Herning (32 p.). Herefter kunne træneren Johnny Petersen med god samvittighed overlade holdet til den nye – og gamle – træner Erling Bøje. Også foråret blev succesfuld, så før sidste kamp, udebane mod Hvidovre, kunne B.93 sikre sig oprykning til Superligaen. Det lykkedes, søndag den 14. juni 1998, samme dag som Storebæltsbroen blev indviet, at rykke op i Superligaen via en sejr på 4-2 (1-1) på mål af Danny Jung (3) og Ole Puggaard (1).

 

 

 

 

Sæsonen 1996/97. Kampdato 9. november 1996: B.93 – Avarta 2-3 (1. division)

B.93: Jan Hoffmann – Michael Madsen, Morten Rutkjær, Ketil Clorius, Søren Meibom – Kasper Hjulmand, Jan Christoffersen, Per Sefort – Kenneth Christiansen, Mukremin Jasar og Christian Kronholm. Indskiftet: Thomas Høj, Kim Rømer og Daniel Jensen. Træner: Johnny Petersen. Målscorer: Søren Meibom (2). Tilskuere: 310.

Kampprogrammet var på 16 sider og indeholdt omtale af dagens modstander, små-pluk med mange gode oplysninger, sidste kampe, profilbilleder af spillertruppen, øvrige oplysninger om B.93, kommentarer og holdopstillinger på bagsiden. Hjemmekampen mod Avarta var den sidste i første halvdel. Meget overraskende tabte B.93 med 2-3 til bundholdet. Derved var B.93 på tredjepladsen hele otte point efter de to øverste (Aarhus Fremad og Herning). I efterårets 15 kampe scorede B.93 i samtlige kampe. Det gik ned ad bakke i foråret, der blev ikke scoret i de tre første kampe, og B.93 sluttede sæsonen på en niendeplads.

 

 

 

 

 

 

 

 

Sæsonen 1995/96. Kampdato 9. september 1995: B.93 – Fredericia 3-2 (1. division)

B.93: Jan Hoffmann – Dan Lübbers, Henrik Fricke, Michael Madsen, Mads Øland – Morten Rutkjær, David Rasmussen, Peter Bo Hansen – Per Sefort, Morten B. Nielsen og Mukremin Jasar. Indskiftet: Søren Meibom, Thomas Jensen og Assad Trad. Træner: Johnny Petersen. Målscorer: Mukremin Jasar (2) og Morten B. Nielsen (1). Tilskuere: 155.

Kampprogrammet var på 16 sider og prisen var på 10 kroner, men så kunne man også vinde fem poser Cirkel Kaffe. Der var omtale af dagens modstander, sidste kampe, stillinger for nogle af klubbens øvrige hold. Blandt annoncørerne kan nævnes Holte Vinlager, Hercegovina, Stjerne Smørrebrød, DSB gods, Tailer cykler, Nordania og Parker.

Første sæson hvor en sejr gav tre point!

Efter fire år med rodede halvårsturneringer var man tilbage til en normal turneringsform, 16 hold, efterår/forår. Sæsonen var startet med to nederlag mod AB (0-6) og Herning (1-3) hvilket betød, at træneren Allan Hebo Larsen blev fyret. Han var allerede i farezonen efter en særdeles svag afslutning på sidste sæson. Afløseren blev Johnny Petersen, som tilbage til 1991 var blevet arrangeret som brandslukker. Resten af efteråret blev en succes, ikke mindst pga. de to angribere Mukremin Jasar og Morten B. Nielsen, der var lejet fra Brøndby.

B.93 sluttede på en 8. plads ud af 16. Det lyder jo meget tilforladeligt, men sagen var, at såfremt B.93 havde tabt sæsonens sidste kamp i Holstebro, så var man rent faktisk sluttet under stregen som nummer 13. Men nedrykningskampen i Holstebro blev vundet med 1-0 på et mål af Thomas Høy (36. minut). Det var for øvrigt den 16. juni 1996, samme dag som den tidligere 1. holdsspiller Finn ’Ludo’ Jensen fyldte 50 år.

 

Sæsonen 1994/95. Kampdato 29. oktober 1994: B.93 – Herfølge 0-0 (1. division)

B.93: Jan Hoffmann – Peter Madsen, Henrik Fricke, Thomas Raaschou, Michael Madsen – Thomas Madsen, Peter Bo Hansen, Cliff Hansen, René Slatanach – Riffi Haddaoui og Jan Carlsen. Indskiftet. Flemming Jørgensen og Mads Øland. Målmandsreserve: Brian Jensen (The Beast). Træner: Allan Hebo Larsen. Tilskuere: 446.

Kampprogrammet var på de sædvanlige 16 sider. Og indholdet var på det sædvanlige høje niveau, og man kunne stadig vinde fem poser Cirkel Kaffe fra Brugsen. Man kunne læse, at blandt dagens modstandere var to gamle 93’ere, nemlig Danny Jung og Michael Nielsen. Holdets trøjesponsor DSB Stykgods, havde sponseret sidste hjemmekamp mod Ølstykke, der samlede hele 2093 tilskuere.

Efterårsturneringen bestod af 10 hold, der skulle møde hinanden to gange. Der skulle således spilles 18 kampe i løbet af 3½ måned samt for B.93’s vedkommende to pokalkampe (4-2 over Ølstykke, 0-1 ude mod Aalborg Chang). Sæsonens første kamp blev tabt 1-4 hjemme mod Hvidovre. Derved blev stimen med 29 kampe i træk uden nederlag brudt. Ikke den bedste start for den nye træner Allan Hebo Lasen.

I efterårsturneringen blev B.93 nummer fem, og kvalificerede sig derved til den såkaldte Kvalifikationsliga (til Superligaen), som kun eksisterede i foråret, og som bestod af de seks bedste hold fra 1. division samt de to dårligste fra Superligaen. For det ikke skulle være for let, så medbragte de otte hold placeringspoint (3, 4, 5, 6, 7 eller 8 point). Det var sidste sæson med disse latterlige halvårsturneringer. De fire bedste hold kvalificerede sig til Superligaen, men da B.93 blev nummer otte og sidst rykkede de tilbage til 1. division.

 

 

Sæsonen 1993/94. Kampdato 11. juni 1994: B.93 – Hvidovre 2-1 (1. division)

B.93: Jan Hoffmann – Peter Madsen, Henrik Fricke, Leif Funcke Nielsen – Dan Lübbers, Thomas Raaschou, Michael Madsen, Cliff Hansen – Per Lisdorf, Flemming Jørgensen og Danny Jung. Indskiftet: Mark Mladenovic. På bænken uden at komme ind: Jens Bjerre Nielsen og Kurt Andersen (målmand). Træner: Erling Bøje. Målscorer: Dan Lübbers og Flemming Jørgensen. Tilskuere: 501.

Kampprogrammet var på de traditionelle 16 sider, og indholdet var igen flot. Der var omtale af dagens modstander Hvidovre, som var trænet af Jan Kalborg og havde angriberen Peter Lassen som den mest kendte. Forsiden er fra forårets fjerde sidste kamp, hvor en sejr over Holstebro (4-1), betød at B.93 allerede var sikret oprykning fra 1. division til – hold fast – 1. division.

Efterårsturneringen 1993, som var en halvårsturnering, blev vundet i stor stil af B.93 med 18-14-3-1 og målscore 40-11. Det gav 39 point, idet man medbragte otte point fra forårsturneringen. Forårsturneringen 1994 bestod af otte hold, som spillede en dobbeltturnering. Også denne turnering blev vundet i stor stil af B.93 med 14-9-5-0 og målscore 37-13. Siden august 1993 havde B.93 ikke tabt en kamp, og ved sæsonens afslutning var man oppe på 29 kampe i træk uden nederlag. Trods denne flotte stime forlængede man ikke kontrakten med den succesfulde træner Erling Bøje.

 

 

 

 

Sæsonen 1992/93. Kampdato 3. april 1993: B.93 – Vanløse 1-0 (1. division)

B.93: René Heitmann – Mark Mladenocc, Henrik Fricke, Jan Jacobsen – Lars Ibsen, Thomas Raaschou, Tom Sander, Peter Bo Hansen – Allan Olsen, Flemming Jørgensen og Danny Jung. Indskiftet: Tommy Larsen. På bænken uden at komme ind: Dan Lübbers og Nicolas Nielsen (målmand). Træner: Erling Bøje. Målscorer: Allan Olsen. Tilskuere: 351.

Kampprogrammet var også i denne sæson på 16 sider, og kvaliteten var stadig på højt niveau. Til trods for prisen kun var 5 kroner, var der en masse præmier på programnummeret. Der var annoncer fra bl.a. Hydro, Mac Keenzie, Fisk-Vildt-Fjerkræ og Paradis Blomsten. Den bedste annonceside, bagsiden, var som sædvanligt optaget af holdopstillingerne. Og så brugte man en del plads på, at illustrere reglerne for de komplicerede turneringsregler.

Efteråret 1992 (2. division/øst) var gået rigtig godt. B.93 vandt halvårsturneringen med 18-11-2-5 og målscore 36-25. Det betød oprykning til 1. division i foråret 1993. Her deltog otte hold, som skulle spille 14 kampe. Det gjaldt om, at blive mellem de fire bedste. Det var Ølstykke og B.93 der sloges om 4. pladsen. I sidste runde vandt B.93 med 6-4 i Nørresundby, og det var tre mål for lidt til at komme forbi Ølstykke. Derved rykkede B.93 tilbage til 2. division/øst – og så var man lige vidt.

 

 

 

 

 

Sæsonen 1991/92. Kampdato 2. maj 1992: B.93  – Ølstykke 1-1 (2. division/øst)

B.93: René Heitmann – Jan Carlsen, Henrik Fricke, Leif Funcke Nielsen – Jan Jacobsen, Thomas Raaschou, Mads Øland, Peter Bo Hansen – Michael Nielsen, Tom Sander og Flemming Jørgensen. Indskiftet: Mark Mladenovic og Danny Jung. Træner: Erling Bøje. Målscorer: Tom Sander. Tilskuere: 650.

Kampprogrammet var på skrump, de sædvanlige 16 sider var reduceret til kun otte sider. Det kneb tilsyneladende med annoncesalget, der begrænsede sig til 2½ side. I turneringerne 1991/92 til og med 1994/95 spillede man om efteråret fire division med 10 hold, og om foråret fem divisioner med otte hold. Programmet brugte en del krudt på, at forsøge at forklare læserne systemet. Dagens modstander Ølstykke kendte 93-træneren Erling Bøje særdeles godt, idet han havde været træner for dem de seneste sæsoner. Ølstykke havde en spændende trup med navne som Per Poulsen, Jan Hoffmann, Tommy Larsen, Bo With, Lars Gasberg og anføreren Kenneth Christiansen.

Efteråret 1991 (2. division/øst) var en ren halvårsturnering, 10 hold, 18 kampe plus pokalkampe. Kom så i gang. Det blev en ren gyser for B.93’s vedkommende. Før den sidste svære udekamp i Greve, skulle B.93 have mindst uafgjort for ikke, at risikere nedrykning. B.93 vandt 1-0 på et fremragende langskudsmål af backen Leif Funcke Nielsen. Og hvis det var blevet til nederlag, ville traditionsklubben fra Østerbro for første gang nogensinde være rykket ud af divisionen. Johnny Petersen overtog trænerposten fra Arne Nielsen efter fem kampe og fire point (målscore 1-6).

Foråret 1992 var også en ren halvårsturnering, de otte hold skulle spille 14 kampe. Som ny træner var hyret Erling Bøje, der kom fra en succesfuld tid i Ølstykke. Det blev ikke den mest nervepirrende halvsæson, idet man alene spillede om nogle ’skide’ placeringspoint, hverken op- eller nedrykning. B.93 blev nummer 1 med 14-7-5-2 og målscore 25-10.

 

Sæsonen 1991/forår. Kampdato 12. maj 1991: B.93 – AB 5-0 (2. division/øst)

B.93: Nicolas Nielsen – Jan Jacobsen, Dan Lübbers, René Johansson, Jan Henriksen – Claus Pedersen, Kasper Steenbach, Frank Husum, Chris Hansen – Flemming Jørgensen og Tom Sander. Indskiftet: Tonni Jensen og Michael Jørgensen. Træner: Arne Nielsen. Målscorer: Tom Sander (3), Flemming Jørgensen (1) og Tonni Jensen (1). Tilskuere: 344.

Kampprogrammet var på 16 sider, og det var stadig Freddie Birtø der var redaktøren. Han måtte bruge megen spalteplads til, at forsøge at forklare den specielle turneringsform. Det var besluttet, at ændre turneringen fra kalenderåret til efterår/forår. Derfor skulle man i foråret 1991 spille en hel turnering. Det betød, at der i 2. division/øst var 10 hold, der skulle spille 18 kampe i løbet af tre måneder.

Turneringsformen var til at overskue, vinderen rykkede op, de ni andre hold ville blive. Det gav naturligvis et utal af uinteressante kampe. Efter første halvdel var B.93 fem point efter AB, til trods for de netop havde slået akademikerne med 5-0 (programmet). De sidste ni kampe var ganske uden nerve, bortset fra hjemmekampen mod Fremad A., hvor der var 1250 tilskuere, de fleste fra Amager. B.93 vandt 2-1, og det kom til at koste Fremad A. oprykningen, som i stedet overraskende gik til HIK.

 

 

 

 

 

Sæsonen 1990. Kampdato 15. september 1990: B.93 – Brønshøj 3-3 (2. division)

B.93: Nicolas Nielsen – Kent Segerlund, Søren Christoffersen, René Johansson, Leif Funcke Nielsen – Frederik W. Nielsen, Chris Hansen, Claus Pedersen – Tom Sander, Kim Vallentin og Tonni Jensen. Indskiftet: Jens Nørager og Jan Hansen. Træner: Arne Nielsen. Målscorere: Kim Valentin, Tonni Jensen og Claus Pedersen. Tilskuere: 693.

Kampprogrammet på 16 sider, jævnt fordelt på annoncer og tekst og billeder. Konceptet var det samme, information om stillingerne, dagens modstandere, små-pluk, sidste kampe, øvrige hold i B.93, spillertrup, profilbilleder og holdopstillinger (trupperne). Brønshøj havde Niels Sørensen (KB) som træner. Og man havde skiftet hjemmebane fra Vanløse Idrætspark til Tingbjerg.

Sæsonen 1990 var sidste før indførelse af det nye begreb Superligaen. Fra 1991/92-sæsonen var 1. division kun den næstbedste række, det var lige noget folket skulle vænne sig til. Sæsonens regler for 2. division var den, at de to øverste (B1909 og B1913) og de fire næste (Helsingør, Svendborg, Brønshøj og Vanløse), alle kvalificerede sig til 1. division. Resten fra 7-14 forblev i 2. division, altså ingen nedrykning, hvilket var vigtigt for B.93 som sluttede som nummer 13 og næstsidst efter en elendig sæson. Til kampen mod Brønshøj havde B.93 en debutant, nemlig målmanden Nicolas Nielsen, der var foretrukket for Per Rasmussen. Her 21 år senere er Nicolas stadig lejlighedsvis reservemålmand til divisionsholdet, hvor han er målmandstræner.

 

 

 

 

Sæsonen 1989. Kampdato 29. oktober 1989: B.93 – Holbæk 4-2 (3. division/øst)

B.93: Bo Nielsen – Thomas Olsen, Frederik W. Nielsen, René Johansson, Leif Funcke Nielsen – Chris Hansen, Wlady Jactzak, Claus Pedersen – Claus Mortensen, Henrik Petersen og Frank Husum. Indskiftet: Carsten Jørgensen og Thomas Lykke. Træner: Arne Nielsen. Målscorer: Claus Mortensen (4)!! Tilskuere: 1033.

Kampprogrammet var på 20 sider og blev stadig redigeret af Freddie Birtø. Dagens program var specielt, idet den blå farve var blevet grå ved en fejl. I programmet var billeder af hver enkelt spiller, der som noget nyt havde individuelle sponsornavne på spillertrøjen, som f.eks. OK, Q8, Brugsen og Paul Davidsen Ost ApS.

Der var 14 hold, dobbeltturnering, kalenderåret, nummer et direkte op, nummer to play-off mod ’makkeren’ i vestkredsen. Kampen om førstepladsen udviklede sig gennem efteråret til en kamp mellem B.93 og Ølstykke, der blev trænet af den gamle 93’er Erling Bøje. I turneringens sidste kamp var sagen den, at B.93 kunne sikre sig 1. pladsen ved at vinde over Holbæk. Det blev til en hjemmesejr på 4-2, og dagens helt store helt blev Claus Mortensen, den tidligere forsvarsspiller, der scorede alle fire mål.

I forhold til årets første kamp var der 10 gengangere i startopstillingen i årets sidste kamp. Det er jo helt vildt. Den eneste der manglede, var Allan Henriksen, der for det meste var på bænken i efteråret. Han var til gengæld erstattet af firemålsskytten Claus Mortensen, der havde været med i de fleste kampe i foråret.

 

 

 

 

Sæsonen 1988. Kampdato 29. april 1988: B.93 – Fremad Amager 0-1 (2. division)

B.93: Jean Jensen – Thomas Olsen, Claus Mortensen, René Johansson, Thomas Lykke – Johnny W. Hansen, Carsten Friis – Mukremin Jasar, Wlady Jatczak, Henrik Aaen og Steen M. Jensen. Indskiftet: Michael Dahl og Henrik Petersen. Træner: Allan Steen. Tilskuere: 1000.

Kampprogrammet fyldte 16 sider, jævnt fordelt med tekst, billeder og annoncer. Der var profilbilleder af nogle af divisionsholdets spillere med reklametrøjer, og som noget nyt, også autografer. Om modstanderen kunne man læse, at de igen havde indført betalt fodbold, efter den tidligere oparbejde gæld var tilbagebetalt. Mest kendte spiller var Peter Nielsen, der var blevet ’årets fund i 3. division i 1987.

Årets 2. division bestod af 14 hold, dobbeltturnering, 26 kampe. Kampen mod Fremad A. var den femte i turneringen, og efter nederlaget var B.93 placeret i den nederste halvdel. Da de tre næste kampe blev tabt valgte bestyrelsen at fyre populære Allan Steen. Det var ikke populært blandt spillere og andre omkring holdet. I stedet overtog det ubeskrevne blad Karsten Aabrink træningen. Det blev ingen succes, og B.93 sluttede som nummer 13, og det betød nedrykning til 3. division sammen med Slagelse og Kastrup.

 

 

 

 

 

 

Sæsonen 1987. Kampdato 30. april 1987: B.93 – Greve 0-1, senere ændret til 2-0 (2. division)

B.93: Jean Jensen – Thomas Olsen, Tom Jensen, Michael Dahl, Claus Mortensen – Steen Larsen, Johnny W. Hansen – Jens Kolding, Torben Rasmussen, Claus Munkedal og Henrik Nielsen. Indskiftet: Jesper Christiansen og Leif Funcke Nielsen. Træner: Allan Steen. Tilskuere: 600.

Kampprogrammet var på 16 sider og kostede tre kroner. Hovedgevinsten var en brugskurv (værdi 250 kroner), skænket af Brugsen Svanemøllen. Redaktøren af kampprogrammet var Freddie Birtø, vicedirektør i Brugsen. Om dagens modstander Greve kunne læses, at de var spået en stor sæson, ikke mindst med baggrund i tilkomsten af en række nye spillere fra Brøndby og Vanløse. Holdets træner var den tidligere A-landsholdsspiller Sten Ziegler fra Hvidovre.

Den næstbedste række 2. division bestod nu kun af 14 hold, nedskåret fra 16. Kampen mod Greve var den femte i turneringen. Ambitiøse Greve vandt kampen 1-0. I efteråret vandt Greve også den modsatte kamp med (4-1). Men den 25. september skete der noget. Greve, der lå til oprykning til landets bedste række, blev frataget alle sine 24 point.

DBU havde konstateret uregelmæssigheder i spillerkontrakterne. B.93 blev derfor godskrevet fire point, og var pludselig kun fire point fra oprykningsstregen, Foræringen fejrede B.93 ved dagen efter, at tabe hjemme 0-4 til Viborg, og så var den sæson slut. Det endte med en 6. plads. Greve sluttede sidst med fire point. Helsingør lukrerede af Greve-sagen, og sluttede lige over stregen.

 

 

Sæsonen 1986. Kampdato 9. november 1986: B.93 – Skovbakken 5-0 (2. division)

B.93: Bo Nielsen – Jan Jacobsen, Steen Larsen, Ole Petersen, Leif Funcke Nielsen – Claus Mortensen, Johnny W. Hansen, Kristian Kolbech – Jens Kolding, Torben Rasmussen og Henrik Nielsen. Indskiftet: Lars Højberg og Jan Henriksen. Træner: Allan Steen. Målscorer: Henrik Nielsen, Jens Kolding, Ole Petersen, Claus Mortensen og Torben Rasmussen. Tilskuere: 400.

Kampprogrammet var på 12 sider. Der var annoncer fra Carrera (sportsbriller), Kreditforeningen Danmark, Ejby Trælast, Lumskebuksen, No Name og Den Danske Bank. Der var omtale af dagens modstander, sidste kampe, små-pluk og kommentar fra træneren Allan Steen om dagens nedrykningskamp.

Den næstbedste række 2. division bestod af 16 hold. Der var fire nedrykkere, idet rækken skulle reduceres til 14 hold. Danmark havde kvalificeret sig til VM i Mexico. Det betød, at forårets kampe begrænsede sig til kun 11, til gengæld skulle der så spilles 19 kampe i efteråret. Som nedrykker fra den bedste række var der forventninger om, at B.93 skulle befinde sig i den øverste række. Sådan skulle det ikke gå, efter de første 11 kampe lå holdet placeret nede på 11. pladsen.

Bestyrelsen havde besluttet, at fyre træneren Lars Francker, når sidste kamp i foråret var tabt nede i Greve. Formanden Jens Kampmann pudsede fodboldformanden Per Jürgensen på opgaven. Uheldigvis vandt B.93 meget overraskende 4-1 nede i Greve, så det var en slukøret fodboldmand der måtte gå ind i omklædningsrummet og sige tillykke med sejren til Lars Francker, p.s. du er fyret, god sommer.

Erstatningen for Francker blev DS-træneren Allan Steen. Han skulle igennem et langt og nervepirrende efterår, 5-2 hjemme over Frem (Claus Munkedal/3 mål og Henrik Nielsen/2 mål), 2-8 hjemme mod B.1913 (Jens Kolding og Lars Mortensen) var yderpunkterne. Dagens kamp mod Skovbakken var næstsidste kamp, og begge hold var placeret under stregen. Med en overbevisende sejr på 5-0 kunne B.93 i sidste kamp, ude mod B.1909, selv afgøre nedrykningen. Kampen i Odense blev vundet 3-1, og derved undgik B.93 at rykke ned for andet år i træk. Kampen i Odense blev definitivt afgjort, da 9’ernes spillende træner Allan Michaelsen i sin afskedskamp blev udvist i 2. halvleg.

 

Sæsonen 1985. Kampdato 20. april 1985: B.93 – Næstved 0-1 (1. division)

B.93: Kim Vammen – Carsten Jørgensen, Poul Jørgensen, Ole Petersen, Steen Jakobsen – Carsten Friis, Klaus Jensen, Allan Nedergaard, Lars Vang – Søren Petersen og Torben Rasmussen. Indskiftet: Keld Kristensen og Henrik Nielsen. Træner: Erik Dennung. Tilskuere: 600.

Kampprogrammet havde skiftet markant udseende og papirkvaliteten var steget betydeligt. Det skyldtes, at Freddie Birtø var blevet ny redaktør. Forhistorien var, at Birtø, der ikke var medlem af klubben, skriftlig havde henvendt sig til klubben, fordi han syntes kampprogrammet var dårligt. Som det går i den slags sager blev han pudset på opgaven. Han blev medlem af klubben, blev også redaktør af Medlemsbladet, kom i Hovedbestyrelsen, blev formand for Kulturudvalget og blev Æresmedlem (2010). Forsiden på programmet i sæsonen havde to varianter, en tegning af Jens Kolding eller en tegning af en anden uidentificeret spiller.

Kampen mod Næstved var den tredje kamp i årets turnering i 1. division. Oprykkeren B.93 havde indledt med, at spille 1-1 mod AGF på Østerbro Stadion. Efterfølgende blev B.93 erklæret som taber, fordi man havde benyttet nyerhvervelsen Allan Nedergaard. En noget grotesk sag, B.93 havde rettidigt sendt transfersummen på kr. 30.500 til hans tidligere klub Næstved. Checken var ikke nået frem pga. poststrejke.

Den dårlige start på sæsonen med fire nederlag i træk kom til at præge B.93 hele sæsonen. Og nyoprykkerne sluttede da også sidst og måtte retur til 2. division sammen med Køge, Hvidovre og Frem. Pudsigt nok var alle fire nedrykkere tidligere DM-vindere. En trist afslutning på Erik Dennungs lange trænerkarriere.

 

 

Sæsonen 1984. Kampdato 23. september 1984: B.93 – Roskilde 3-0 (2. division)

B.93: Jean Jensen – Ole Rojas, Jan Jacobsen, Ole Petersen, Steen Jakobsen – Carsten Friis, Lars Vang, Keld Kristensen, Klaus Jensen – Søren Petersen og Per Jensen. Indskiftet: Claus Madsen. På bænken uden at komme ind: Lars Højberg. Træner: Erik Dennung. Målscorere: Keld Kristensen (2) og Søren Petersen (1). Tilskuere: 500.

Kampprogrammet var på 12 sider. Dårlig papirkvalitet. Prisen på 2 kroner var nok i overkantet, og man kunne ikke engang vinde en pose kaffe eller rødvin. Navnet på redaktøren fremgik ikke. Forsiden med en Select fodbold var den samme hele året. Der var stort set ingen tekst, udover de to klubbers holdopstillinger.

Før kampen mod Roskilde lå B.93 på en femteplads med 29 point efter 22 kampe (i alt 30 kampe). Der var tre oprykkere, så B.93 var med i oprykningskampen. Situationen blev forbedret efter sejren over Roskilde. I tredjesidste runde vandt B.93 topkampen over AB med 1-0 (Klaus Jensen) på Østerbro Stadion. Oprykningen blev reelt sikret da Viborg i udekampen blev besejret med 3-0 (Søren Petersen/2 mål, Torben Rasmussen/1 mål). For god ordens skyld blev Kolding besejret med 1-0 (Steen Jakobsen) i årets sidste kamp som foregik på Østerbro Stadion i overværelse af 1100 tilskuere. Derved var traditionsklubben tilbage i 1. division. De tre oprykkere var: B.1903 (43 p.), B.93 (41 p.) og Kastrup (41 p.).

 

 

 

 

Sæsonen 1983. Kampdato 13. november 1983: B.93 – Kolding 2-0 (1. division)

B.93: Bo Skovbjerg – Bent Due, Poul Jørgensen, Ole Petersen, Kim Rasmussen – Wlady Jatczak, Find Juhl Jensen, Keld Kristensen – Henrik Sørensen, Søren Petersen og Lars Hansen. Indskiftet: Lars Francker og Claus Mortensen. Træner: Erik Dennung. Målscorer: Søren Petersen (2). Tilskuere: 700.

Kampprogrammet var på 16 sider. Papirkvaliteten var pæn uden at være prangende. Forsiden var den samme hele året, en rund fodbold omkredset af otte klublogoer. På side to kunne man læse, at redaktør og annoncemand var Torben Klarskov Andersen, Magnoliavangen 85 i Allerød. Der var annoncer fra bl.a. Varig, Dansk Fryse Økonomi, Sct. Jacobs Bodega, Austrian Airlines, Den Danske Bank og No Name.

Det var niende år i træk, at B.93 befandt sig i den bedste række. Mesterskabet og nedrykningen skulle afgøres på sædvanlig vis, 16 hold, dobbeltturnering, tre nedrykkere. Det lignede et svært år, der var afgang af Tonny Madsen, Kim Larsen, Bjarne Pettersson, Jan Keibke, Flemming Osbæck og Kim Hansen. Det skulle opvejes af tilgang af Anders Levinsen (AB), fynboen Poul Jørgensen og ynglingespilleren Jan Jacobsen.

Som forventet blev det et år under stregen. Et nederlag på 0-6 i Næstved skyldtes mest, at B.93 i løbet af kampen måtte bruge tre forskellige målmænd, Bo Skovbjerg, Find Juhl Jensen (Bonetti) og Anders Levinsen. Bedste præstation kom på Østerbro Sadion da Vejle blev besejret med 4-1 (Jens Kolding/3 mål, Keld Kistensen/1 mål). I slutfasen tabte B.93 to gange 0-1 i Jylland (mod Herning og Ikast), og det kostede nedrykningen.

 

 

Sæsonen 1982. Kampdato 30. oktober 1982: B.93 – KB 3-0 (1. division)

B.93: Bo Skovbjerg – Bent Due, Ole Petersen, Find Juhl, Kim Larsen – Lars Dalsborg, Keld Kristensen, Tonny Madsen, Lars Hansen – Jens Kolding og Lars Francker. Indskiftet: Jan Kreibke og Jens Nørager. Reservemålmand: Jean Jensen. Træner: Erik Dennung. Målscorer: Lars Francker (2) og Jens Kolding (1). Tilskuere: 2300.

Forside: En tegning af Hans Qvist (“Skrækkelige Olfert”), far til KB-målmanden Ole Qvist. Det var ikke svært at vælge forside, idet denne forside var gennemgående i hele 1982, nøjagtig ligesom i 1978, 1980 og 1981. Dog var der et par mindre detaljer, nemlig at der var plantet et skilt med ’No Name’ nede i hjørnet og der på forsiden – i hele året – stod ’Dagens kampsponsor: No Name’. Man kunne lige så godt have skrevet ’Årets kampsponsor’. Det var klubbens meget gavmilde formand John Andreasen, der stod bag firmaet.

Indhold: 16 sider: Focus på vore gæster – Dagens portræt (Claus Vandborg) – Billede af KB’s trup på 25 mand. Resten var annoncer, bl.a. Filmcentret (Tarzan), Restaurant Guldanden, Edelskovs Turisttrafik, Shell, Lincoln Bodega og naturligvis No Name.

Kampen 30. oktober B.93 – KB blev spillet på Østerbro Stadion. Der var kun tre spillerunder tilbage, og situationen var kritisk for hæderkronede KB, der var i overhængende nedrykningsfare. Da B.93 vandt en sikker sejr på 3-0 (Lars Francker/2 mål og Jens Kolding/1 mål), var KB så godt som sikker på at rykke ned (de rykkede ud, red.). Træneren John Kramer var blevet fyret og erstattet af KB-ikonet Ole Sørensen. I slutningen af 1. halvleg blev Torben Piechnik (KB) og Tonny Madsen (B.93) begge udvist efter en indbyrdes batalje.

KB stillede op med dette på papiret stærke hold: 1. Ole Qvist – 2. Torben Piechnik, 3. Jan Højland, 4. Jørgen Weber, 5. Johnny Mortensen – 6. Niels Sørensen, 7. Russel Cotton, 8. Brian Petersen, 9. Claus Winfeld – 10. Hans Aabech og 11. Stig Andersen.

 

Sæsonen 1981. Kampdato 4. april 1981: B.93 – B.1903 1-0 (1. division)

B.93: Bo Skovbjerg – Kim Hansen, Ole Petersen, Peter Hertz, Ole Rojas – Find Juhl Jensen, Keld Kristensen, Jan Højland – Tonny Madsen, Lars Hansen og Jens Kolding. Indskiftet: Frank Rasmussen. På bænken uden at komme ind: Henrik Sørensen. Træner: Erik Dennung. Målscorer: Keld Kristensen. Tilskuere: 2300.

Forside: En tegning af Hans Qvist (“Skrækkelige Olfert”), far til KB-målmanden Ole Qvist. Det var ikke svært, at vælge forside, idet denne forside var gennemgående i hele 1981, nøjagtig ligesom i 1978, 1980 og 1982.

Kampen 4. april B.93 – B.1903, der blev spillet på Østerbro Stadion, sluttede med en 1-0 sejr til B.93 på et debutantmål af Keld Kristensen, der var kommet fra netop B.1903 sammen med målmanden Bo Skovbjerg. En ikke uvæsentlig årsag til disse skift var træneren Erik Dennung, der var vendt tilbage til B.93 i 1980, efter fire år i B.1903. Som ny træner havde B.1903 i stedet fået folkeskolelæreren Niels-Christian Holmstrøm.

Indhold: 16 sider. Udover de to holdopstillinger og hvornår næste hjemmekamp foregik, var der ikke anden tekst. Resten af siderne var annoncer, bl.a. fra Bellmans-kroen i Bellmansgade, Sct. Jacobs Bodega, A/S Chr. P. Dreiager, Salon Krøll med sloganet ’Vi krøller også Jens Kolding, Antenne Centret ApS i Stenosgade og Jägermeister, som var divisionsholdets første trøjesponsor.

 

 

 

 

Sæsonen 1980. Kampdato 11. juni 1980: B.93 – Hvidovre 6-1 (1. division)

B.93: Jean Jensen – Kim Hansen, Ole Petersen, Peter Hertz, Ole Rojas – Find Juhl Jensen, Jan Højland, Johnny Petersen – Allan Lundgren, Tonny Madsen og Lars Hansen. Indskiftet: Henrik Sørensen og Steen Jepsen. Træner: Erik Dennung. Målscorere: Johnny Petersen (2), Allan Lundgren, Jan Højland, Lars Hansen og Find Juhl Jensen. Tilskuere: 2000.

Forside: En tegning af Hans Qvist (“Skrækkelige Olfert”), far til KB-målmanden Ole Qvist. Det var ikke svært, at vælge forside, idet denne forside var gennemgående i hele 1980, nøjagtig ligesom i 1978, bortset fra der nu var kommet farve på. Fortsatte i 1981 og 1982.

Kampen B.93 – Hvidovre blev spillet i Københavns Idrætspark. Efter de første fem hjemmekampe var spillet på Østerbro Stadion, havde bestyrelsen valgt at følge spillernes ønske om at spille på en bedre bane. Det gav resultat, idet B.93 vandt med tenniscifrene 6-1 over Hvidovre, hvis nye træner John Sinding nok har skyndt sig hjem. Han var året før blevet fyret i B.93. Sinding fik smilet frem igen, da Hvidovre vandt DM i 1981.

Indhold: 16 sider, en enkelt side med omtale af kampen samt holdopstillingerne. Resten var annoncer, nu i farver. Blandt annoncørerne kan nævnes, TIPS-bladet, Winterthur (forsikring), hummel, Restaurant PUK, El installatør Leif Rønnow, Den Danske Bank, Urgo, Frisko og Cosmea.

 

 

 

 

Sæsonen 1979. Kampdato 18. august 1979: B.93 – KB 0-0 (1. division)

B.93: Jean Jensen – Carsten Jørgensen, Ole Petersen, Peter Hertz, Ole Rojas – Henrik Thomsen, Jan Højland, Johnny Petersen, Lars Hansen – Henrik Sørensen og Mogens Fog. Indskiftet: Hans Drachmann og Find Juhl Jensen. Træner: Erling Bøje. Tilskuere: 3900.

Forside: Reklame fra Brugsen i Ndr. Frihavnsgade. Det var den faste forside gennem hele 1979. Noget usædvanligt var der ikke levnet plads til på forsiden, at skrive B.93 og modstanderen, kampdato og spillested. Man må håbe, at Brugsen har betalt godt for annoncen.

Indhold: 16 sider: To sider kamp kampomtale (Palle Banks) og holdopstillinger. Det var så det, resten var annoncer, altså over 80%. Blandt annoncørerne var en helside med Jägermeister, hvor den nu fyrede træner John Sinding udtalte: ’Jeg drikker Jägermeister, fordi mine 11 drenge har fået holdet endnu et spark opad’. Annoncen fortsatte resten af året.

Kampen den 18. august var B.93 – KB på Østerbro Stadion. Redaktionen af bladet indledte med: “B.93 plejer til sine hjemmekampe, at have 1.200 tilskuere, men i dag skulle der gerne komme det firedobbelte, idet KB fører rækken suverænt, med hele fem point ned til Esbjerg“. Der kom 3.900 tilskuere, der så hjemmeholdet få et tiltrængt point ved at spille 0-0. Det var første hjemmekamp efter, at træneren John Sinding var blevet fyret, og erstattet af Erling Bøje. KB blev overhalet af Esbjerg med hele seks point, og B.93 klarede sig fri af nedrykningen.

 

 

Sæsonen 1978. Kampdato 1. april 1978: B.93 – AGF 3-1 (1. division)

B.93: Peter Jørgensen – Gunnar Aagesen, Ole Petersen, Peter Hertz, Jan Ilsø – Ole Jensen, Find Juhl Jensen, Kim Lyshøj – Henrik Sørensen, Lars Hansen og Frank Olsen. Indskiftet: Finn Ilsø og Steen Jepsen. Træner: John Sinding. Målscorere: Lars Hansen (2) og Henrik Sørensen (1). Tilskuere: 2700.

Forside: En tegning af Hans Qvist (“Skrækkelige Olfert”), far til KB-målmanden Ole Qvist. Det var ikke svært, at vælge forside, idet denne forside var gennemgående i hele 1978 (det gentog sig i 1980).

Indhold: 16 sider. Annoncesælgeren, det må have været Børge Carlsen, havde haft travlt, ikke færre end 11 sider var annoncer fordelt på 33 forskellige virksomheder. I flæng kan nævnes: Lerche Sport (Ole Jensen), Østerbros Paraplyfabrik, Revisionsfirmaet Brdr. Jensen, Alt og Sport, Antenne-Centret (Jørgen Hammeken) og ikke mindst Sct. Jacobs Bodega og Diskotek Pussy Cat, som til orientering lå i Gothersgade 15. De to sidstnævnte “virksomheder” havde ikke behøvet annoncere; vi kom der alligevel.

Kampen B.93 – AGF var historisk, idet det var den første turneringskamp efter indførelsen af “Betalt fodbold”. Det var Lars Hansen (B.93), der fik æren af at være den første målscore i betalt fodbold, da han scorede med et hovedstød i det 16. minut. B.93 vandt kampen 3-1 (Lars Hansen/2 mål, Henrik Sørnsen/1 mål). Der var 2.700 tilskuere i Københavns Idrætspark.

 

 

 

 

Sæsonen 1977. Kampdato 17. august 1977: B.1903 – B.93 2-1 (1. division) 

B.93: Peter Jørgensen – Gunnar Aagesen, Ole Petersen, Kenn Hansen, Ole Jensen – Dennis Brooker, Find Juhl Jensen, Finn Ilsø – Claus Dalgaard, Claus Bo og Jan Timm. Indskiftet: John Iversen. Træner: John Sinding. Målscorer: Ole Petersen. Tilskuere: 1200.

Forside: En kampsituation fra Gentofte Stadion med B.1903.

Ligesom i 1976 har arkivet ingen programmer fra hjemmekampe i 1977. Programmet fra B1903 er på hele 20 sider og det er jo meget flot i betragtning af deres tilskuertal på Gentofte Stadion normalt lå omkring 1.000. Der er portræt af hver enkelt B.1903-spiller, bl.a. Keld Kristensen, Lars Francker, Bo Skovbjerg og Henrik Sørensen, som alle senere kom til B.93. Træner for 3’erne var Erik Dennung, som var træner for B.93 i perioderne 1969/72 og 1980/85.

Reglerne i 1. division var uændret, 16 hold og tre nedrykkere. Og for tredje år i træk sluttede B.93 lige over den kedelige nedrykningsstreg, denne gang foran AaB, B.1909 og Holbæk. For det ikke skulle være for kedeligt, ventede B.93 med at afgøre nedrykningen til sidste kamp, som var i Idrætsparken mod Frederikshavn. Det blev til en solid sejr på 3-0 på mål af Ole Jensen og brødrene Finn Ilsø (far til Kenn Ilsø) og Jan Ilsø (far til Tim Ilsø).

 

 

 

 

Sæsonen 1976. Kampdato 15. august 1976: OB – B.93 2-0 (1. division) 

B.93: Henrik Juul – Leif Kronholm, Ole Petersen, Kenn Hansen, Ejgil Roland Petersen – Ole Jensen, Preben Kjærsgaard, Frank Rasmussen – Leo Christiansen, John Iversen og Jan Timm. Indskiftet: Torben Kristiansen. Træner: Erik Gynild. Tilskuere: 6000.

Forside: Tre ungdomslandsholdsspillere fra OB. Årsagen til vi undtagelsesvist har valgt et kampprogram fra en udekamp er, at der ikke findes nogen programmer fra hjemmekampene i klubbens arkiver fra 1976. Hvis du ligger inde med programmer fra 1976, så siger vi mange tak.

OB’s program var på 16 sider, over halvdelen var reklamer. I øvrigt vandt OB kampen med 2-0. Det var blevet tilladt, at spille med reklamer på trøjerne. B.93 var det sidste hold i den bedste række, der fik ødelagt klubdragten, idet de indgik en aftale med “Jägermeister”.

Der var fortsat 16 hold i 1. division, men antallet af nedrykkere var udvidet – logisk nok – fra to til tre hold. Holdet havde tilsyneladende sat sig ind i reglerne, for de sluttede som nummer 13, foran Næstved, Fremad A. og Vanløse. Foråret gik fint, efter 10 kampe lå B.93 på en fjerdeplads. I sommerpausen mistede holdet sin største profil, idet Jens Kolding blev solgt til hollandske Roda. Det blev et dårligt efterår, og holdet reddede reelt først livet i sidste kamp, også selvom man tabte 0-1 hjemme til Randers Freja. Det var gået galt hvis Fremad A. havde vundet med syv mål (Holbæk-Fremad A. 2-1).

 

 

 

Sæsonen 1975. Kampdato 18. oktober 1975: B.93 – Næstved 0-1 (1. division)

B.93: Henrik Juul – Leif Kronholm, Ole Petersen, Finn ’Ludo’ Jensen, Hans Paulander – Ejgil Roland Petersen, Ole Jensen, Kenn Hansen, Finn Ilsø – Bent Andersen og Jens Kolding. Indskiftet: Leo Christiansen. Træner: Erik Gynild. Tilskuere: 2350.

Forside: Bruttotruppen på trappen på Østerbro Stadion. Fra venstre, første række: Ole Jensen, Kim Brockhattingen, Ejgil Roland Petersen, Leo Christiansen og Kenn Hansen. Række to: Leif Kronholm, Ole Petersen, Svend Erik Bentzen og Palle Ravn (Kojak). Række tre: Jens Kolding, Finn ’Ludo’ Jensen, Finn Ilsø og Erling Bøje. Række fire: Hans Paulander, Find Juhl Jensen, Henrik Juul og Bent Andersen. Række fem: Erik Gynild (træner), Palle ’Banks’ Jørgensen, Poul Bjørnholt (holdleder), Preben Kargaard (UK-chef) og Benny Gluver (ass. træner).

Indhold: Seks sider – Focus på vore gæster – Holdopstillinger – Focus på tre af vore egne – Det skrev pressen om vores sidste kamp – Dagens kamp – Stillinger – Diverse – Kampstatistik. Reklamer fra: Stadion Sport – Restaurant Hyggepub’en – Grafisk Reklame Produktion.

Og så var der en opfordring fra ’B.93’s venner’ om moralsk og økonomisk støtte. Opfordringen var ’underskrevet’ af: Marianne Kargaard (Tria 93 99), Peter Gram (Tria 4 02 74), H. Frydschou (59 02 47), Ulla Andreasen (46 67 11), Karsten Sørensen (Øbro 81 54) og Georg Pætges (Sundby 84 76). Så vidt vides har alle fået nyt telefonnummer.

Det var 10 år siden, at B.93 sidst havde været i den bedste række, så det primære mål var at slutte over stregen. Selvom der var 16 hold, var det kun de to sidste der rykkede ud. Og tak for det, B.93 sluttede på 14. pladsen foran Slagelse og B.1909. Sæsonens højdepunkt var nok udekampen mod AaB, der sluttede 4-4. Det blev et fornemt år for SBU, Køge blev mestre foran Holbæk og Næstved.

 

Sæsonen 1974. Kampdato 5. oktober 1974: B.93 – Aabenraa 6-0 (2. division)

B.93: Henrik Juul – Leif Kronholm, Ole Petersen, Ejgil Roland Petersen, Hans Paulander – Kenn Hansen, Erling Bøje, Finn Ilsø – Leo Christiansen, Bent Andersen og Jens Kolding. Indskiftet: Poul Verner Hansen. Træner: Knud Petersen. Målscorer: Bent Andersen (3), Hans Paulander (1), Erling Bøje (1) og Jens Kolding (1). Tilskuere: 1200.

Forside: Billedet er fra forrige hjemmekamp, hvor B.93 vandt en overbevisende sejr på 5-1 over AB. Her ses centerforwarden Bent Andersen blive angrebet bagfra af landsholdsspilleren Niels Yde.

Indhold: Seks sider – Focus på vore gæster – Holdopstillinger – Focus på tre af vore egne – Det skrev pressen om vores sidste kamp – Dagens kamp – Stillinger – Diverse – Kampstatistik. Reklamer fra: Erlands pub – Skandia – Stadion Sport – White Sport – Restaurant Hyggepub’en – Morten C. Nielsens boghandel.

Der var uændret 12 hold i 2. division, som var en ren lækkerbisken. På grund af udvidelse af divisionerne til 16 hold, ville de fem øverste rykke direkte op i den bedste række. Og der var slet ingen nedrykning (tåbeligt, red.). Med sejren over Aabenraa manglede B.93 kun et enkelt point i de sidste tre kampe. Det kom i næste runde, hvor det blev 1-1 ude mod B.1909, og så kunne træneren Knud Petersen sætte ild i den store cigar.

 

 

 

 

 

Sæsonen 1973. Kampdato 2. juni 1973: B.93 – B.1909 2-0 (2. division)

B.93: Henrik Juul – Hans Paulander, Erling Bøje, Finn ’Ludo’ Jensen, Ejgil Roland Petersen – Kenn Hansen, Jan Højland, Finn Ilsø – Jens Kolding, Poul Bjørnholt og Poul Verner Hansen. Bænken: Ole Petersen (kom ikke ind). Træner: Knud Petersen. Målscorer: Poul Verner Hansen (2). Tilskuere: 2500.

Forsiden: Jens Kolding forbereder en tunnel på en OB’er, som ret uklogt har spredt sine ben. Indhold: Seks sider – Focus på vore gæster – Holdopstillingerne – Focus på tre af vore egne – Hvad pressen skrev om sidste kamp – Dagens kamp – Stillinger – Diverse – Kampstatistik. Reklamer fra: Erlands pub – Skandia – Stadion Sport og White Sport.

Efter fire år i 3. division var B.93 tilbage i 2. division. Og da det meget talentfulde hold var identisk, var optimismen stor. Efter seks kampe så det sort ud, det var kun blevet til to uafgjorte kampe. Men på klubbens 80 års jubilæumsdag vendte skuden, på Østerbro Stadion blev Aabenraa besejret med 5-1. Træneren Knud Petersen kunne i anden halvleg – uden risiko – sende sin søn Ole Petersen på banen som debutant. Femten år senere havde Ole spillet 409 kampe (klubrekord).

En tur til Odense gav endnu en sejr, 3-1 over B.1913. Så optimismen var stor, da B.93 fik besøg af nedrykkerne fra B.1909. Og efter opvisningsspil, ikke mindst Jens Kolding der holdt legestue med en noget ophidset Viggo Jensen (der senere så kendte træner), kom der endnu to point på kontoen via en sejr på 2-0, begge mål gjort af fynboen Poul Verner Hansen. Sæsonen sluttede med en flot fjerdeplads.

 

 

Sæsonen 1972. Kampdato 21. oktober 1972: B.93 – Helsingør 1-0 (3. division/øst)

B.93: Henrik Juul – Leif Kronholm, Erling Bøje, Finn ’Ludo’ Jensen, Hans Paulander – Bernhard Deneke, Jan Højland, Finn Ilsø – Svend Petersen, Bent Andersen og Jens Kolding. Bænken: Vagn Müller (kom ikke ind). Træner: Erik Dennug. Målscorer: Bent Andersen. Tilskuere: 1500.

Forside: Holdopstillinger m.v. Redaktør: Ole Helding. Programmet var skrevet på skrivemaskine og mangfoldiggjort via en nyindkæbt spritduplikator. De fire sider indeholdt udover holdopstillingerne en rubrik hvor spillerne gættede på kampens resultat. Derudover kunne man læse stillingen i divisionen, og så var der en opfordring til at blive medlem af “B.93s venner”.

Kampen var sæsonens tredjesidste. Med sejren sikrede B.93 definitivt oprykningen. Og det blev med rekordagtige 22-20-1-1 (målscore 73-16). Det er stadig den procentvise højeste pointhøst i en dobbeltturnering i samtlige divisionerne under DBU. Årets nederlag kom i kamp seks, hvor man i Herfølge tabte 0-2. Det uafgjorte resultat var 1-1 ude mod Vanløse, hvor Svend Petersen (Stive Svend) brændte straffespark i kampens slutning. Alle 11 hjemmekamp blev således vundet.

 

 

 

 

 

 

Sæsonen 1971. Kampdato 4. september 1971: B.93 – B.1903 2-1 (pokalkamp)

B.93: Henrik Juul – Leif Kronholm, Erling Bøje, Finn ’Ludo’ Jensen, Hans Paulander – Bernhard Deneke, Finn Ilsø, Jan Højland – Mogens Jørgensen, Bent Andersen og Kenn Hansen. Indskiftet: Jan Petersen (’Nummer’). Træner: Erik Dennung. Målscorere: Bent Andersen og Hans Paulander. Tilskuere: 1800.

Programmet på fire sider var lavet af Bikuben i anledning af kvartfinalen i Landspokalturneringen.

Og i øvrigt vandt B.93 fra 3. division den spændende pokalkamp med 2-1 over de forsvarende DM-mestre fra B.1903. Først scorede Bent Andersen til 1-0, så udlignede Keld Kristensen til 1-1, men så scorede Hans Paulander sejrsmålet, og det var et af de mere spøjse, idet hans skud fra banens midte fuldstændig snød B.1903’s målmand Birger Jensen (senere A-landsholdmålmand). En sensationel sejr til B.93, der oven i købet måtte undvære holdets stjernespiller Jens Kolding.

B.93 var kommet i kvartfinalen via sejre over Nyborg (2-1 e.f.s.), Lyngby (2-1), Vanløse (6-1) og Brønshøj (4-3). Semifinalen blev først spillet i foråret 1972. I Sundby Idrætspark tabte B.93 til lokalrivalen Fremad Amager 1-3 efter føring 1-0 (Erling Bøje), for kort tid efter at blive snydt for et straffespark begået mod Jens Kolding, alene fordi kampens dommer Torben Månsson troede der var fordel.

 

 

 

 

 

UDVALGTE KAMPPROGRAMMER

 

20-10-1982: B.93 – Thor Waterschei 0-2 (Europa Cup/pokalvindere). B.93 tabte returkampen 1-4.

 

15-09-1982: Dynamo Dresden – B.93 3-2 (Europa Cup/pokalvindere)

 

29-09-1982: B.93 – Dynamo Dresden 2-1 (Europa Cup/pokalvindere)

 

20-05-1982: B.1903 – B.93 3-3 (ordinær kamp 2-2) – Pokalfinale

 

09-06-1982: B.1903 – B93 0-1 (Pokalfinale, omkamp)

 

10-11-1963: B.93 – Randers Freja 6-2 (2. division)

 

16-06-1953: B.93 – Juventus 1-2 (Jubilæumskamp, 41.800 tilskuere)

 

25-09-1949: OB – B.93 5-3 (1. division)

 


28-11-1948: B.1909 – B.93 3-1 (1. division)

 


16-06-1929: Horsens fS – B.93 (indvielse af Horsens Idrætspark)

 

 

 

Omtalerne af kampprogrammerne er – hvis du ikke har gættet det allerede – skrevet af Palle “Banks” Jørgensen.