Claus Vandborg har på grund af sygdom valgt at stoppe i B.93 med udgangen af august.
Klubben skylder Claus en kæmpe TAK for indsatsen som Presse- og kommunikationschef siden 1. marts 2017.
Claus’ første opgave på sin første arbejdsdag var pressehåndteringen i forbindelse med pokalopgøret mod F.C. København.
Siden har Claus med smittende arbejdsglæde og humør skabt et hav af gode initiativer i klubben, som står som en grundpille i den kommunikation, som B.93 på tværs af afdelinger har stået for de sidste mange år.
Claus kom til B.93 som barn, og har ikke spillet i andre klubber. Som han fortæller i dette interview i Østerbro Avis fra 29. august 2018 af Thomas Frederiksen i anledning af sin 60-års fødselsdag, har klubben bragt ham livslange venskaber og anslår en stor procent af hans vennekreds kommer fra B.93.
Claus var før sin tid i B.93 blandt andet ansat som lærer på Langelinieskolen, og før det på pladeselskabet CBS og som kommentator på Eurosport. Claus har såmænd også udgivet cd’en Simplicity med sin B.93-holdkammerat Ole Rojas.

Claus Vandborg fra tiden som kommentator på Eurosport. Foto: Michael Paldan.
Claus har været træner på adskillige hold for B 93. Med på sit CV er en enkelt kamp som træner for divisionsholdet, så han kan kalde sig ubesejret som divisionstræner.
Før det fik han sin debut på divisionsholdet i 1982. I den historiske pokalfinale, som B.93 vandt i 1982, var Claus udtaget, men det lykkedes at få store stærke Find Juhl Jensen klar , og så røg Claus desværre ud af startopstillingen i sidste øjeblik.
Claus har siddet i Hovedbestyrelsen, er mangeårig skribent for Medlemsbladet, har stået for speakertjenesten, selv optrådt som speaker på Østerbro Stadion – og er i det hele taget en ægte B.93’er af hjerte og sjæl.

Tidligere speaker på Østerbro Stadion Christian Winther sammen med Claus Vandborg. Foto: Claus Vandborg.
I sine år som Presse- og kommunikationschef tog Claus blandt andet initiativ til portrætserien 93’eren og interview-serien Vinklen.
Portrætterne af en klubpersonlighed i 93’eren, uge ind og uge ud, tæller ikke mindre end 396 interview, som alle kan findes her på hjemmesiden, hvor portrætterne giver et enormt stærkt vidnesbyrd om klubben oplevet gennem B.93’ere med forskellig tilknytning til klubben.
Interview serien Vinklen omfatter 42 interview.
Vi håber, at 93’eren og Vinklen serien fortsætter igen på et tidspunkt.
Tak for dine enorme bidrag med officielle hverv i B.93, Claus. Vi er sikre på det fortsætter i privatregi.
Herunder kan du læse en række B.93’eres ord om Claus, nu hvor han stopper og har sin sidste arbejdsdag mandag 31. august.
Formand for Hovedbestyrelsen, Hans Drachmann, udtaler
– Claus Vandborg har været B.93’er hele sit liv, og han har sat sit præg på klubben som spiller, som træner, som leder, som skribent på Medlemsbladet og i de sidste 10 år som klubbens kommunikationschef.
– I den rolle har Claus bidraget til at skabe den gode fortælling og den gode stemning, der på mange måder er om B.93 som den store klub på Østerbro, hvor der skal være plads til alle. Spillere på højt niveau og spillere, der først og fremmest deltager for sjov.
– Claus er storebror til Lone, der er klubbens bedste tennisspiller gennem tiden, og han har i næsten 60 år bevæget sig i begge klubbens afdelinger og fået stort kendskab til spillere og ledere, uanset om de spiller fodbold eller tennis eller begge dele, eller de for den sags skyld slet ikke spiller.
– Claus har altid forstået, hvilke værdier, der præger en klub som B.93, og at alle medlemmer bidrager til at gøre den samlede klub stærk. Det har vi ikke mindst set i de mange fortællinger og interviews om klubbens medlemmer, unge som gamle, som Claus igennem årene har formidlet og dermed bidraget til fællesskabet.
– Claus har arbejdet for både klubben og for det professionelle hold, For Claus hænger det sammen. B.93 er én klub, om end der er tale om adskilte afdelinger. Det var derfor også Claus, der i mange år stod for speakertjenesten på Østerbro Stadion og ofte selv påtog sig opgaven.
– Ved siden af har Claus stiftet og skabt liv i Facebook-gruppen “De Gyldne”, som har været med til at få gamle B.93’ere tilbage til klubben igen.
– Claus har kort sagt gjort en stor og vigtig indsats for B.93 – også i de seneste 10 år. Det skylder klubben ham stor tak for, og vi glæder os til at fortsat at se ham i klubben og på stadion.
Medlem i Fodboldbestyrelsen, Valdemar Jensen, fortæller
– Der findes mennesker, der sætter aftryk gennem de mennesker de har mødt og påvirket, og så findes der mennesker, som sætter deres spor gennem den kultur, de skaber omkring sig. Claus har været garant for begge dele.
– Claus har været en ægte kulturbærer for B.93, én af dem der står stærkest i klubbens historie, med sin enorme viden om stort og småt i klubben gennem en menneskealder.
– En af dem, der minder os om, at en fodboldklub er meget mere end resultater, regnskaber og møder. Det er fællesskab, frivillighed, sammenhold og mennesker. Alt det har Claus ikke bare repræsenteret, men personligt skabt og hæget om på bedste vis.
– Tak for samarbejdet, tak for indsatsen og tak for alt det, du har været med til at skabe for B.93 gennem årene.
– Det nye kapitel efterlader mere tid til at fordybe sig i Bryan Ferry, Bowie og alle hans andre musikalske helte, men vi andre er ikke helt sikre på, hvordan vi skal udfylde det tomrum, Claus’ pension efterlader.
– Måske kræver det både tre udvalg, en arbejdsgruppe og et ekstra punkt på dagsordenen. Men én ting er sikkert:
– Claus’ aftryk på B.93 består.
Sports- og driftschef i Tennisafdelingen, Bo Mortensen, uddyber
– Igennem en menneskealder har Claus været en ægte klubmand. Først som spiller og senere som træner.
– Som ung fodbold- og tennisspiller så jeg selv altid op til Claus.
– Som klubbens fortæller har han givet hundredvis af B.93’ere deres egen historie.
– Personligt vil jeg huske Claus som den bedste på dansegulvet til 100-årsfesten i den gamle tennishal, dengang jeg selv var tjener på hans bord.
– Jeg håber at se Claus i klubben i mange år fremover.
Webmaster Klaus B. Johansen fortæller om samarbejdet med Claus
– Det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med Claus omkring kommunikation i klubben siden marts 2017.
– Jeg kendte godt Claus perifert fra klubben inden da, men efter ansættelsen intensiverede samarbejdet og udviklede sig til et stærkt professionelt samarbejde og venskab.
– Der gik ikke mange timer eller minutter mellem vi skrev sammen i de første mange år. Der er blevet eksekveret en pæn del mails, vi har masser af dialog på mobilen og holdt møder gennem de ni et halvt år, hvor det er blevet til et hav af artikler, portrætter, B.93 TV indslag og meget mere i samarbejde med Claus.
– Vi supplerede hinanden godt, og selvom vi nogle få gange var småuenige om visse emner og måder at gribe kommunikationen an på, så var vi altid fælles om passionen for klubben og for at få de gode historier på tværs af af alle afdelinger ud at leve i alle klubbens kanaler.
– Jeg kommer til at savne de mange daglige korrespondancer med Claus, men jeg ved han stadig er lige der på B.93-mailen, hvis jeg eller andre vil sende en hilsen.
– Tak for et fremragende samarbejde. Claus – og fortsat venskab.
Vi ønsker på tværs af afdelinger Claus alt det bedste fremover. Vi glæder os til at se dig igen på Østerbro Stadion og i klubben i det hele taget fremover.
Foto: Jens Kolding, Michael Paldan, Claus Vandborg og B.93 arkiv.


– Claus Vandborg har været B.93’er hele sit liv, og han har sat sit præg på klubben som spiller, som træner, som leder, som skribent på Medlemsbladet og i de sidste 10 år som klubbens kommunikationschef.
– Der findes mennesker, der sætter aftryk gennem de mennesker de har mødt og påvirket, og så findes der mennesker, som sætter deres spor gennem den kultur, de skaber omkring sig. Claus har været garant for begge dele.
– Det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med Claus omkring kommunikation i klubben siden marts 2017.