Vandborg, Claus

Claus Vandborg, født 04-09-1958 (Frederiksberg), angriber, 4 kampe/0 mål (1982).

Claus Vandborg spillede i B.93 lige fra ungdomstiden. Han var en teknisk spiller, en offensiv af slagsen. Defensivt arbejde og hovedspillet var ikke det der stod øverst på listen over spidskompetencer.

Tallene 2, 3, 1, 9, 8, 14, 16, 19 og 6 er hans årlige antal kampe på 2. holdet med start i 1977 og slut i 1985. Hvis tallene adderes får vi hans samlede kampantal 81. I udekampen mod Klemensker (12-2) scorede Claus hele fem mål.

Efter et par kampe på bænken uden at komme ind, debuterede en 23-årig Claus på førsteholdet den 9. maj 1982 på Gentofte Stadion mod B1903, kamp nummer syv i 1. division (bedste række).

Holdet var: Bo Skovbjerg – Kim Hansen, Ole Petersen, Find Juhl Jensen, Kim Rasmussen – Jan Kreibke, Keld Kristensen, Bjarne Pettersson – Tonny Madsen, Lars Francker og Flemming Osbæck. På bænken: Claus Vandborg og Jens Nørager. Træner: Erik Dennung.

Kampen var speciel, idet de to hold 11 dage senere skulle mødes i pokalfinalen. Generalprøven blev vundet med 1-0 af B1903 på mål af Niels Haarbye. Og Claus Vandborg fik sin debut, da han afløste Keld Kristensen i det 75. minut. En tredjedel af 93-holdet: Bo, Jan, Keld, Lars og træner Dennung havde alle en fortid hos B1903.

Claus var også 12-mand i næste kamp mod Ikast (4-1), han var med fra start i Køge (2-2) og på bænken i næstsidste kamp i foråret ude mod AGF (0-1). Det var så den karriere. Han var tæt på den afgørende pokalfinale mod B1903 (1-0), men det lykkedes i sidste øjeblik at få store stærke Find Juhl Jensen kampklar. Og det var en skam – for Claus Vandborg – der måtte nøjes med at være Vandbærer.

Efter karrieren, lad os kalde den det, var Claus Vandborg træner i mange år. Han var træner i klubben for 2. holdet (1989/91). I en enkelt kamp var han vikar for Arne Nielsen på 1. holdet. Det var mod Kastrup (2-2).  Herefter fortsatte trænerjobbet ude i byen (1991/09) i Vestia, GVI, HB, Amager FF og Rødovre.

Claus Vandborg var i mange år medlem af redaktionen i klubbens medlemsblad, hvor han brillerede med sjove historier og spændende interviews. Claus sad i klubbens bestyrelse i perioden 1980/85. Jobbet som skolelærer er nu udskiftet med et permanent kommentatorjob på Eurosport.

Hvis nogle skulle være i tvivl er hans søster Lone Vandborg, tidligere topspiller i tennis med 17 danske mesterskabe, heraf fire i single. Lone kan også høres på Eurosport, når Caroline Wozniacki er på banen. Forældrene Per og Gitte Vandborg var nogle kendte danseinstruktører.

Claus er initiativtager (2013) til en facebook-gruppe med gamle 93’ere af årgange fra 50’erne og 60’erne. Gruppen holder årlige sammenkomster på B.93.

Ved klubbens 100 års jubilæum (i 1993, red.) brillerede Claus Vandborg som Keld fra Olsen-banden i en forrygende sketch.

28. august 2014 / Palle ”Banks” Jørgensen