Vær med, når det afsløres, hvilke seks spillere fra Fodbold- og Tennisafdelingen, som optages på Wall of Fame.
Torsdag 5. marts kl. 18:00 genåbnes Café 93 i klubhuset. Og hvad kunne være bedre end at lade åbningen ske med et brag i form af afsløringen af, at seks 93’ere, der har leveret de ypperste sportslige præstationer gennem en årrække, vil modtage den særlige hæder at få en plads på Wall of Fame i forhallen i klubhuset.
Det vil frem til åbningen være en absolut hemmelighed, hvem de seks 93’ere, der på denne måde hædres for en særlig fornem sportslig indsats i klubben, er.
Vi kan afsløre, at der er tale om spillere fra både Fodbold- og Tennisafdelingen, og der er tale om personligheder, som alle har nydt og fortsat nyder stor respekt og popularitet blandt klubbens medlemmer, ligesom de er kendt vidt og bredt i den danske idrætsverden.
Valget af de seks spillere er foretaget af klubbens kulturudvalg, som er trådt sammen i en ny besætning, men som følger de samme traditioner og det høje niveau, som er lagt af det tidligere kulturudvalg anført af Palle Banks Jørgensen. Palle fungerer som konsulent for udvalget.
Så får I ikke mere at vide.
I er nødt til at møde op, når det afsløres torsdag 5. marts i forbindelse med åbningen af caféen.
Vi ses på torsdag kl. 18:00.
Foto: Johan Neve.
