Medlemsblade i 2014

Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 2014.

Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.

Læs om medlemsbladene i 2014 herunder.

November 2014

Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov

Årets sidste medlemsblad. På forsiden den helt nye Tennisbestyrelse, som var blevet valgt på årsmødet i oktober måned. Redaktøren, der også agerede fotograf, kunne fortælle om et positivt årsmøde. Ny formand blev Christian Lunøe (i midten, bagerst).

De tre nye tennisbestyrelsesmedlemmer Violeta Jaramaz Rydland, Patrick Christian Ørngreen og Niels-Henrik Jørgensen blev portrætteret på de efterfølgende sider.
Christian Winther gennemgik de første 11 kampe i 2. division i sæsonen 2014/15. Da de to 2. divisioner reduceres fra 32 hold til kun 24 hold er der ekstraordinært mange nedrykkere i sæsonen.

Torben Klarskov havde en samtale med talentfulde Sebastian Czajkowski på 18 år, der var kommet fra B1908 året før, og som havde fået sin debut på U18-landsholdet.

B.93 har fået sin flyvende hollænder lød overskriften. Sin største udfordring som medlemsbladets interviewer havde Torben Klarskov, da han skulle tale med hollænderen Jack Castelijns, som er døvstum. Så i samtalen deltog også Jacks danske kæreste Tina, som også er døvstum, samt hendes far Carsten som tolk. Tegnsprog er ikke internationalt (bortset fra fuckfingeren, red.).

Richard Lilja havde også været igennem redaktørens notesblok. Richard kom til B.93 sidste år og har træneransvaret for akademiet og for U14.

Redaktøren havde været meget aktiv og havde haft samtale med Karina Grønvall Lindgreen, som er viceinspektør på det nye B.93 Skole- og Idrætsakademi. Også de to nye elever på skolen, Ida Valentin Cronqvist og Ida Tvede Abraham havde talt med Klarskov, som også havde talt med Jørgen Bundgaard (klubbens salgskonsulent), Christian Lunøe (den nye tennisformand), Andreas Motzfeldt Jensen (træner for U13) og Martin Storm (pigefodbold).

Klubben havde haft besøg af Kulturborgmesteren Carl Christian Ebbesen (DF), som var blevet vist rundt på anlægget.

De fire midterste sider var optaget af en annonce fra BackOp Foreningen, der godt ville gøre opmærksom på sin eksistens. Foreningen var i sin tid startet af Kurt Olsen (1988) under navnet 100 mandsklubben.

Frederik Bruhn, den talentfulde målmand på divisionsholdet, var blevet interviewet af Christian Winther. Frederik var af Fanklubben blevet valgt til efterårets profil.

Flemming Nielsen havde også denne gang begået en klumme. Denne gang med overskiften ‘Det nøgne look i en kold tid’.

Runde dage i 1. kvartal 2015. Der var miniprofiler af Gerth Holm Jensen (60 år), Frits Ahlstrøm (70 år), Thomas Wiinstedt (75 år), Bjarne Eklund (75 år) og Fritz Juhl Jensen (70 år).

De næste to sider viste en oversigt over medlemmer der fylder rundt i 2015. Mange prominente navne fyldte oversigten.

Der var nekrologer over Henning Bjerregaard, der blev 87 år og Eyvind Berger, der blev 91 år.

September 2014

Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov

Forsiden viste indvielsen af klubbens nye store tiltag, oprettelse af ‘B.93’s Skole- og idrætsakademi’, hvor man startede op med 90 elever fordelt på fire klasser (4.-7. klassetrin) med 22-24 i hver klasse. På billedet byder skolelederen Johnny W. Hansen velkommen. Johnny måtte samtidig trække sig som klubbens formand. Midlertidig konstitueret formand blev rutinerede Jørgen Ritnagel.

Der var portrætter af de tidligere førsteholdsspillere Ejgil Roland Petersen og Bent Jørgensen, bedre kendt som Støvsugeren.

En af klubbens mange dygtige ungdomstræner Yacine Hamouchene, med algeriske rødder, fortalte om sin fortid i Fremad Amager og sit syn på fremtiden i B.93. Yacine er træner for U15-holdet i Mesterrækken.

Tilsvarende interview havde bladets energiske redaktør gjort med Sune Lærkedahl Jensen, der er cheftræner for U17-holdet og akademitræner ved klubbens nye Skole-og Idrætsakademi.

Førsteholdet havde skiftet træner i sommerpausen. Den nye træner Giuseppe Favasuli, der er italiener, fortalte om sin fortid som spiller i Reggina og som træner i Ballerup, Fremad Amager, AB 70, Bk. Skjold (kvinder) og Ølstykke.

Veteranerne var for første gang nået helt til finalen i DBU’s landsdækkende pokalturnering. På Østerbro Stadion blev det til et knebent nederlag på 0-1 mod Horsens. Medlemsbladets referent Palle ‘Banks’ kunne fortælle om en jævnbyrdig kamp.

Tennisafdelingens Kitte Kry Bøtcher er en af de helt unge trænere med sine 23 år. Kitte skulle være med til at forbedre forholdet til de unge medlemmer.

Ren nostalgi. Tilbage til 1956 vandt juniorholdet KBU-pokalfinalen i Idrætsparken ved at slå forhåndsfavoritterne fra Frem med 4-1. Sejren blev fejret, her 58 år efter, med en frokost i klubben. Blandt deltagerne var Svend Gehrs, Jørgen Arthur Hansen, Kurt Olsen, Teddy Petersen (Tange) og Bjarne Eklund, der alle deltog i finalen.

Social ansvarlighed. Redaktøren havde en samtale med Jørgen Wenshøj og Michele Guarini, som er de to der sidste år hver købte 40 % af selskabet bag klubbens divisionshold.

Redaktionsmedlemmet Christian Winther, den fortræffelige speaker på Østerbro Stadion, gjorde rede for til- og afgang på 1. senior. Tilgangen bestod bl.a. Bjørn Zabell (Birkerød), Ercan Deirbas (Birkerød), Sefa Ünsal (Birkerød) og den mest spændende, hollandske Jack Castelijns.

Miniprofiler på runde fødselsdage i årets sidste kvartal var begrænset til Jørgen Arthur Hansen (75 år) og Peter ‘Tysker’ Krøyer (50 år).

Den tidligere landsholdsspiller og professionelle i Italien og Skotland, sportsjournalisten Flemming Nielsen, havde skrevet en klumme om det gamle champagnehold, der var ret så dominerende i 30’erne.

Juni 2014

Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov

Forsiden var et billede fra Parken, hvor Thomas Høegh, førsteholdets anfører, og Hans Drachmann (fodboldformand) får overrakt en check på 100.000 kroner af DBU-formanden.

Generalforsamlingen 29. april 2014. Referatet fylder tre sider, men det kunne godt have fyldt 30 sider. Uoverensstemmelser i tennisafdelingen gjorde, at generalforsamlingen først sluttede omkring midnat. Dirigenten Torben Henriksen var virkelig kommet på arbejde. Der var genvalg til formanden Johnny Hansen og kassereren Hans Bay.

Torben Klarskov havde denne gang været på Amager og besøge Leif Petersen, der spillede 171 kampe/7 mål for B.93 i 1956/64.

Nostalgifest. For tredje år i træk havde festen været afholdt. Der var 81 deltagere, nogenlunde som de to første år. Nostalgifesterne har deres eget punkt på her på hjemmesiden.

Svend Gehrs. Den legendariske TV-kommentator var ungdomsspiller i B.93. Han havde bl.a. været med på juniorholdet der vandt KBU-pokalfinalen i 1956. Torben Klarskov havde fået et tre siders interview med legenden.

Sponsorbesøg. Denne gang havde Klarskov besøgt Poul Nissen, der ejer Apoteket Trianglen. Poul, der selv har spillet i B.93, er en flittig sponsor på ungdomsholdene.

Oliver Drost, et stort talent, der fik sin debut i forårssæsonen, havde haft en samtale med rutinerede Klarskov.

Førsteholdet i Tyrkiet. Træningsopholdet under fremmede himmelstrøm var beskrevet af makkerparret Simon Carstensen og Markus Leding.

I gamle dage var det altid Palle Banks der tog interviews med de udvalgte. Nu har Torben Klarskov og Christian Winther fuldstændig kørt ham bag af dansen. Danny Mirabel havde talt med Christian Winther. Det var der kommet et fire siders portrætinterview ud af.

Slaget om Køge Bugt – 60 år efter. I 1954 blev Køge vinder af DM, og det var historisk, idet det var første gang, det ikke var et hold fra København. Mesterskabet blev sikret i sidste runde med 0-0 mod B.93 (der derved rykkede ned). Årsdagen blev fejret i Køge, hvor klubben var repræsenteret af Flemming Nielsen og Leif Rønnow samt Torben Klarskov og Palle Banks.

Runde dage, med profiler af Arvid Christenseen (75 år), Steen Jakobsen (50), Rene Tarp (50), Per Nielsen (75) og Kurt Olsen (75).

Marts 2014

Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov

Forsiden var usædvanlig, en børnetegning af redaktørens barnebarn Freja. Redaktionen bestod ved årsskiftet fortsat af: Torben Klarskov, Palle ’Banks’ Jørgensen, Ole Helding, Christian Winther og Leo Mathiesen.

Fodboldens årsmøde den 12. november blev refereret af den daglige leder Jesper Nielsen. Fodboldformanden Hans Drachmann ledede slagets gang og blev genvalgt for en 2-årig periode.

Christian Winther præsenterede forårets trup, hvor Mads Heidelbach (Helsingør) og Oliver Drost var mulige debutanter.

B.93 Fanklub. Formanden Brian Nehm fortalte om kommende aktiviteter.

Marlene Rasmussen (Franks datter) fortalte om sin karriere og hvordan det gik med kvindeholdet i 3F Ligaen.

Steen Christoffersen, årgang 1953, blev interviewet af chefredaktøren Klarskov. Steen blev mester med 4. lilleput i 1964.

Kan du huske. Havde speciel fokus på Victor Klein, Erik Sørensen, Tom Søndergaard, Wlady Jatczak – og Caroline Wozniacki.

Sponsorbesøg. Denne gang havde chefredaktør Klarskov besøgt Gert Mejlshede, der sammen med sin bror Ole havde solgt familiefirmaet til Sesam Låse- og Sikringscenter.

Oprykningen fra 1963 var blevet fejret i anledning af 50-året. Der var stor interesse fra spillerne. Så medlemsbladet kunne bringe en fint holdbillede her 50 år efter.

Det spændende nye tiltag, B.93’s Skole og Idrætsakademi blev omtalt. Der havde været afholdt flere informationsmøder og markedsføringen var blandt andet i form af annoncer på busserne. Skolen (6., 7. og 8. klasse) skal starte op til august 2014.

Hans Christian Hesselberg, en af klubbens gamle medlemmer, havde haft besøg af Torben Klarskov. Hans er et omvandrende leksikon.

Øgenavne. Der var udskrevet en konkurrence om spillernes øgenavne. De 20 spillernavne og de 20 øgenavne skulle kombineres (ingen rigtige løsninger).

Klubbens historiske debutant. Det var overskriften på det interview Torben Klarskov havde lavet med Kurt Olsen. Som bekendt scorede Kurt i sin debutkamp i Næstved i 1958 (2-1), som betød en sensationel oprykning til 1. division.

Christian Andreasen fra førsteholdet var blevet landsholdsspiller i Futsal, et indendørsspil med specielle regler.

Runde fødselsdage i marts/juni. Miniprofiler af Hans Bay (60), Jens Agerbak (70), Benny Gerneke (60), Bent Ole Lind (70), Michael Stangerup (60), Kaj Boll (80), web-redaktøren Klaus B. Johansen (40), Nels Conrad (70) og Steen Müntzberg (50).

Nekrologer på Bent Mortensen, der blev 78 år, og havde været et stort aktiv i Old Boys afdelingen samt revisor Johannes Jønsson, der blev 86 år.

Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen.