Pernille Marcussen tiltræder 1. marts 2019 som klubchef for B.93.

 

Pernille Marcussen kommer fra en stilling som udviklingskonsulent i Skovshoved Sejlklub. Pernille har arbejdet i Skovshoved Idrætsforening i en tilsvarende position, som den hun skal have i B.93.

Pernille Marcussen.

Planen er at Pernille Marcussen skal skabe et bæredygtigt og solidt fundament i klubben, dette både økonomisk og administrativt. Pernille bor i Charlottenlund med sin mand og sin 14-årige søn.

Vi bad B.93’s formand og vores nye klubchef om et par ord vedrørende dette spændende tiltag.

Hans Drachmann udtaler

– Vi er glade for at kunne byde Pernille Marcussen velkommen som ny klubchef. B.93 er med 3.000 medlemmer og 12 ansatte en stor og voksende klub, og det har i flere år været et ønske at få ansat en klubchef til at styrke administration, drift, økonomistyring og udviklingsprojekter.

– Det får vi nu med ansættelsen af Pernille, som blev valgt ud fra et stort og kvalificeret ansøgerfelt.

– Vi glæder os til samarbejdet. Vi er overbeviste om, at det vil gøre B.93 til en stærkere klub til glæde for medlemmerne.

Pernille Marcussen udtaler

– Først og fremmest er jeg utrolig glad og stolt over, at klubben har tillid til at jeg kan løfte opgaven som klubchef. B.93 er en spændende klub med nogle fantastiske rammer, som jeg ser et stort udviklingspotentiale i.

– Jeg tror på at jeg – med mine kompetencer og min erfaring i samarbejde med alle de gode kræfter i klubben – vil kunne være med til at sikre at B.93 fremadrettet vil være københavnernes foretrukne klub.

– Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang – dette til gavn for alle medlemmer og støtter af B.93.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra B.93 arkiv.