Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 2018.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om medlemsbladene i 2018 herunder.
November 2018
Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov
Forsiden var et holdbillede af U11 Drenge holdet, fremtidens hold.
Dette var så redaktørens sidste blad. På side tre kunne formanden Hans Drachmann meddele, at der var fundet en ny redaktør, nemlig Mads Mazanti der tidligere havde været holdleder for divisionsholdet.
Årsmødet i fodbold var afholdt allerede 18. september. Referenten Palle Banks fortalte om hvad de kun 35 tilhører var blevet præsenteret for. Grundet fodboldens dårlige økonomi var der kontingentforhøjelse på tapetet.
Portræt af fem nye spillere, alle med udenlandsk baggrund, nemlig Conrado, Kemson, Godwin, Samuel og Luc Fatton. Sportschefen Frank Nielsen havde lavet en aktuel status for divisionsholdet.
William Kvist, der havde siddet i ApS-bestyrelsen havde skrevet en bog ’Jagten på frihed’, som Torben Klarskov anmeldte.
En anden boganmeldelse var skrevet af Palle Banks. Bogen var skrevet af Niels Idskov og omhandlede danskere i Ajax Amsterdam. Det mest interessante for klubben var omtalen af Tom Søndergaard, den første dansker i Ajax.
Pigefodbold i B.93 var en succes, det fremgik af Klarskovs gennemgang. Og han havde også lavet et interview med Lars Møller, pigernes talentchef.
Anders Aaskoven, overordnet ansvarlig for U13-U15 drengeholdene, kunne fortælle om nogle gode årgange.
Torben Klarskov, den afgående redaktør, fortalte om medlemsbladets historie. I perioden 1914/41 udkom et årsskrift omhandlende fodbold, tennis og cricket. Det første egentlige medlemsblad kom i 1942, og er udkommet siden, med enkelte bump på vejen.
Tennisnostalgi 13, omhandlede primært diverse holdmesterskaber som B.93 havde vundet, både inden- og udendørs.
Adam Emme Jørgensen, som kun har spillet i B.93, er divisionsholdets nye viceanfører. Han fortalte om sin karriere.
Klarskov havde også talt med Jørgen ’Ost’ Jensen, en af klubbens mest aktive. Det er måske fordi han er to personer, én på banen og én udenfor. Begge hans sønner Daniel og Niclas var A-landsholdsspillere.
Leif Kronholm var en af de store profiler i 70’erne (230 kampe). Han var død som 73-årig. Vor nekrologmedarbejder Palle Banks fortalte om Leif.
Da det forventes, at Palle Banks stopper sammen med Torben Klarskov, blev runde fødselsdage i hele 2019 omtalt med miniprofiler.
September 2018
Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov
Forsiden var et usædvanligt hold, nemlig et fælleshold med Brønshøj (i B.93-trøjer). Holdet havde deltaget i VM for +70-spillere. Arrangementet blev afholdt på AB’s anlæg i Bagsværd. Og fællesholdet vandt VM-sølv, efter at have tabt til et japansk hold (0-1) i VM-finalen.
I lederen kunne redaktøren Torben Klarskov fortælle, at han gik på pension. Han sluttede med ’jeg håber, at andre vil gribe tilbuddet om at fortsætte med bladet, som jeg stadig mener, har en vigtig mission i klubben’.
Kvindernes træner for 3F-holdet Jessica Rodriguez fortalte om sin fortid og forventningerne til holdets første sæson i landets fornemste række.
Sæsonen 2017/18 (herrer) blev gennemgået af Palle Banks, så der var en masse tal og statistik.
B.93 havde haft besøg af et hold af unge spillere fra Saint Croix. Mellemmand for besøget var naturligvis Leif Clemens Pedersen 93’er bosat på den eksotiske ø.
Carlo Merolli fortalte om sin fortid og øjeblikkelig status. Carlo er en meget engageret 93’er og vinmand.
Kan du huske, som bringes med jævne mellmrum var skrevet af redaktøren. Årene 1893, 1918, 1943, 1968, 1993 og 2008 blev omtalt.
Patrick Mtiliga, tidligere 93’er og landsholdsspiller, var tiltrådt som sportsdirektør i B.93. Klarskov havde taget en samtale med ham.
Tennisnostalgi 12, indeholdt profiler af Lone Vandborg og Morten Christesen og en samtale med Poul Christensen, far til Morten.
U13-holdet var meget talentfuldt. Træneren Kim Trier Emanulsen fortalte om sin tilknytning til B.93.
Erik Brenting, klubbens ældste medlem, fyldte 100 år den 9. juni. Chefredaktøren havde været på besøg. Brenting har været med i 90 år, og det var halvfems år.
I kølvandet på Martin Heisterberg var stoppet på divisionsholdet havde han oprettet et lukket hold med gamle 1. holdsspillere. Palle Banks havde i samme forbindelse omtalt ’Heisters’ 278 kampe for B.93. Han ligger nummer fire på listen over flest kampe.
Runde fødselsdage i 4. kvartal indeholdt omtale af Erik Preben Hansen (80 år), Tommy Andersen (80 år), Torben Ernst (60 år).
Juni 2018
Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov
Forsiden var et billede af chefredaktøren Torben Klarskov, der overrækker formanden Hans Drachmann et bevis på, at der var indbetalt kr. 125.000,- til jubilæumsfonden.
Lederen og bladet generelt var i 125 års jubilæets tegn. Om formiddagen var der en velbesøgt reception på Slottet, om eftermiddagene vandt herre- og dameholdet deres turneringskamp på Østerbro Stadion. Om aftenen var der 162 til jubilæumsfesten som foregik i et stort telt på terrassen.
Generalforsamlingen fandt sted 24. april. Palle ’Banks’ var debuterende dirigent. Årets 93’er blev Bjarke Møller, der havde gjort meget for kvindeholdet. Årets ledere blev det såkaldte Caféudvalg, der primært bestod af Jens Kolding, Flemming Lauenborg, Benny Gerneke og Ole Ringheim.
Nye æresmedlemmer. På generalforsamlingen blev udnævnt to nye æresmedlemmer, nemlig Klaas Muizelaar (tennis) og Torben Klarskov. Og så fandt man også en ny kasserer. Peter Lysdahl afløste Adam Mollerup. De to nye æresmedlemmer blev portrætteret på bladets side 27/28 af Palle Banks.
Klubbens kommercielle direktør (siden efteråret 2017) fortalte om sig selv og sit arbejde.
Flemming Lauenborg blev portrætteret af Torben Klarskov under overskriften ’Nørrebrodreng med kæmpe lidenskab for fodbold’.
Erik Brenting havde været medlem i 90 år den 1. april. Det er formentlig verdensrekord. Samtidig fylder han 100 år den 9. juni. Formanden Hans Drachmann havde aflagt Brenting et besøg med blomster og chokolade.
Sebastian Bienkowski, der er 47 år gammel, er ansvarlig for tennisbanerne. Et job der tidligere var placeret hos kommunen. Sebastian, der er polak, flyttede til Danmark i 2006.
Årets nostalgifest for tidligere førsteholdsspillere og ledere var den syvende i kongerækken. Der var 75 deltagere og arrangementet var igen en succes.
Hvilken herlig dag var overskriften på Klarskovs gennemgang af jubilæumsdagen.
Tennisnostalgi kapitel 11. Denne gang var vi nået til 1960’erne og 1970’erne hvor hovedpersonerne var Arne Lund, Gitte Grage og Anne-Mette Sørensen.
Old Boys afdelingens historie. I gamle dage (1942) var der kun en Old Boy srække. I 1977 blev den suppleret med en veteranrække (+40 år). Og så gik det ellers slag i slag. I dag er der otte rækker, den ældste for spillere fyldt 70 år.
Frederikke Nørgaard havde taget plads i tennisadministrationen ved siden af Bo Mortensen og Hooman Samimi. Også det havde Klarskov spottet og omtalt.
U13 (drenge) havde været i Prag og U15 (drenge) havde været i Gøteborg. Turene blev beskrevet.
Runde fødselsdage i 3. kvartal. Miniprofiler af Ninette Troensegaard (60 år), Henrk Lindholm (80 år), Henrik Dreiager (60 år), Ole Stig Sørensen (70 år), John Skovsdahl (60 år), Claus Vandborg (60 år) og Kim ’Fupz’ Aakeson (70 år).
Nekrolog på Flemming ’Bejs’ Jensen, der var død som 64-årig efter længere tids sygdom.
Marts 2018
Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov
Forsiden var et billede af Slottet taget af Johan Neve (tennisafdelingen). Samme billede var også forsiden på klubbens 125 års jubilæumsskrift.
Der havde været årsmøde i tennis og i fodbold. Den flittige chefredaktør Torben Klarskov refererede fra begge møder, som havde været udramatiske og med et fåtal medlemmer.
Danny Jung, den nye træner for 1. holdet (herre), blev portrætteret. Danny har tidligere været divisionsspiller og træner i B.93, som er hans ungdomsklub. Et populært valg.
Kan du huske. Redaktøren beskrev hvad der var sket i 1893, 1918, 1943, 1968, 1993 og 2008.
Ole Hans Jensen på 72 år, var et tidligere meget aktivt tennismedlem i klubben. Torben Klarskov talte med ham om gamle dage.
Fodboldpigerne havde nogle talentfulde årgange. Tre af disse, Selma Svendsen, Sofie Bredgaard og Daniella Diaz havde fået deres landsholdsdebut. Bladets chefredaktør fik en samtale med pigerne.
Også tennis havde nogle talenter bl.a. Caroline Piculell og Sofie Bjerregaard. Også dem havde Torben Klarskov talt med.
U17-drenge (2. hold) havde vundet rækken (Elite Øst-rækken) efter en dramatisk slutkamp. Holdlederen Jacob Nielsen havde beskrevet den sidste dramatiske kamp. Og midtersiden var et holdbillede af succesholdet.
Tennisnostalgi var nået frem til 1950’erne med bl.a. Lise Kaae Sørensen og Niels Knudsen.
Jubilæumsfonden var oppe på kr. 64.000,-. Målet var at runde kr. 125.000,-. Der var endnu et par måneder til at ramme målet.
En fynbo kom til B.93. Redaktøren havde talte med Peter Jensen (årgang 1944), i daglig tale ’Peter OB’.
Lejevikar er et af Danmarks ældste vikarbureauer. Firmaet blev præsenteret i anledning af, at de var blevet sponsor for divisionsholdet (fodbold).
Klinik er flyttet ind i Pavillonen. Chefredaktøren havde talt med en af indehaverne Simon Lübecker. Et nyt spændende samarbejde.
Runde fødselsdage indeholdt omtale af Kim Svensson (60 år), Jørgen Campbell (75 år), Per Jürgensen (75 år), Erik Andersen (80 år), Erik Brenting (100 år) og Carsten Jørgensen (60 år).
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen.
