Medlemsblade i 2012

Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 2012 og fodboldbladet i marts 2012.

Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.

Læs om medlemsbladene i 2012 og fodboldbladet i marts 2012 herunder.

November 2012

Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov

Forsidebilledet var tennisspilleren Johanne, der gjorde sig klar til juniortræningen i tennishallen.

Redaktionen var blevet udvidet med 28-årige Leo Minamizawa Mathiesen, der har japanske aner. Den øvrige redaktion var uændret Torben Klarskov, Christian Winther, Ole Helding og Palle Banks.

Medlemstallet var opgjort til 2.583, fordelt med 1.510 fodbold og 1.073 tennis. Dertil kommer passive (169) og kvindesammenslutningen (500 brutto). I løbet af otte år var medlemstallet steget fra 1.450.

Referat fra fodboldafdelingens årsmøde var skrevet af redaktør Klarskov, der i ’sin fritid’ var suppleant og referent til Hovedbestyrelsens møder. Af samme årsag havde han også refereret årsmødet i Tennisafdelingen.

I 1982 vandt B.93 pokalfinalen (over B1903). I anledning af 30-året for begivenheden havde redaktøren talt med anføreren Ole Petersen.

Samtale med Michelle Guarini, fodboldafdelingens nye sportschef.

Samtale med cheftræner Kim Splidsboel, der kunne berolige intervieweren Palle Banks med, at han tidligere havde fået Hvidovre op fra Danmarksserien.

Ungdomsstoffet var generelt en mangelvare i medlemsbladet. Redaktionen havde flere gange efterlyst unge til at skrive for bladet. Træneren for U19, Michael Hjortkær, havde skrevet en status på U19-holdet.

Klubbens suveræne EDB-ekspert Klaas Muizelaar, den flyvende hollænder, tennisspiller og bestyrelsesmedlem, var blevet interviewet af Torben Klarsov.

Med overskriften ’God matchning til klubbens mange hold’ fortalte den daglige leder Jesper Nielsen om de mange hold.

Min årgang. Denne gang var årgang 1959 udvalgt. Og det var selveste fodboldformanden Hans Drachmann, der fortalte til chefredaktøren.

Pigesammenslutningen B93/HIK/SKJOLD. Projektet blev fortalt af Peter Vest som var en af initiativtagerne til sammenslutningen.

Torben Klarskov havde været på sponsorbesøg hos advokat Torben Henriksen.

Nekrolog over Kurt Arnskov og miniprofiler af kommende runde fødselsdage i form af Ivar Blegvad, Jesper Christiansen, Ol Mortensen, Freddie Birtø og Leif Clemens Pedersen var skrevet af Palle Banks. Der var også en oversigt over samtlige runde fødselsdage i 2013.

September 2012

Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov

Forsidebilledet var det dygtige U11 Drenge hold, der fejrede holdet havde vundet Cordial Cup’en i Wien med en finalesejr over selveste Bayern München.

Tennisformanden Line Rener Kristensen udtalte i et interview med Torben Klarskov, at sammenholdet skal styrkes.

Førsteholdet i fodbold var sluttet under nedrykningsstregen i 2. division, og skulle derfor for første gang i historien spille udenfor divisionerne. Direktøren for selskabet Henrik Engel udtalte, at målet var oprykning med det samme.

Et udvalg bestående af Torben Klarskov, Christian Winther og Palle Banks havde afsluttet et DR-projekt. Der var indkøbt gamle B93-filmklip fra DR fra perioden 1915/2005, samlet spilletid tre timer, pris DKK 30.000,- som var finansieret af indbetalinger fra 42 forskellige klubmedlemmer. Klippene var vist på to klubaftner.

Christian Winther præsenterede de mange nye ansigter på førsteholdet, bl.a. Jackie Christensen, Philip Bank, Christian Andreasen og Rami Jiowda. Trænerteamet var Kim Splidsboel assisteret af Rene Rasmussen, Nicolas Nielsen og Jens Kolding.

Redaktøren havde været på besøg hos Flemming Nielsen, klubbens gamle landsholdsspiller, i Ålsgårde. Der var også samtale med Michael Hjortkjær (U19-træner), Erik Brenting (fortjenstnålen), Ala Mohammed (U15).

Kvindeholdet i sammenslutningen B93/HIK/SKJOLD blev præsenteret af Ole Helding med et stort holdbillede.

Poul Christensen, tennislegenden, blev interviewet af redaktøren. Det samme gjorde Steen Højlo, sportschef i tennisafdelingen. Det var ikke lykkedes, at få nogle tennisfolk til at indtræde i redaktionen. Udover at tage sig af fodbold- og tennisfolk havde redaktøren også kastet sig over sponsorer, det skete i form af et interview med Uwe Plugge, direktør for Øbro Træ.

En 20 års revanchekamp mellem Danmark-Tyskland fra EM-finalen i 1992 blev spillet på Østerbro Stadion (7. juli). Det var B.93 der stod for al det praktiske på Østerbro Stadion. En væsentlig del af medhjælperne var hentet i fanklubben.

Nekrolog over førsteholdets største fan Thor Juul, der blev 89 år, var traditionen tro skrevet af Palle Banks.

Samme Palle Banks havde også lavet en statistik over forgangne sæson.

Miniprofil over runde fødselsdage var denne gang begrænset til Wlady Jactzak, legebarnet der fyldte 50 år.

Juni 2012

Medlemsblad. Chefredaktør: Torben Klarskov

Bladet var en sensation, idet Fodboldbladet var ændret til et Medlemsblad, hvad det ikke havde været siden august 2001. Efter der ikke var kommet et medlemsblad et års tid, tog fodboldfolk (Freddie Birtø, Palle Banks m.fl.) initiativ til udgivelse af et Fodboldblad. Nu mente redaktionen, at tiden var inde til vi igen fik et medlemsblad. Opgaven var derfor, at få aktiveret Tennisafdelingen til at bidrage til bladet.

Ny i Fodboldbestyrelsen var Max Riis Christensen. Chefredaktøren præsenterede den 43-årige, der var kommet til klubben i 2009 på grund af hans tre drenge spillede fodbold.

Det faste punkt ’Kan du huske?’, som er chefredaktørens barn, var nu udvidet med ’- nu også med tennis’. Her kunne læses, at det var 10 år siden, at B.93 sidst havde vundet DM for hold (indendørs).

Årets generalforsamling var for første gang i lang tid uden ’krig’ mellem fodbold og tennis. Der var genvalg over hele linjen. Der var uddeling af Fortjenstnålen til Erik Brenting og Kaj ’Boll’ Christensen.

Klubbens kontordame Gitte Arnskov havde fejret 25 års jubilæum. Martin Heisterberg og Thomas Høegh havde begge rundet 100 kampe og Emil Dyre Nielsen havde passeret 150 kampe.

Jørgen Wenshøj fortalte om hans syn på solidaritet. Wenshøj er formand for ApS’et der står bag betalt fodbold.

Der var interview med Kristian Mørch Rasmussen, cheftræner for U17.

Den flittige chefredaktør havde besøgt 81-årige Børge Christensen, den tidligere landsholdsspiller.

Og han stod også bag et interview med Nicolai Bo Hjeds, en flittig ungdomsleder som var blevet ’Årets B.93’er’.

Det var også Torben Klarskov, der havde taget initiativ til at årgang 1947/48 var mødtes til en frokost på anlægget. Der var samlet imponerende 15 fallerede fodboldspillere.

Juniorudvalget og opskriften på tennislykke var hvad man kunne læse om tennis i ’premierenummeret’.

Nostalgifest for tidligere førsteholdsspillere i B.93. Det var første gang, der var holdt noget sådant. Arrangementskomiteen bestående af Finn ’Ludo’ Jensen, Torben Klarskov, Jens Kolding og Palle Banks, kunne konstatere at hele 88 deltagere (med en gennemsnitsalder på 60 år) bakkede op om arrangementet, som skal blive en årlig tradition.

Hvad blev der af? Denne gang havde Christian Winther lavet et interview med Mads Øland, der spillede 95 kampe (1992/97), og som direktør for Spillerforeningen ofte var i medierne.

Marts 2012

Fodboldblad. Chefredaktør: Torben Klarskov

Årets første nummer med samme besætning, redaktør Torben Klarskov og hans tre undersåtter Christian Winther, Ole Helding og veteranen Palle ’Banks’ Jørgensen.

Forsidebilledet markerede 75 året for fodboldlandsholdets største nederlag i historien, betegnet som ’katastrofen i Breslau’ efter nederlag på 0-8 mod Tyskland. Bedste dansker var paradoksalt nok, målmanden Svend Jensen fra B.93.

De første fire-fem sider behandlede den alvorlige situation som divisionsholdet befandt sig i efter et miserabelt efterår 2011. Kun et point over nedrykningsstregen var situationen alvorlig. Risikoen for en katastrofal nedrykning ud af divisionerne var spøgelsesagtigt kunne redaktøren konkludere.

Hans Drachmann, fodboldformanden, var uhyre fortjent kåret til ’årets leder’ i DBU København på unionens generalforsamling. Den medfølgende check på 5.000 kroner har han brugt på fruen. Ved samme lejlighed blev Bettina Falk indvalgt i bestyrelsen i DBU København.

Klubbens kulturudvalg havde fået en værdifuld donation i form af Lille Kajs scrapbog tilbage fra 1934/47. Kaj Hansen (1917/87) spillede 202 kampe/114 mål for B.93. Det var hans meget lillebror, Jørgen Arthur Hansen, der havde sørget for overleveringen.

Kan du huske? Som sædvanligt havde redaktøren fundet nogen interessant ting frem om klubben, der skete for hhv. 10, 25, 50, 75 og 100 år siden.

Wall of Fame havde fået fem nye medlemmer, nemlig Find Juhl Jensen, Leif Rønnow, Flemming Nielsen, Arvid Christensen og Jan Højland. Billeder med tekst gengivet.

Kvindesenior var halvt inde i overbygningen med Skjold og HIK, og foråret tegnede spændende. I pokalsemifinalen ventede Viborg, og derudover skulle kvinderne kæmpe om oprykning til den bedste række (3F Ligaen).

Et udvalg bestående af Torben Klarskov, Christian Winther og Palle Banks havde fået en oversigt over hvad DR’s arkiv indeholdt af spændende ting om B.93. De udvalgte 55 klip, med samlet spilletid (brutto) på seks timer ville koste omkring 33 tkr. at anskaffe. Tuborgfonden var ansøgt.

Gittes jubelår var overskriften på en omtale af Gitte Arnskov fra kontoret, der både kunne fejre 25 års jubilæum og 50 års fødselsdag i 2012.

Thomas Høegh, der var vendt tilbage til divisionsholdet, var portrætteret af Christian Winther. Thomas ville blive en nøglespiller i foråret.

Fokus på U19. Lederen af fodboldakademiet Niels Madsen fortalte om, hvordan det så ud med de unge talenter. Ole Helding præsenterede tre af de unge talenter, Nicklas Jensen, Omar Roshani og Souheib Dhaflaoui.

Christian Winther præsenterede de nye ansigter i divisionstruppen. Det var de to nye Marco Holst (24 år) og Jonas Lorentzen (22 år) samt Thomas Høegh (26 år) og målmanden Jakob Thomsen (33 år), der begge vendte tilbage.

Min årgang. Den udvalgte var denne gang Find Juhl Jensen, årgang 1952, der med 251 kampe/24 mål er med i Top-10 i kampantal. Fjulle bor på Fanø, arbejder hos Lundbeck i København mandag/torsdag. Han spiller på Super Masters, når det ellers passer ind i programmet.

Klubben havde – efter flere års pause – igen fået en inspektør. Klubmanden Søren Rasmussen (Hattens) blev præsenteret.

Ole Andersen tog teknikmærket i guld i 1975. Nu havde han så stor succes i erhvervslivet, at han gik under betegnelsen ’Gulddrengen’. For ganske nylig var han blevet bestyrelsesformand for Danske Bank.

Redaktøren havde været på sponsorbesøg hos René Tarp, der var i familie med en af klubbens helt store spillere Fritz Tarp. René har tre butikker i Ndr. Frihavnsgade (boghandel, kontorforsyning og kontorstole).

I forbindelse med Keld Kristensen blev 60 år, var der arrangeret en revanchematch fra pokalfinalen B.93-B1903 (3-3 og 1-0) i 1982. Igen viste B.93 sig som marginal bedre, idet det blev til en sejr på 3-2.

Hvad blev der af … Den interessante artikelserie havde denne gang fundet den elegante back Ole Rojas, som havde været i skærsilden hos Christian Winther.

Nekrologer. Er desværre ved at blive et fast punkt på dagsordenen. Denne gang skrev den faste nekrologskribent Palle Banks om Kurt Henriksen (61 år), håndboldstjernen Jørgen Petersen (67 år) og Kaj Sode-Pedersen (84 år).

Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen.