Medlemsblade i 1997

Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1997.

Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.

Læs om medlemsbladene i 1997 herunder.

November 1997

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet. Et nostalgisk billede af B.93’s nye divisionstræner Erling Bøje, da han i den gamle Idrætspark var anfører for B.93’s 1. divisionshold (det ser ikke ud til, at der var udsolgt til kampen, red.).

Formanden har ordet. Norsker kunne konstatere, at 1997 havde været et godt sportslig år, med DM i tennis, 1. holdet i fodbold lå til oprykning til Superligaen efter første halvdel, 2. holdet var rykket op i DS, og 3. holdet vandt sin række.

KI ville lukke Østerbro Stadion for fodbold, men efter megen mediedebat blev dette dog droppet. Og så var tanken stadig, at få solgt den gamle tennishal og bygge en hal med flere baner.

Klubben havde besluttet at oprette et aktieselskab, hvor man ville isolere divisionsfodbolden. Det skulle ske på en ekstraordinær generalforsamling 9. december.

Ombygningen af 2. salen (150 m2) ville koste 5 mio. kroner (senere korrigeret til 1,5 mio kroner, red.). Omkostningerne var finansieret af København Kommune og Lokale-og Anlægsfonden. Tanken var, at 2. salen skulle benyttes til fritidshjem i dagtimerne og som omklædningsrum i den øvrige tid. Ansvarlig for driften af fritidshjemmet blev Peter Hallas, som tidligere havde været aktiv leder i B.93. Arkitekt Anders Helsted var, som så mange gange før, projektansvarlig.

B.93 bygger ny tennisarena. Jon Bremerskov kunne meddele, at B.93 i starten af 1998 ville starte opførelsen af nyt halprojekt indeholdende fire tennisbaner og to squashbaner. Det forudsattes lige, at den gamle tennishal blev solgt til Sparta.

Årets spillere blev: Morten Karlsen (yng.), Martin Lübecker (jun.), Martin Nielsen (drenge) og Jeppe Brandrup (lilleput). For øvrige seniorer løb Michael Szymanski med æren. Vennerne havde skænket en flot tavle til klubhuset, hvor de hædrede spille ville blive nævnt. Som årets spiller på divisionsholdet faldt valget på midtbaneslideren Jan Christoffersen.

Det var lykkedes for 2. holdet, at rykke tilbage til DS. Trænerparret var Peter Grahn og Torben Ravnhøj. Holdledere var Per Clausen og Erik Baagøe. Blandt spillerne kan nævnes – i hel vilkårlig rækkefølge – Niels Jochumsen (topscorer), Kasper Thormod Nielsen, Mikkel Grønlykke, Morten Jørgensen, Michael Szymanski, Casper Jensen og Thomas Axel Madsen som alle syv havde fået debut på 1. holdet.

Det lykkedes to ungdomshold, at vinde KBU-pokalfinalen. Juniorerne slog KB i semifinalen og Fremad A. (5-0) i finalen. Lilleputterne, guldklumperne, vandt pokalfinalen over KB, turneringen foran KB og det uofficielle DM, hvor de for øvrigt slog KB i semifinalen.

September 1997

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet viser to nykårede danske mestre i damedouble, indendørs, Sandra Olsen og Anja Kostecki. I semifinalen vandt 93’erne over Mette Iversen og Maiken W. Pape med 6-3, 4-6, 6-3. I finalen blev Eva Dyrberg og Karina Jacobsgaard besejret med 6-2, 5-7 og 7-5 efter to timers spændende fight.

Derudover havde B.93 for første – og eneste gang – vundet DM i holdtennis, udendørs, efter en formidabel indsats. Slutspillet foregik i Birkerød den 23. og 24. august. De to semifinaler var KB-Hørsholm/Rungsted (6-3) og B.93-Aarhus 1900 (6-3). Finalen var således KB-B.93 med førstnævnte som klar favorit med et hold med bl.a. Michael Tauson, Jonathan Printzlau og Rikke Fauerfeldt. De skulle spille mod et 93-hold: Patrik Langvardt, Allan Larsen, Morten Christensen, Nicolaj A. Hansen, Morgan Thempler, Sandra Olsen og Anja Kostecki. Kampen sluttede 5-4 til B.93.

Formanden Jørgen Norsker var efter de kommunale tilskud til sporten. Budgettet i KI beskæres af kommunen, hvilket betyder endnu ringere vilkår, for de klubber der benytter KI anlæg. Også Henrik Lindholm var oppe i det røde felt, efter han havde læst et svarbrev fra borgmester Jens Johansen. Hvorfor erkender JJ ikke åbent, at han er imod den organiserede idræt, således at byens borgere kan forholde sig til dette op til det kommende kommunalvalg. Det er ikke nemt at være idrætsleder i dagens udgave af Københavns Kommune.

For første gang blev der afholdt OL på Svanemølleanlægget. Det var ’18th World Games for the Deaf’ – de døves Olympiske lege, hvor tennisdelen blev afviklet af B.93. Der var deltagere fra 16 lande, og de kæmpede i ni dage. Og solen skinnede hver dag.

Ny cheftræner og manager. Medlemsbladet kunne fortælle, at Erling Bøje var ansat fra nytårsskiftet, hvor han skulle overtage divisionsholdet efter Johnny Petersen. Sidst EB havde været træner for B.93 (1992/94), havde 1. holdet ikke tabt de sidste 29 kampe. Den rekord fik han nu mulighed for at give et yderligere hak. Som manager var samtidig ansat, den tidligere 1. holdsspiller Jan Jacobsen, som EB tog med fra Herlev, hvor Jan havde sluttet sin aktiv karriere.

Der var udtaget fem spillere til KBU’s U15-træningssamling. Spillerne var Morten Nielsen, Anders Lange, Salomon King, Polat Boskurt og Christian Bøje. På U16 KBU-holdet deltog Martin Volkdal, Patrick Mtiliga, Davor Vujcic, Martin Lübecker og Ulrik Basso Larsen. På forårets U15 KBU-hold deltog Sladan Peric, Albert Rønning-Andersen, Simon A. Pedersen og Jesper Løvhøj.

Miniputterne blev for anden gang på tre år uofficielle danmarksmestre. Holdets vej var imod Brøndby (2-1), Silkeborg (2-0), Rødovre (3-1), B1913 (5-3 efter str.), KB (3-1 efter str.) og i finalen Rosenhøj (2-1). Træner var Kim Breum med Henning Hornekær og Dan Petersen som assistenter.

Dødsfald. Klubbens tidligere landsholdsspiller Tom Søndergaard var død den 16. juni. Han blev bare 53 år. Tom spillede i B.93 indtil han i starten af 1968 blev professionel i Rapid Wien, senere kom han – som den første dansker – til hollandske Ajax. Tom var en af de dominerende, og mest underholdende, på det meget stærke 67-landshold (3-2 over Holland, 14-2 over Island og 5-0 over Norge).

Juni 1997

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet var også denne gang af klubhuset ’Slottet’, set fra tennisbanerne. Som i forrige nummer er fotografen Sofie Helsted.

Kommunal opbakning til B.93. Klubben havde fået mulighed for, at leje noget af 2. salen på ’Slottet’. Den årlige leje havde KI fastsat til 20.000 kroner.

Klubben havde brug for flere omklædningsrum samt nogle lokaler til unge spillere og familieidræt. Problemet var, at lokalerne var i miserabel stand. En istandsættelse ville koste omkring 1,5 mio. kroner.

Lokalerne kunne udlejes til børneinstitutionen Kennedygården i dagtimerne. Og i den forbindelse bevilgede Borgerrepræsentationen DKK 671.000 til istandsættelsen. Klubben håbede på en tilsvarende bevilling fra Lokale- og anlægsfonden.

Fra hverdagen. Var overskriften på en lang artikel, hvor kassereren Henrik Lindholm, fortæller om sit syn på politikere i relation til sporten. Og der blev ikke lagt fingre imellem, som f.eks.: Sportens borgmester i København hedder Jens Johansen, og han lider åbenbart af samme skavank som Bente Frost; når han undtagelsesvis besvarer et af vore breve, er det med et indhold, vi ikke forstår.

Samme Henrik Lindholm havde haft et læserbrev i Østerbro Avis om de hullede veje ned til anlægget. Borgmesteren for Magistratens 4. afdeling kunne meddele, at da området var afgrænset af et hegn, så hørte det ikke under Vejafdelingen men Privatvejloven, hvorfor henvendelsen var videresendt til områdets ejer – Rådhus-og ejendomsforvaltningen (det siger sig selv, red.).

Eliteholdet i tennis bestod af: Patrik Langvardt, Allan Larsen, Morten Christensen, Nikolaj A. Hansen, Sandra Olsen og Anja Kostecki. Holdet havde spillet mod Hørsholm/Rungsted (7-2), Lyngby (4-5), HIK (5-4) og Aarhus (4-5). På det gamle anlæg var villaen blevet indviet 15. maj efter ombygning til klublokale.

Formanden Jørgen Norsker havde klaget til KI over den mangelfulde pasning af fodboldbanerne, der var ujævne med masser af huller og masser af sten. For et år siden havde klubben de bedste baner, og nu er de en katastrofe.

Lørdag den 24. maj skulle der spilles kampe i YDM, JDM og KS, og der var kun kridtet 1 bane op. Den KI-ansvarlige Mogens Remmer, måtte tage fra Roskilde for at sørge for opkridtningen, med store forsinkelser af kampene til følge.

Hegnet omkring banerne var blæst ned i efterårsstormen (1996), og KI lovede at etablere et nyt. Nu var der gået over et halvt år.

B.93’s divisionsafdeling bestod nu af Jan Rasmussen, Henrik Lindholm, Jens Kolding og Henrik Jansson. Efter et møde i maj måned var Svend Aage Strandholm og Freddie Birtø ikke længere med i ledelsen. Det betød samtidigt, at Freddie Birtø stoppede som redaktør af kampprogrammet, som han havde redigeret siden 1985.

Fanklubben ”De Hvide Engle” var etableret. Der var 68 medlemmer, heraf to fra Jylland! Formand var Freddy Nehm, næstformand Dennis Andersen. Derudover var Benny Nehm, Johan Lange og Anders Lange med i bestyrelsen.

Målmændene skulle igen vænne sig til nye regler (pr. 1. juli). De havde nu kun seks sekunder til at slippe af med bolden. Indkast fra medspillere måtte ikke længere samles op. Til gengæld måtte de bevæge sig på stregen ved straffespark. Og så måtte en målmand score direkte på målspark (det skulle man bare have vidst, red./Banks).

David Rasmussen havde fået kontrakt med FC Zwolle efter hans flotte indsats på klubbens talenthold i pinsen i Gronningen i Holland. B.93 spillede indledende kampe mod Benfica (2-0), Vitesse Arnheim (2-1), Heerenveen (0-0), PSV (1-2), Nicaxa, Mexico (2-2). I bronzekampen vandt B.93 over Flamengo, Brasilien (2-0). Topscorer for B.93 blev Daniel Jensen med fire mål (han kom senere til Heerenveen, red.). Og Brian Jensen (senere, The Beast) blev kåret til den bedste målmand.

I St. Bededagsferien holdt B.93 en stor talentturnering, som var sponseret af EDAX. Finalen blev vundet af B.93, der besejrede Herfølge 2-0.

April 1997

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet viser en solbeskinnet terrasse. Hvis uret går rigtigt er kl. 14:15. Alle medlemmerne er tilsyneladende i skole eller på arbejde.

På klubbens generalforsamling kunne formanden Jørgen Norsker fortælle, at atletikklubben ’Sparta’ havde udvist interesse for, at købe klubbens tennishal (der skulle gå 10 år, før interessen blev effektueret, red.). Der skete en ændring i den firemands hovedbestyrelse, idet den aktiverede suppleant Palle ’Banks’ Jørgensen, ikke ønskede at indtræde som fast medlem i HB. I stedet blev Hans Peter Kirkegaard valgt (kommet fra Jylland i 1996), og Palle ’Banks’ blev genvalgt som klubrevisor.

Petanqueklubben ’Boule Romanee’ var alligevel flyttet ind i klubben. Der havde været holdt medlemsmøde i restaurationen. De havde ikke nok i kun en bane, og der blev fremsat ønske om flere baner.

Dødsfald. Tennisspilleren Pia Rostock var død som bare 52-årig efter længere tids sygdom. Pia nåede, at være medlem af klubben i 30 år, og hun ydede i 70’erne en stor indsats i spilleudvalget. Hun var også aktiv i KTU, hvor hun i en årrække sad som kasserer. Ved klubbens 100 års jubilæum i Tennishallen var hun med i revyen, hvor hun optrådte som klubbens kvindelige tennistræner, så nogle faktisk troede, det var Dina (Garcia) herself. Nekrologen skrevet af Jens og Jette Helsted.

Redaktøren Freddie Birtø havde været hos naboen Skjold og interviewe deres formand Thomas Christensen. Skjold havde overtaget klubbens gamle lokaler i Stadionbygningen. Freddie ville finde årsagen til, at Skjold var buldret derudaf i 90’erne. I 1990 havde klubben 15 hold, nu var tallet 45, og der var tre fuldtidsansatte. Skjold havde benyttet utraditionelle tiltag i form af bilordninger, cykeludlejning m.v.

Arbejdsministeriet havde netop bevilget 320.000 kroner til, at ansætte seks nye medarbejdere, som skulle findes blandt de arbejdsløse (da Thomas Christensen forlod klubben 2003/04, og blev formand for Divisionsforeningen, og lidt senere direktør for OB, begyndte det for alvor at smuldre for Skjold, der også fik besøg fra skattemyndighederne, red.).

Aktivitets- og ehvervsudvalget havde oprettet et ”Erhvervs team B.93”. Medlemsskabet skulle koste 25.000 årligt, og konceptet var udarbejdet efter princippet ”value for money”. Formand for bestyrelsen var Jan Lindberg (Danske Bank) og herudover bestod bestyrelsen af Jan Holm Møller (McCann-Eriksson9, Lasse Jansson (Otis), Urs Schuppli (System Advisers), Jørgen Hansen (Combifragt), Jørgen Bundgaard (Zippo) og klubbens formand Jørgen Norsker.

Fodbold noter. Peter Grahn afløste John Bredal (til Herlev), som træner for 2. holdet. Oldboysafdelingen fik ny formand, Jørgen Ritnagel afløste Paul ’Ost’ Davidsen. Også 100-mandsklubben fik ny formand, nemlig Jørgen ’Ost’ Jensen. Der var gang i ostene.

Januar 1997

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsiden. Ved Gunnar Nu Fondens uddeling af legater fik B.93 ved formanden Jørgen Norsker en guldmedalje for et godt initiativ til fonden (Gunnar Nu Cup). Det er fondens formand Harald Nielsen med ryggen til. Og i øvrigt blev Jørgen Norsker 60 år, og markerede dette ved en reception hos revisionsfirmaet Deloitte og Touche, hvor han arbejdede i sin fritid fra B.93.

Der udkom fem medlemsblade i 1997. Redaktøren havde fået tilknyttet en tennisperson, nemlig Lone Jørgensen. Så nu var redaktionen fordoblet.

Efter årsmødet i tennis i november måned så tennisbestyrelsen således ud: Jørgen Ditlevsen (formand), Britte Lunøe (næstformand, juniorleder), Stig Arnt (økonomi), Vibeke Bendix (sponsorer), Egon Nielsen (motion) og Gerald Dehn-Jensen (hal, elite). Suppleanter var Katja Kastrup og Niels Kærgaard.

Ranglisterne så således ud: Herrer: 1. Patrik Langvard, 2. Allan Larsen, 3. Morten Christensen, 4. Nicolaj A. Hansen og 5. Gerald Dehn-Jensen. Damar: 1. Anja Kostecki, 2. Lone Vandborg, 3. Pernille Lindhardt, 4. Ann-Louise Christensen og 5. Estelle Dehn-Jensen.

Fodboldbestyrelsen så tilsvarende således ud: Henrik Jansson (formand), Thomas W. Rasmussen (seniorleder), Mogens Hansen (ungdomsleder), Kim Breum (minileder), Jørgen Ritnagel (oldboysleder) og Jan Rasmussen (div.holdet). Suppleanter var Lea Gry Jensen og Emil Christensen.

Årets spillere i fodbold: Daniel Jensen (yng.), Patrick Mtiliga (jun.), Klaus Lykke (drenge), Bashkim Ziberi (lilleput) og Jenslev Berun (miniput). Nogle fremsynede valg, Daniel og Patrick blev begge udlandsproffer, Klaus Lykke har været anfører for AB i mange år og Bashkim Ziberi var bl.a. prof. i Farum/FCN.

Klubbens 2. hold var i 1996 rykket ud af DS pga. en grotesk sag. Peter Hasselgren var benyttet på 1. holdet mod Køge (de sidste fire minutter), en kamp, som af hensyn til tv, var rykket til om mandagen. Efterfølgende weekend var han med på 2. holdet (1-0 over KB), og dette måtte han ikke. Humlebæk protesterede, og reddede livet på bekostning af B.93. En protest som blev kaldt beskæmmende og flovt.

Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.