Medlemsblade i 1995

Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1995.

Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.

Læs om medlemsbladene i 1995 herunder.

December 1995

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsiden. KBU’s sekretær Claus Bodenhoff uddeler medaljer til B.93’s sejrende miniputter ved pokalfinalen i ’Parken’. I finalen blev Vanløse besejret med 11-0.

Formanden har ordet. Det gamle anlæg havde man håbet, at klubben kunne bruge til andre idrætsgrene/klubber og nye aktiviteter. Politiet, Brandvæsenet og Dommerforeningen ønskede at benytte faciliteterne, men det faldt ikke i god jord hos KI, som i stedet ville udleje lokalerne til fælledklubberne. B.93 ville bibeholde villaen og to omklædningsrum i Stadiontribunen.

Svanemølleanlægget. Klubben havde lejet noget af 2. salen (100 m2), som nu skulle indrettes. Resten af 2. salen skulle indrettes til KI og den nye lejer KBU.

Tennisbestyrelsen havde holdt årsmøde. Formanden Jørgen Ditlevsen blev genvalgt, medens Stig Arnt og Vibeke Bendix blev nyvalgt i stedet for Sandro Castrone og Lis Kruse. Øvrige tre i bestyrelsen var: Britta Lunøe, Gerald Dehn-Jensen og Katja Kastrup.

Den traditionelle five-a-side ville blive genoptaget efter flytningen til Svanemølleanlægget. Det ville ske søndag den 3. december med morgenkaffe og lodtrækning kl. 08:00.

Årets spiller 1995: Jan Hoffmann (1. hold), Kasper Thormod Nielsen (seniorafd.), Nicolai Pedersen (ynglinge), Daniel Jensen (junior), Mikkel Opstrup (drenge), Christian Jensen (lilleput) og Frederik Menzies (miniput).

Både junior- og ynglingeholdet var kommet i den bedste række, landsinddelt. Øst for Bæltet var det kun Brøndby, KB, Næstved og B.93 der havde begge hold i den bedste række. Ynglinge skulle trænes af Finn ’Ludo’ Jensen.

Livet er ikke for kort til kvindefodbold. Det var overskriften, da klubben kunne bekendtgøre, at man havde tilmeldt et hold i KBU’s dameserie. Foreløbigt var der startet 10 kvinder, der tidligere havde spillet i højere rækker. Træner for holdet var Jimmy Mangelsen, der var DBU-træner og ny i B.93. Leder af damefodbold var Peter Hallas fra fodboldbestyrelsen.

B.93’s hold årgang 1972. På initiativ af Erling Bøje, Jens Kolding og Bent Andersen havde man samlet det gamle 72-hold. Meningen var, at holdet skulle have spillet en kamp mod Fremad A., den gamle arvefjende, men de kunne/turde ikke stille op. I stedet spillede man mod Greve, en kamp som B.93 vandt med 7-2 på mål af Poul Verner Hansen/3, Finn Ilsø/2, Bent Andersen/1 og Jens Kolding/1. Kampens dommer var i øvrigt Jørgen ’Skolelærer’ Nielsen. Det var kun Jan Højland, Kenn Hansen og Vagn Müller der manglede fra den gamle trup. Tredje halvleg måtte ud i forlænget spilletid. Se holdbilledet fra dagen her.

September 1995

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet viser ’Slottet’ set fra forsiden. Sommerens tørke havde gjort parkeringspladsen foran klubhuset god.

En ny tennis hal med to til fire baner skulle gerne være klar til næste vinter 96/97.

Et hurtigtarbejdende udvalg med Jørgen Norsker som formand blev nedsat på hovedbestyrelsesmødet den 22. august. De øvrige medlemmer i udvalget var Jon Bremerskov, Ernst Ecks og Anders Helstad. Udvalget vedrørende en multihal, der blev nedsat sidste år, afventede den nye tennishal, inden de ville genoptage arbejdet.

Planerne om en legeplads ved terrassen (trekanten) var ved at tage form. Firmaet ’Kompas’ fra Fyn skulle stå for udførelsen, og bestyrelsen ville søge sponsorer til indkøb af diverse legeredskaber.

Banekontoret havde ansat Thomas Horn, som afløser for Svend Aage Strandholm, der var tilknyttet divisionsholdet i fodbold.

Familieidræt – nyt tilbud fra B.93. Det var et nyt projekt fra klubben. Der blev inviteret interesserede til åbent hus, lørdag den 16. september 09:00 til 13:00, på Svanemølleanlægget. Klubben havde hyret det mangeårige medlem, 48-årige Torben Klarskov, som konsulent. Han havde prøvet noget tilsvarende som amtskonsulent i DGI. Et medlemskab kostede 200 kroner for voksen og det halve for børn, foreløbig gældende til 30. juni 1996. Der kunne tilbydes petanque, kroket, familiefodbold, minitennis, volleyball, udendørs hockey og cricket. Anlægget ville stå til rådighed fredag eftermiddage, lørdag formiddage og evt. søndage.

Divisionsholdet spillede i 1. division, og for første gang siden 1990, var det igen en helårsturnering. Turneringen blev vendt i 1991 fra kalenderår til efterår/forår. Der var 16 hold, to oprykkere og fire nedrykkere. Efter de første to kampe mod AB (0-6) og Herning (1-3), blev træneren Allan Hebo Larsen fyret. Som ny træner hyrede man Johnny Petersen, der to gange tidligere havde været træner i mindre perioder. Klubben havde købt Mukremin Jasar fra FCK og lejet Morten B. Nielsen af Brøndby (efteråret). De to udgjorde et målfarligt makkerpar.

DM i streetfodbold blev vundet af ’Dengserne’. Holdet bestod af: Daniel Jensen, Allan Jespersen, Morten Karlsen og Sebastian Abel – alle B.93 – samt Ronnie Meyer, Lyngby (tidligere B.93). Sejrspræmien bestod af en rejse til Madrid.

Miniput vandt DM i Nykøbing Falster ved at vinde finalen mod OB med 3-1. Afdelingens ledere var Kim Breum og Emil Christensen. Navnene på spillerne fremgik desværre ikke af medlemsbladet.

Tennis. Ved DM, udendørs, vandt Morten Christensen og Patrik Langvardt mesterskabet i herredouble. Det var Morten Christensens 16. og sidste DM-titel. I U18-DM vandt Thomas Booker titlen i herresingle. I DM-slutspillet for hold, udendørs, tabte B.93 semifinalen til Lyngby (4-6), men slog Vallensbæk (8-2) i kampen om bronze.

Juli 1995

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsiden viser tennisbanerne på det gamle anlæg.

Klubben havde truffet aftale med KI om at bevare brugsretten til tennisbanerne på P. H. Lings Allé samtidig med at villaen blev indrettet til B.93. Der havde været store problemer med anlægget, idet klubben regnede med, at KI ville passe banerne. Først efter lange forhandlinger lykkedes det, at få KI til fra 1. juli at overtage ansvaret for vedligeholdelse af anlægget.

Nyt fra Hovedbestyrelsen. Der blev stadig arbejdet med planer om en ny tennishal (med fire baner) på Svanemølleanlægget. Fra FOS-midlerne havde B.93 fået tilsagn om et beløb til opstart af familieidræt. Fodboldanlægget holdt lukket i sommerferien, idet banerne skulle renoveres, så regnvandet forsvandt fra overfladen. Formanden Jørgen Norsker var indvalgt i DBU’s bestyrelse. Efter aftale med KI havde klubben overtaget fem lokaler på 2. salen, som skulle indrettes til efteråret. Der var anlagt en flot petanque-bane ved terrassen. Større turneringer kunne afholdes på grusbanen (fodbold)!

Dødsfald. Aase Arnskov var død den 7. maj efter længere tids sygdom. Derved havde klubben mistet et af sine mest trofaste medlemmer. Aase blev ansat i administrationen i 1982, og udviklede sig meget hurtig til en værdifuld kollega. Hun var om nogen 93’er helt ud til fingerspidserne. Aase var ajour med alt, hvad der rørte sig i klubben med sin store interesse for klubbens ve og vel. Vi er mange, der blev fattigere den 7. maj slutter Henrik Lindholm nekrologen af med. Aase blev bisat fra en fyldt Sct. Jacobs Kirke, hvor klubbens fane fra jubilæet, var en del af den triste højtidelighed.

Divisionsholdet sluttede forårssæsonen som nummer otte (og sidst) i den sidste Kvalifikationsliga til superligaen. Op rykkede Herfølge, Vejle, Viborg og Ikast. Sorteper blev Ølstykke, Fremad A., AB og B.93. I andel halvdel af turneringen lykkedes det kun B.93 at score i en enkelt kamp: 0-0 (Vejle), 2-1 (Fremad A.), 0-2 (Herfølge), 0-3 (Viborg), 0-2 (Ikast), 0-1 (AB) og 0-1 (Ølstykke). Suveræne topscorer i foråret blev Per Sefort og Tammi Haddoui med hver to mål. Målmanden Brian Jensen (senere The Beast) debuterede i forårets sidste kamp.

Redaktøren kunne meddele, at klubbens tøjsponsor i 1995 er tøjfirmaet ’hummel’. Men ærgerligt nok er ’hummel’ ved at lave B.93’s klubdragt om. De blå bukser er efterhånden så mørkeblå, at de virker sorte. En trist udvikling.

Juniorholdet, der bl.a. havde slået Brøndby med 3-0, havde vundet Kreds 1, og skulle spille i den bedste række i efteråret. Holdet i sidste kamp var: Daniel Bjarnasson – Thomas Risnæs (anf.), Kim Palm, Kofi Dakinah, Allan Jespersen – Morten Karlsen, David Pedersen, Christer Hansen, Daniel Jensen – Gustav Cudjoe og Carsten Pedersen. I truppen var derudover: Kasper Larsen, Morten Harsel, Magnus Rønning-Andersson, Amara Bjergskov og Sebastian Abel. Træner Jimmi Johannesen med Nicolai Hjeds som hjælpetræner og Jørgen ’Ost’ Jensen som holdleder.

I den nye turnering 1995/96 blev pointsystemet ændret. En sejr gav nu tre point. Efter fire år med et meget indviklet system med halvårsturneringer, blev DM-turneringen ændret til helårsturneringer.

April 1995

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Redaktør var uændret – siden 1989 – Freddie Birtø. Redaktionen var begrænset, idet den derudover kun bestod af Sandro Castrone (tennis). I 1995 udkom fem blade, alle med nævnte holdopstilling.

På Slottet var indrettet et aktivitetsrum (der hvor der er fitness nu, red.), hvor der var bordtennis, billard og pool samt snooker, dart, bob og diverse brætspil. Udenfor caféen, var der anlagt en petanquebane (ligger der fortsat, husk skuffejern, red.). Der var indrettet et banekontor i klubhusets østlige ende, som blev styret af Lars Arnskov, Jens Erik Pedersen (Sømanden) og Svend Aage Strandlund. Vaskeriet i kælderen blev styret af Kurt Arnskov. På kontoret var Anne Davidsen (Ostinden) nyansat.

De nye fodboldbaner blev taget i brug den 2. april, hvor den første turneringskamp fandt sted.

Forhandlingerne med KI om det gamle anlæg var brudt sammen. Tanken var, at det var Team Danmark, DAI og KSF, der skulle ind i de lokaler B.93 ikke skulle bruge. Men KI ville selv bestemme over de lokaler B.93 ikke skulle bruge.

Generalforsamlingen blev for første gang afholdt på Svanemølleanlægget. Dirigent var som sædvanlig, advokat Torben Henriksen. Kassereren Henrik Lindholm kunne fremvise et overskud på 25.000 kroner efter afskrivninger. Der havde været en pæn fremgang i medlemstallet. Fire-banden blev splittet, idet Torben Biilmann (tennis) blev erstattet af Jon Bremerskov.

Der var bud efter klubbens ungdomsspillere til KBU-holdene. U16: David Pedersen, Sebastian Abel, Allan Jespersen, Amara Bjergskov og Kofi Dakinah. U17: Morten Karlsen, Kasper Roholte, Dejan Katic, Daniel Jensen, Daniel Bjarnason, Thomas Risnæs og Gustav Cudjoe. U18: Brian Madsen og Mohammed Reza.

En samtale med ’Verdens bedste motionist’. Det var tennisrepræsentanten Sandro Castrone, der havde begået et interview med 29-årige Morten Christensen. Sit største resultat havde Morten opnået i 1988 mod Spanien i Århus, da han slog Emilio Sanchez med 3-2 (efter at have været nede med 0-2). Morten var stadig aktiv. Og så var han netop indtrådt i DTF’s bestyrelse, som den yngste nogensinde. Morten vandt DM 16 gange i perioden 1984/95 (5 single, 9 herredouble og 2 mixdouble, red). Morten var født 93’er, idet hans far Poul Christensen har spillet i klubben hele sit liv.

Februar 1995

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet er et historisk øjeblik fra tirsdag den 6. december 1994.

Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen har ’klippet snoren’, og overgivet Svanemølleanlægget til klubbens formand Jørgen Norsker, der sammen med den øvrige hovedbestyrelse, Freddie Birtø, Henrik Lindholm og Torben Biilmann, havde lavet et imponerende bestyrelsesarbejde de sidste fem år. Indvielsen blev vist i DR om aftenen i ’Sporten’. Og den generelle konklusion var: ”Flottere klubfaciliteter findes ganske enkelt ikke i København. Og man skal lede meget længe for at finde noget lignende andre steder i landet”.

I forbindelse med flytningen til Svanemølleanlægget gik inspektøren Kurt Arnskov på efterløn. Der var endnu ikke fundet en afløser. Der blev arbejdet videre med planerne om halbygninger – en tennishal og en multihal. I udvalget sad: Jørgen Norsker, Gerald Dehn-Jensen (tennis), Jan Rasmussen (fodbold), Tom Jensen (DIF) og Palle ’Banks’ Jørgensen (basket-ekspert).

Restauranten. Redaktøren præsenterede den nye restauratør Phong Van Tran, 41 år, som var kommet til Danmark fra Hongkong for 15 år siden. Phong, der var udlært skolelærer fra Kina, havde været forpagter af ’Albatrossen’ i Vallensbæk Golfcenter de sidste tre år. I første omgang skulle fru Phong (Kien) køre restaurationen videre. Sammen havde de en mindreårig søn.

Tennis. Endnu en gang havde B.93 vundet DM for hold, indendørs. Det var så femte gang siden turneringen blev opfundet i 1986. B.93 havde vundet i 1986, 87, 90, 92 og nu også 94. Turneringen i november 1994 blev for første gang afholdt udenfor København, idet den var henlagt til Århus. Og B.93 havde allerede spillet sig i slutspillet til indendørs DM 1995, som allerede skulle spilles i februar måned (B.93 blev nummer tre).

Divisionsholdet i fodbold skulle for første gang deltage i den såkaldte Kvalifikationsliga, som var en ren forårsturnering. Der var otte hold, dobbeltturnering, hvor de fire bedste kvalificerede sig til Superligaen 1995/96. Alle holdene startede med et pointtal fra tre til otte point. B.93 startede med fire point. Det var sidste gang denne latterlige turneringsform fandt sted. Fra 1995/96 blev indført helårsturneringer i alle DM-rækkerne.

B.93 havde indgået kontrakter med ti spillere, nemlig: Jan Hoffmann, Dan Lübbers, Per Sefort, Riffi Haddaoui, Flemming Jørgensen, Jacob Sørensen, David Rasmussen, Thomas Gammelgaard, Tammi Haddaoui og Kristian Ulriksen. I opstartsfasen bestod truppen af 40 spillere. Træner var Allan Hebo Larsen med Carsten Jørgensen som assistenttræner og John Bredal som DS-træner. For første gang var B.93 i Kreds II (og ikke i Kreds I), med mange sjællandske hold.

Ungdomstræner og ledere i 1995: Kim Madsen og Erik Baagøe (1. yng.). Jimmi Johannesen, Nicolai Hjeds og Jørgen Jensen (1. jun.). Mogens Hansen og Ulrik Ulriksen (1. drenge). Johnny Hansen og Jan Hansen (1. lilleput).

Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.