Medlemsblade i 1992

Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1992.

Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.

Læs om medlemsbladene i 1992 herunder.

December 1992

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsiden viser divisionsholdet på Østerbro Stadion. Som man kan fornemme, har holdet vundet.

Roskilde blev besejret 2-1 og efter et forrygende år, var holdet tilbage til 1. division – som dog i modsætning til tidligere kun var den næstbedste række. På billedet ses bagerst (f.v.): Kurt Olsen (holdleder), Dan Lübbers, Danny Jung, Henrik Fricke (anf.), Torben Rasmussen, Peter Bo Hansen, Jan Carlsen og Jørgen ”Swing” Christensen (manager). Forrest (f.v.): René Heitmann, Flemming ’Bamse’ Jørgensen, Jan Jacobsen, Tom Sander, Michael Nielsen, Mark Mladenovic og Tommy Larsen. Hvis man pudser brillerne, kan man også skimte Mads Mazanti (nuværende holdleder, red. 2011).

Til trods for de dårlige forhold i overgangsperioden, i særdeleshed for fodbold, gik det godt for klubben. Medlemstallet forblev omkring de 2000, divisionsholdet rykkede op i 1. division, KS-holdet rykkede op i DS, tre ungdomshold vandt pokalfinalen i KBU, tennis vandt DM for hold indendørs, og Mortensen Christensen vandt DM inde og ude, begge gange i herredouble, med hhv. Michael Tauson (KB) og Frederik Fetterlein (Hørsholm).

Trænere i ungdomsafdelingen 1993: Peter Arenholdt (1. yng.), Jørgen Frederiksen (2. yng.), Niels Gæmelke (1. jun.), Henrik ’Moes’ Petersen (2. jun.), Jan ’Jernmand’ Hansen (1. drenge), Johnny x (2. drenge), Flemming Koch (3. drenge), Jimmi Johanneson (1. lilleput), Lasse Bengtsson (2. lilleput), Kasper Petersen (3. lilleput), Mogens Hansen (1. mini), Navik Oksen (2. mini), Tommy x (3. mini) og Nicolas Lindsteen (4. mini).

Årets spillere i ungdomsafdelingen: Michael Christiansen (yng.), Jossi Novaro (junior), Thomas Aksel Madsen (drenge) og Amara Bjergskov (lilleput).

Oktober 1992

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet viser tennisspilleren Anja Kostecki, der højst overraskende nåede frem til semifinalen i DM udendørs i damesingle.

Vi skulle bl.a. varme op før kampene. Dette nummers offer var klubbens tidligere formand, landsholdsmålmand i fodbold og cricket-leder, den 73-årige Ove Bech Jensen. Ove var indmeldt som 10-årig i B.93 via sin fætter Helmuth Søbirk, der var/blev en elegant landsholdsspiller for Frem og B.93. Interviewet fandt sted en fredag eftermiddag i restaurationen, kort tid før Ove skulle spille bridge med sin sædvanlige makker Knud Petersen.

’Set og hørt’ var et fast indslag i medlemsbladet. Her kunne man læse mange morsomme indspark af Claus Vandborg. Dansk Tipstjeneste kørte en reklamekampagne for et nyt produkt (Euro-Tips), hvor klubben var repræsenteret af Bo Nielsen, Ulrik Ulriksen og Claus Vandborg. Man kunne læse følgende: ”Kontakten til jobbet kom faktisk fra klubbens charmetrold og træningsnarkoman nummer 1: Ivar Blegvad, som var realistisk nok til at indse, at man skulle kunne tage flere jongleringer – i træk!! – og at man skulle kunne komme til tiden”.

Nostalgi. Var et nyt tiltag. I dette nummer bragte man et holdbillede af 1. ynglinge anno 1931 (indsendt af Aage Nørregaard) og tilsvarende et holdbillede af 1. junior 1958 (indsendt af Ole Gade Lorentzen).

Juli 1992

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet viser en flyvende Michael Nielsen, der scorer – sit – og forårets mål i hjemmekampen mod Roskilde (1-1) den 16. maj. I baggrunden ses Thomas Raaschou.

Nu lysner det. Tak til Københavns Borgerrepræsentation. Det var overskrifterne på formanden Jørgen Norskers statusrapport. Det var 1½ år siden, november 1990, at aftalen om det nye anlæg på Østre Gasværk, blev underskrevet af Københavns Kommune, KI og B.93. Nu var aftalen så endelig blevet konfirmeret af Borgerrepræsentationen. Det skete på et møde den 11. juni 1992. Det forventedes, at tennisbanerne kunne tages i brug i løbet af 1993, og at fodboldbanerne kunne benyttes i 1994. Ombygningen af Slottet ville ske efter et af arkitekt Anders Helstad (B.93) udarbejdet projekt, der var sket efter oplæg fra Finn Nørkjær (KI).

Det samlede areal var på 74.000 m2, hvoraf fodboldbanerne var på 56.000 m2. Ombygningen af hospitalsbygningen, Slottet, forventedes at koste godt 7 mill. kr. B.93 havde fået stillet 1600 m2 til rådighed, heraf 240 m2 kælder. Lejemålet løb til år 2020, årlig pristalsreguleret leje, der blev fastsat ud fra, hvad klubben betalte for det gamle anlæg.

Erhvervsudvalg. B.93 havde nedsat et erhvervsudvalg, som skulle hjælpe klubben i den kommende spændende tid med jubilæum og nyt stort anlæg. Medlemmerne var: Jan Lindberg, formand (underdirektør i Danske Bank), Niels Fauerskov Petersen (underdirektør i Diners Club Danmark), Henrik Valdrof-Hansen (advokat i Drasted Adokater), Claes Rasmussen (adm. direktør i Mark.B.TBWA), Ole Thyssen Iversen (kontorchef i Udenrigsbanken), Flemming Leif Hansen (akademiingeniør, Leif Hansen Rådgivende Ingeniør), Kurt Thor Larsen (direktør Scan Thor) og Urs Schuppli (adm. Direktør System Advisers). Hovedbestyrelsens repræsentanter var Jørgen Norsker og Henrik Lindholm.

Divisionsholdet i fodbold. Havde et flot forår, hvor B.93 vandt 2. division/Øst. Efter indførelsen af superligaen var turneringsformen baseret på halvårsturneringer. For superligaens vedkommende betød det, at de to dårligst placerede hold (ud af 10) efter 1. halvdel (efteråret) blev siet fra. Det forplantede sig hele vejen ned gennem systemet. Det betød bl.a. at selvom B.93 vandt 2. division, så betød det ikke oprykning, men alene nogle placeringspoint til efterårsturneringen.

Den 25. juli 1992 var en skelsættende dato for alle målmænd. Nu var det slut med, at samle tilbagelægninger op med hænderne. En regel Danmark ellers havde haft stor glæde af ved EM i Sverige, hvor Danmark vandt både EM i fodbold og EM i antal tilbagelægninger.

Medlemstallet var pr. 15. juni 1992 på 1.951, fordelt på: fodbold/senior (222), fodbold/ungdom (289), tennis/senior (706), tennis/ungdom (139), tennis/B-medlemmer (53), tennis/C-medlemmer (166) og passive (376).

April 1992

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet viser tennisholdet der vandt DM i indendørs holdtennis. Fra venstre Morten Christensen, Jens Skjødt, Thomas Petersen, Kenneth Schmidt, Anja Kostecki og forrest Lone Vandborg.

Ukendt af hvilken årsag har man skåret billedet, så Gerald Dehn-Jensen og Susanne Gotil ikke er kommet med. Finalekampen var på udebane mod HIK, der blev besejret med 4-2. Det var de fire herresingler der vandt deres kampe.

På generalforsamlingen forelagde Torben Biilmann et forslag om, at arbejde på et salg af tennishallen. Den gamle hal, renoveret i 1985, var dyr i drift, eksempelvis rengøring. Alternativet til et salg eller udleje (til andet formål end tennis) var, at der blev bygget en ny hal med fire baner. Der blev enstemmigt opnået mandat til Hovedbestyrelsen (der skulle gå 15 – lange – år førend tankerne bag forslaget blev effektueret, men til gengæld var salgssummen nok steget markant, red.).

Sammenhold er vigtigere end penge. Det var overskriften på bladets interviewoffer, kassereren Henrik Lindholm. Samtalen med Claus Vandborg foregik en kold dag i marts. Henrik var netop blevet kåret til ’Årets leder’, hvilket han var utilfreds med. En sådan kåring burde tilfalde et medlem udenfor bestyrelsen. Henrik var startet sin fodboldkarriere som 8-årig som foregik indtil han var 22 år, hvor en sygdom satte en stopper for fodbolden. Jeg var aldrig blevet divisionsspiller, men var en habil, men langsom fodboldspiller, slutter Henrik samtalen.

Ørkenvandringen snart forbi? Arbejdet omkring det nye anlæg gik ikke så hurtig som ønsket. Borgerrepræsentationen havde 27. februar 1992, vedtaget at sende forslaget om planen til høring med indsigelsesfrist 25. maj (1992). Lejemålet på Slottet omfattede kælderen, stueetagen og 1. sal (ikke 2. salen).

Tennis. Juniorholdene så således ud: U12: Alexander Tolstrup, Ulrik Andersen, Magnus Ditlevsen og Sofie Lunøe (Jørgen Ditlevsen, holdkaptajn). U14: Michael Ruby, Thomas Nowak, Andreas Vogel, Morten Thing-Simonsen og Trine Møller (Jørgen Nowak, holdkaptajn). U16: Nikolaj A. Hansen, Kaspar Rasmussen, Mads Ditlevsen, Jacob Wildschiødtz, Peter Brøndum, Dorte Knudsen og Marie Worsaae Holm (John Rasmussen, holdkaptajn). U18: Christian Lunøe, Michael Weip-Olsen, Bo Mortensen, Hans Landgreen, Susanne Wad Hansen og Merete Knudsen (Jørgen Weip-Olsen, holdkaptajn).

Marts 1992

Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø

Forsidebilledet var af 15-årige Nikolaj A. Hansen, en af de unge talenter i tennisafdelingen. Han var kommet til klubben som 10-årig, og var blevet trænet af Ernst Ecks. En teknisk velfungerende spiller, der mestrede alle slag.

Bladet havde en fast og stabil redaktion, som bestod af Freddie Birtø, Claus Vandborg (fodbold) og Tine Priø (tennis). I 1992 udkom fem numre, alle på 24 sider. Indholdet og papiret var af fineste kvalitet. En meget flittig redaktion.

Det nye klubhus. Det var planen, at der skulle bygges et nyt klubhus på Svanemølleanlægget. Disse planer blev ændret, idet man i stedet valgte, at omdanne en af bygningerne fra Øresundshospitalet til klublokale. Bygningen blev kaldt ’Slottet’. Selve Øresundshospitalet blev taget i brug i 1878, og lå helt ned til Øresund. Da kystbanen blev anlagt i 1894 blev arealet formindsket, og stødte ikke længere op til vandet. Bygningen, nu kaldet ’Slottet’, blev taget i brug 5. marts 1910. Stuen og 1. salen var til patienter, medens 2. salen var indrettet til boliger for 34 sygeplejersker (du kan godt spare dig Nobby, de er flyttet, red.). Slottet blev benyttet til patienter med tuberkulose (1910/59), herefter til senile patienter (1959/70) og til sidst til psykiatriske patienter (1970/90). Øresundshospitalet blev nedlagt som hospital i 1990.

Der er en ulempe i at forkæle ungdomsspillere. Det var overskriften på ’ugens’ interview med fodboldafdelingens formand Jan Rasmussen som sædvanlig foretaget af Claus Vandborg, og som sædvanlig på to tætskrevne sider. Jan var (det er han stadig, red.) far til den talentfulde ungdomsspiller David Rasmussen, hvilket var baggrunden for hans medlemskab af B.93. Jan var uddannet automekaniker, men var nu vagthavende i politiets Uropatrulje.

Hans Drachmann, medlemsbladets tidligere skribent, fast mand på det lukkede 7. hold, tidligere divisionsspiller, var journalist på Politiken med primære opgaver på Christiansborg. Nu rykkede Hans de næste tre år teltpælene til Bruxelles, som Politikens udsendte udenrigskorrespondent.

Den traditionelle five-a-side havde trange kår uden egne baner. Med Paul Davidsen og John Larsen i spidsen blev den sportslige afvikling afviklet på bane 400 i Fælledparken. Vinderholdet havde deltagelse af bl.a. Ole Petersen, Jens Carl Rasmussen, Niels Krogh og Michael Toft.

Mange B.93 – legionærer. Redaktøren havde forsøgt sig med en oversigt over 93’ere der var rejst til udlandet. I artiklen var nævnt: Magnus Simonsen, Børge Mørch, Arne Sørensen, Kaj Hansen, Svend ’Boston’ Nielsen, Poul Andersen, Leif ’Sløjfe’ Poulsen, Tommy Andersen, Ivan Løvenskjold, Anders Yrfeldt, Flemming Nielsen (via AB), Tom Søndergaard, Jan Højland, Jens Kolding, Henrik Nielsen og senest ynglingespilleren Thomas Christiansen.

Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.