Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1989.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om medlemsbladene i 1989 herunder.
Oktober / december 1989
Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
På forsiden ses dagens helt Claus åbne en flaske champagne. De øvrige er Bo Nielsen (målmand), Frank Husum, Rene Johansson (anf.) og Wlady Jactzak.
Søndag den 29. oktober blev en jubeldag for B.93, da divisionsholdet i overværelse af over 1.000 tilskuere med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i spidsen sikrede sig oprykning til 2. division, den næstbedste række. Det skete med en sejr på 4-2 over Holbæk. Det mest usædvanlige ved kampen var, at den tidligere deciderede forsvarsspiller Claus Mortensen, scorede alle fire mål.
Oprykningen var en stor triumf for den nye træner 52-årige Arne Nielsen, der var kommet til klubben ved sæsonens start. Arne var mest kendt for hans bror, som var Frems stærke landsholdsmålmand Leif Nielsen. Hans egen karriere i Frem var stoppet tidligt pga. dårligt knæ. Inden B.93 havde han været træner i Brøndby i seks år (1. ynglinge og bagefter hjælpetræner for Ebbe Skovdahl). I den festlige anledning havde medlemsbladet lavet en miniprofil af succestræneren.
Det gik knap så godt for sekundaholdene. DS-holdet, med debuterende træner Claus Vandborg, rykkede ud. I næstsidste kamp førte holdet i hjemmekampen mod Fremad A. med 5-2, men endte med at tabe 5-6 (hvorved GVI også rykkede ud). Både 3. holdet og 4. holdet klarede frisag i sidste øjeblik. Det gjorde derimod 5. holdet ikke. Selvom 6. holdet scorede 147 mål (heraf 1 mål af Peter ’Mugabe’), blev det kun til sølv. Og klubbens stolthed, 7. holdet (Eddie Schønbeck og Bent Due), blev kun nummer tre.
’100-mands klubben’ havde sin første generalforsamling. Den første bestyrelse kom til at bestå af initiativtageren Kurt Olsen (formand) samt Børge Christensen, Jens Kolding og sekretæren Hans Hesselberg. Der var foreløbig 70 medlemmer, som hver havde sluppet ’en tusse’. Langt de fleste medlemmer var skaffet af Kurt Olsen, der havde lavet et flot salgsarbejde. Samtidig var Kurt holdleder for førsteholdet. Et godt år for Olsen.
Klubbens anlægssituation var fortsat uafklaret. Dagspressen bragte næsten dagligt nye bulletiner om Idrætsparkens udbygning. Så det var næsten sikkert, at B.93 ikke havde samme adresse om føje år.
Juli / september 1989
Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
I relation til forsidebilledet af Max Buus havde Claus Vandborg lavet en historie med overskriften ”En kamp mod systemet”. Max blev meldt ind i B.93 i 1960, i en alder af ni år. Hans første træner var legendariske Poul Zølck. Blev som senior ungdomstræner, og senere holdleder for diverse sekundahold. Han var uddannet snedker, og arbejdede som sådan.
I april 1988 fik han problemer med hjertet, og fra den dag startede en kamp mod systemet, som han ikke mente, var deres opgave voksen. Max blev mediekendt, da han indenfor kort tid optrådte i samtlige landets aviser og begge de landsdækkende tv-kanaler. Han lavede også en form for happening foran Christiansborg, da han lagde sig ned i en kiste, som symbol for alvoren af sygdommen.
En indsamling i klubben til en hjerteoperation gav 40.000 kroner (Max fik aldrig et nyt hjerte, i dag har han det tilsyneladende fint, startede i 2010 et stort vedligeholdelsesarbejde i klubben, hvor han befinder sig dagligt, red.).
Tom Ahlberg, kulturborgmester i København. Klubbens formand Jørgen Norsker havde besøgt Ahlberg på Rådhuset, og havde lavet et interview med en af nøglepersonerne omkring de fortsatte forhandlinger om et eventuelt kommende anlæg til klubben. Den røde tråd i interviewet var kommunens dårlige økonomi.
På en ekstraordinær generalforsamling 13. juni blev en ny struktur vedtaget. Hovedbestyrelsen på fire personer blev: Jørgen Norsker, Henrik Lindholm, Freddie Birtø og Torben Biilmann, senere kendt som 4-banden. Fodboldbestyrelsen blev: Palle Niemann (fm.), Stig Christensen (nf.), Flemming ’Bays’ Jensen (sekr.), Tom Jensen (teamchef), Henry Jørgensen (øvr. sen.) og Finn Christensen (ungdom). Tennisbestyrelsen blev: Didier Tscherning (fm.), Søren Boye Nielsen (nf.), Tina Priø (sekr.), Anne-Marie Gotil (turn.), Klaas Muizelaar (øvr. sen.) og Peter Young (ungdom).
’- os imellem’ kunne fortælle, at Poul Christensen (tennis) var valgt for endnu to år i KTU, hvor han havde siddet i bestyrelse i 23 år, at Michael Nielsen og Mikkel Tønnesen var udtaget til J-landsholdet og at Mark Mladenovic, Morten Møller og Jørgen Oslev alle var udtaget til KBU’s juniorhold.
Støtteforeninger. Efter Kurt Olsen havde startet ’100-mands klubben’ var der nu tre støtteforeninger i klubben. Det var ’B.93’s Venner’, der skaffede penge via salg af souvenirs, indendørsstævner i Nørrebrohallen, tombola og 21-spil. Og så var der ’B.93’s Støtteforening’, der skaffede midler til fodboldafdelingen ved afholdelse af bankospil hver mandag (september til april).
Dødsfald. Gunnar Samson døde 27. maj, han blev 82 år. Han startede som dreng med at spille fodbold i klubben, senere blev han leder i fodboldafdelingen. I en voksen alder skiftede han fodbolden ud med tennis, for til sidst at gå over til golf. Samson var klubbens førende fotograf, der gennem tiderne skænkede mange gode billeder til medlemsbladet.
Maj / juni 1989
Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Dette nummers interview var med tennisspilleren, den 24-årige Morten Christensen, fast mand på landsholdet og flere gange DM-vinder i single og double. Morten havde spillet hele sit liv i B.93, bortset lige fra en smutter til Lyngby i 1987. Han følte ikke, der var den store opbakning fra klubbens side til tenniseliten. Året efter var Morten tilbage i sin gamle klub. Morten startede i klubben som 6-årig med at spille fodbold under Ejnar Petersen (Onkel Ejnar). Det var først et par år senere, at han begyndte at spille tennis.
’Set og hørt’ kunne fortælle, at U-21 holdet havde været på den årlige tur til Holland, hvor man tabte finalekampen efter straffesparkskonkurrence, at den tidligere 1. holdsspiller (170 kampe), 42-årige Finn ’Ludo’ Jensen, trænede til sin debut i Copenhagen Maraton, at de forsvarende oldboys københavnermestre var blevet forstærket med Jens Kolding, Peter Hertz, Ole Petersen, Ejgil Roland Petersen og Frank Rasmussen, at KBU’s udvalgte veteranhold, med Palle Banks på kasse, havde spillet sig frem til finalen mod Fyn (tabte 1-3 i Idrætsparken, forkamp til DBU’s 100 års jubilæumskamp mod England).
’- os imellem’ kunne fortælle, at utrættelig Børge Carlsen stod for over 90% af salget af annoncer, at vore naboer B.1903 fra kommunen havde modtaget små 2 mill. kr. i ekstraordinært tilskud fra Gentofte Kommune pga. prisstigningen i olie og el (her kunne Københavns Kommune lære noget).
Ynglingeholdet (DM-rækken) havde fået ny træner, nemlig rutinerede Finn ’Ludo’ Jensen, der trods spillerflugten i 1987/88 fra ungdomsafdelingen, kunne stille med en rimelig god trup: Tommy Lind, Sevki Harmankaya, Tom Frederiksen (anf.), Claus Jensen, Johnny Hansen, Anders Juhl, Dan Lübbers, Heinrich Thomsen, Mikkel Dyrting, Boris Bertram, Nicolai Bo Hjeds (midtbanedynamo), René Phil, Tino Pedersen og Christian Bang Nielsen. Holdleder: Jan ’Nummer’ Petersen. De første otte kampe havde givet ni point.
Marts / april 1989
Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Claus Vandborgs interviewoffer i dette nummer var den tidligere formand John Andreasen. Det medlem der har betydet mest for B.93, var interviewerens konklusion. John A. blev medlem i 1929 som 11-årig, men var væk i fem år, hvor han boede på det Kgl. Opforstringshus. Var en kort periode i Viktoria, inden han i 1934 var tilbage til B.93. John A. blev ejer af medicinalfirmaet Apodan, og det var ikke få divisionsspillere, der fik job i firmaet. Og John – ellers hans firma – har ydet støtte til alle former for aktiviteter i klubben.
Den årlige generalforsamling den 7. marts skulle have fundet sted i restaurationen, som det var kutyme. Tilstrømning var meget stor, så stor at man blev nødt til, at flytte hele menageriet over i tennishallen (bane 1, temperatur, koldt, meget koldt ). Deltagerantallet var 250 (104 tennis, 100 fodbold og 46 passive uden stemmeret).
Årsagen til det store fremmøde var, at der var flere formandsemner – og så var der også forslag om en ny organisation, jfr. sidste medlemsblad. Som dirigent valgtes Bjarne Kolding. Han skulle få en varm aften (som den eneste, red.). Regnskabet var pænt. Budgettet for 1989 var vedtaget med mindst muligt flertal (5-5, hvor formandens stemme var den afgørende).
Det omfattende forslag fra Norsker og Birtø omkring organisationen var trukket tilbage, og udskudt til en ekstraordinær generalforsamling i maj måned. Medlemmerne skulle orienteres grundigt. Klubbens næstformand Torben Biilmann havde foreslået, at kontrakter kun måtte indgås hvis de var dækket ind af en sponsor. Blev forkastet med dommerstemmerne 98-82 efter en livlig debat.
Formanden Jon Bremerskov var på valg, og da Jørgen Norsker stillede op som modkandidat, skulle valget, for første gang i klubbens historie, afgøres ved afstemning. Inden da skulle man igennem en lang talerække, hvor de forskellige (bl.a. John Andreasen, Kai Orla Jensen og Torben Biilmann) ikke lagde fingrene i mellem i deres ris og ros. Afstemningen kom først i gang ved 22-tiden, og da havde en del forladt hallen – nogle med forfrysninger, andre hvor sengetiden var overskredet. Afstemningen, der var skriftlig, resulterede i en sejr til Jørgen Norsker med 102 stemmer mod 78 til Bremerskov, som var tennisafdelingens mand.
Fra den øvrige bestyrelse fratrådte Ole Mortensen, Alex Bjørn Erichsen og det mangeårige medlem Torben Henriksen. I stedet valgtes Freddie Birtø, Didier Tscherning og Søren Boye Nielsen. Tom Jensen fik konfirmeret sin afløsning af John Andreasen. De to revisorer Bjarne Kolding (firma Haamann) og Palle ’Banks’ Jørgensen blev genvalgt, men det var der vist ingen der opdagede, klokken var tæt på midnat.
Medlemsbladet var hurtigt, og den nye formand Jørgen Norsker blev præsenteret i et interview med redaktør, det nye bestyrelsesmedlem, Freddie Birtø. Den største udfordring ville utvivlsomt blive placeringen af klubbens anlæg, mente formanden (og det kom til at holde stik, red.).
Inspektør. Bestyrelsen havde ansat Ole Mortensen (grønthandleren) som ny inspektør på anlægget. I jobbet lå der også, at han skulle varetage ordningen omkring vask af tøj samt salg af rekvisitter.
Der var nedsat en række udvalg. Anlægsudvalget: Jørgen Norsker (formand), Henrik Lindholm, Torben Biilmann og Freddie Birtø. Jubilæumsudvalget: Henrik Lindholm (formand), Jørgen Norsker, Palle Niemann og Søren Boye Nielsen. Strukturudvalget: Freddie Birtø (formand), Jørgen Norsker, Torben Biilmann og Kurt Henriksen.
Januar / februar 1989
Medlemsblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Medlemsbladets nye redaktør var Freddie Birtø. De øvrige redaktionsmedlemmer var: Claus Vandborg, Palle ’Banks’ Jørgensen og Peter Young. Bestyrelsens repræsentant var Jon Bremerskov. Der var således fortsat ikke nogen repræsentanter for tennis. Bladet var på 24 sider i samme format. Til gengæld var papir- og billedkvaliteten forøget med mange hundrede procent.
Klubbens fremtidige placering var fortsat ukendt. B.93 havde fremsendt en skitse, udarbejdet af Torben Biilmann, der var fremsendt til kommunen. Projektet indeholdt 20 tennisbaner, fem fodboldbaner, en tennishal og et klubhus. Placeringen var foreslået på den anden side af P. H. Lings allé (den lille Fælledparken). Forslaget var sendt til samtlige 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen. Og i øvrigt var lejeaftalen – udløb 1990 – ikke blevet opsagt af kommunen. Ombygningen af Idrætsparken blev anslået til 500 mill. kr., men fortsat endnu ikke vedtaget.
’Set&Hørt’ kunne meddele, at klubben fortsat overvejede, at indføre damefodbold, men havde problemer med banekapaciteten. Som en appetitvækker blev der bragt et billede af en attraktiv ungmø, der var i gang med at bytte trøje. Den nye divisionstræner Arne Nielsen fik en ny holdleder, nemlig Kurt Olsen, tidl. førsteholdsspiller, tidl. medlem af spilleudvalget, tidl. restauratør i klubben, tidl. ejer af Lincoln og nuværende formand for 100-mandsklubben.
’Set&Hørt’ havde oprettet et ’datterselskab’ med betegnelsen ”- OS IMELLEM, der bl.a. kunne berette, at John Andreasen var blevet 70 år, at Folketingets formand Erik Ninn-Hansens favorithold var B.93, at klubbens tidligere ungdomstræner David Christensen var blevet ansat som ungdomskonsulent for Kastrup og at der var bankospil hver mandag i Øbro-gården på Blegdamsvej.
Ny organisation for B.93. Et forslag fra Jørgen Norsker og Freddie Birtø indebar radikale ændring af organisationen. Hovedbestyrelsen på 10 personer skulle skæres ned til blot fire personer. Under hovedbestyrelsen skulle der være tre kasser med divisionsholdet (med henblik på udskillelse i særskilt selskab), fodbold og tennis.
Dødsfald. Målmanden Ove Bock, kaldet ’Strit’, var død i en alder af 62 år. Det blev til 33 kampe på 1. holdet (1949/52), inden den talentfulde målmand måtte stoppe pga. en kronisk dårlig ryg. Ove Bock, der var legekammerat med Leif Bergqvist, var kommet fra fælledklubben HB. Da B.93 i 1965 skulle flytte ind i Stadionbygningen var Ove, der var elektriker, en af dem fra arbejdsholdet der blev hædret.
Der var nedsat et aktivitetsudvalg, der skulle skaffe penge til klubben via trøjesponsorer, målaktier, bandereklame og annoncer. Udvalget bestod af Frank Hansen, Kjeld Gahrn og naturligvis Børge Carlsen.
Medlemsbladets faste rapporter Claus Vandborg, havde lavet et mini-interview med Freddie Birtø, som kunne fortælle, at siden han (på besøg fra Nakskov) havde set B.93 slå Frem i en kamp under 2. verdenskrig, havde han været 93-fan. Han var dog ved, at forlade klubben, da man sidste sæson fyrede Allan Steen og ansatte Karsten Aaabrink. Intervieweren slutter af med: ”så damper den venlige og altid imødekommende Freddie Birtø af sted – med de sædvanlige 2-3000 papirer”.
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.
