Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1981.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om medlemsbladene i 1981 herunder.
Oktober / december 1981
Medlemsblad. Chefredaktør: Ole Klarskov
Dette medlemsblad skulle senere vise sig at blive historisk, idet formatet A4 aldrig sidenhen er benyttet. Formatet A4 blev benyttet fra starten i 1942 til 1969. Efter 11 år med to typer anderledes formater, genopstod A4 i slutningen af 1980. Formatet holdt denne gang kun i lidt over 1 år, så gik man igen over til et mindre format. Og pudsigt nok var det, ligesom i 1969, igen Ole Klarskov der sad i chefstolen.
Sidste nyt fra bestyrelsen. Formanden John Andreasen kunne berette om store stigninger i udgifterne til elektricitet, vand og varme. Dette, sammenholdt med en kontingentrestance på 30.000 kroner, gjorde at klubben havde en stram økonomi. Kontingenter forfaldt med tilbagevirkende kraft, det skulle ændres til, at medlemmerne skulle betale forud på halvårsbasis.
En ny rubrik, afløseren for Spot-Light, hed ’Set og Hørt’ og var redigeret af Claus Vandborg, der altid var leveringsdygtig i humoristiske indslag. Bl.a. kunne man læse, at klubben havde deltaget i Ekstra Bladets 5 x 5 km løb, hvor man havde erhvervet en flot 67. plads! De fem utrættelige løbere var John Verner, studerende Leif Lykke, Kim Svensson, Jim Nielsen og Søren M. Pedersen. Claus foreslog, at man i medlemsbladet offentliggjorde navnene på restanter – hvis der var plads nok!
Juniortræneren Finn ’Ludo’ Jensen gennemgik holdet, der var: Bo Morsing – Morten Wohlert, Jan Henriksen – Per Pedersen, Michael Nielsen, Michael Ruhwald (Bomber), Jan Jacobsen, Michael Olesen – Poul Erik Bech, Torben Rasmussen og Lars Arnskov. Holdet havde været i Paris med disse resultater: Paris FC (0-2) og Stade Francaise (2-0).
Runde dage. Børge Christensen fyldte 60 år (26. oktober) og vor tidligere inspektør, formand for KBU, Kjeld Hjorth fyldte også 60 år (27. december).
Bladet var på beskedne otte sider, og der stod ikke et ord om tennis.
August / september 1981
Medlemsblad. Chefredaktør: Ole Klarskov
Forsiden viste et holdbillede af 1. drenge fra Idrætsparken.
Årsagen var den glædelige, at holdet havde vundet pokalfinalen. Sejren over Brønshøj blev så sikker som 4-0 (3-0). Træneren David Christensen og holdbilledet med fulde navne kan du se i 1980’erne sektionen af billeder af andre hold. Det talentfulde drengehold vandt også en international turnering i Middelfart, 6 kampe, 6 sejre, målscore 28-2.
Der var sket store ændringer i bladudvalget. Ny redaktør var Ole Klarskov. De øvrige var: Ole Helding (sekretær), Leif Milwertz (teknik), John Andreasen (bestyrelsesrepræsentant), John Verner (prof. fodbold), Claus Vandborg (amatørafd.), Ino Jacobsen (ungdom) og fra tennis Pia Rostock (senior) og Torben Henriksen (ungdom).
Fra den gamle redaktion manglede, udover redaktøren Ole Hans Jensen, Peter Gram og Willy Johanneson (som fortsat ville skrive om bridge). Den nye redaktør Ole Klarskov, gjorde comeback i chefstolen, idet han også var redaktør i perioden 1969/70. Det var John Andreasen, der havde fremprovokeret en ændring af redaktionen, idet han havde været kritisk overfor det gamle udvalg; produktet, arbejdsformen og ikke mindst, at bladet aldrig kom til tiden.
Arkitekten Viggo S. Jørgensen (f. 25-10-1902) var død 12-08-1981. Dermed havde klubben mistet en af sine store ledere. Han kom i bestyrelsen i 1956, det var en af den tidligere formand Knud Rasmussens kloge dispositioner. Viggo forlod bestyrelsen samtidig med Knud Rasmussen i 1969. Det var Viggo, der stod bag indretningen af klubhuset i Stadionbygningen.
Divisionsholdet havde fået en ny interessant spiller i sommerperioden. Det var hollandske Peter de Witt, der havde spillet de sidste ni år i Roda, hvor han havde spillet sammen med Jens Kolding. Mellemmand for klubskiftet var derfor ikke uventet Jens Kolding. Det var aftalt at Peter de Witt, skulle have en uddannelse hos klubbens sponsor Jägermeister.
Tennismøde blev afholdt i september måned. Klubmestre var blevet: Torben Biilmann (HS), Dina Garcia (DS), Torben Biilmann/Asbjørn Poulsen (HD), Dina Garcia/Asbjørn Poulsen (MD) og Dina Garcia/Pia Rostock (DD). Til spilleudvalget blev valgt: Pia Rostock, Didier Tscherning, Niels Francksen, Jens Agerbak og Peter Lundmark.
Juni / juli 1981
Medlemsblad. Chefredaktør: Ole Hans Jensen
Som forsiden viser fyldte klubbens udendørs tennisanlæg 80 år.
Redaktøren havde i anledning af den runde fødselsdag lavet et tilbageblik. Da klubben i 1901 fik sit eget fodboldanlæg sørgede daværende formand I. C. Gandil for, at der også blev plads til 22 tennisbaner. Banerne blev indviet 1. april 1901 og klubhuset Pavillonen 15. september samme år.
Fredag den 8. maj døde Leif Holm blot 48 år gammel. I nekrologen skriver medlemsbladet om alle de gode ting Leif Holm havde gjort for klubben, både som spiller, træner og leder. Han var især kendt for sit store arbejde med teknikmærket. Når ungkarlen Leif Holm ikke var på arbejde på Berlingske Tidende, befandt han sig på B.93. Medlemsbladet undlader – forståeligt nok – at omtale, at han også valgte, at afslutte sit liv i klubben. Heldigvis var det en voksen (Kurt Arnskov), der fandt ham i gangen på 1. sal i Stadionbygningen.
Samme dag som Leif Holm valgte, at ’melde sig ud’ åbnede den tidligere restauratør Kurt Olsen og hans ven Ole Andersen restaurationen Lincoln i Classensgade. Da Leif Holm – forgæves – havde ansøgt om at blive medejer, var det nærliggende at kode de to ’begivenheder’ sammen.
Vennerne holdt generalforsamling i restaurationen. Årets overskud var på 18.000 kroner. Indendørsstævne i Nørrebrohallen var en succes. Det modsatte gjaldt en diskoaften i klubben. Forretningsudvalget bestod af Ole Mortensen, Georg Pætges, Bent Giese, Ove Jeberg, Benny Kirch, Hans Hesselberg og Knud Ludvigsen.
Der var forsinket lykønskninger til Knud Ludvigsen (50 år), Georg Pætges (65 år) og tennisspilleren Gunnar Samson (75 år). To nye debutanter på 1. holdet, Keld Kristensen og Bo Skovbjerg, der begge kom fra B.1903, var portrætteret. Torben Klarskov kunne meddele, at det så sort ud med B.93’s Tipsklub, men håbet var endnu ikke opgivet. Og efter en pause på 40 år, påtænkte man at udgive en B.93’s årbog.
April / maj 1981
Medlemsblad. Chefredaktør: Ole Hans Jensen
Som forsiden viser, kunne ”B.93’s Bankoklub” overrække en check på hele 45.000 kroner til klubbens betrængte kasse.
Repræsentanter fra bankoklubben Birger Ralf Jørgensen og Jette Pedersen (gift med ungdomsformanden Finn Pedersen) overrækker checken til formanden John Andreasen.
Længere inde i bladet kunne man læse, at bankoklubben forventede et overskud på 100.000 kroner. Der blev spillet hver mandag aften. Faste medhjælpere var ’brødrene’ Posten og Georg, også kendt som Gøg og Gokke.
På klubbens generalforsamling den 3. marts i klubbens lokaler mindedes man de afdøde medlemmer i det forgangne år: Dirch Passer, Aage Norsker, Niels Knudsen, Kai Stengel-Hansen, Benny Finkelstein og Emil Mobeck. Der var mødt 75 medlemmer. Dirigent var Poul Bjørnholt. Der var nyvalg til Ino Jacobsen (ungdomsformand) og Torben Henriksen (ungdomsleder i tennis).
Tennisdamen Bodil Andersen, der i sin unge dage var blandt de bedste damer i landet, fyldte 75 år kunne redaktøren Ole Hans Jensen berette. Til gengæld var en anden tennisveteran, Vilhelm Madsen (gift med Teresia) død i en alder af 85 år. Ægteparret var på forsiden af medlemsbladet da de fejrede guldbryllup for nylig. Ved KM for junior tabte det unge talent Morten Christensen semifinalen efter en noget grotesk afslutning. Han afsluttede en matchbold med en flugtning klart inde, men hans modstander Jørgen Rolsted fra KB, dømte bolden ude! Der var ingen dommer til kampen.
Miniskole var et nyt begreb for fodboldspillere mellem 6 og 10 år. Lederen af skolen var Finn Pedersen, der fortalte udførligt om tiltaget. Skolen startede i april måned, og hvert hold skulle spille 7-mod-7 i 2 x 20 minutter med så få afbrydelser som muligt.
Februar 1981
Medlemsblad. Chefredaktør: Ole Hans Jensen
Redaktionen bestod i 1981 af Ole Hans Jensen (ansv.), Leif Milwertz, Peter Grahn, John Andreasen (bestyrelsen), Brian Carlsen, John Verner, Willy Johanneson og Ole Helding (sekretær).
Sponsorkontrakten med Jägermeister var forlænget til også at gælde i 1981. Firmaets repræsentant i den professionelle afdeling – som ikke var udskilt i et selvstændigt selskab – Erik Andersen trak sig tilbage pga. manglende tid. Hans arbejdsopgaver blev overtaget af Erik Kisbye, der i forvejen var pressemedarbejder.
Ejnar Petersen, den meget populære ”Onkel Ejnar”, fyldte 75 år, og fik i den anledning et par rosende ord med på vejen af ungdomsformanden Finn Pedersen. Ejnar, tituleret som ”Verdens bedste træner”, havde lavet et flot arbejde for miniputterne.
Den altid initiativrige Torben Klarskov var i gang med, at oprette en ”B.93 Tipsklub”. Tanken var at der skulle være 100 medlemmer, som hver skulle betale 14 kroner om ugen. Man skulle binde sig for 12 uger. Gevinsterne skulle fordeles med 50% til prof.-afdelingen, 25% til ungdomsafdelingen og de sidste 25% til medlemmerne (Tipsklubben led en stille død pga. for få tilmeldinger, red.).
Der kunne også tegnes målaktier. Her havde Torben Klarskov sørget for nogle virkelige attraktive gevinster, gavekort til Spies, kontanter, gavekort til Bregnerød Kro, gavekort til Fona og hele flasker Jägermeister.
Det var et tyndt medlemsblad på kun otte sider, heraf en del annoncer. Blandt annoncørerne kan nævnes Edelskovs Turisttrafik, Brugsen, Steen Thomsens Blomsterhandel, revisionsfirmaet E. Haamann & W. Stummann (Bjarne Kolding), frimærkehandler Jørgen Junior, Advokat Torben Henriksen, White Sport, Shell, Sct. Jacobs Bodega og Den Danske Bank.
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.
