Medlemsblade i 1973

Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1973.

Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.

Læs om medlemsbladene i 1973 herunder.

November / december 1973

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Tennisbanerne var gravet op som et led i omlægningen. Et billede på forsiden viste udgravningerne, som lignede et helt månelandskab.

Hvem er han? Denne gang var det I. C. Gandil der var portrætteret af Preben Kargaard. I 13 år ledede I. C. (som stod for Jørgen Christian, red.) klubben, på en sådan måde, at han altid vil stå som et lysende eksempel på, hvad en formands initiativ og arbejdsvilje betyder for en stor idrætsklub liv og fremtid. I.C. døde som 50-årig, da han i 1915, under en cykeltur i Dyrehaven, faldt død om med et hjerteslag. Der blev efterfølgende rejst en mindesten på anlægget over I. C. Gandil. Læs mere om I.C. Gandil under Formænd.

Teknikermærke. Antallet af gulddrenge var steget til fem, idet Steen Krogh Hansen havde bestået guldprøven. Derefter var antallet af mærker på guld (5), sølv (33) og bronze (98). Og det var stadig Leif Holm, der var primus motor.

Ungdomsafdelingen bestod af ynglinge (2 hold), junior (4 hold), drenge (4 hold) og lilleput (4 hold). Placeringerne var væsentlig forbedret i forhold til 1971 og 72 kunne lederen af ungdomsafdelingen Torben Klarskov bevise med et resultatskema. Antallet af medlemmer var steget pænt.

Preben Kargaard kunne berette om et godt fodboldår. Divisionsholdet var blevet en fin nummer fire (næstbedste række). DS-holdet havde været en blanding af godt og ondt. KS-holdet, Helge Jensens 1. hold, var kommet flot i efteråret. A-rækkeholdet (5. hold) var blevet en suveræn rækkevinde, stor ros til manageren Bjarne Kolding. Den anden rækkevinder var ikke overraskende 7. holdet. Oldboys, The Dennung boys, klarede sig også flot.

September / oktober 1973

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Der var afholdt ekstraordinær generalforsamling den 30. august i klubbens lokaler. Eneste punkt på dagsorden var, at klubben skulle optage et lån stort DKK 250.000,- i Københavns Idræts Fond. Formålet var en større istandsættelse af de udendørs tennisbaner, hvilket var kalkuleret at koste DKK 350.000,-. Forslaget blev vedtaget med stemmerne 119-20 (tre blanke stemmesedler).

Hvem er han? En ny artikelserie, som erstattede ’Historien bag billedet’. Det var fortsat Preben Kargaard, der skrev artiklerne. Første mand i den nye serie var meget passende Gottfred Klint, klubbens første formand.

Focus på John Andreasen. Et spændende – og morsomt – interview med den nye formand foretaget af ’BK’. Efter moden overvejelse er jeg ret sikker på, at det må være Bjarne Kolding, der gemmer sig bag initialerne.

Tennis holdt tennismøde i restauranten. I referatet kunne læses: Der var kommet ca. 35 tennisspillere, hvilket må siges at være et sørgeligt lille, men trods alt pænt antal! På mødet kunne man glæde sig over, at B.93 var kommet tilbage til 1. division. Som vinder af 2. division/øst skulle B.93 spille (hjemme) mod vinderen af vestkredsen Brabrand. Det blev en sejr på yderste marginaler 5-5 og 12-10 i sæt.

Shell-klubben kunne fejre 50 års fødselsdag. Den 15. september 1923 stiftedes Shell-klubben med det formål at give de ansatte i Shell lejligheden til at dyrke sport. Det vedtoges at indmelde medlemmerne i B.93 (tennis).

Juli / august 1973

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Plankeværket ind mod Lægeforeningens boliger var blevet udskiftet. Det skulle herefter være slut med, at miste bolde til naboen, som ofte beholdte vildfarne bolde, eller øgede hærværk på disse. Nu kunne ’Brumlebys’ beboer spise deres aftensmad i fred. Hegnet kostede klubben DKK 35.000,-. Resten klarede KI.

Kontoret ville som et forsøg overgå til EDB. I første omgang ville hallejen bliver blive opkrævet hver måned via EDB.

Spåner & splinter havde sin debut. Omhandlede noget om en landskamp i 1874, en bokser fra 1917, en fodboldkamp i Wien for 60 år siden og nogle vittigheder. Intet havde spor med B.93 at gøre, så relevansen var til at overse.

Medlemsbladet havde tidligere meddelt, at Poul Christensen var den tennisspiller, der havde vundet flest klubmesterskaber. Det blev nu dementeret, idet Henning Wiig havde meddelt, at det var ham. Ved hjælp af Svend Harder og Henning Wiig havde man fundet frem til, at Wiig havde vundet 48 klubmesterskaber, og det måtte være rekorden.

Maj / juni 1973

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Klubbens 80 års fødselsdag, lørdag den 19. maj startede med, at bestyrelsen samledes kl. 08:30 til morgenkaffe. Tre kvarter senere lagde man blomster ved relieffet af I. C. Gandil, som hængte i Stadionbygningen. Derefter hejstes flaget i overværelse af mange ungdomsspillere fra AB, KB, B1903, Frem, Vanløse og Tasmania som deltog i en ungdomscup i anledning af jubilæet.

Der var reception mellem 10:00 og 12:00 i klublokalet. Under receptionen overraktes en klubnål til redaktør Gunnar ’Nu’ Hansen for hans støtte til ungdomsturneringen og for hans indsats for dansk fodbold. Ved jubilæet blev uddelt en nyindstiftet 50 års medlemskabs nål, dog kun til ni udvalgte medlemmer.

Modtagerne var Knud Rasmussen (indmeldt 1922), Einar Petersen (indmeldt 1921), Ove Petersen (indmeldt 1920), Svend Jensen (indmeldt 1919), Poul Zølck (indmeldt 1914), Helge Hassel (indmeldt 1913), Poul Jensen (indmeldt 1909), Michael Rohde (indmeldt 1907) og Richard Lillie (indmeldt 1901). Det var også meningen, at nålen skulle være uddelt til P. H. Wiinstedt og Henning Wiig, men det var ikke lykkedes, at få kontakt med dem. Nålen blev kun uddelt hvis man var til stede. En noget speciel regel for en 50 års nål.

Om eftermiddagen var der frokost for bestyrelsen, ovennævnte ni nålemodtagere samt andre honoratiores. Tidligt på aftenen var der middag for lederne til de forskellige hold i ungdomsturneringen. De to arrangører Børge Christensen og Torben Klarskov blev hyldet. Om aftenen var der åbent hus, tilrettelagt af Aage Nørregaard. Der kom flere end forventet, anslået 200 medlemmer. Det gav kaotiske tilstande hos Anni og Kristian Jensen i restaurationen.

Dødsfald. Det tidligere bestyrelsesmedlem (1938/47 og 1954/66) P. T. Jørgensen var død efter nogen tids sygdom. Han var valgt af tennis, men interesserede sig lige så meget for fodbold. P. T. var også redaktør af medlemsbladet 1946/53 og 1959. Det kan tilføjes, at forbogstaverne stod for Poul Tage (red.).

Historien bag billedet. Denne gang var det DM-vinderne fra 1946 der var i fokus. Holdet havde navne som Jørgen Hammeken, Knud Børge Overgaard, Jørgen Leschly Sørensen, Arne Sørensen, Ernst Spiegelhauer, Paul L. Hansen, Henry Salomonsen, Kaj Hansen, Helmut Nielsen, Arne Petersen, Per Brandtmar og ikke mindst målmanden Ove Jensen. Holdet er historisk, idet de vandt klubbens niende og – foreløbig – sidste DM.

Spåner & splinter. Var en ny rubrik som var startet af Peter Gram. Meningen med siden var, at initiativtageren ville komme med nogle sportsnoter fra hele verden.

Marts / april 1973

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Beretningen fra årets generalforsamling var som sædvanlig udførlig. Det var sidste gang Ove Jensen aflagde formandsberetningen, han ønskede ikke genvalg, og blev afløst af John Andreasen. Medlemstallet var 1703, fordelt med fodbold (707), tennis (633) og passive (363). I forbindelse med skiftet var der et portræt af både Ove og John A.

Børge Christensen havde modtaget DBU’s sølvnål, som kræver 25 års lederarbejde. Børge havde været klubbens juniortræner (1947/60), medlem af ungdomsudvalget (1960/66), klubbens hovedbestyrelse (1966/69), lilleputtræner (1969/71), ynglingeleder (1971/73). I KBU havde han været medlem af ungdomsudvalget (siden 1957), medlem af ynglinge-UK (siden 1963) og medlem af trænerudvalget (siden 1968). I DBU havde Børge været medlem af ungdomsudvalget (siden 1966) og medlem af ynglinge-UK (siden 1968).

Historien bag billedet. Denne gang var billedet af DM-vinderne fra 1942 (næstsidste gang) med brødrene Arno og Helmut Nielsen og Kaj og Poul O. Hansen samt Hans Pedersen, Jørgen Hammeken, Ernst Spiegelhauer, Paul L. Hansen og Arne Sørensen (senere landstræner).

Der var en efterlysningsannonce i bladet, lidt utraditionel: ’Pokaler. B.93 har vundet mange pokaler igennem tiderne, men hvor er de henne? Oplysning sendes til klubben eller Kai Orla’. Om annoncen gav resultat vides ikke. Til gengæld vides, at klubben i 80’erne ved et indbrud i Stadionbygningen, fik stjålet klubbens mest værdifulde pokaler.

B.93 – igen en storklub i tennis. Det var overskriften på et interview med den nye tennistræner Mogens Timmermann. Ved Texaco-Cup var Timmermann blandt de otte spillere. De øvrige var Carsten Lange, Henrik Löchte Jensen, Jørgen Ravn, Kurt Reinhard, Ole Hans Jensen, Poul Christensen og Birgitte Nakskouv.

Dødsfald Viggo Steensen. Midt i sin sport – tirsdag aften den 13. marts – faldt Viggo om på banen, netop som timen var forbi. Han blev kun 57 år og efterlod sig kone og to børn. Viggo sad i bestyrelsen 1950/53. Han gik med liv og sjæl op i sine trænings- og turneringskampe, med en enestående kampgejst, der til tider slog gnister.

Januar / februar 1973

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Redaktionen bestod af Leif Milwertz (ansv.), Ole Klarskov, Preben Kargaard, Ole Hans Jensen og Poul Horn. Fra årets sidste nummer var Leif Holm indtrådt i redaktionen.

Divisionsholdet med damer og ledere – i alt 35 personer – havde været på en belønningstur en uge i december måned til Madeira. Referent på turen var Palle Banks Jørgensen, som pr. tradition havde svært ved at begrænse sig, fem sider skulle han bruge. Der blev spillet to kampe mod Club Sport Maritomo (1-2 og 1-1). Hjemmeholdet havde fordel af 5.000 tilskuere i ryggen samt ikke mindst dommerne. Den afgående træner Erik Dennung havde generøst overladt jobbet som cheftræner til den festlige 3. holdstræner El-Helgos (Helge Jensen). Ledere på turen var John Andreasen, Knud Dalgaard, Ole Mårtensson og Gert Knudsen (tennis).

Årets spiller (1972) blev Vagn Müller, der fik ’Beckers skål’. Ove Fogh havde udsat en pokal i 1971, som blev tildelt Finn ’Ludo’ Jensen. Nu var pokalen blevet en halvårspokal, foråret 1972 tildelt Bernhard Deneke, og efteråret 1972 tildelt Leif Kronholm. Og som noget nyt havde Erik Kisbye udsat en topscorerpokal, som tilfaldt Bent Andersen, der havde scoret 20 mål i sæsonen. Som man kan forstå, var der inflation i Danmark.

Historien bag billedet. Denne gang var det pokalvinderholdet fra 1934 der blev portrætteret. B.93 vandt i finalen med 4-2 over Frem (20.000 tilskuere). Den oprindelige finale 14 dage tidligere var sluttet 0-0 (22.000 tilskuere). Blandt spillerne kan nævnes Svend Jensen (Lange Svend), Kaj Hansen (Lille Kaj), Fritz Tarp (Greven), Henry Nielsen (Brormand), Poul Zølck (Bager), Kaj Uldaler og Carl Stoltz.

Tennis havde fået en ny professionel træner, Mogens Timmermann, der tidligere havde virket som træner i HIK og KB. I bladet blev desuden omtalt et tennismøde, hvor man skulle drøfte oplæg til vedtægtsændringer og generel diskussion om tennisafdelingens problemer. Der kom skuffende kun 35 medlemmer til mødet.

Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.