Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1972.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om medlemsbladene i 1972 herunder.
November / december 1972
Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz
Så lykkedes det omsider, efter fire år i 3. division var divisionsholdet tilbage til 2. division. Og det skete med manér, 22 kampe, 20 vundne, 1 uafgjort og 1 tabt og en målscore på imponerende 73-16. Pointhøsten på 93,2 % er stadig rekord i en DM-turnering, hvor holdene mødtes indbyrdes mere end én gang. Siden maj 1971 havde holdet spillet 44 kampe med 39 vundne, en uafgjort, fire tabte og en målscore på 150-50.
Holdledere til den nye sæson blev valgt på det traditionelle spilleudvalgsmøde, hvor dirigenten ligeså traditionelt var Svend Aage Østerby. Valgene faldt på, Henning Vieg (1. holdet), Flemming Olsen, barberen (2. holdet), Karsten Gronemann (3. holdet), Ole Mårtensson (4. holdet), Bjarne Kolding (5. holdet) og Bjørn Bakkendrup (6. holdet). Som ny spilleudvalgsformand efter John Andreasen var valgt Preben Kargaard.
Det lukkede 7. hold fejrede store triumfer med 20 kampe og 37 point og en målscore på 108-21. Holdet bestod af: Tommy Andersen, Eugen Pedersen, Leif Milwertz, Erik Andersen, Bent Olsen, Jørgen ’Luffe’ Petersen, Robert Fugger, Flemming Mathiesen, Per Jürgensen, Jørgen Finkelstein, Kurt Olsen, Finn Pedersen, Tom Andersen, Erik Baagøe, Ebbe Madsen og Peter Bork.
Tillykke. Til arkitekten Viggo S. Jørgensen (60 år) og Svend Aage Østerby (60 år). Begge to meget aktive ledere i klubben.
Dødsfald. Magnus Simonsen, tidligere 1. holdsspiller, landsholdsspiller og sportsredaktør på Politiken (’Simon’) var død som 71-årig. Også Chris Kaargaard, aktiv i vennerne og gift med Preben Kargaard var død. En kendt og populær skikkelse i klubben, mor til Marianne og Søren Kargaard.
Fodbold teknikmærker. Der var gået tre år siden Allan Møller tog guldmærket. Nu blev antallet forøget til fire, idet Ole Petersen, Jørgen Møller og Ivan Rasmussen alle bestod guldprøven. Siden starten i 1968 havde B.93 nu guld (4), sølv (20) og bronze (80). Manden bag de mange mærker var ungdomstræneren Leif Holm.
Ynglingeholdet med bl.a. John Verner, Dennis Brooker, Ole Petersen og Søren Rasmussen (Hattens) var på en spændende 7-dagestur til London. Der blev spillet kampe mod: Southend United (1-1), Arsenal (0-3) og Queens Park Rangers (0-2).
September / oktober 1972
Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz
For andet nummer i træk var forsiden forbeholdt tennis, denne gang den stærke doublespiller Niels Knudsen.
Historien bag billedet. Denne gang var det holdet fra 1922 der var afbilledet. En del af spillerne så som Svend Jensen, Poul Jensen, Poul Zølck, Michael Rohde, Svend Petersen, Fritz Tarp, Kaj Uldaler og Carl Stoltz var også med i 1930, hvor B.93 blev tredobbelt mester og fik tilnavnet ’Champagneholdet’.
Nekrologer. Hele tre af de gode medlemmer var døde. Den tidligere kasserer, revisor Hans Jacobsen, som havde været klubben en god leder. Den tidligere 1. holdsspiller, købmand, 69-årige Poul Offenbach (Boffa), der især var kendt for sit altid smittende humør.
Og tennisspilleren 50-årige Emmerik Jensen, professor i patologisk anatomi ved Københavns Univesitet, der var død under en bjergbestigning i Grønland. Emmerik var en af Danmarks mest erfarne bjergbestigere, og hvordan uheldet kunne ske på bjerget var uforståeligt.
Tennis. Anne Mette Sørensen tabte DM-finalen til Gitte Ejlerskov (tidligere Grage), HIK (tidligere B.93). Det var 12 gang Anne Mette var i en DM-finale, og hun havde tabt alle 12 finaler (senere vandt hun i alt 26 DM’er, red.). Og i øvrigt rykkede 1. holdet ud af 1. division. Tennisredaktionen efterlyste gamle blade, bøger, tidsskrifter og billeder til låns eller til eje.
August / september 1972
Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz
Forsiden var for en gangs skyld forbeholdt tennis.
Et billede af Henrik Grage og Ole Hans Jensen, som skulle være med til, at man bevarede livet i 1. division.
Nummeret burde retteligen have heddet Juli/August.
Vennerne var igen blevet synlige. Den nye formand Marianne Kargaard og Torben Klarskov havde arrangeret et stort loppemarked i tennishallen (bane to) fredag, lørdag og søndag de første dage i september måned (overskud på DKK 6.600,-). Af øvrige tiltag var målaktier, halstørklæder, nøgleringe, tændstikker og banko. En bustur til 1. holdets kamp i Helsingør havde ikke mindre end 110 deltagere.
Dødsfald. Aage Vitt Nielsen var død. Han var fodboldleder, en storartet arbejdskraft i 30’erne og 40’erne. Han var i bestyrelsen 1941/48 som menigt medlem. Hans arbejde som skoleinspektør tog efterhånden så megen tid, at han ikke kom så meget i klubben. Aage Vitt var en af de drivende kræfter bag skolelandsholdet.
Historien bag billedet. Denne gang handler historien om holdet fra 1915/16 med bl.a. Michael Rohde, Carl Schultz, Anthon Olsen og Emil Jørgensen.
Maj / juni 1972
Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz
Redaktionen var ændret. Den meget aktive Torben Klarskov var udtrådt, efter han var indtrådt i klubbens bestyrelse. Tennis havde fået Poul Horn som tilførelse.
Historien bag billedet. Holdet fra sæsonen 1905/06 med bl.a. Harald Hansen, Axel Thufason, Alf Olsen, Emil Jørgensen og Victor Klein.
Et langt indlæg af Torben Klarskov bar overskriften ”Om demokrati på sportspladsen”. Med ord som privilegiesamfund, ligeberettigelsessamfundet og fællesskabssamfundet var den leninistiske artikel forbeholdt de lærde.
Nekrolog over Anthon Olsen, der var død 17. marts som 82-årig. Det var en af klubbens helt store spillere, der havde et kanonskud. Anthon spillede 227 kampe/268 mål i perioden 1904/28 samt 16 A-landskampe/14 mål.
Et medlem efterlyste bedre service til divisionskampene. Der var begyndt at komme et program udført af juniorafdelingen på primitiv vis, men klubben kunne godt på en eller anden måde fremtrylle noget musik i pausen. Der er så ’dødt’. I øvrigt var det starten med kampprogrammer til kampene.
Marts / april 1972
Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz
Klubbens 1. og 2. hold – med damer – var i starten af januar på en tur til Las Palmas på Gran Canaria, i alt 43 personer. Turen var beskrevet over adskillige sider af Palle Banks. Der blev spillet tre kampe, mod Telde (4-0), Galdar (5-4) og Las Palmas (2-1). Trænerstaben var Erik Dennung og ikke mindst turen højdepunkt(er) El Helgos Jensen. Ledere var John Andreasen, Kai Orla Jensen, Jørgen ’Skolelærer’ Nielsen, Per Jürgensen, Robert ’Filippo’ Fugger og Henning Vieg.
Tanker ved et årsskifte. Et langt indlæg af kassereren Henrik Lindholm med tanker om klubbens fremtid og muligheder, som slutter af med de problematiske baneforhold. På generalforsamlingen trak Lindholm sig i øvrigt tilbage som kasserer, og blev afløst af Knud Dalgaard. Lindholm vendte tilbage til pengekassen i 1982/98. Generalforsamlingen var som sædvanlig meget udførligt omtalt.
Har vi lederkrise i tennis. Et langt indlæg fra Ole Liljegren der undrede sig over, at tennis – i modsætning til fodbold – ikke kunne levere læsestof til medlemsbladet. Den nye repræsentant for tennis i bladudvalget, Ole Hans Jensen, havde været aktiv, så hele seks sider (ud af 20) var tennisstof – helt usædvanligt.
Januar / februar 1972
Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz
Redaktionen var den samme som i 1971, bortset fra at Poul Rømert var blevet erstattet af Ole Hans Jensen med hensyn til tennisstoffet. Der var stadig problemer med, at få tennisafdelingen til at komme med indlæg, det var Ole Hans’ største udfordring.
Ved afslutningsfesten blev Becker-skålen tildelt Leif Kronholm. En særlig pokal, skænket af Ove Fogh Pedersen, med navnet ’Kristian Foghs pokal’ (sønnens navn), som blev uddelt for en særlig indsats, tilfald den elegante sweeper Finn ’Ludo’ Jensen. DS-holdet havde ret suverænt vundet DS. Verner Christensen overrakte pokalen fra Stævnet til DS-holdets anfører Palle Banks, idet B.93 var det bedst placeret 2. hold.
En flot sæson for de tre bedste seniorhold. Divisionsholdet blev nummer 2 (71-25), 2. holdet blev nummer 1 (41-15) og 3. holdet blev nummer 1 (78-22). Divisionsholdet var i semifinalen mod Fremad A. i DBU’s pokalturnering, Skærtorsdag kl. 10:00 i Sundby Idrætspark (tabte uheldigt 1-3, red.).
Holdleder for 1972 var Robert Fugger (1. hold), Flemming Olsen (2. hold), Paul Davidsen (3. hold), Karsten Gronemann (4. hold), Henning Vieg (5. hold) og Ole Mårtensson (6. hold). Træner var Erik Dennung og Helge Jensen.Historien bag billedet. Var denne gang cricketholdet fra 1950, som først vandt københavnsmesterskabet foran AB og KB og derefter vandt DM ved at besejre AaB i Aalborg efter en spændende kamp. Det blev eneste gang, at B.93 vandt DM. Blandt spillerne kan nævnes brødrene Svend og Helmut Nielsen, Eyvind Berger, Knud Petersen, Erik Christensen (Maler), Ove Jensen og brødrene kåre og Palle Bloch Jørgensen.
Preben Kargaard blev 50 år i starten af januar. En kort artikel med overskriften ’utroligt – men sandt’ fortalte om Prebens mange fortræffeligheder som leder – i bestyrelsen, i spilleudvalg, i redaktionen af medlemsbladet og som sekretær for klubben. En strålende repræsentant for klubben. Kjeld Hjorth, klubbens inspektør, var fyldt 50 år den 27. december (1971). Den populære opsynsmand havde spillet i B.93 som ungdomsspiller. Som senior spillede han i HIK og Skjold. Blev senere formand og æresmedlem i Skjold og formand for KBU.
Josef Kozeluh, 81 år, kunne fejre 50 års jubilæum som professionel tennistræner i Danmark. Kozeluh var født i Prag i 1890. Da han bosatte sig i København i 1931 blev han fast træner for B.93, og havde været det lige siden.
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.
