Medlemsblade i 1971

Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1971.

Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.

Læs om medlemsbladene i 1971 herunder.

November / december 1971

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

På min vej gennem klubben. Var et fast punkt i hvert blad. Det var formanden Ove Jensen, der stod bag den faste artikel. Denne gang kunne bl.a. læses, at kunstmaleren Karsten Rytting, Schweiz havde foræret klubben to malerier, der havde fået plads på endevæggen i opholdslokalet.

Tillykke til Poul Zølck, der fyldte 70 år den 28. oktober. Også tillykke til Børge Christensen, der runder 50 år. Også tillykke til Niels Ole Bihlet, kendt og skattet spiller fra 1. til 4. holdet, der var blevet gift.

Historien bag billedet. Denne gang var det fodboldholdet fra 1901, der vandt KBU-turneringen. Det var samme år, at B.93 var flyttet fra Fælleden til egne baner, og derved var klubben nu ’baneejende’.

Ungdommen i 1971. I sommerpausen stoppede Poul Zølck, nu måtte det være nok udtalte den knap 70-årige. Ny cheftræner i puslingeafdelingen blev den tidligere back på 1. holdet, Erik Gynild, som havde gennemgået alle DBU’s kurser, lige som Jørgen Jørgensen, der var drengetræner. Som ny træner for ynglingene havde man engageret den hæderkronede 1. holdsspiller Jørgen Jacobsen. Cheftræner for juniorerne var Torben Klarskov.

September / oktober 1971

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

I forrige nummer havde Torben Klarskov stillet spørgsmålstegn ved reglerne for studerende, hvor studerende ved udvalgte steder kunne slippe med halvt kontingent. Mon han rejste spørgsmålet på vegne sin jævnaldrende ven, studerende Leif Lykke. Nu kunne det være lige meget, idet bestyrelsen pr. 1. januar afskaffede den såkaldte ’studierabat’.

Historien bag billedet. Et nyt tiltag, man bragte et billede og fortalte historien bagved. Første billede var cricketholdet fra 1893, holdet som overraskende vandt turneringen med Frem, KB og AB.

Teknikermærker. Siden sidst var der uddelt sølv til: Benny Madsen, Ib Møller og Gert Petersen (bror til Ole P.). Bronze til: Henning Brandt, Steen Christoffersen, Steen Hansen, Jean Jensen, Peter Jørgensen, Kurt Rasmussen, Ole Ringheim og Allan Rotheisen.

Juli / august 1971

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Klubben havde inviteret borgmester Børge Schmidt og direktør Aage Gerlach til et besøg på anlægget.

Der var enighed om, at rækværket ind mod Lægeforeningens boliger trængte til en udskiftning. En udvidelse af anlægget med 5-6 meter ind i vildnisset i ’Præstens Have’ blev også drøftet. Man drøftede også mulighederne ved en nedrivning af Lægeforeningens boliger, som var bevilget af kommunalbestyrelsen, men manglede fredningens ophævelse (det blev aldrig til noget, red.).

Nekrolog over Olaf Lindstrøm. Klubbens tidligere formand var død, han blev 85 år. Læs mere om Lindstrøm under formænd og æresmedlemmer.

Formanden for spilleudvalget Ebbe Madsen måtte efter et halvt år trække sig pga. en forfremmelse i sit arbejde hos Spies Rejser. I stedet rykkede John Andreasen op som formand, og Per Jürgensen blev nyvalgt. I hvert nummer bragte man et billede og en lille tekst på nye debutanter på 1. holdet. Denne gang var det Ejgil Roland Petersen, Gunnar Aagesen, Børge Bech Jensen og Finn Ilsø Larsen. Og i øvrigt fik Ejgil og Gunnar begge senere i livet formanden Ove Jensen som svigerfar.

Maj / juni 1971

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

De kun to fodboldbaner på anlægget betød stor belastning. Der var sket en forbedring, idet B.93 nu fast disponerede over Klosterbanen. Banen var dog i dårlig stand med store huller. KI ville godt reparere den, men da der altid var træning eller kamp, var det svært at gennemføre.

Tennis. I anledning af DLTF fyldte 50 år, udkom der en jubilæumsbog. Drivkraften bag bogen var Frede Lauritzen og 93’eren P. R. Jørgensen. I samme nummer kunne man læse om nyindførelsen ’Tie-break’, som efter pres fra amerikanske fjernsynsselskaber var indført forsøgsvis i udvalgte turneringer.

Et langt indlæg af Torben Klarskov bar overskriften ”Om demokrati på sportspladsen”. Med ord som privilegiesamfund, ligeberettigelsessamfundet og fællesskabssamfundet var den leninistiske artikel forbeholdt de lærde.

Ungdomsafdelingen havde benyttet vinterpausen til at afholde mesterskaber i bordtennis og bob. Bordtennis blev vundet af Peder Lund (drenge) og Ole Ringheim (lilleputter). Bob blev vundet af John Iversen (drenge). Hos lilleputter vandt Ole Ringheim foran Hans Drachmann.

Marts / april 1971

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Gunnar Rode-Jepsen var fratrådt som klubbens sekretær efter 25 års tro tjeneste. På generalforsamlingen blev han hyldet, og formanden Ove Jensen overrakte ham et ur med inskription. Rode-Jepsen var redaktør af medlemsbladet 1954/57 og igen 1961/69 (53 blade i alt). I samme nummer var der et langt interview med jubilaren.

Generalforsamlingen blev afholdt i Park Restaurationen. Overskrifterne på beretningen var medlemstallet (1751 medlemmer), tennishallen, fritidsloven, funktionærerne, det åbne anlæg, tennis og fodbold.

Spilleudvalgene var valgt: Ebbe Madsen (formand), John Andreasen (1. holdet), Robert Fugger (2. holdet) og Erik Dennung (træner) udtog 1. og 2. holdet. Stig Kargaard, Henning Vieg og Helge Jensen udtog 3. og 4. holdet. Og Flemming Olsen, Knud Dalgaard og Paul Davidsen (træner) udtog 5. og 6. holdet. Det såkaldte ungdomsudvalg bestod af: Jørgen Ritnagel (formand), Tage Jørgensen (bestyrelsen), Jørgen Nielsen (bestyrelsen), Børge Christensen (ynglinge), Leif Holm (lilleput), Erik Holm Larsen (junior) og Valdemar Pociot (puslinge).

Januar / februar 1971

Medlemsblad. Chefredaktør: Leif Milwertz

Medlemsbladet udkom i nyt format og papirkvaliteten var væsentligt forbedret. I redaktionen sad – udover Leif Milwertz – Ole Klarskov, Torben Klarskov, Preben Kargaard og Poul Rømert (tennis). Forsiden var et billede af årets spiller (Beckers skål) Erling Bøje. Nobel og fin i sin optræden, men med et flammende temperament og en fightervilje, som smitter af på de andre spillere på 1. holdet.

Ved afslutningsfesten i klubbens lokaler blev Arvid Christensen og Bernhard Deneke hyldet for deres kamp nummer 200, og Erling Bøje som årets spiller. Ved midnatstid kom Simon Rosenbaum på besøg, og underholdt sammen med en ung dame ved navn Nelly Jane.

I sekundaafdelingen havde man taget afsked med den barske træner fra B.1903, Preben Hansen. Han var erstattet af en gammel kending, nemlig uhyre populære Helge Jensen, der havde været træner for 3. holdet i 1968/69. El Helgos havde været træner i Avedøre i den mellemliggende periode. Det var fortsat Paul Davidsen der tog sig af træningen af de øvrige seniorhold (5. og 6. holdet). I B-spilleudvalget sad Stig Kargaard, Henning Vieg, Flemming Olsen (Barberen) og Knud Dalgaard.

Vennerne havde et arrangement fredag aften den 26. februar i Idrætshuset. På programmet stod badminton, indefodbold med Femina, damegymnastik med KSG, indefodbold med Laudrup (Finn, red.), Salle, Ole Madsen og Flemming Nielsen, damehåndbold med Spies sekretærer mod Bang Rejsers ditto, boksning, indefodbold med fælledklubberne mod 1. holdet og trampolingymnastik. Billetpriser mellem 5 og 12 kroner. Selvom Dirch Passer ikke var med blev overskuddet på kr. 5.397,-.

Nekrolog over Paul Dreiøe, der døde 20-12-1970 som 76-årig. Dreiøe havde været back på 1. holdet (18 kampe), ynglingetræner og været dommer i 1. division, hvor han dømte med et stort B.93-mærke på skjorten – det kunne man dengang. Han var et rent leksikon, når der skulle fortælles om gamle dage. Og det var altid med den uundværlige cigar i munden. Nekrologen skrevet af Preben Kargaard.

Som ny ynglingetræner tiltrådte Kurt Roesgarth, der selv havde spillet for Dalgas og Frederiksholm og været ynglingetræner i KFUM.

Five-a-siden blev vundet af Jens Kolding, Steffen Hansen, Henning Tøth, Finn Bertelsen og Karsten Gronemann. De slog i finalen et hold med Hans Paulander, Bent Olsen, Niels Gummesen, Bent Sørensen og Per Jürgensen. Bagefter fælles frokost og andespil med Kurt Olsen som en underholdende ordstyrer.

Dødsfald. Det mangeårige medlem, kunstmaleren N. E. Esmann, var død 24. november (1970). En hyggelig og morsom mand. Det er selvsamme Esmann, der står bag maleriet af klubhuset (Pavillonen).

Tennishallen. Kort før sæsonen var det utætte glastag erstattet af et nyt af plastik. Det nye tag gav problemer i form af kondensvand. For at forbedre udendørsbanerne var nedsat et udvalg bestående af Poul Rømert, Niels Knudsen, Gert Knudsen, Jens Erik Larsen og Jørgen Lundgaard.

Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.