Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1952.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om medlemsbladene i 1952 herunder.
December 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
De fire sidste kampe i efterårsturneringen var mod: Esbjerg (3-0), OB (1-2), B.1903 (4-1) og AB (2-2). Derved var det blevet til ni point i ni kampe, og holdet lå solidt placeret i midterfeltet. Flest mål i turneringen var scoret af Henning Bjerregaard (6 mål), Henry Salomonsen (4 mål) og Jørgen Jacobsen (2 mål). Den halvårlige afslutningsfest blev denne gang holdt i Søpavillonen.
To gange 50 år. I november fyldte først Poul Offenbach rundt den 10. Og dagen efter var det Henry Demant der rundede de 50 år. De gamle i klubben glemte ikke de to kammerater, og begge modtog mange hilsner på dagen.
På DM-ranglisten var placeringerne: 1. Kurt Nielsen (KB), 2. Torben Ulrich (HIK), 3. Søren Højberg (HIK), 4. Jørgen Ulrich (HIK), 5. Henning Wiig (B.93), 6. Bent Kozeluh (B.93), 7.Boris Mathiassen (AB), 8. Bent Poulsen (KB), 9. Erik Bjerre (KB) og 10. Helge Johansen (KB).
Ungdomsafdelingen i cricket benyttede 29 spillere, nemlig: Ole Flemming Hansen, Erling Henriksen, Børge Hald, Ole Sørensen, Benny Petersen, Jørgen Juul, Flemming Scharff, Jørgen Lund, Kaj Otto Jensen, Torben Andersen, Bjarne Andersen, Ole Gade Lorntzen, B. Christiansen, Leif Harrebye, Otto Jacobsen, Erik Jepsen, René Hansen, brødrene Vagn og Flemming Nielsen, J. Kristoffersen, Eigil Crone, Arne Møller, Niels Rasmussen, Allan Bredahl, Søren Svejstrup, Brun Valentin, Finn Jacobsen, Fl. Rudorski og Jørgen Jensenius.
Sådan er Poul Andersen, skrevet af Knud Lundberg i Idrætsbladet. Han sparker ikke bolden op ad banen på må og få. Han finder en medspiller. Har han ingen fri medspiller i synsfeltet, så tager han en dribling og ser sig for igen. Så har synsfeltet ændret sig, især fordi medspillerne ved, at hvis de trækker fri, så bliver de også spillet præcist. Man har kaldt hans driblinger frække. Det er de i reglen ikke. Han dribler med bolden inde under sig, korte drejninger med hele kroppen over bolden. Skulle modstanderen få en fod på, sker der ikke noget ved det. Poul Andersen holder fast. Sådan skal en forsvarsspiller drible. Det betyder utroligt meget for hans forwards, at de får bolde, de kan spille videre på uden at skulle slås om den først.
Medlemsbladet. Grundet på de dyre omkostninger ved medlemsbladet vil næste nummer først udkomme den 1. februar 1953, hvor vi vil bringe dagsorden og dato for generalforsamlingen samt årets oversigt over fodbold og tennis. Der udkom dog et ekstranummer på to sider i januar måned, hvor bestyrelsen for oldboys indkaldte til en stor ’Hvem-ved-Hvad’ konkurrence under ledelse af Gunnar ’Nu’ Hansen.
Oktober / november 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Forsiden var et billede af den nye træner Carlos Pintér i gang med træningen.
Efter den dårlige start på efteråret, fire kampe og to point, blev det 1-1 mod Skovshoved og en meget vigtigt sejr på 3-0 i Odense mod B.1909 på to mål af Henry Salomonsen og et af Henning Bjerregaard. Og det blev til en fornem debut for den nye målmand Leif Sjøberg.
Det lille interview var denne gang med træneren Carlos Pintér, som havde to ønsker, at det kære mandskab i B.93 måtte blive virkelig prima, og det er muligt, når samarbejdet mellem bestyrelse, spillere og træner kan fortsætte på samme behagelige måde som hidtil. Det andet ønske var, at lære det skønne lands svære sprog rigtigt.
Shell-turneringen blev vundet af Kurt Nielsen, som derved vandt trofæet til ejendom, idet han også vandt turneringen i 1946 og 1948. Der havde været spillet om trofæet siden 1937, og udover Kurt Nielsen stod også Henning Wiig og Jannik Ipsen med to – nu værdiløse – aktier.
Og i øvrigt kunne man nu atter få the i tennishallen, da sukkerrationeringen var ophævet.
Cricketholdet var: Palle Bloch-Jørgensen, Kaare Bloch-Jørgensen, Erik Christensen, Ove Jensen, Jørgen Petersen, Per Buhelt, Knud Petersen, Leif Holm, M. Horsted, Sidney Nørgaard, Ole Flemming Hansen, Hans Rasmussen, Palle Lorentzen, Bent West, Ove Sørensen, Jens Andersen, Erik Jørgensen, Erik Nielsen, Bjarne Andersen og Flemming Nielsen.
September 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Er kvalerne begyndt igen. Den nye turnering startede med en sejr i Køge (3-1), men så begyndte uheldene, først i Esbjerg (1-2), hvor Poul Andersen blev skadet i kampens begyndelse, så mod B.1903 (0-2), hvor Knud Petersen blev skadet tidligt i kampen. Og det var lang tid før begrebet 12-mand blev opfundet. Også den fjerde kamp mod Frem (0-3) blev tabt. De to nyoprykkede ynglinge Flemming Nielsen og Jørgen Jacobsen havde vist lovende takter.
I turneringen 1951/52 havde B.93 tilmeldt 10 ungdomshold: 2 ynglingehold, 3 juniorhold, 3 drengehold og 2 lilleputhold. Eneste rækkevinder blev 1. ynglinge med 18-14-1-3 og målscore på 48-21.
Navne. Svend V. Berendt fyldte 60 år den 17. september. Svend ’ Boston’ Nielsen var anfører på A-landsholdet mod Holland (3-2), og blev den yngste anfører gennem tiderne. Kvartermester Hansen og frue kunne fejre guldbryllup (det er endnu ikke lykkedes os, at finde ud af hvad kvartermesteren hed til fornavn, red.). Klubben havde fået en ny pladshund ved navn King, som er rask og rørig og let til bens, som en ’advarsel’ til medlemmerne om at være i træning. King var en schæferhund.
Avisen ’Berlingske Aften’ skrev: I B.93 har man vanen tro en række ændringer, dels på grund af sygdom, og dels fordi man nødigt spiller med det samme hold to gange i træk. Poul Andersen har meldt sig spilleklar, og det skulle betyde stor styrkelse af forsvaret. Det medfører, at Svend Nielsen på søndag spiller sin landsholdsplads, mens Rønnow Petersen bliver højre back. Så har man taget Børge Christensen med igen som fløjhalf, og det er kun godt. At han overhovedet har været sat af er mindre godt. Men i angrebet er der på ny sket ændringer, og det er for 117. gang gået ud over holdets smarteste spiller, Henry Salomonsen. Som den mand dog vandrer fra førsteholdet til sekundahold og fra plads til plads. Han har i øvrigt i dette efterår vist noget af sit bedste spil og lavet gode mål, men han må mangle tække dér, hvor han helst skulle have det – i spilleudvalget.
August 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Vore to successpillere i Olympiaden. Forsiden var forbeholdt et dobbeltinterview med Poul Andersen og Svend ’Boston’ Nielsen, der begge havde været blandt de bedste på det danske OL-hold. Danmark spillede mod Grækenland (2-1), Polen (2-0) og i kvartfinalen mod Jugoslavien (3-5).
Til olympiaden med. Som bekendt havde medlemsbladet foranlediget, at skolelærer Jørgen Voigt blev inviteret til OL i Helsingfors. Turen derop foregik med båd, det tog 1½ døgn, til gengæld kostede en pakke smøger kun kr. 1,30 og en whisky med soda to kroner. Rejsebeskrivelsen var på tre sider.
Carlos Pintér var ansat som ny træner i stedet for legendariske Carl ’Sko’. Carlos Pintér var født i 1910 i Bratislava (Pressbourg) af ungarske forældre; nu schweizisk borger. Emigrerede til Schweiz i 1930. Blev medlem af Locarno FC, der straks efter kom i division national. 1936 til Bern, medlem af Bernese FC. Året efter kontrakt med Sliema Wanderers på Malta, hvor han spillede til krigens udbrud 1938. Vendte da tilbage til Schweiz som spiller og træner i Bellinzona. Kom i 1950 til Ecole Fédéral du Sport, Macolin (Schweiz), hvorfra han fik diplom som professionel sportstræner. Talte fem sprog.
Dødsfald. Lauritz Jensen var død den 5. august i en alder af 63 år. Lauritz var et mangeårigt fodboldmedlem, og var Danmarks ældste aktive sportsjournalist, hvor han skrev under mærket ’Risse’, bl.a. i Idrætsbladet. Også den gamle 1. holdsspiller Aksel Madsen var død, han blev 68 år.
Juni / juli 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Som det fremgår af forsiden vandt ynglingeholdet pokalfinalen over KB.
På billedet får anføreren Frank Eghjort overrakt pokalen af bestyrelsesmedlem i KBU, navnkundige K. K. Hansen (KFUM). Meget underligt er finalekampen ikke omtalt, ikke en gang resultatet. Vi har derfor set os nødsaget til, at søge andre græsgange, og det kan meddeles, at B.93 vandt finalen med 2-0 på mål af Jørgen Malmquist og Flemming Nielsen.
Medens vi er væk fra medlemsbladet kan samtidig oplyses, at ynglingeholdet, der også havde vundet KBU-rækken, spillede DM-finale i Århus mod AGF, hvor der var 2000 begejstrede tilskuere, idet AGF vandt 3-2 (1-1): 1-0 (41.) John Amdisen: 1-1 (45.) Ole Bang: 1-2 (70.) Flemming Nielsen, str.: 2-2 (82.) John Amdisen, 3-2 (83.) Lejf Nielsen. B.93 kom til finalen ved sejre over Viking i Rønne og Køge på Gentofte Stadion.
Klubben havde erhvervet sig en motortromle til brug for såvel fodbold- som tennisbanerne. På grund af leveringsvanskeligheder kom den så lovlig sent for tennisbanernes vedkommende, så det var for tidligt at udtale sig om resultatet, men medlemmerne sagde dog, at en bedring af banerne er mærkbar.
Michael Rohde var inviteret til OL. Det var afdøde overretssagfører Hans Madsen, formand for Københavns Idrætspark, der havde indstiftet et legat på sin 60 års fødselsdag, hvor renterne skulle bruges til en idrætsmand kunne overvære en olympiade. Denne gave var tilfaldet vort æresmedlem, Michael Rohde, og medlemsbladet lykønskede på det hjerteligste for denne store ære.
Sagt på tomandshånd. Denne gang havde medlemsbladet lavet et interview med Georg Lorentzen (født 22-05-1887, red.), som var klubbens alvidende statistiker. Han havde ført statistik de sidste 40 år i fodbold og cricket. Han havde cricketresultater fra 1900 skrevet på indpakningspapir. Lorentzens egen karriere var hurtigt stoppet, idet han arbejdede hver dag til kl. 19:00 og gik på handelsskole tre gange ugentlig. Han søn (Ole Gade Lorentzen, red.) på 10 år var startet i B.93 med fodbold og cricket.
Maj 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Sæsonen der gik. I 1. division sluttede B.93 ganske pænt på en 6. plads med 17 point for 18 kampe og fem point foran AGF, der måtte rykke ned. Målscoren i de 18 kampe var 18-24, hvilket fortæller alt om, at det var forsvarets fortjeneste at livet blev reddet. Således gav de 18 scorede mål 17 point i kassen bl.a. via fem sejre på 1-0. Det gennemsnitlige tilskuerantal lå på 10.000. Kun Svend ’Boston’ Nielsen havde været med i samtlige sæsonens 22 kampe, heraf fire pokalkampe.
Afslutningsfesten foregik på ny ved, at deltagerne mødtes i klubben til et glas vin, hvorefter bussen kørte selskabet ud i det blå, denne gang til Kystens Perle i Snekkersten.
Ynglingeholdet var i pokalfinalen, efter at have besejret Frem med 4-1 i semifinalen. Modstanderen ville blive KB. Holdet mod Frem: Ole Jensen – Birger Petersen, Erik Holm Larsen – Kurt Arnskov, Frank Eghjort (anf.), Flemming Nielsen – Jørgen Malmquist, Jørgen Friis-Hansen, Ole Bang, Jørgen Jacobsen og Kurt Olsson. Målscorer: Ole Bang (2), Jørgen Friis-Hansen og J. Malmquist.
Skadesafdelingen. Et grimt uheld havde ramt Haldur Lasthein, der i tennishallen havde sprængt akillessenen. Arne Petersen, der kom så slemt til skade ved et grimt motorcykleuheld, lå stadig til observation på hospitalet under klubbens mangeårige medlem læge Allan Gammeltoft. Efter 48 dages sygeleje havde Helmut Nielsen atter vist sig på anlægget, ganske vist med stok, men det gik glædeligt fremad.
I bladudvalget var Ole Hytten (tennis) blevet erstattet af H. Micke.
Bestyrelsen: Civilingeniør Helge Scharff (formand), direktør John Andreasen (næstformand), fuldmægtig P. H. Wiinstedt (kasserer), værkfører Hans Pedersen (fodbold), butiksmontør Ernst Spiegelhauer (fodbold), grosserer Verner Christensen (fodbold), overlærer Viggo Baunøe (tennis), statsaut. revisor Sven Aage Bruun (tennis) og assistent Viggo Steensen (tennis).
Spilleudvalg:
- Fodbold: John Andreasen (formand), Aage Blomberg, Ingemann Petersen, Erik Larsen og Ernst Spiegelhauer
- Cricket: Palle Bloch-Jørgensen (formand), Ove Jensen, P. Buhelt, S. Nørgaard, Erik Christensen
- Tennis: Viggo Steensen (formand), Svend Harder Sørensen, H. Micke, Dissing Sørensen og Arne Hermansen.
April 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Da B.93 fik sejrsmålet mod AGF var forsiden, og denne gang illustreret ved et billede fra den glædelige begivenhed, hvor målscoren Kaj-Ove Møller også ligger inde i nettet. Forårsturneringen, hvor B.93 kun havde seks point fra efteråret, var startet elendigt: Skovshoved (1-4), B.1909 (0-1) og AB (2-2), men så fulgte en serie på tre kampe med samme resultat: AGF (1-0), B.1903 (1-0) og Køge (1-0).
B.93 havde målmandsproblemer, først blev Ove Bock skadet, så blev 37-årige Hans Pedersen kaldt til undsætning, så kom Arne Rasmussen på mål, så fik Arne dårlig skulder, så blev nu 38-årige Hans Pedersen kaldt til undsætning, så glemte Hans P. sine støvler (str. 37) i toget til Odense mod B.1909, og endelig kom Arne Rasmussen tilbage. I kampen mod B.1909 brækkede den farlige målskytte Helmut Nielsen benet to steder.
Normalt blev KBU-pokalfinalen spillet i efteråret. På grund af diverse omkampe, resultatet efter 90 minutter talte, skulle finalen først afvikles i forårsturneringen, og da der var et tæt program i DM-turneringen, kneb det med at finde en dato. Det kneb for KBU, at finde en passende dato, så B.93 – der var i nedrykningsfare – truede med at stille med et sekundahold. Det hjalp imidlertid med tre sejre i træk. Modstanderen blev KB, der netop havde slået serieholdet Hvidovre i omkampen. B.93 tabte finalen med 0-2 i overværelse af 14.600 tilskuere.
Den initiativrige cricketafdeling påtænkte som propaganda at lave en stor cricketplakat, der skulle lokke publikum ind til turneringskampene. Ligeledes agtede man at trykke et program til hver kamp.
Dødsfald. Efter lang tids sygdom døde Skærtorsdag det gamle trofaste medlem bankfuldmægtig Hans von Lindholm (far til Henrik, red.). Igennem mange år mødte Lindholm søndag efter søndag op på fodboldanlægget, hvor han med glødende interesse fulgte alle holdene lige ned til de mindste drenge. Lindholm vil blive savnet meget af de gamle medlemmer.
Ved DM i tennis, indendørs, var Henning Wiig i alle tre finaler. I single vandt han semifinalen over Torben Ulrich 6-3, 4-6 og 6-0, men i finalen tabte han til Kurt Nielsen 2-6, 6-8, 6-2 og 0-6. I herredouble og mixdouble tabte Henning Wiig også finalekampene. Bent Kozeluh tabte i 1. runde til Jørgen Ulrich med 6-0, 6-8 og 7-9 efter Kozeluh havde haft ni matchbolde.
Marts 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Generalforsamlingen. Helge Scharff blev valgt til formand med akklamation. John Andreasen blev næstformand efter hård kamp. Der var mødt 204 medlemmer, hvoraf de 173 var stemmeberettiget (passive har ikke stemmeret). Som dirigent valgtes overretssagfører Poul Groes. Som ny formand valgtes som nævnt Helge Scharff, hvorfor der skulle vælges ny næstformand. Efter lidt slagudveksling om de to kandidater, John Andreasen (fodbold) og Hugo Andersen (tennis), gik man til skriftlig afstemning. Det blev til en kneben 87-83 sejr til John A.
Bestyrelsen kunne meddele, at fra den 22. marts er den eneste indgang til klubbens anlæg fra P. H. Lings allé, idet såvel døren ved Øster allé som indgangen ved Park Teatret er konstant lukket for al passage, også for fodgængere.
På generalforsamlingen kom det frem, at når træneren Carl Sko’mars kontrakt udløb til sommer, ville den ikke blive forlænget, idet bestyrelsen ønskede en ny træner ind i klubben. Formanden benyttede lejligheden til at takke Carl Sko for hans arbejde i klubben.
Fodboldafdelingen holdt møde den 13. marts i klubbens lokaler for seniores og ynglinge. Dommeren Aksel Asmussen (B.1903) fortolkede de nye obstruktions-regler. Carl Sko gav på sin sædvanlige friske og fornøjelige måde spillerne en sidste saltvandsindsprøjtning.
Sagt på tomandshånd. Medlemsbladet bragte et langt interview med den nye næstformand John Andreasen. Han var ikke forundret over, at han skulle ud i hård kamp om næstformandsposten, når fodbold i forvejen havde majoritet i bestyrelsen. Øverst på John A’s dagorden stod; forbedring af klubbens økonomi, istandsættelse af tennishallen, at skabe gode samfundsborgere og at bygge et nyt klubhus. John A. gik for at være anti-tennis, men det mente han var noget vrøvl.
Bridge. Den årlige afslutningsmiddag med efterfølgende generalforsamling fandt sted i klubbens lokaler, lørdag den 1. marts. Klubmestre blev Poul Zølck og afdelingens formand H. Benz. I klubturneringen med HIK, AB, KB og B.93 var der i fællesskab udsat en ny vandrepræmie, en sølvkande, som skulle vindes fem gange i alt for at blive ejendom. B.93 havde fået den første andel i præmien.
Januar / februar 1952
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Forsiden blev benyttet til indkaldelse til generalforsamlingen, som skulle afholdes, onsdag den 27. februar i restaurant ’Karnappen’.
Det store spørgsmål var hvem der skulle være den nye formand, efter Erik Becker, der trak sig efter fire år på posten.
Der udkom ni medlemsblade i 1952, et mindre end sidste år. Redaktør var stadig P. T. Jørgensen.
Julens five-a-side blev som sædvanlig en succes. Der var 10 hold. Vinder blev: Verner Jespersen, Børge Petersen, Helge Nielsen (Nitrup), Arne Klimer (f. Nielsen) og John Jønsson der kunne hæve fem fede gæs ved kasse 1. Dagens bedste spiller var Helge Nielsen. Efterfølgende var der underholdning af Demant med harmonika, og dertil solisterne ’Jesper’, ’Fisker’, ’Maler’ og Schou samt causøren ’Prins Aage’.
Indendørs fodbold. Havde ’dansk premiere’ i Malmø, og det blev københavnsmestrene fra B.93, der vandt turneringen ved at besejre B.1903 i finalen. Holdets store spiller var troldmanden Henry Salomonsen, der scorede syv af B.93’s otte mål i finalekampen. Holdet var: Knud Petersen, Henry Salomonsen, Helge Nielsen (Nitrup), Henning Bjerregaard, Svend ’Boston’ Nielsen, Leif Rønnow Petersen og Poul Andersen.
Ved afslutningsfesten for 1. holdet, der fandt sted i klubbens lokaler, overrakte formanden hver af 1. holdsspillerne en smuk scrapbog, på hvis omslag klubbens emblem og ejerens navn var påtrykt. Det er tanken, at enhver debutant på 1. holdet får overrakt en lignende bog.
Som tidligere nævnt havde medlemsbladet fået den idé, at de ville sende et klubmedlem til OL i Helsingfors. Valget var faldet på skolelæreren Jørgen Voigt, der udover at spille på 3. holdet også var træner for ynglingene. Voigt havde altid vist den rette klubånd; ihærdig i sine kampe, levende interesseret i klubbens trivsel – og dertil en god kammerat.
Restaurationen var pr. 1. januar overtaget af fru Ragna Spangenberg.
Tre af de gamle tenniskæmpere: Olaf Lindstrøm, Poul Groes og Harald T. Waagepetersen fejrede et sjældent jubilæum i tennishallen fredag den 18. januar, idet de gennem 40 år havde haft deres faste fredagstimer fra kl. 17-18. Som fjerdemand var indtil sin død Skovgaard-Petersen. Tennishallen blev taget i brug dagen efter (19. januar), og officielt indviet den 6. februar i overværelse af daværende kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine. Indbudt var ministre, borgerrepræsentanterne og aktionærerne.
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.
