Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1947.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om medlemsbladene i 1947 herunder.
December 1947
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Ved årsskiftet var overskriften på forsiden på årets sidste medlemsblad.
Det havde været et drøjt år at komme igennem. Lykkeligvis havde divisionsholdet undgået nedrykningen i foråret, men ved årets udgang var B.93 på ny i vanskeligheder. Det havde dog lysnet lidt, da bundholdet Fremad A. blev besejret med 3-0 i sidste runde inden vinterpausen. Derved havde B.93 som næstsidst seks point. Fremad A. havde et enkelt point.
“Typografstrejken og papirrestriktionerne vanskeliggjorde arbejdet med medlemsbladet i 1947, men vi kom dog igennem det og håber, at det nye år bliver bedre. Redaktionen vil gerne benytte lejligheden til at takke bladets annoncører, og vi sender disse samt alle klubbens medlemmer vore bedste ønsker om en glædelig jul og et godt nytår/Redaktionen.”
Medlemmernes hold. Der var indkommet 58 seriøse forslag, samt et enkelt der havde foreslået fru Christof på kassen (ikke i). Medlemmernes hold blev: Ove Jensen – Per Brandtmar, Christen Brøgger – Jørgen Hammeken, Poul Andersen, Bent Nielsen – Erik Andersen, Svend Nielsen, Helmut Nielsen, Knud Børge Overgaard og Eyvind Berger.
Det lille interview var denne gang med den tidligere formand Helge Hassel. Anledningen var, at han som næstformand i DLTF havde afholdt dommereksamen i tennis for nye. Der var indtegnet et ret stort antal, men ved prøverne var fremmødet beskedent. Der var ti, der denne gang bestod prøven.
Bordtennis. For første gang spilledes landskamp i Norge, som blev vundet 5-0 af Danmark, der var repræsenteret af Erik Bilberg (KBK), Leif Skovgaard (AB) og Willy Scott Nielsen (B.93).
November 1947
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Vort stærkeste hold? Medlemsbladet havde besluttet, at de ville lave en ’Gallup undersøgelse’ blandt medlemmerne om førsteholdets udseende. For at lette arbejdet havde medlemsbladet nomineret spillere (nogle på flere forskellige pladser).
Målmænd: Der kunne man kun “vælge” mellem Ove Jensen. Backs: Christen Brøgger, Aage Christensen, K.B. Overgaard, Per Brandtmar, Knud Petersen, Palle Bloch-Jørgensen og Jørgen Petersen. Centerhalf: Poul Andersen, Brandtmar, Overgaard, Aage C. og Brøgger. Fløjhalf. Jørgen Hammeken, Svend Nielsen, Bent Nielsen, K.B. Overgaard, Knud P., John Jønsson, Arne Petersen, Eyvind Berger, Arne Winther, Axel Kørner og Aage Blomberg. Angribere: Erik Andersen, Svend Nielsen, Helmut Nielsen, Arne P., K.B. Overgaard, Brandtmar, Berger, Poul Eriksen, Jørn Larsen, Karloo Niilonen, Leo Petersen, Truelsen, Ibsen, Knud P., Salomonsen, Hammeken og Palle Bloch-Jørgensen. Medlemmerne opfordredes til at sende deres forslag til kontoret senest ultimo november. Og spilleudvalget måtte gerne deltage!
Det lille interview var denne gang med hele tre personer, nemlig Helmut, Bent og Svend Nielsen, også kendt som Denger, Bitter og Boston, altså de tre yngste i Nielsen-dynastiet. De to ældste var Henry (Brormand) og Arno (Tju-hej). Alle fem brødre kom på klubbens 1. hold (rekord), og tre af brødrene (Henry, Arno og Svend) kom på A-landsholdet (rekord).
Bordtennis. På Københavns Bordtennis Unions rangliste figurerede Willy Scott Nielsen som nummer to og Helmuth Jespersen som nummer tre.
Klubbens kasserer, P. H. Wiinstedt, ligger for tiden på Bispebjerg Hospital, hvor han har gennemgået en større operation. Formentlig vil der gå nogle måneder, inden Wiinstedt kan genoptage sit arbejde i klubben, og i mellemtiden fungerer John Andreasen som kasserer.
Jørgen Hammeken har meddelt bestyrelsen, at hans tid ikke mere tillader ham at sidde i spilleudvalget. Bestyrelsen har derfor – på forslag af spilleudvalget – indvalgt Ove Jensen, der også er udpeget til anfører for førsteholdet.
Medlemsbladet havde kritiseret W. Holst-Petersen fra AB, hvis spil de to sidste år intet havde med fodbold at gøre. Der skulle have stået de sidste to kampe. Fejlen fik både Idrætsbladet og forurettede til at reagere. Derved så man hvilken ravage et enkelt lille ord kunne forårsage. Og netop fordi Holst-Petersen normalt var en fair spiller, havde man specielt lagt mærke til hans hårde spil i de to kampe.
Oktober 1947
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
“Rettigheder – Pligter“.
Overskriften på forsiden hentyder bl.a. til en artikel om kontingentrestancer.
To mål er taksten. De første fem kampe i turneringen var sluttet således: B.1903 (0-2), Frem (1-2), Køge (2-2), AGF (3-2) og AB (1-2). Og så var der også pokalkampen mod B.1908 (0-2). Så i seks kampe havde holdet sluppet to mål ind i hver kamp.
For første gang i historien havde klubben tilmeldt et lilleputhold. KBU-turneringen var startet i sæsonen 1946/47. De tre første lilleputterne spillede var mod: AB (0-1), Fremad A. (0-1) og ØB (0-2). Det kunne tyde på, at der manglede noget skarphed oppe foran.
I fodboldsammenslutningen Stævnet blev Aage Witt Nielsen genvalgt til bestyrelsen og John Andreasen blev nyvalgt, idet Fritz Tarp ikke ønskede at fortsætte.
Tennishallen. Den 15. oktober kunne fru L. Christoffersen fejre sit 25 års jubilæum som ansat i klubben, en sjælden begivenhed. Da klubbens administration i 1922 nødvendiggjorde, at hallen og de åbne baner personalemæssigt blev skilt ud, blev ægteparret Christoffersen fast knyttet til Tennishallen, og efter Hr. Christoffersens død i 1943 fortsatte fruen sin gerning i hallen. Populær og afholdt havde ’fru Christof’ altid været.
September 1947
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Som forsiden meddeler var Aage Buntzen død i en alder af 78 år.
Derved havde klubben mistet et af sine æresmedlemmer. I perioden 1900/29 sad Buntzen i bestyrelsen, heraf de 26 år som kasserer. Han var også en periode næstformand for DBU. Buntzen havde i 33 år været tilknyttet smørfirmaet Har. Klitgaard som førstemand. Da firmaet lukkede, blev han i stedet hovedkasserer for Københavns Idrætspark. Nekrologen var skrevet – ikke overraskende – af Johannes Gandil.
De stolte pokaltraditioner havde fået et skud for boven. For i første runde tabte B.93 på udebane 2-0 til upåagtede B.1908 fra Københavnsserien. I medlemsbladet står:
“Tiderne skifter, – ja så sandelig også i fodbold! Allerede nu hænger ordet 2. division betænkelig nær vore læber, allerede nu frygter vi medlemmer, det, der ikke må ske: Degradationen med dens uanede dystre udsigter for vor gamle klub. Vi håber og beder til at klubben, dens øverste ledelse med spilleudvalg og trænere og alle dens aktive udøvende fodboldspillere må være klar over, at faren er over os, at tiden er moden til, at bøtten må vendes, at der må spyttes i næverne og tages fat. Hvorledes og hvordan – vil De måske spørge – ja, det må de vise mænd i klubben besvare, men som det nu går – ja, da er det næsten uudholdeligt for os menige tilhængere, vi kan næsten ikke tage mere.”
Det lille interview. Medlemsbladet havde fanget 1. holdets træner Michael Rohde for en samtale her lidt inde i sæsonen 1947/48. I de to første turneringskampe mod B.1903 (0-2) og Frem (1-2) måtte B.93 i store dele af kampene spille med kun 10 mand pga. skader af hhv. Knud Petersen og K.B. Overgaard. Pokalkampen mod B.1908 var efter en meget svag indsats.
Klubbens sekretær indrykkede denne annonce i medlemsbladet: “Klubben har næsten 2000 medlemmer – mon der ikke blandt disse findes blot én, der kan skaffe mig en 3-3½ værelsers lejlighed? G. Rode-Jepsen, Godthåb 9707.”
Dødsfald. Otto Palby, tidligere 1. holdsspiller, døde 25. august i en alder af 56 år. Palby var på det sejrende pokalhold i 1915 og 1918 og deltog i klubbens store Spaniensrejse.
Dødsfald. Fru Else Hassel, gift med den tidligere formand Helge Hassel, var afgået ved døden efter en lang og svær sygdom. Medfølelsen vil samle sig om Helge Hassel og hans tre børn.
I brevkassen beklagede Gunnar Samson over, at Knud Petersen havde været indlagt på Militærhospitalet i 10 dage, efter han beskadigede sit knæ i turneringskampen mod B.1903. Knud P. er ikke den, der beklager sig, men hans kammerater, der sætter sig i hans sted, undrer sig over, at bestyrelsens medlemmer ikke lod høre fra sig.
August 1947
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Der var gået næsten et halvt år siden sidste medlemsblad var udkommet. Årsagen til at medlemsbladet måtte holde en ufrivillig pause, var naturligvis typografstrejken, som varede over fire måneder og lammede dagspressen. Fodboldsæsonen 1946/47 var gået elendigt, bortset lige fra, at holdet klarede sig fri af nedrykningen, som blev overladt til AaB med ni point, to færre end de danske mestre.
Efter to sæsoner var Helge Ahlstrøm ophørt som træner. Træningen var overtaget af Michael Rohde i samarbejde med Fritz Tarp og Hans Pedersen. Mon ikke alene denne kendsgerning – uden at forklejne Ahlstrøm – styrker troen på, at vort hold kommer op af bølgedalen.
Divisionsholdet havde fået en ny plakat, som man forventede at tage i brug i efteråret, når lageret af den gamle var opbrugt. Den nye plakat viser en spiller, der header mod mål, hvor en målmandsskygge kaster sig efter bolden oppe i trekanten. Blandt flere forslag fra forskellige tegnere kom det endelige valg til at stå mellem to udkast, der begge var indleveret af den kendte fodboldspiller fra KB, Povl Kolind.
Generalforsamlingen var – heldigvis – refereret, selvom den var foregået for lang tid siden. Dirigent blev højesteretssagfører Victor Hansen. Regnskabet ville blive gennemgået af den ene af revisorerne, P. H. Wiinstedt, idet kassereren Hugo Andersen var blevet syg. Formanden henstillede til medlemmerne, at de behandlede personalet på en ordentlig måde, hvilket ikke havde været tilfældet i det svundne år. I årets løb var samtlige klubbens funktionærer blevet udskiftet, og flere var desværre rejst, fordi de ikke havde kunnet holde til det pres, der blev lagt på dem. Som ny kasserer valgtes P. H. Wiinstedt, medens P. T. Jørgensen fra tennis blev afløst af Eigil Gram. Der var kampvalg til spilleudvalget i fodbold, valgt blev Hans Pedersen, Ingemann Petersen og Svend Petersen i kamp mod Ernst Spiegelhauer og Aage Blomberg.
På generalforsamlingen blev foreslået, at der blev nedsat et udvalg til at se på organisationen. Udvalget kom til at bestå af: Formanden (Richard Lillie), Fritz Tarp, John Andreasen, Knud Rasmussen, Helge Hassel, Christen Ramlow og Svend Jørgensen.
Dødsfald. Emil Jørgensen var død den 23. marts 1947, han blev 65 år. Derved havde fodboldspillet mistet en af sine betydeligste lederskikkelser. Emil Jørgensen spillede 115 kampe/11 mål for B.93 i perioden 1901/17. Han opnåede endvidere fire A-Landskampe i perioden. Emil blev ansat som sekretær for KBU i 1912, et job han bevarede til sin død. Nekrologen var skrevet af Johannes Gandil.
Nyt fra bestyrelsen: Den 1. august rejste vor opsynsmand Hr. Jacobsen, hvis efterfølger er blevet Hr. A. Johnsen, der hidtil har virket på KFUM’s anlæg i Emdrup (Johnsen og schæferhunden King blev sidenhen legender i klubben, red.).
Februar 1947
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Det var John Andreasen fra redaktionen der havde skrevet oversigten over klubbens sportslige virksomhed i 1946. Mesterskabet i fodbold var yderst fortjent, og overalt i klubben var der glæde over titlen. Kun eet lagde dæmper på vor glæde, og det var tanken om Halvor, som var så uheldig at brække skinnebenet i en kamp mod AB. Omstændigheder har bevirket, at han endnu 10 måneder efter ulykken ikke er blevet rask. Og i øvrigt afslørede uheldet klart, at klubbens ordning med ulykkesforsikring var mangelfuld.
Klubbens ringbærere. For 10. gang var der en præsentation af en af ringbærerne. Denne gang var det målmanden Svend Jensen, som var den 10. der havde opnået den ærefulde titel, som blev tildelt fodboldafdelingens ypperste spillere. Hermed sluttede serien, idet Lange Svend (og Poul Zølck) var de sidste modtagere i 1943, ud fra daværende kriterium.
Af indkaldelsen til generalforsamlingen fremgik det, at der skulle vælges ny kasserer, idet Hugo Andersen ikke ønskede genvalg. Det samme gjaldt P. T. Jørgensen fra tennis.
Årets klubfest den 1. februar i Håndværkerforeningen havde kun deltagelse af 125 medlemmer, så interessen syntes at være meget lav. Stik imod alle forventninger blev festen en succes fra start til slut. Bel Canto indledte underholdningen med nogle lystige sange, derefter fulgte klubbens medlem John Price, der på fortræffelig vis sang og fortalte. Til sidst optrådte Lilly Broberg, der efter hvert nummer fik hele forsamlingen til at juble. Inden festen gik der rygter om, at klubben i fremtiden ville afholde sig fra at arrangere denne årlige fest, fordi tilslutningen var for ringe. Forhåbentlig vil festens forløb bevirke, at man alligevel gentager den. Vi der var med kommer alle igen, således afslutter den anonyme referent.
Fra bestyrelsen. Hr. Jens Jacobsen er den 1. januar tiltrådt som opsynsmand ved de åbne baner. Vi håber, at dette må blive til gensidig glæde og ønsker hr. og fru Jacobsen velkommen. Kontoret mangler i høj grad en skrivemaskine. Der skulle vel ikke være et medlem, som er i stand til at skaffe en sådan – ny eller brugt?
Artiklen i januar-nummeret om den ringe five-a-side var skrevet af ’Jeep’. Hans artikel blev skarp kritiseret af John Andreasen, der samtidig mente at man skulle skrive under med sit navn og ikke et mærke. Svaret fra Verner Christensen kunne læses efterfølgende, og det fremgik meget klart at Verner og John ikke var venner.
Januar 1947
Medlemsblad. Chefredaktør: P. T. Jørgensen
Der udkom syv medlemsblade i 1947. Udover redaktøren P. T. Jørgensen var holdopstillingen i redaktionen den samme: John Andreasen, Viggo Baunøe, Verner Christensen, G. Rode-Jepsen, Svend Jørgensen, Asger Truelsen og som fotograf Gunnar Samson.
I anden halvdel af året bestod redaktionsudvalget af: Aage Blomberg, Viggo Baunøe, Verner Christensen, G. Rode-Jepsen, Svend Jørgensen og fotograf Samson.
Der blev inviteret til klubfest lørdag den 1. februar kl. 18:00 i Håndværkerforeningen i Dr. Tværgade. Optræden af kendte kunstnere, fælles aftensbord og dans. Pris kr. 7,-. Og der blev også indkaldt til generalforsamling torsdag den 27. februar i Karnappen i Niels Hemmingsensgade 8-10.
Stævnet havde været på en tur til England, og lederen fra B.93, Aage Wiit Nielsen, skrev om turen, men ikke noget om de fem kampe, udover at de danske spillere kæmpede som mandfolk i alle kampe.
Årets five-a-side i december måned 1946 var afholdt uden den store tilslutning. Der var kun 10 hold med. Vinder blev holdet med Michael Rohde, Verner Christensen, Poul Eriksen, Arne Winther og Bent Schou. Overskuddet fra andespillet skulle gå til Halvor Larsen; desværre var der ikke noget overskud. I øvrigt havde spilleudvalget intet gjort for, at det skulle være en hyggelig søndag, det har vist aldrig været så dårligt arrangeret som i år.
Tennisspilleren Niels Turin fyldte 60 år den 22. januar. Den kendte gymnast havde deltaget ved OL-holdet i 1908 og 1920. Som supplement til gymnastikken indmeldte Turin sig i B.93 i 1922, hvor han lige siden havde dyrket tennissporten med stor iver. Det var Turin, der stod for udsmykningen af hallen ved jubilæet i 1943.
Henning Wiig, den suverænt bedste herrespiller i Danmark, havde været så uheldig at falde ned fra en stige og beskadiget ryggen. Sygelejet benyttede medlemsbladet til at interviewe Henning Wiig, som var født ind i klubben, idet hans far var tennistræner.
Tennisafdelingens juniorleder, bestyrelsesmedlem Viggo Baunøe er af Københavns Skoledirektion blevet udnævnt til overlærer. Til lykke!
Julekonkurrencen fra bladet i december måned blev vundet af E. Hye-Knudsen (gavekort) samt Jørn Larsen og Ernst Spiegelhauer (landskampsbiletter). Navnene på billederne var: Helge Ahlstrøm, Poul Zølck, Arne Petersen, Jørgen Hammeken, Henning Wiig, P. H. Wiinstedt, Gunnar Samson, Theresia Madsen, Herdis Mølgaard, Michael Rohde og N. Holst.
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.
