Medlemsblade i 1943

Her finder du beskrivelser af medlemsbladene i 1943.

Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.

Læs om medlemsbladene i 1943 herunder.

November / december 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Førsteholdet havde måttet spille fire turneringskampe i Idrætsparken helt uden tilskuere, idet tyskerne ikke ville give lov til større menneskeforsamlinger. Udover manglende entréindtægter var resultaterne også uden mange point: AB (2-2), KB (1-2), Frem (1-1) og ØB (0-1). Da forbuddet blev ophævet, gik det bedre: Køge (1-0) og B.1903 (7-1).

Helge Scharff blev 50 år den 30. november. Klubbens formand Helge Hassel havde i den anledning skrevet et portræt af civilingeniør Helge Scharff, også kaldet ’Skipper’, der siden 1936 havde været et meget aktivt medlem af bestyrelsen. Siden 1940 havde Scharff også haft sæde i DBU’s bestyrelse. I det hele taget var Scharff en meget aktiv person, medens han var indkaldt til underbådstjeneste læste han samtidig til cand. polyt.

Der var indkaldt til ekstraordinær generalforsamling søndag den 12. december kl. 10:00 i tennishallen. Den primære årsag var, at klubbens økonomi på grund af de herskende forhold (Krigen, red.) var i meget dårlig forfatning. Der var forslag om ekstra kontingent for 1944, bemyndigelse til at optage lån med pant i fast ejendom og forslag om ’Jubilæumsfond 1943’.

Idrætsmærket. Der havde været en del aktivitet for at mærket kunne erhverves. Det var Viggo Baunøe, der havde ledet prøverne. Man påtænkte at holde en sammenkomst for dem der havde bestået prøven: Guld med sløjfe: Helge Hassel. Guld: Viggo Baunøe, H. Benz, Niels Holst, Svend Jørgensen, Olaf A. Poulsen, Frede Pedersen, Axel Poulsen og Henry Uldaler. Sølv: Bendix Christensen. Bronze: Th. Bekkevold, Svend Bjarnæs, Mogens bjørn, Børge Christensen, Palle Bloch-Jørgensen, Poul Jørgensen, Knud Lund, Ove Petersen, Poul Wennecke og Henning Wiig.

Oktober 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Førsteholdet startede træningen allerede sidst i juli måned. Mange af spillerne havde ikke deltaget i sommerturen og havde derfor ikke spillet bold et par måneder. Træningen blev ledet af Poul Jensen og Michael Rohde, der begge havde deltaget i DBU’s trænerkursus i Gerlev og der hentet nye impulser til gavn for træningen.

Efter en lang pause, som medlemsbladet formulerer det (var en karantæne på ni måneder efter udskejelser før kampen FBU-KBU), var Helmut Nielsen igen spilleklar. I de første træningskampe benyttede spilleudvalget et par af de nyoprykkede ynglingespillere, højre back Aage Christensen og højre wing Erik Andersen.

I sæsonens første turneringskamp (22.08.1943) mod Fremad A. (6-1) stillede B.93 op således: Ove Jensen – Aage Christensen, Per Brandtmar – Arno Nilsen, Arne Sørensen. Knud Børge Overgaard – Kaj Hansen, Jørgen Hammeken, Helmut Nielsen, Eyvind Berger og Ib Eskildsen. Og med fire pragtmål fejrede Helmut Nielsen sin tilbagevenden med manér.

På grund af undtagelsestilstanden skulle der gå 50 dage før næste kamp blev spillet. Den næste måned måtte ikke spilles træningskamp mod fremmed modstander, og for at skabe lidt mere interesse og afveksling arrangerede spilleudvalget en handicapturnering mellem klubbens seniorhold. Den 26.09.1943 havde man fået lov at spille en træningskamp mod B.1903 men uden tilskuere. Kampen blev dog aflyst pga. vejret.

Dødsfald. Helvig Klitgaard var død efter nogen tids håbløs sygdom. Helvig Klitgaard havde været ansat på kontoret de sidste 14 år. Pligtopfyldende og elskværdig, røgtede hun sit hverv, hendes gode humør gjorde hende ualmindelig afholdt af alle, hun kom i berøring med. Vi bevidner hendes familie vor dybeste deltagelse, således sluttede nekrologen fra bestyrelsen.

Cricket fejrede jubilæet ved en kamp i Næstved, da klubben ikke selv rådede over en bane. Inden starten fik hver deltager i turen en nøje skriftlig instruktion, hvori var indflettet en kraftig opfordring til at repræsentere klubben på den helt rigtige måde, både på og udenfor banen, og den blev fulgt. B.93 vandt kampen med tre point og et stående gærde. Efter kampen inviterede B.93 på middag i Rådhuscaféen. Der blev holdt flere smukke og heldigvis kortvarige taler, bl.a. af Henry Uldaler og P. H. Havemand Wiinstedt. Til kaffen serverede B.93 selv alsang, delvis a la pantomime, under Jørgen Petersen, også kaldet ’Fiskerjørgen’s ledelse.

September 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Til jubilæumsfonden var indtil videre indkommet kr. 6.323,-. Klubben ville overføre overskuddet fra veterankampen i Idrætsparken samt en gave fra DBU ved forbundets 50 års jubilæum, således at saldoen ville stige til kr. 12.293,-. Stadig et beskedent beløb. Skulle godkendes på næste generalforsamling.

Dødsfald. Den afholdte opsynsmand i tennishallen Aage Christoffersen var pludselig død, samme dag som han havde gennemgået hallens tilstand med formanden Helge Hassel. Aage Christoffersen havde været ansat i hallen siden 1922. Han var gift og havde tre børn. Hans alder fremgår ikke af nekrologen.

Også Pavli Lebret var død. Han kom til klubben i den tid fuldmægtig Aage Buntzen var klubbens kasserer. Hr. Lebret var ansat på klubbens kontor lige til 1941, hvor den fuldstændige omlægning af regnskabsvæsenet medførte en ændring også blandt klubbens funktionærer. Til trods for et stille væsen, der af og til virkede lidt mut var Lebret afholdt af klubbens medlemmer.

Klubmesterskaber for juniores i tennis. Som ventet blev Christen Brøgger mester i herresingle, men han måtte dog i slutkampen afgive sæt til den energiske og påpasselige John Brunbech. Damesingle blev vundet af Elisabeth Holten, der overraskende slog Birthe Nielsen, som ikke spillede nær så godt, som hun kan. Christen Brøgger vandt herredouble med Ole Dam og mixdouble med Kirsten Koefoed. Og endelig vandt Elisabeth Holten og Ulla Ørum damedouble.

Klubbens 50 års jubilæumsskrift kunne købes for kr. 3,50 ved henvendelse på kontoret. Det smukke festskrift var på 150 sider, og redigeret af Ove Jørgensen og Johannes Gandil.

August 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Bornholmsturen. Det var kutyme, at divisionsholdet rejste rundt i provinsen efter turneringen. I år gik sommerturen til Bornholm. På disse ture var der ofte en del reserver med, så det nærmest var et blandet hold. Det må have været en god tur, for den var beskrevet på over tre sider i medlemsbladet.

Bægerfest, var en anden årlig tradition. Festen blev holdt for de hold der var blevet rækkevindere. I år drejede det sig om 2. holdet og 4. holdet. Hver deltager fik overrakt et smukt bronzebæger.

Førsteholdets afslutningsfest blev holdt tirsdag den 29. juni i klublokalet. De spillere der tidligere havde modtaget “B.93’s ring” var også indbudt. Årsagen var, at Svend Jensen og Poul Zølck skulle hædres med ringen. Efterfølgende takkede “Bagermanden” (=Poul Zølck) for hædersbevisningen og klubben for, hvad den havde været for ham gennem mange år, og han sluttede sin tale med følgende ord: Én gang B.93’er, altid B.93’er”.

Cricketafdelingen havde klaret sig fint til trods for mangel på egen bane, bl.a. var det lykkedes, for første gang i mange år, at besejre KB. Særlig glædeligt var det, at det var et par ganske unge spillere, der ikke tidligere havde gjort sig særlig bemærket på 1. holdet, der lavede point, nemlig Mogens Wilhelmsen med 58 og John Jønsson med 45.Efter 16 års forløb lykkedes det igen B.93 at vinde DM i herresingle på udendørs bane, årets fornemste tennismesterskab. Vor klubmester, Henning Wiig, tog arven op efter Axel Petersen. Han besejrede Jannik Ipsen i finalen med tre sæt mod nul.

I medlemsbladet var en kupon hvor medlemmerne kunne angive hvornår de var meldt ind. Årsagen var, at kontoret fik mange forespørgsler om hvor længe vedkommende medlem havde stået i klubben. Kontoret havde ikke tidligere overført indmeldelsesdatoen, når nye protokoller blev taget i brug.

Bridgeudvalget bestod af: K. Schrøder, H. Benz og O. Salomonsen. Turneringen skulle afholdes i klubbens mødelokale og strække sig over seks ordinære spilleaftener, der fortrinsvis bliver mandage, hvorefter der afsluttes med en festaften. Derefter spiller otte par holdkamp mod KB, AB og HIK om Läkerol-pokalen.

Juni / juli 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Medlemsbladet indeholdt af gode grunde mest om det netop overståede jubilæum. Forsidebilledet er fra aftenfesten i Tennishallen. Fra morgenstunden var der en herlig stemning, da formanden Helge Hassel hejste flaget på klubbens baner. Det var et ret højtideligt øjeblik vel nok mest for Johannes Gandil, der var den, der mest af alle havde virket og levet for klubben i alle de hensvundne år.

Der var frokost på Langelinie for bestyrelsen og de svenske venner fra Hälsingborg Idrottsförening. Om eftermiddagen var der reception, og talrige gratulanter mødte op i klubhuset. Om aftenen var der en storstilet fest i den smukt dekorerede tennishal. Formanden oplæste et telegram fra Hans Majestæt Kongen, der udtrykte Hans Majestæts hjerteligste ønsker for klubbens fremtid. Og for Johannes Gandil, der samme aften blev dekoreret med Ridderkorset, blev der råbt et hurra, der var ved at rive taget af hallen.

Torsdag den 13. maj spillede B.93 to jubilæumskampe i Idrætsparken. Først spillede 1. ynglinge mod Køges ditto, der var sjællandske mestre. B.93 vandt en overbevisende sejr på 5-0. Herefter spilledes hovedkampen, hvor B.93’s oldboys mødte et hold fra stævneklubberne. B.93 vandt kampen 1-0 på et mål af Magnus Simonsen.

Tirsdag den 18. maj spillede B.93 i Idrætsparken selve jubilæumskampen. Klubbens 1. hold mødte Hälsingborg IF, og vandt en fortjent sejr på 3-1. Målscorer Ib Eskildsen, Jørgen Hammeken og igen Ib Eskildsen. Jubilæumsholdet var: Ove Jensen – Poul L. Hansen, Per Brandtmar – Arno Nielsen, Arne Sørensen, Knud Børge Overgaard – Kaj Hansen, Jørgen Hammeken, Arne Nielsen (Klimer), Eyvind Berger og Ib Eskildsen.

Klubmestre i tennis: Henning Wiig (HS), Martha Thomsen (DS), Henning Wiig/Leif Christoffersen (HD), Minna Jørgensen/Martha Thomsen (DD) og Henning Wiig/Else Dam (MD).

Maj 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Jubilæumsfondet savnede indskud, så der var endnu en opfordring til medlemmerne om at få åbnet tegnebogen. Samtidig kunne man stille forslag til hvad puljen skulle bruges til. Det endelig forslag – valgt af bestyrelsen – ville blive forelagt generalforsamlingen til godkendelse.

Klubbens 50 års jubilæumsfest skulle afholdes onsdag den 19. maj i Tennishallen. Arrangementet varede fra 18-24. Prisen for deltagelse var 10 kroner pro persona incl. garderobe. Påklædning: Festdragt (smoking, kjole eller mørkt tøj). Smør-og brødmærker skulle medbringes. Fødselsdagen ville blive indledt med standerhejsning, og derefter ville bestyrelsen mindes de afdøde formænd ved at nedlægge kranse på deres grave. Om eftermiddagen fra kl. 13 til 15 ville der være reception i klublokalet.

Bestyrelsen op til 50 års jubilæet var: Grosserer Helge Hassel (formand), materialforvalter Richard Lillie (næstformand), regnskabschef Hugo Andersen (kasserer). For fodbold og cricket: Direktør Johannes Gandil, civilingeniør Helge Scharff og kommunelærer Aage Wiit Nielsen. For tennis: Bankkasserer P. T. Jørgensen, prokurist Frede Pedersen og prokurist C. Ramlow.

Spilleudvalg, fodbold: Poul Jensen (formand), Aage Wiit Nielsen, Ernst Spiegelhauer, Aage Nørregaard og Kaj Skovgaard Nielsen.

Spilleudvalg, cricket: Henry Uldaler (formand), H. Wiinstedt, Ove Jensen, John Andreasen og Hjalmar Hansen.

Spilleudvalg, tennis: Jens Petersen (formand), C. Ramlow, Viggo Baunøe, Svend Harder Sørensen og Viggo Steensen.

April 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Jubilæumsfonden. Som det fremgår af forsiden, var der oprettet en jubilæumsfond, hvor pengene skulle komme fra en indsamling blandt medlemmer. Fonden skulle komme klubbens ungdom til gode i form af f.eks. en idrætslejr.

Divisionsholdet havde før starten af jubilæumsåret 5 kampe/5 point. Der var otte hold i Krigsturneringens Kreds 3 (København+Køge), og kravet var en 4. plads for at gå videre til kvartfinalen om DM. Træningskampene viste i høj grad, at B.93 manglende en frontangriber (medlemsbladet fortiede fortsat, at Helmut Nielsen havde karantæne hele foråret). De to første kampe gav sejre over B.1903 (4-1) og ØB (1-0).

Bordtennis. Resultater: 1. division (nr. 5), 2. division (nr. 4), 1. Junior (nr. 3) og 2. Junior (nr. 4). Leder af afdelingen var John Andreasen.

Cricket. Ville få en vanskelig sæson, den 50. i historien, idet cricket havde dårligere betingelser end nogensinde før. Klubbens bane kunne ikke bruges pga. renoveringen. Var der lyst og interesse, så ville man finde en udvej med hensyn til træning. Blandt andet af den grund startede sæsonen med at vise en cricketfilm. Leder af afdelingen var John Andreasen.

Gamle tennisbolde kunne sælges til klubben, som herefter sendte dem til dæk-og trykfornyelse, så de atter kunne benyttes til turneringer. Tre af de udendørs baner var allerede klar til den 21. marts, og det var vistnok klubrekord.

Marts 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Generalforsamlingen. Der var mødt et meget betydeligt antal af medlemmerne. Som dirigent valgtes højesteretssagfører Victor Hansen. Formanden kunne oplyse, at man i det meste af året måtte undvære den ene fodboldbane (nærmest klubhuset), idet den skulle totalrenoveres. I stedet havde klubben fået stillet en bane i Fælledparken til rådighed. Klubbens jubilæum var nært forestående, men det var svært at tilrettelægge noget på længere sigt pga. krigen. Jubilæumsskriftet ville blive trykt i 1000 eksemplarer. Generalforsamlingen varede fra 19:00 til 20:50.

Bordtennis. Ved københavnsmesterskaberne vandt Helmuth Jespersen herresingle for juniores. I B-double, senior, vandt John Andreasen og Eyvind Berger. Klubmester, senior, blev Kaj Hansen foran Børge Petersen. Klubmester, junior, blev Helmuth Jespersen foran Jørgen Hilborg.

Tennis. Den årlige kamp mod HIK blev tabt med hele 1-12. De indbyrdes kampe var startet i 1933. B.93 havde vundet 1933, 34, 35, 36, 37, 39. HIK vandt i 1938, 40, 41, 42 og 43. Stillingen var således samlet 6-5 til B.93. I årets nederlag stillede B.93 med: Henning Wiig, Ib Gerdes, Niels Holst, Bent Kozeluh, Bent Barfod, Leif Christoffersen, Inge van Deurs, Rigmor Madsen.

Bridge. I den årlige turnering om Läkerol-pokalen spillede B.93 imod KB (2-14), AB (7-9) og HIK (14-2). Klubmester blev L. P. Hansen og P. R. Jørgensen foran John Andreasen og S. Harset.

Fodbold. Førsteholdet havde visse bekymringer. Poul Thomasen og Poul O. Hansen var på sygelisten, og Arne Nielsen (Klimer), som måske skulle have erstattet Helmut Nielsen (karantæne), havde fået arbejde i Kalundborg. Dog var Kaj Hansen, Knud Børge Overgaard og Per Brandtmar blevet deres knæskader kvit. Så der var trods alt håb om en god placering i jubilæumsåret.

Februar 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

I de tidligere årsskrifter (1914/41) var der en samlet oversigt over klubbens sportslige virksomhed. Med medlemsbladets indtog var det slut, idet man henviste til de løbende orienteringer.

Førsteholdet var uden egentlig træner efter Carl Sko’mar stoppede ultimo 1942. Træningen var lagt i hænderne på de gamle førsteholdsspillere, Poul Jensen, Michael Rohde og Fritz Tarp i samråd med Helge Scharff og Aage Wiit Nielsen.

Klubben havde i turneringen 1941/42, fem seniorhold (nummer 1, 1, 1, 1 og 4), to ynglingehold (nummer 2 og 3), tre juniorhold (nummer 2, 1, 1) og tre drengehold (nummer 5, 1, 3).

Cricket havde ikke den bedste sæson. Der var grund til at fremhæve Ove Jensen for hans gode gærde- og markspil. Ove scorede bl.a. century i første kamp. På 2. holdet var Henrik Andersen og Poul Zølck de dominerende spillere. Det var ikke som sædvanlig Wiinstedt, der havde skrevet om cricket, men derimod John Andreasen.

Tennis. Klubmestre blev: Henning Wiig (HS), Else Dam (DS), Helge Hassel/P. T. Jørgensen (HD), Inge van Deurs/Anne Lis Bruun (DD) og Poul Schmitz/Anne Lis Bruun (MD).

Generalforsamlingen skulle afholdes, torsdag den 18. februar kl. 19:00 i Park-teatrets selskabslokaler. Efter generalforsamlingen blev serveret tre stykker smørrebrød, øl og kaffe á kr. 4,50 incl. betjening. Brød-og smørkort skulle medbringes.

Prokurist Frede Pedersen blev 50 år den 2. februar. Frede havde været medlem af klubben i så mange år, at der næppe er en ’93’er, der ikke kender hans venlige ansigt. Han havde siddet i tennisspilleudvalget i adskillige år og indvalgtes i 1940 i bestyrelsen.

Januar 1943

Medlemsblad. Chefredaktør: Bendix Christensen

Forsiden var forbeholdt formanden Helge Hassels nytårshilsen.

Andet år med medlemsblade, og første hele år. I alt udkom der hele 10 medlemsblade. Redaktionen bestod udover Bendix Christensen af formanden Helge Hassel, Johannes Gandil, Aage Wiit Nielsen, Svend Harder Sørensen og Viggo Hansen.

Året man gik ind i var i lyset af klubbens 50 års jubilæum og i mørket af anden verdenskrigs trængsler.

En gennemgang af holdenes placering var foretaget af Aage Wiit Nielsen. Alle fem seniorhold og oldboysholdet lå placeret i den øverste ende. Førsteholdet lå nede på en femteplads, men de havde to udsatte kampe mod B.1903 og Fremad A. i hånden. Og så kunne han meddele, at der i januar og februar måned hver tirsdag ville være gymnastik og boldøvelser i Idrætshuset fra kl. 19-20. Og det gjaldt hele seniorafdelingen.

Der var afholdt five-a-side den 20. december med en usædvanlig stor tilslutning, idet 60 deltagere fordelt på 12 hold havde meldt sig til denne morsomme turnering. Der blev spillet om en julegås til det sejrende hold, som blev: Arne Nielsen, Poul Thomasen, Preben Kargaard, Anders Møller og Laur. Larsen. Finalen blev vundet over: Jørgen Hammeken, Ove Jensen, Charles Jensen, Aage Nørregaard og Poul Offenbach. Efter turneringen samledes deltagerne i klublokalet, hvor man spiste den medbragte frokost og i øvrigt havde det fornøjeligt og hyggeligt ved det efterfølgende fælles kaffebord.

Bordtennis. For første gang deltog B.93 i Københavns Bordtennis Unions holdturnering med to seniorhold og to juniorhold. Formand for klubbens bordtennisafdeling var 24-årige John Andreasen.

Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.