Her finder du beskrivelser af fodboldbladene i 2010.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om fodboldbladene i 2010 herunder.
November 2010
Fodboldblad. Chefredaktør: Torben Klarskov
Forsiden viser spillere fra Akademiet til formiddagstræning.
Fodboldbladet havde været på besøg hos Thomas W. Rasmussen, der var anfører for ’B.93 TV’. TV-redaktionen bestod udover Thomas af Klaus B. Johansen (webmaster), Christian Winther (divisionskampe), Chris Palmgren (divisionskampe), Majken Gilmartin (pigefodbold) og Max Riis Christensen (børnefodbold).
Hvordan bliver man et talent? Dette spørgsmål havde redaktøren besluttet sig for, at talentchefen Frank Nielsen måtte besvare. Frank havde i ti år beskæftiget sig med ungdomsfodbold i B.93. Frank fik til opgave, at stille holdet anno 2015. Det bliver: Valbon Idrizi – Wissam Nielsen, Mads Nielsen, Ibrahim Mansary, Nicklas Jensen – Jannik Zimling, Mourad El-Bariaki, Souheib Dhaflaoui – Bassel Jradi, Omar Roshani og Sadulla Elezi.
Henrik Juul – en spændende målmand. Ole Helding havde været i kontakt med vor gamle målmand Henrik Juul, der spillede 183 kampe (1969/76). Henrik valgte allerede at stoppe som 25-årig. Han havde mistet lysten, blandt andet fordi pressen var efter ham hver gang der blev scoret. Henrik arbejdede som viceskoleinspektør på Nysted Skole på Lolland.
Portræt af Mads Nielsen. Et af klubbens unge talenter var blevet interviewet af Fodboldbladets unge talent Christian Winther.
Min årgang. En ny serie, hvor man fik en spiller til at gennemgå sin ungdomstid i klubben, helst med et holdbillede som udgangspunkt. Den første udvalgte var Per Jürgensen, der var med på ynglingeholdet der vandt KBU-pokalfinalen i 1961 ved at besejre KB med 3-2. Med på holdet var senere stjerner som Tom Søndergaard og Bernhard Deneke.
Tolv år på holdet. Redaktøren havde været på besøg hos 78-årige Leif Rønnow (Petersen), der spillede en særdeles stabil back i perioden 1951/63, hvor det blev til hele 246 kampe/3 mål. Rønnow, der havde været medlem af klubben i 66 år, var dansk mester – sammen med Erik Køppen fra KB – i at redde på stregen.
Jørgen Ritnagel, årgang 1946, mangeårig leder i klubben, havde været i kløerne på redaktøren. Ritters egen karriere er ikke noget man kan bruge timer på at berette om. Det så han tidligt i øjnene, og han sprang til da Poul Zølck foreslog ham at blive ungdomstræner. Ritter har modtaget DBU’s sølvnål, KBU’s sølvnål og B.93’s fortjenstnål.
B.93 – en kulturinstitution. Denne gang havde redaktøren skrevet om de fodboldbøger, der var udkommet gennem tiderne med relation til 93’ere. Lige fra Michael Rohde udgav bogen ’20 år på holdet’ i 1931 til bogen ’Brian Jensen – The Beast’ i 2010.
Nekrolog. Jørgen Jacobsen var død den 26. august i en alder af 76 år. Blot 15 dage tidligere deltog Jørgen i et DBU-arrangement i Parken for gamle landsholdsspillere, hvor han var i fint humør. Under en bustur med pensionistklubben i Herlev fik Jørgen hjertestop og døde. I mange år sad Jørgen på klubrekorden med sine 293 kampe/108 mål. Han ligger nu nummer tre efter Ole Petersen og Jens Kolding.
Ny partner i B.93 Kontraktfodbold ApS. Det var PR Trading der havde købt sig ind i selskabet. Herefter ejede moderklubben 65 % af anpartskapitalen. I forbindelse med investeringen indtrådte Andreas Jordt i bestyrelsen.
Gammelmandsrækkerne. I hvert nummer af Fodboldbladet var der afsat en side, så man kunne se hvordan det gik med klubbens hold i de syv forskellige gammelmandsrækker under KBU, nemlig Old Boys, Veteran, Super Veteran, Masters, Super Masters, Grand Old Masters og Super Grand Old Masters. Og det gik rigtig godt. Ingen tvivl om, at B.93 havde den bedste – og bredeste – Old Boys afdeling i hele København.
September 2010
Fodboldblad. Chefredaktør: Torben Klarskov
Forsidebilledet er det maleri som nok har hængt længst i klubben. Maleriet forestiller klubbens berømte landsholdsmålmand Svend Jensen, som bokser bolden væk. De tre øvrige 93’ere kunne være (fra venstre): Ernst Spiegelhauer, Jørgen Hammeken og Poul L. Hansen.
Et møde med cheftræneren. Redaktøren Torben Klarskov havde en samtale med divisionsholdets træner Jeppe Tengbjerg, der havde været i klubben et enkelt år, og som skulle i gang med den nye sæson. Jeppe havde det fint med, at 70 % af truppen var af egen avl. Jeppe var i besiddelse af DBU’s højeste træneruddannelse (UEFA P-licens).
I den nye sæson måtte 1. holdet undvære Bashkim Kadrii (solgt til OB), Mads Ibenfeldt (Brønshøj), Casper Abildgaard (BSV) og Aske Krohn (Frederikssund). Nye i truppen var Danny Mirabel og Mohammad Ali, der begge var vendt tilbage. Af klubbens unge forventede man brug af Mads Nielsen, Mourad El-Bariaki, Jannik Zimling og Bassel Jradi.
Samtale med en ildsjæl. Redaktøren havde haft en samtale med Jesper Nielsen, der efter en kort tid som daglig leder, var tilbage som ungdomskonsulent. Jesper var optaget af al form for idræt, især det sociale aspekt havde hans interesse, og det er der rigtig mange unge mennesker i klubben der har nydt godt af.
Hans Drachmann fortalte om klubbens sportslige strategi, og Erling Bøje svarede på seks skarpe spørgsmål.
Organisationen ’Sport 2100’ havde udarbejdet en storstilet plan om bedre idrætsanlæg på Østerbro. I planen indgik Østerbro Stadion-området, Østre Gasværk-området, Ryparken og Nordhavnen. Klubberne bag var: Sparta, KIF, KBK, Copenhagen Beach Volley, Københavns Bordtennis Klub, Team København, DSR, Roklubben Skjold, Roklubben KVIK, KSF, Skøjteklub København og fodboldklubberne B.93 og Boldklubben Skjold.
Juniorholdet fra 1958. Med Ole Gade Lorentzen og Ebbe Møller som initiativtagere, var det meste af det gamle juniorhold samlet her over 50 år efter, med navne som Per Jürgensen, Jørgen Finkelstein, Finn Jacobsen, Briton Smetana, Steen Bo Caspersen og Finn Pedersen.
Kontraktfodboldselskabet havde solgt en mindre procentdel af sine anparter til nogle nye samarbejdspartnere, nemlig Niels Wegener fra advokatfirmaet A4 og Christian Bangsgaard-Pedersen fra it-firmaet Affecto. Som afløser for Jaquelline Lindberg var ansat Mari-Anne Jespersen, uddannet skuespiller, der i flere år havde arbejdet med organisation og projekter.
Nyt fra 100 mandsforeningen U-100. Hele bestyrelsen var udskiftet. Den nye formand var Torben Klarskov, der som medspillere havde Peter ’OB’ Jensen, Hans Hesselberg og Henrik Dreiager. Som første tiltag havde 100 mandsforeningen sponseret det unge talent Mads Nielsen, der havde debuteret i foråret.
Juni 2010
Fodboldblad. Chefredaktør: Torben Klarskov
Forsidebilledet viser de to VM-spillere Daniel Jensen og Patrick Mtiliga på besøg i klubben før VM i Sydafrika. Under træningslejren i Helsingør valgte DBU at sende spillerne ud i deres barndomsklubber som et reklamefremstød overfor unge spillere.
Divisionsholdet. De tre første kampe i foråret var mod KB/FCK (1-2), HIK (1-1) og Brønshøj (1-2). Efter 18 kampe havde de oprykningsberettigede hold: 1. BSV (37 p.), 2. Brønshøj (34 p.), 3. Avarta (32 p.), 4. Nordvest (30 p.), 5. Greve (29 p.), 6. Vanløse (27 p.), 7. LFA (26 p.), 8. HIK (25 p.) og 9. B.93 (24 p.).
Alt tydede på, at sæsonen var slut for B.93 (kun nummer sidst rykkede – måske – ud), men så vandt B.93 de sidste 12 kampe (klubrekord) mod: Greve (4-0), BSV (3-2), Brøndby II (3-1), LFA (1-0), Skjold (5-0), Avarta (2-1), B.1908 (2-1), Stenløse (1-0), Vanløse (2-0), BGA (4-0), Allerød (2-1) og Nordvest (1-0). Og derved blev slutstillingen: 1. Brønshøj (61 p.), 2. B.93 (60 p.), 3. BSV (59 p.). I næstsidste runde var Brønshøj bagud 0-2 hjemme mod HIK, men vandt 3-2, blandt andet på et mål der ikke var over stregen. I kvalifikationskampen skulle B.93 møde Hobro, og tabte 0-2 hjemme og 1-3 ude. Det var andet år i træk, at B.93 var ualmindelig tæt på det erklærede mål, 1. division.
DM-turneringen skulle have ny struktur, 1. division skulle reduceres fra 16 til 12 hold, og Superligaens reservehold fik deres egen turnering. Derfor var der kun en oprykker i de to 2. divisioner (tilsammen) i 2010/11 og 2011/12.
Spillerportræt af Martin Heisterberg var begået af Christian Winther. Samtalen foregik dagen efter sejren på 2-1 over B.1908, den syvende sejr i træk. Og Martin troede på oprykningen – det skal jeg jo. Efter sæsonen førte Martin 59-51 over sin lillebror Mads i antal kampe.
Østerbros Idrætsklubber går sammen. Hans Drachmann kunne fortælle om et nyt initiativ, hvor 11 store klubber på Østerbro var gået sammen i et nyt idrætsforum under navnet ’Sport 2100’.
Klubben har mistet to af sine trofaste medlemmer. Peter Vang, guldsmeden, var død den 28. marts, han blev 66 år. Mogens Tarp, boghandleren, var død den 17. april, han blev 76 år.
Talentfulde U10 drenge i Barcelona. I Påsken var de talentfulde drenge i Barcelona, hvor de deltog i en turnering. Den første kamp gav sejr på 5-2 over selveste Barcelona. B.93 spillede en flot turnering, som endte med bronzemedaljer, kunne træneren Nicolai Bo Hjeds berette.
Redaktøren Torben Klarskov havde været på hjemmebesøg hos 92-årige Erik Brenting, klubbens ældste medlem, som stoppede med at spille fodbold da han startede som elev i Belysningsvæsenet. I stedet uddannede han sig som dommer, hvor han i mange år dømte i den bedste række.
Flyulykken i Kastrup. Den 16. juli var det 50 års dagen for den sorteste dag i dansk fodbold. Et charterfly med otte landsholdsaktuelle spillere skulle flyve fra Kastrup til Herning. Umiddelbart efter starten, en lørdag med regn og blæst, styrtede flyet i vandet, og alle otte spillere omkom, kun piloten Stig Vindeløv overlevede. Spillerene var: Per Funch Jensen (KB), Arne Karlsen (KB), Kurt Krahmer (KB), Ib Eskildsen (Frem), Søren Andersen (Frem), Børge Bastholm Larsen (Køge), Erik Jensen (AB) og Erling Spalk (Ikast). Fire andre spillere skulle med et endnu mindre fly, nemlig: Erik Poulsen/Dyreborg (Frem), Bent Jørgensen (B.93), Bjarne Eklund (B.93) og Hans Andersen (Køge). Det var – ikke overraskende – klubhistorikeren Palle ’Banks’, der havde berettet om tragedien.
Fodbold er hele mit liv. Det var overskriften på et interview med bestyrelsesmedlemmet Medi Nezeri, der var født og opvokset i Makedonien. Da han var færdig med sin uddannelse som mekaniker, flyttede Medi til Danmark, hvor han havde en faster. Han spillede fodbold i Prespa, indtil hans søn i midten af 90’erne begyndte at spille i B.93.
To nye æresmedlemmer. På generalforsamlingen blev udnævnt to nye æresmedlemmer, nemlig Freddie Birtø og Palle ’Banks’ Jørgensen, som var nummer 18 og 19 i kongerækken. Samtidig blev Erling Bøje tildelt klubbens fortjenstnål.
Christian Winther var startet med en serie; Hvad blev der af … I sidste nummer var det Leif Funcke Nielsen, denne gang var valget faldet på Riffi Haddaoui, som havde spillet i klubben af to omgange i perioden 1994/99 (52 kampe/7 mål). Riffi var/er chef på Radio Rødovre.
Marts 2010
Fodboldblad. Chefredaktør: Torben Klarskov
Dette blad var historisk, idet det var det første blad siden januar 1989, der var udkommet uden Freddie Birtøs medvirken. Den nye redaktion bestod af: Torben Klarskov (ansv.), Ole Helding og Christian Winther, der alle var nye. Eneste af de gamle der var tilbage, var Palle ’Banks’ Jørgensen, der ligesom annoncemanden Jørgen Bundgaard, havde været med fra starten af Fodboldbladet i 2002.
En kort præsentation af de tre nye. Torben Klarskov, medlem af klubben siden 1958, tidligere med i redaktionen dengang det hed medlemsbladet, suppleant i klubbens Hovedbestyrelse. Sifter af ’B.93’s venner’, tidligere ungdomstræner og sponsorkonsulent. Ole Helding, medlem siden 1963, ungdomsspiller, ungdomstræner, med i redaktionen 1976/83, sad i Københavns Borgerrepræsentation i 1986/90. Christian Winther, 37 år, interesseret i B.93 siden 1982, med i klubbens hjemmeside, web-optagelser fra divisionskampene.
Efterårssæsonen 2009 blev gennemgået af Christian Winther, der kunne konstatere, at B.93 lå på 6. pladsen, 10 point fra nummer 1 og seks point fra nummer 2 (kval.kampe), så målsætningen måtte være en 2. plads.
Selskabet bag divisionsholdet havde fået en modstander, nemlig klubbens egen Tennisafdeling, der valgte at køre en krig mod Fodboldafdelingen i fuld offentlighed, hvilket kostede mange tabte sponsorkroner.
Fra efterårets trup manglede Dennis Bo Mortensen, Olcay Senoglu, Mark Strøm og Rang Shawkat. Af tilgang kan nævnes Heino Hansen, Sadulla Elezi, Sebastian Clausen og Wissam Nielsen (efter lang skadespause).
Geert Baunsgaard, der prydede forsiden, var blevet interviewet af Christian Winther, som så lyst på forårssæsonen. Med sine 28 år var Geert blandt de ældste og mest rutinerede i truppen. Han pegede på klubbens styrke ved det stærke samarbejde, der var mellem ungdom og senior.
Bettina Falk, der havde spillet 56 A-landskampe (for Brøndby), var startet som træner i pigeafdelingen. Efter hun var flyttet til Østerbro, havde hun fattet interesse for trænergerningen. Bettina blev interviewet af Ole Helding.
Freddie Birtø, den nu forhenværende redaktør, blev profileret af Palle ’Banks’, som en form for afskedsgave. Her kunne man læse nærmere om alle Freddies meritter i klubben. Freddie fortsatte dog som chef for Kulturudvalget.
Den nye chefredaktør Torben Klarskov satte læserne ind i klubbens gamle slagsang, ligesom han beskrev Dirch Passers tilknytning til klubben, herunder ikke mindst hans hjælp og deltagelse i et velbesøgt sportsshow i Idrætshuset i 1969, hvor det for alvor kneb med økonomien. Dirch var også en flittig præmieoverrækker til klubbens Ungdoms-cup.
Kampprogrammer. Nogle samler på penge, andre samler på kampprogrammer. Chefredaktøren hører til den sidstnævnte kategori. Med billeder af gamle kampprogrammer startede han en artikelserie om udviklingen af klubbens programmer.
En nyt gennemgående tema i Fodboldbladet ville blive ’Kan du huske’, hvor Torben Klarskov fortalte om episoder for 100, 75, 50, 25 og 10 år siden. Som det fremgik, havde han været ’over hegnet’ i nogle gamle Banks-bøger (ikke bankbøger).
Ungdomsformanden Anders Levinsen havde begået en interessant artikel om hans syn på indvandreres muligheder for at blive landsholdsspillere. Med den rette vejledning, opmærksomhed og anerkendelse har sådanne spillere mulighed for at skabe sig en karriere som professionel fodboldspiller. Han nævner klubbens tre ung-landsholdsspillere Bassel Jradi, Bashkim Kadrii og Mourad El-Bariaki som gode eksempler.
Serien om gamle profiler fortsatte, nu med Christian Winther ved roret. Hans første ’offer’ var den legendariske Leif Funcke Nielsen, der spillede 206 kampe/7 mål i perioden 1986/95. Det var Funcke, der på Greve Stadion mod Greve (1-0), sørgede for B.93 ikke røg ud af DM-rækken (uafgjort havde dog været nok).
Mindeord. Knud Petersen var død den 12. februar, han blev 85 år. Herved havde B.93 mistet en af sine helt store profiler, både som spiller og som træner. Nekrologen, der var skrevet af Palle ’Banks’, slutter af med: B.93 er blevet en hædersmand mindre.
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen.
