Her finder du beskrivelser af fodboldbladene i 2009.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om fodboldbladene i 2009 herunder.
November 2009
Fodboldblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Forsidebilledet viser pigeafdelingens talentfulde Fatima El Foul i selskab med verdens mest berømte fodboldspiller, brasilianeren Pelé.
Redaktionen bestod af Freddie Birtø, Henrik Engel, Finn ’Ludo’ Jensen og Jesper Nielsen og stadig med Jørgen Bundgaard som ansvarlig for annoncesalget. Det var sidste gang redaktionen så således ud, idet chefen Freddie Birtø, efter flere tilløb, havde meddelt at han stoppede.
Nyt restauratørpar. Det blev ægteparret Anette og Giacomo Museumeci, der overtog restaurationen efter Ole Klein. Anette og Giacomo (italienske aner) havde hidtil drevet cateringvirksomheden ’Kokkens Gourmet’ på Amager, og denne virksomhed blev således flyttet til Svanemølleanlægget. Og i øvrigt må det anses som umuligt, at drive restaurationen uden at have noget catering i tilknytning hertil.
Redaktøren havde begået en portræt-artikel om klubbens kasserer 55-årige Hans Bay, der havde siddet på posten siden 2004. Hans blev cand. stat i 1981. Havde været på to års studieophold på State University of New York. Han overtog regnskaber med meget røde tal, men havde formået at aflevere sorte tal de sidste fire år.
Divisionsholdet var igen hjemme på Østerbro Stadion. Efteråret startede noget famlende, med tre kampe og bare et point. Midt i efteråret kom en god periode med fem sejre i træk. Efter første halvdel var stillingen i toppen: 1. BSV (33 p.), 2. Brøndby II (29 p.), 3. Avarta (29 p.), 4. Nordvest (27 p.), 5. Brønshøj (25 p.) og 6. B.93 (23 p.). Så der skulle ske mirakler, såfremt B.93 skulle slutte mellem de to første.
I serien om gamle profiler i klubben var turen nået til Anders Levinsen, som ikke så meget var kendt for sine 15 kampe på 1. holdet i 1983, men mere for sit arrangement i internationale fodboldskoler. Fra privatboligen i Tårbæk styrer Anders firmaet Cross Cultures Project Assosiation, et firma der er repræsenteret i 14 lande. Anders havde modtaget mange priser, den seneste var blevet overrakt af den tidligere premierminister Tony Blair, som havde ‘spillet’ for England.
Den nye tennishal på Svanemølleanlægget blev indviet den 20. september. Det var overborgmester Ritt Bjerregaard, der klippede snoren. Den officielle indvielsestale blev afholdt af direktør for ØI, den tidligere minister Jens Kampmann. Derved havde tennisafdelingen nu fire indendørsbaner mod tidligere to.
Dette sidste blad i de første 10 år af 2000-tallet var specielt, idet Freddie havde lavet sit sidste blad. Han havde været redaktør af medlemsbladet 1989/01 og fortsættelsen fodboldbladet 2002/09. Det blev 21 år i træk som chefredaktør. Kampprogrammet var han redaktør af i 13 år (1985/97). Var medlem af Hovedbestyrelsen i otte år (1989/97). Freddie Birtøe blev i 2010 udnævnt til Æresmedlem.
September 2009
Fodboldblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Forsidebilledet viser en ikke helt tilfældig sejlbåd. Ejermanden er den gamle 93’er Mogens Hansen, så det er ikke helt tilfældigt, at nummeret på båden er B.1893.
Bladets næsten nye mand Finn ’Ludo’ Jensen havde begået et interview med klubbens formand Johnny W. Hansen. Da Johnny som juniorspiller (1981) skiftede fra FB til B.93, fik han netop Finn ’Ludo’ som sin første træner. Johnny, der absolut ikke var en damespiller, opnåede 77 kampe/5 mål på førsteholdet (1986/88).
Æresmedlem Ove Jensen bliver ’Gamle Ole’. Den gamle målmand, formand, æresmedlem, fyldte 90 år den 7. november. Det fejrede fodboldbladet med en helsides hyldest til denne hæderkronede mand. Ove var målmand, da B.93 sidst vandt DM i 1946.
Klubbens U18 piger vandt, og genvandt, KBU’s pokalturnering ved at slå AB Tårnby så sikkert som 5-0. Bag holdet stod Majken Gilmartin og træneren Bettina Falk.
Også U19 drenge vandt KBU’s pokalturnering. I semifinalen blev FCK/KB besejret med 3-2. Finalen blev spillet i Valby Idrætspark, hvor hjemmeholdet Frem blev besejret 1-0. Målet blev scoret i sidste minut på direkte frispark af store og stærke Mads Nielsen.
Man skulle helt hen til side 20 i Fodboldbladet for at finde resultaterne af de to playoff kampe mod Brabrand. Den første kamp blev spillet onsdag den 17. juni på Østerbro Stadion. Alle sæsonens 15 hjemmekampe var spillet i Valby Idrætspark, så man kan diskutere om det nu var klogt, at spille hjemmekamp nummer 16 på Østerbro Stadion, hvor der godt nok var 1.558 tilskuere (i Valby var der højst kommet det halve). Kampen sluttede 0-0 og det kunne gæsterne være bedst tjent med.
I returkampen tre dage senere i Brabrand var der dømt gyser. Den sidste halve time af første halvleg sad B.93 fuldstændig på kampen, og scorede to gange, begge gange ved 17-årige Bashkim Kadrii. På grund af reglen om udebanemål skulle Brabrand score tre gange i 2. halvleg for at vinde, og det var der ikke mange der troede på. Tilsyneladende havde B.93 fejret oprykningen i pausen, for efter et kvarters spil havde Brabrand scoret tre mål. Det lykkedes ikke B.93 at rejse sig ovenpå denne dukkert, og kampen sluttede 3-2 til Brabrand. Den glippede oprykning var en af de største skuffelser i klubbens 116 leveår.
Holdet var: Jakob Thomsen – Rang Shawkat, Mark Strøm (anf.), Mads Ibenfeldt, Emil Farver – Emil Dyre Nielsen, Bashkim Ziberi, Dragan Bakovic, Thomas Høegh – Bashkim Kadrii og Jan Isaksen. Indskiftede: Casper Abildgaard, Olcay Senoglu og Henrik Lyngsø Olsen. Holdets topscorer Geert Baunsgaard var siet fra i sidste øjeblik, og hans type var savnet, da B.93 i slutfasen skulle øse bolde ind i feltet. Træner var Benny Gall, som i øvrigt blev fyret i sommerpausen.
Divisionsholdet i den nye sæson 2009/10 havde fået tilgang af Aske Krohn, Kofi Dakinah, Mauricio Ortiz og Dennis Bo Mortensen. Til gengæld var det farvel til Emil Farver (Silkeborg), Dragan Bakovic (Stenløse), Venhar Sebani (Brønshøj), Olcay Senoglu (Frem) og Jan Isaksen (Birkerød). Hele divisionstruppen blev præsenteret med miniprofiler og profilbillede. Som ny træner var Jeppe Tengbjerg engageret.
I serien med gamle profiler var turen nået til Lars Hansen, som i 1978 var den allerførste spiller klubben skrev kontrakt med, da der blev indført betalt fodbold. Lars blev nappet i KB, hvor ledelsen sov i timen. Den meget slidstærke spiller var ikke længere så slidstærk, idet han var blevet ramt af sclerose.
To af klubbens gamle førsteholdsspillere var døde. Kaj-Ove Møller, der spillede 38 kampe/20 mål i perioden 1949/55, blev 82 år. Erik Sørensen, der spillede 74 kampe/2 mål i perioden 1936/43, blev 92 år. Erik Sørensen fik en enkelt landskamp i 1939, og var da han døde den ældste nulevende landsholdsspiller.
Juni 2009
Fodboldblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Forsidebilledet viser divisionstruppen til det spændende forår. Bagerst (f.v.): Mikkel London, Jan Isaksen, Venhar Sebani, Dragan Bakovic, Bashkim Ziberi, Olcay Senoglu og Thomas Høegh. Midten (f.v.): Per Clausen (holdleder), Jan Carlsen (ass. træner), Henrik Lyngsø Olsen, Mads Heisterberg, Mads Ibenfeldt, Martin Heisterberg, Geert Baunsgaard, Mark Strøm, Casper Abildgaard og Benny Gall (træner). Forrest (f.v.): Daniel Lindsten, Emil Farver, Heine Lysemose, Jakob Thomsen, Rang Shawkat og Emil Dyre Nielsen.
Divisionsholdet fortsatte det gode spil, og efter 27 kampe var det stadig kun blevet til nederlaget mod Ølstykke i efteråret. Den afgørende kamp om 1. pladsen fandt sted ude mod FC Vestsjælland (Slagelse) i tredjesidste runde. Her så 3.485 tilskuere hjemmeholdet vinde en fortjent sejr på 2-1. Efter 30 kampe havde FC Vestsjælland 65 point, foran B.93 med 62 point og Brønshøj med 56 point. Derved skulle B.93 spille kvalifikationskamp mod Brabrand fra vestkredsen. Kampene var ikke spillet ved redaktionenss afslutning, så vi må lige bevare spændingen til næste nummer.
Generalforsamlingen. Der var mødt mange op, langt de fleste fra fodbold. Formanden Johnny W. Hansen var på valg, og der gik rygte om, at tennisafdelingen ville møde op med deres egen kandidat. Det skete ikke og Johnny blev genvalgt. Der var stillet forslag fra klubbens statistikvrag Palle Banks om, at få slettet punktummet i B.93. Forslaget faldt noget til jorden, da Jens Carl Rasmussen, der tilfældigt havde fundet plads i baren, kunne meddele, at så skulle han have lavet sin tatovering om. Det ellers så fremragende forslag faldt herefter med et brag. Kassereren Hans Bay kunne glæde forsamlingen med et flot regnskab på 1,1 mill. kr. i overskud.
Et splinternyt Østerbro Stadion. Efter den omfattende renovering af det gamle stadion var der officiel indvielse den 19. juni. Tribunen mod Idrætshuset var fjernet, der var kommet to ekstra løbebaner og de otte baner var nu blå, og som det vigtigste var banen blevet bredere, så den nu overholdt DBU’s krav. To dage før indvielsen skulle B.93 spille kvalifikationskamp mod Brabrand.
Erhvervsklubben med Jacquelline (nomolog) Lindberg, Susanne Groos og Jørgen Bundgaard fra salgsafdelingen i spidsen, havde været en tur i Firenze, hvor forsamlingen bl.a. i løbet af de tre dage turen varede, havde lejlighed til at hilse på klubbens tidligere spiller Per Krøldrup.
Den spillende advokat var overskriften på det interview Palle Banks havde med advokat Torben Henriksen, der udover at være en flittig annoncør til Fodboldbladet, også var fast dirigent på diverse generalforsamlinger. Torben spillede i sin fritid højre eller venstre wing eller back (vælg selv) på supermasters.
Old Boys afdelingen havde holdt generalforsamling. Formanden Jørgen Ritnagel havde valgt ikke at genopstille, og da der ikke var andre kandidater, blev Palle ’Banks’ valgt med akklamation. Den øvrige bestyrelse var uændret Ole Petersen (kasserer) og Per Jürgensen (sekretær).
Hjemmesidens ukronede konge var Klaus B. Johansen. Fodboldbladet havde tegnet en miniprofil af Klaus B., som meget passende havde en uddannelse som cand.comm fra RUC. Under uddannelsen var Klaus B. på et ophold i London, hvor han ud over studierne benyttede lejligheden til at blive glødende Chelsea-fan. Hjemmesiden var udvidet med ’B.93 TV’, hvor Klaus B. havde Thomas W. Rasmussen som førstemand.
Ny restauratør i B.93. Meddelelsen gik på, at der kom nye forpagtere i form af Dennis Glavas og David Gleist, hvor førstnævnte havde været ungdomsspiller i B.93. Det viste sig, at meddelelsen var spild af papir, idet forpagterne sprang i målet.
B.93 byder håndboldspillere indenfor. Der var indgået en aftale med håndboldklubben Team Copenhagen om at kunne benytte klubbens faciliteter (kontor, restaurant, mødelokaler).
Marts 2009
Fodboldblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Forsidebilledet viser overborgmesteren Ritt Bjerregaard sammen med tre af klubben U18 piger, Dina, Fatima og Mariam. Anledningen var indvielsen af et nyt område i Mjølnerparken på Nørrebro, som blev kaldt DSB-arealet.
Der var indkaldelse til generalforsamlingen, som skulle finde sted, tirsdag den 21. april kl. 19:30. Det var fem år siden, at der var valgt ny formand, nemlig Johnny W. Hansen. I de fem forgangne år, havde fodbold været repræsenteret af Johnny, Hans Bay, Hans Drachmann og Jørgen Ritnagel. Ved overtagelsen var klubben ved at gå bankerot, ubetalte regninger for over 2 mill. kroner og daglige trusler om inkassosager. Med Henrik Lindholm som ’konsulent’ lykkedes det at få et overblik og der blev lagt en plan. Efter positive regnskaber i fem år i tæk var gælden nu væk.
Divisionsholdet gik ind til et spændende forår, hvor man sandsynligvis skulle slås med FC Vestsjælland og Brønshøj om de to første pladser. Truppen var stor set den samme, bortset fra at topscoreren Alban Shipsani var rejst til Norge. Han blev erstattet af den gamle kending Olcay Senoglu. Alle forårets kampe skulle spilles i Valby Idrætspark.
Mark Strøm – og alle de andre. Det var overskriften på et interview med 1. holdets anfører, hvor noget af samtalen – måske ikke helt overraskende – handlede om mulighederne for oprykning til det erklærede mål 1. division. Det var Frank Nielsen, der i 2006 hentede Mark til klubben fra Birkerød.
Ved afslutningsfesten for divisionsholdet havde man kåret Emil Farver til årets fighter. Dragan Bakovic var blevet kåret til årets spiller, medens Carl Bjarke Petersen var kåret til årets kammerat.
De to pigetrænere, Majken Gilmartin og Bettina Falk, havde sammen med idrætsforsker Thomas Bull fra Århus Universitet, boldudvikler Lars Kjergaard og DBU’s talenttræner Thomas Slosarich udviklet en ny bold til piger. Det blev en succes.
Samme ’CB’ havde lavet et interview med Henrik Lyngsø Olsen, der var kommet tilbage til B.93 før forårsturneringen, efter han havde været en tur på 1½ år i AB. Inden da havde Henrik scoret 32 mål i 50 kampe, fornemt gennemsnit.
Medlemstallet i fodboldafdelingen var steget yderligere. Fra 600 (2005), til 700 (2006), til 870 (2007), til 1030 (2008). Og i første kvartal 2009 var det steget yderligere til 1121. Det samlede medlemstal var steget fra 1326 (01-01-2005) med 979 til 2305 (01-03-2009).
10 år efter tiden i Superligaen. En gennemgang af hvordan det var gået divisionsholdet i perioden 1999/08. Det var gået lidt op og lidt for meget ned. Træner i perioden havde været Christian Andersen (1½ år), Jesper Pedersen (3 år), Peter Nielsen (½ år), Jung/Lübbers (3/4 år), Ole Mørk (3/4 år), Michael Schäfer (1½ år), Erling Bøje (½ år) og Benny Gall (1½ år pr. 1. juli). Der havde været benyttet 150 forskellige spillere, hvoraf de 130 var debutanter.
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.
