Her finder du beskrivelser af fodboldbladene i 2008.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden. Du finder en oversigt over PDF’er til alle medlemsblade siden juni 2012 på denne side.
Læs om fodboldbladene i 2008 herunder.
November 2008
Fodboldblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Forsidebilledet viser Palle ’Banks’ med den nye B.93-bog, der fik titlen ”Michael Rohde – og alle de andre”. Bogen, der var på 300 sider, var finansieret af 65 private sponsorer, gode klubmedlemmer, der hver havde sluppet en 500-mand.
Vi tager lige navnene på disse hædersfolk: Arvid Christensen, Benny Klemp Jørgensen, Benny Gerneke, Bent Plambeck, Bernhard Deneke, Børge Richter, Carl Bjarke Petersen, Charlotte Lassen, Dennis Høgart, Erik Jørgensen, Erik Petersen, Erling Bøje, Find Juhl Jensen, Finn Jacobsen, Finn ’Ludo’ Jensen, Freddie Birtø, Gert Troensegaard-Petersen med fru Ninette, Hans Bay, Hans Drachmann, Hans Hesselberg, Hans-Henrik Holm, Jan Smith, Janne og Jens Kolding, Jens Ritnagel, John Fog, Johnny W. Hansen, Jon Bremerskov, Jørgen Brøndberg, Jørgen Norsker, Jørgen ’Ost’ Jensen, Jørgen Ritnagel, Kaj ’Boll’ Christensen, Keld Svensson, Kim Svensson, Klaus B. Johansen, Leif Clemens Pedersen, Leif Lykke Nielsen, Leo Minamizawa Mathiesen, Michael Christensen, Michael Mårtensson, Mogens Frederiksen, Mogens Hansen, Nels Conrad, Niels Kristiansen, Ole Gade Lorentzen x 2, Ole Helding, Ole Mortensen, Ove Jensen, Per Jürgensen, Per Nielsen, Peter ’Mugabe’ Andersen, Peter ’OB’ Jensen, Ryan Svensson, Stig Kargaard, Susanne Ø. Løve, Sven-Erik Jensen, Svend Boelsmand, Søren Brøndum Laursen, Tommy ’Kuglepen’ Poulsen, Torben Henriksen, Torben ’Gummi’ Jensen, Torben Klarskov og Ulla Andreasen.
Bogen fik i øvrigt en fornem anmeldelse i Pressen. Det manglede også bare. Overskuddet fra salget af bogen bevirkede, at Kulturudvalget kunne gøre som det passede dem.
Divisionsholdet sluttede efteråret med 15 kampe/30 point. Kun et enkelt nederlag (2-3 mod Ølstykke), til gengæld var der nogle dumme uafgjorte kampe, bl.a. årets sidste i Valby mod Vanløse (0-0), der blev afviklet i sne og slud. Det blev den eneste af de 30 kampe, hvor B.93 ikke scorede. FC Vestsjælland med 32 point førte foran Brønshøj og B.93 med tilsammen 60 point. Midt i efteråret kunne man offentliggøre en ny hovedsponsor, nemlig ’CPH Outdoor’ (salg af udendørs reklamer), som var ejet af Thomas Thorason, som mest var kendt for sin sejr i Melodi Grand Prix 2004 med sagen ’Sig det løgn’.
B.93 bliver partner i nyt idrætsgymnasium. Team Copenhagen havde valgt B.93 og Sparta til at stå for formiddagstræningen af idrætselever på gymnasiet Gefion (sammenslutning af Metropolitanskolen og Østre Borgerdyd), eller på Niels Brock eller Københavns Tekniske Skole.
Axel Bech fylder 60 år. I den festlige anledning havde Palle ’Banks’ lavet et større interview med klubbens tidligere formand (1999/02), der som den første i klubhistorien, blev valgt som formand uden fysisk at være til stede. Axel, der har været inspektør på Øster Farimagsgade skole siden 1986, var bortrejst på generalforsamlingsdagen. Da Axel blev inspektør sprang han alle mellemleddene over, det samme gjorde sig gældende i B.93, hvor han ikke tidligere havde haft lederjobs.
Carl Bjarke havde denne gang haft fat i Jonas Troest, der efter 26 kampe på 1. holdet, som 19-årig (2004) skiftede til Silkeborg IF på foranledning af Preben Elkjær, der havde kontrakt med Jonas i sit og Thomas Olsens selskab, der ikke fulgte med, da B.93 fik overdraget licensen i 2004.
Carl Bjarke havde også lavet et interview med Mikkel London, som stadig spillede i klubben.
Kulturudvalget havde fra Tuborgfondet fået penge til, at købe to flotte pokalskabe med lys og det hele. I de to pokalskabe, som står i Klublokalet, opbevares de mest værdifulde pokaler. Desværre blev hovedparten af de gamle DM-pokaler stjålet ved et indbrud i det gamle klubhus i Stadionbygningen omkring 1990.
Mindeord. Legendariske ’Texas’, også kaldet Villy Nielsen, var død i en alder af 77 år. Texas var klart en af de mest kendte i klubben, ikke fordi han som sådan lavede noget, men Texas var Texas.
Mindeord. Leif Milwertz , også kaldet ’Mille’, var død i en alder af 69 år. Et halvt år inden havde han været med til at lave et B.93-tillæg til Østerbro Avis. Milwertz nåede også at komme med i Museumsudvalget, dog med den klausul, at det skiftede navn til Kulturudvalget.
Et hold af gamle drenge havde været på en selvbestaltet tur til Frankrig, nærmere betegnet Arachon. Der blev spillet to kampe, som sluttede 2-1 og 1-1. Alle tiders tur lød det fra deltagerne. Rejsearrangør var Ivar Roitmann, som er dansk mester i fransk (sproget).
September 2008
Fodboldblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Forsidebilledet viser talentchefen Frank Nielsen i samtale med Mourad El-Bariaki, der havde debuteret på U16-landsholdet i efteråret 2007.
Fodboldbladets redaktion havde fået optaget Carl Bjarke Petersen i redaktionen. Til gengæld havde nytiltrådte Leif Milwertz måtte holde pause pga. sygdom.
Divisionsholdet havde fået en flot start. Til trods for man havde hjemmebane i Valby Idrætspark, var holdet på 1. pladsen efter de første seks kampe: Skjold (3-0), Avarta (5-1), Brønshøj (2-2), Stenløse (2-1), Værløse (1-1) og Skovlunde (3-1). I sommerpausen havde B.93 fået forstærkning af Jacob Thomsen, Mads Ibenfeldt, Emil Dyre Nielsen og Geert Baunsgaard. Kampen mod Skjold blev spillet i Tingbjerg, som var Skjolds hjemmebane i fravær af Østerbro Stadion.
Der var ryddet godt op i truppen. Hele 16 spillere var forsvundet: Mo Thegler, Polat Boskurt, Mikkel Dencher, Michael Rytkönen, Jonas Schumacher, Yassin Erdem, Simon Glarding, Lars Hjortshøj, Jesper Kolding, Glenn Marcher, Simon Nielsen, Ronny B. Petersen, Jan Hansen, Mads Kaltoft, Martin Drescher og Lau Thykén.
DBU-licens. B.93 var blevet rykket op som A-licens klub, efter oprindelig kun at have været B-licens klub. Der var otte med A+ og syv med A. B.93 var således blandt de 15 bedste licensklubber. Yderligere otte klubber havde B-licens.
Jesper Nielsen, den kendte – og populære – ungdomskonsulent, var blevet ansat som daglig leder i klubben, hvor han fik det overordnede ansvar for den daglige drift i klubben (fodbold og tennis). Arbejdet som ungdomskonsulent blev videreført af Jens Espensen med Jesper Nielsen som medspiller.
I anledning af Henrik Lindholm fyldte 70 år, havde Palle ’Banks’ efter bedste evne forsøgt, at beskrive Henriks enorme betydning for klubben, siden han i 1968 for første gang kom i bestyrelsen. Henrik havde blandt meget andet været kasserer i samlet 20 år. Henrik blev udnævnt til æresmedlem i 1998.
Talentplejen i B.93. Klubben er kendt som en af de bedste til at udvikle talenter. Talentchef var Frank Nielsen, talenttrænere Bjørn Rasmussen og Niels Madsen. For de helt unge var tilknyttet Nicolaj Bo Hjeds og Anders Levinsen. Fra talenttruppen var der billede af: Marcus Leding, Andreas Dawall, Mourad El-Bariaki og Victor Emil Folmann (alle U16) og Sadulla Elezi, Daniel Lindsten, Bashkim Kadrii og Mads Nielsen (alle U17).
Kurt Arnskov fylder 75 år. I den anledning havde selveste redaktøren Freddie Birtø begået et interview med den tidligere spiller og opsynsmand. Arnskov-koncernen (Kurt, Aase, Lars og Gitte) havde været en del af klubben i over 60 år.
Den unge rapporter ’CB’ havde lavet et interview med 19-årige Mads Heisterberg, der noget optimistisk fastslog, at han og Mikkel London ville give målmandstræner Nicolas Nielsens 242 kampe baghjul (vi ser på sagen i år 2016, red.).
Jørgen Jacobsen fyldte 75 år. Omtalen af den gamle landsholdsspiller var ekspederet af Palle ’Banks’. I lang tid førte ’Jacob’ listen over flest førsteholdskampe, men så kom først Ole Petersen og sidenhen Jens Kolding, og sendte ham ned på tredjepladsen.
Anders Bjerring Qvist, en af klubbens tidligere unge talenter, der skiftede til FCN i starten af sin seniorkarriere, havde talt med ’CB’, altså Carl Bjarke Petersen. Jeg kommer så tit jeg kan, for at se mine gamle holdkammerater spille, jeg nyder at følge holdet fortalte ’Qvist’en’.
Juni 2008
Fodboldblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Fodboldbladets redaktion bestod af: Freddie Birtø (redaktør), Henrik Engel, Finn ’Ludo’ Jensen, Leif Milwertz, Jesper Nielsen og Palle ’Banks’ Jørgensen. Derudover var Jørgen Bundgaard chef for indtægter i form af annoncesalg. I sine forord søgte redaktøren yngre kræfter til at videreføre bladet. Der var stadig ikke nogle (tennis), der tog initiativ til at genindføre et egentlig medlemsblad. Nogle annoncører havde været med i alle 25 numre, nemlig Wiinstedt tæpper, Fuursted, revisor Peer Appel, Fisk/vildt i Haraldsgade, Pinar Frugt, Øbro Træ og advokat Torben Henriksen.
Generalforsamlingen havde en stor tilstrømning, der var registreret 119 deltagere (54 fodbold, 40 tennis og 25 passive). Stemningen stod ikke mål med deltagerantallet. Tennis var utilfreds med, at tennishallen var solgt til Sparta, uden de havde haft indflydelse. Den nye tennisformand Ole Christian Rasmussen var især på barrikaderne, til trods for han ikke var medlem af klubben, da salget blev vedtaget (80 stemmer mod nul) på en ekstraordinær generalforsamling i november 2006. I øvrigt viste moderklubbens regnskab et overskud på over 2 mill. kroner – ret imponerende.
B.93 Hallen – byggeprojektet. Første etape bestod af en tennishal på Svanemølleanlægget med fire tennisbaner, dette projekt blev beskrevet i fodboldbladet. Næste etape ville være en multihal, der kunne rumme fodbold, tennis, ældreidræt og f.eks. håndbold.
Medlem i 80 år. Klubbens ældste medlem Erik Brenting kunne hyldes for sit usædvanlige lange medlemskab på 80 år. Den 90-årige Brenting var meldt ind som 10-årig i 1928.
Selskabet bag betalt fodbold havde ansat en sponsorchef, nemlig Jacqueline Johansen (tidligere Bredahl), der for alvor fik sat gang i en erhvervsklub. Jacqueline havde tidligere været eventdirektør i Strike Bowling og før det, sponsorchef i FC Nordsjælland.
Divisionsholdet sluttede sæsonen 2007/08 på en blød 9. plads i 2. division (øst). Den kommende sæson 2008/09 ville blive usædvanlig, idet samtlige hjemmekampe skulle spilles i Valby Idrætspark. Årsagen var, at Østerbro Stadion skulle gennemgå en stor renovering, bl.a. skulle fodboldbanen gøres bredere, så den opfyldte DBU’s krav.
DBU havde indført nyt licenssystem for ungdomsholdene. Otte klubber fik A+ licens, fire klubber fik A licens og 11 klubber – heriblandt B.93 – fik B licens. Kun fire KBU-klubber havde opnået licens, KB, Hvidovre, Frem og altså B.93.
Interview med Emil Farver var foretaget af Carl Bjarke Petersen, der var ’ansat’ som en form for freelance medarbejder på bladet. Han skulle primært tage sig, af spillerne fra divisionstruppen. I samme blad var ligeledes en samtale med Daniel Lindsten.
Miniprofil af Erik Petersen, som var referent og fotograf til divisionsholdets kampe. Det var starten på, at man på klubbens hjemmeside kunne læse referater fra 1. holdets kampe.
Samtale med Leif Clemens Pedersen, der var fyldt 70 år, og var bosat på St. Croix. De senere år havde Leif markeret sig alvorligt i klubben med sine arrangementer af ture for ungdomshold til hans eksotiske opholdssted St. Croix. Tre måneder om året var Leif på ferie i Danmark, hvor han var fast mand i klubben eller på Østerbro Stadion.
Nekrolog. Hans Paulander var død 5. marts, han blev 59 år. Hans var en af klubbens helt store spillere, en særdeles elegant back der næsten kunne få bolden til at tale. Han spillede 181 kampe/31 mål i perioden 1967/75.
B.93’s hjemmeside, der var startet i 2003, og blev bestyret af Klaus B. Johansen, havde jubilæum, idet den havde rundet artikelside nummer 1000.
Marts 2008
Fodboldblad. Chefredaktør: Freddie Birtø
Forsidebilledet er fra kampen mod Roskilde (1-1) i efteråret 2007. Bagerst fra venstre: Venhar Sabani, Kristian Nielsen, Thomas Høegh, Carl Bjarke Petersen, Dragan Bakovic, Jonas Schumacher, Mark Strøm og Ulrik Thomsen. Forrest fra venstre: Glen Marcher, Kenneth Thrane og Newroz Dogan.
Vi har en plan – og vi følger den. Hovedbestyrelsen ved Hans Drachmann gjorde status., og der var sket mange fremskridt for klubben. Kunstgræsbanen, minimultibanen, gode medarbejdere, god stemning m.v.
Østerbro Idrætspark A/S, der var et 100% ejet selskab af moderklubben, som havde til opgave at opføre og drive en tennishal på Svanemølleanlægget. I den anledning havde de fået et par ’tunge drenge’ i form af Jens Kampmann og Leo Larsen med i bestyrelsen, som herefter så således ud: Jens Kampmann (formand), Steen Daugbjerg (næstformand), Henrik Lindholm (kasserer), Simon Hermansen (sekretær), Leo Larsen og Axel Thrige Laursen (Østerbro Lokalråd).
Divisionsholdet havde fået ny træner, nemlig den tidligere målmand og assistenttræner i FCK, Benny Gall. Truppen i foråret: Målmænd: Ulrik Thomsen, Mo Thegler, Heine Lysemose. Forsvar: Polat Bozkurt, Emil Farver, Martin Heisterberg, Jeppe Hestehave, Wissam Nielsen, Carl Bjarke Petersen, Michael Rytkönen, Jonas Schumacher og Mark Strøm (anf.). Midtbane: Dragan Bakovic, Patrick Boiken, Martin Drescher, Yassin Erdem, Simon Glarding, Jan Hansen, Lars Hjortshøj, Mads Heisterberg, Mads Kaltoft, Jesper Kolding, Mikkel London, Glenn Marcher, Venhar Sabani og Bashkim Ziberi. Angriber: Mohammad Ali, Jan Isaksen, Allan Mohammed, Simon Nielsen, Ronny B. Petersen, Alban Shipsani og Lau Thykén.
En voldsom stor trup på 33 spillere, som også skulle levere spillere til 2. holdet. I trænerstaben var Benny Gall, Dan Lübbers og Jan Carlsen. Redaktøren havde en samtale med Carl Bjarke Petersen, der havde udviklet sig til en stærk forsvarsspiller.
Ny ungdomskonsulent. Den 54-årige lærer, fodboldtræner og journalist, Jens Espensen, var ansat som ungdomskonsulent. Københavns Kommune havde udvalgt tre klubber, der indgik i en treårig samarbejdsaftale, der forpligtede klubben til at udvikle en rummelig klub, hvor alle sociale og etniske grupper trives og udviklede sig fodboldmæssigt og socialt (integrationsprojekt).
Five-a-siden var blevet afholdt i januar måned. Vinderholdet var: Ulrik Thomsen, Thomas Haxman, Per Grønne Jørgensen, Janne Fynboe, Jasin Christensen og Ole Petersen (udvalget kunne tilsyneladende ikke engelsk, red.).
Tre gamle 93’ere fyldte alle rundt indenfor 13 dage. De tre: Ole Mortensen, grønthandleren (75 år), Poul Andersen, landsholdsspiller (80 år) og Freddie Birtø, redaktør af Fodboldbladet (75 år).
Nekrolog. Erik Dennung var død 23.11.2007, han blev 82 år. Fordelt på to perioder, var Dennung træner for divisionsholdet i 10 år, hvilket er suveræn klubrekord. Dennung havde været en elegant fløjhalf for KFUM, før han slog sig på trænergerningen, som kom til at indeholde klubberne FB, B.1903 og B.93. Den lune sølvsmed var en populær person, som fortsatte med gammelmandsfodbold i B.93, da han sluttede sin trænerkarriere i 1985.
Nekrolog. Lasse Specht var død 17.12.2007, han blev 62 år. Lasse, som var bedre kendt som ’Tarok, var en showmand, der kunne underholde en hel forsamling med historier, gerne med en smøg i det ene øre. Hans karriere toppede på det lukkede 7. hold, hvor han stod for udtryk som: ”Spil Lasse, så er der kasse” eller ”Er spillet defekt, spil Lasse Specht”.
Nekrolog. Hilmar Laursen var også død, han blev 81 år. Hilmar var kendt for sit store engagement med miniskolen. Han var kendt for sin kærlige og kloge omsorg for de mindste spillere.
Vi skal have en ny B.93-krønike. I 1999 var udkommet en bog om B.93 gennem tiderne. Bogen havde været udsolgt de sidste 5-6 år. Nu var det besluttet, at Palle ’Banks’ skrev en ny bog, en ajourføring og videreudvikling af den gamle. Medlemmerne kunne blive bogsponsor ved at betale 500 kroner.
Medlemstallet i fodboldafdelingen var steget fra 611 i 2005 til nu tre år senere 895. En fornem udvikling.
Skrevet af Palle “Banks” Jørgensen, juni 2011.
