Her finder du beskrivelse af årsskriftet i 1916.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden.
Læs om årsskriftet i 1916 herunder.
Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen ved formanden Poul Groes
Dette års årsskrift adskiller sig ved at være i et noget mindre format end normalt, hvilket utvivlsomt skyldtes krigens mange vanskeligheder. Indkaldelsen til generalforsamlingen var denne gang en onsdag aften, men uændret i Citys Selskabslokaler. Starten var rykket frem til 19:30, idet lokalerne pga. de ekstraordinære forhold (Første Verdenskrig) lukkede allerede kl. 23:00.
Afsløringen af mindesmærket for I. C. Gandil skete søndag den 8. oktober 1916 på klubbens bane. Mindesmærket var finansieret gennem en indsamling blandt medlemmerne. Efter formanden Poul Groes havde budt velkommen, gav han ordet til overretssagfører Poul Thomsen som var formand for den komité, der havde været nedsat for at søge mindesmærket rejst. I sin tale sagde Poul Thomsen bl.a.:
”Under Gandils ledelse voksede klubben sig stor, han ledede os indadtil, han repræsenterede os med vægt udadtil. Jeg bringer komiteens og bidragydernes tak til alle dem, der hjalp os ved gennemførelsen. Blandt dem vil jeg først af alle nævne arkitekt Søren Lemche, der nu som før var klubben en tro støtte; med redebon velvilje udførte han arbejdet med monumentets komposition, tegninger og meget mere. Jeg nævner billedhugger Petersen-Dan, der modellerede reliefhovedet af Gandil, bronzestøber Bertel Jakobsen, der udførte de forskellige støbninger, og stenhuggermester E. Nielsen, der leverede og tilhuggede stenen”.
Efter at dækket var fjernet overleverede overretssagfører Thomsen mindesmærket til klubben med følgende ord:
”Idet jeg nu på komiteens vegne overleverer mindesmærket til Boldklubben af 1893 ved dens bestyrelse, vil jeg fremsige stenens mindeord, som ingeniør P. N. Holst har skrevet over sin afdøde kammerat og ven: Medlemmer af Boldklubben af 1893 rejste denne mindesten for J. C. Gandil – klubbens mangeårige og uovertræffelige formand – dens – opretholder og fornyer – og ypperste kraft – al idræts forstående ven – og forkæmper – ubøjelig i sin viljekraft – bøjelig i sin form – elskelig i sin hele færd – skattet af gamle og unge – sådan bør han mindes – gennem tiderne”.
På klubbens vegne takkede formanden Poul Groes, og lovede, at klubben skulle holde mindesmærket højt i ære og vogte det vel gennem tiderne. Redaktør Johannes Gandil takkede på familiens vegne over den store hæder, der var vist hans afdøde broder. Formanden for DIF, overretssagfører J. L. Nathansen, takkede på sportens vegne og Emil Jørgensen takkede på spillernes vegne.
Endnu et trofast medlem af klubben, Carl F. Hansen, var død. Han døde 2. juledag 1915 i en alder af 46 år. Han havde været passivt medlem af klubben siden stiftelsen. Han støttede sin klub ved at opmuntre spillerne til flid og dygtighed. Han udsatte en mængde nydelige præmier, som blev givet efter sportslige præstationer, og altid når B.93 havde besejret KB, som han anså for klubbens ubetinget farligste konkurrent. Carl var et sjældent bravt menneske, en brillant kammerat og en trofast og hjælpsom ven. Nekrologen var forfattet af Johannes Gandil.
Ved at besejre OB 9-3 i semifinalen var B.93 i DM-finalen. Her blev arvefjenden KB besejret med 3-2, og derved havde klubben vundet sit første DM. Finaleholdet var: Hans Julius Rützebeck – Oluf Kinck Petersen, Emil Jørgensen – Christian Grøthan, Helge Scharff , Lauritz Hansen – Svend Aage Andersen, Michael Rohde, Carl Schultz, Anthon Olsen og Otto Palby.
Cricket. Interessen var stadig faldende, og B.93 stillede kun et seniorhold og et juniorhold til turneringen. Seniorholdet tabte alle tre kampe mod Frem, KB og AB og sluttede derfor sidst i KBU-turneringen.
Tennis. Var i høj grad præget af krigen. Kun svenskere havde været repræsenteret i klubbens turneringer. Klubmester, udendørs, blev Axel Thayssen og frøken Krayenbühl. Herredouble blev vundet af Aage Madsen og Leif Rovsing.
Foto: B.93 arkiv.