Her finder du beskrivelse af årsskriftet i 1915.
Hver udgivelse har en beskrivelse af indholdet og giver dermed en unik forståelse af B.93’s historie for eftertiden.
Læs om årsskriftet i 1915 herunder.
Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen ved formanden Poul Groes
Indkaldelse til generalforsamlingen, fredag aften kl. 20 i Citys selskabslokaler.
I tilknytning til indkaldelse stod: ”Da klubben vil befinde sig i den uvante situation, at skulle vælge ny formand og da der derudover skal vælges 1-2 medlemmer til bestyrelsen samt tages stilling til forslag om kontingentforhøjelse, håber bestyrelsen, at medlemmerne vil møde talrigt op”.
Forklaringen på formandsskiftet var den sørgelige, at formanden siden 1902, cand. phil. I. C. Gandil var død 24. maj 1915. Han faldt af sin cykel, ramt af en hjertelammelse, kort tid efter han var fyldt 50 år. Dermed havde B.93 mistet en af de mest betydende formænd gennem tiderne. Der blev rejst et mindesmærke over I. C. på det gamle anlæg. Se i øvrigt omtale af klubbens formænd.
Også Edvard Gandil var død. Det skete kort før årsskriftet gik i trykken, nemlig den 4. februar 1916. Han var storebror til I. C. Gandil (f. 1865) og Johannes Gandil (f. 1873). Han hørte til den allerældste stok af medlemmer, udgået som han var fra ’Gamle ØB’. Som aktiv deltog Edvard kun i cricket (uden succes). Han var en årrække med i spilleudvalget for cricket. Ligesom broderen I. C. Gandil, var Edvard ungkarl, og hver eneste dag mødte han op på banen, fulgte med i alt hvad der angik klubben. På grund af sit let bevægelige temperament og sine stundom noget bizarre meninger, stod han for mange som lidt af en original, men alle der kendte ham, vidste hvilken ligefrem, trofast og rettænkende mand han var.
Endnu et dødsfald var indtruffet. Carl Olsen, en af klubbens lovende unge spillere, var død 8. august 1915 i en alder af kun 19 år. Til trods for sin unge alder, havde han allerede nået at spille 28 kampe på 1. holdet. Da han blev senior rykkede han straks ind som back på det bedste hold. Dødsårsagen beskriver årsskriftet ikke (Carl omkom under en lystsejlads i Øresund en søndag morgen. Ingen af de tre i båden overlevede kæntringen, red.).
Den første Verdenskrig havde sat sine spor. Det intime samarbejde, som de fire baneejende klubber (AB, KB, Frem og B.93) i de senere år havde fået istandbragt med udenlandske klubber, var fuldstændig ophørt. For den almindelige turnering havde det den indflydelse, at der ikke blev afholdt DM-turnering. Det var lidt ærgerligt, idet B.93 helt suverænt vandt KBU-turneringen med 10 kampe og 19 point, og ville havde været storfavorit til også at vinde DM.
Førsteholdet var involveret i et par usædvanlige afgørelser. I en privat pokalturnering spillede B.93 og Frem 1-1, hvorefter Frem vandt lodtrækningen. I en privat turnering i Hillerød spillede B.93 og KB 1-1, hvorefter KB gik videre, da de havde scoret kampens sidste mål.
Cricket (eller Kricket som årsskriftet skriver det). Det fremgår, at interessen for dette fine og noble spil synes stadigt at blive ringere, ikke alene i B.93, men også i de andre københavnske klubber. B.93 måtte trække 2. holdet, da der ikke kunne samles et tilstrækkeligt antal spillere. Årets KBU-vinder blev AB, de øvrige tre hold, B.93, Frem og KB havde alle vundet en kamp og tabt to.
Tennis. Samarbejdet med udenlandske foreninger var ikke så hårdt ramt som med fodbolden, dog deltog der ingen tyskere i det årlige DM-mesterskab på overdækket bane (indendørs). Lysten til at spille tennis var voksende, og B.93 havde aldrig haft så mange spillere som nu, hvilket i høj grad blev tilskrevet den unge dygtige, engelske træner, Mr. Page.
Foto: B.93 arkiv.