Palle “Banks” Jørgensen

19. Palle “Banks” Jørgensen (født 19.10.1945) – Æresmedlem i 2010 (64 år)

Palle ”Banks” Jørgensen blev æresmedlem i 2010, efter at have siddet i Hovedbestyrelsen 1985/87 og igen i 1997 som aktiveret suppleant. Han var op gennem 80’erne og 90’erne klubbens generalforsamlingsvalgte kritiske revisor, og en periode også referent for bestyrelsen. Palle Banks har været med i Kulturudvalget (tidligere Museumsudvalget) siden det blev opfundet i 1999. Han blev i 2008 formand for Oldboysafdelingen, hvor han tidligere i 13 år var kasserer. Og så har han været med i Fodboldbladet siden dets fødsel i 2002.

Palle blev medlem af B.93 i 1956, hvor han debuterede som målmand på 1. lilleput. Det er 55 år siden, og han står stadig på mål, nu hedder det bare Super Grand Old Masters. Han har spillet 160 kampe på 1./2.holdet, heraf de 150 på 2. holdet. Talnørden holder styr på sine kampe, pr. ultimo 2010 hedder kampantallet 984 kampe (KBU og DBU), oplyser hans kontor. Da han i 1972 klarede et straffespark i Sundby Idrætspark i en pokalkamp mod arvefjenden Fremad Amager (3-2), gav han sig selv øgenavnet Banks, efter den legendariske engelske målmand Gordon Banks. Han havde en hund der hed Gordon.

Udover statistik interesserer han sig for historie. Det har medført en strøm af bøger, tre om det danske fodboldlandshold, en om Superligaen og en om håndboldlandsholdenes (damer/herrer) historie. I 1999 skrev han en bog om B93’s fodboldhistorie. Den blev fulgt op af en ny bog om samme emne i 2008 med titlen ’Michael Rohde, og alle de andre’. Palle Banks var ansat i Landmandsbanken, omdøbt til Danske Bank, i perioden 1962/08, hvor han toppede som kontorchef. Efter pensioneringen er han blevet ansat som kontorchef for klubbens bilag. Hans fritidsinteresse er, sammen med Tommy Kuglepen, at fise land og rige rundt og besøge gamle landsholdsspillere, så som Carl Aage Præst, Harald Nielsen og Theil Drengsgaard. Palle Banks blev ’Årets 93’er’ i år 2000 og modtog Fortjenstnålen i 2006.