Ove Jensen

15. Ove Jensen (født 07.11.1919/død 22.04.2011) – Æresmedlem i 1993 (73 år)

Ove Bech Jensen blev æresmedlem i 1993, efter han havde været formand 1969/73. Det skete ved klubbens 100 års jubilæums fest i Tennishallen (lørdag den 22. maj). Det blev den gamle landsholdsmålmand Ove Jensen, der overtog formandsposten efter Knud Rasmussen, der i god tid havde bebudet sin afgang. Så allerede i maj 1968 samledes 11 gamle trofaste medlemmer med Svend Aage Østerby og Preben Kargaard som initiativtagere.

Det lå klart, at der skulle ske en større udskiftning af bestyrelsen. Det endte med, at Ove Jensen indvilgede i at stille op som ny formand. Det var heldigt for klubben, for Ove var lige så sikker i formandsstolen, som han havde været mellem stængerne (138 kampe og 12 landskampe). B.93 var netop rykket helt ned i 3. division, og pressen var begyndt at tale om en storklub i opløsning.

Ove var fuld af gode ideer, og gik altid selv forrest for at løse opgaverne. Han fik ideen til showstævner i Idrætshuset med 93’eren Dirch Passer i hovedrollen, stor succes og penge i kassen. Ove havde den glæde, at B.93 rykkede op i 2. division i 1972, det var med det talentfulde hold med Jens Kolding og Jan Højland i spidsen. Oves egen karriere fremgår under spillerprofiler. Og en lille pudsighed, som spiller hed han Ove Jensen, da han blev formand blev han kaldt sit fulde navn Ove Bech Jensen.