Helge Scharff

10. Helge Scharff (født 30.11.1893/død 22.11.1957) – Æresmedlem i 1957 (63 år)

Helge Scharff blev æresmedlem i 1957, efter at have været formand 1952/55.

Scharff kom i bestyrelsen i 1936, de første 10 år som menigt medlem, herefter næstformand i seks år. I 1952 afløste Scharff så Becker som formand.

Efter tre år i førersædet måtte Scharff trække sig af helbredsmæssige årsager. Scharff, der var civilingeniør, var meget aktiv på alle fronter i B.93. Han var 93’er helt fra barnsben og forblev det med sjæl og sind hele sit liv.

Scharff, af vennerne kaldet ”Skipper”, var en fortrinlig fodboldspiller, med på de store tiders champagnehold. En uopslidelig, sej og stærk spiller. Han spillede 224 kampe/1 mål for B.93 i perioden 1913/32, hvor han var med i imponerende 20 sæsoner i træk.

Det blev også til en enkelt landskamp (1917), da Scharff i Stockholm afløste klubkammeraten Michael Rohde, der brækkede benet. Scharff var på banen fra starten i landskampen, men det var som linievogter. Det var dengang hvor de to landes reservespillere passede linierne. Den ordning er man ligesom gået bort fra.

Der skete mange ting medens Scharff var formand, stadiontribunen blev ombygget, klubben fik andre indgangsforhold til anlægget, berømte Carlos Pintér blev engageret som træner, ynglingene blev københavnsmester og pokalvinder og tabte knebent 2-3 ude til AGF i DM-finalen.

Klubbens 60 års jubilæum blev fejret med en kamp mod Juventus (1-2) i en total udsolgt Idrætsparken (41.800 tilskuere). Og så var det jo i 1954, at B.93 for første gang i historien rykkede ud af 1. division (0-0 i Køge).

Scharff, der var ugift, var meget arbejdsom og havde en stædig mening. Det var sjældent han ikke havde sin pibe i munden.

Modtog DIF’s ærestegn (1953) og nåede akkurat at blive æresmedlem. Han døde senere på året som 63-årig, hvor han boede Aldershvilevej 64, 1. sal i Gladsaxe Kommune.