(1944 – 1945)
Svend Aage Petersen, f. 16-10-1904 i København. Det blev den 39-årige Svend Petersen, der skulle afløse Carl Sko’mar, der var taget tilbage til B.1903. Der var spillet halvdelen af sæsonen 1943/44, da Svend Petersen tiltrådte. Turneringsformen var speciel pga. anden verdenskrig. Krigsturneringen, som den blev kaldt, var opdelt i tre landsinddelte kredse. De københavnske klubber var alle i Kreds 3, hvor de fire bedste gik videre til kvartfinalerne. B.93 sluttede som nummer tre, og skulle spille kvartfinale mod AGF i Århus. Med en sejr på 2-1 efter forlænget spilletid var man klar til semifinalen, som blev tabt med hele 0-5 mod AB. Også i sæsonen 1944/45 blev B.93 nummer tre i Kreds 3. I kvartfinalen skulle de bare møde Helsingør, men sensationelt sluttede kampen i Idrætsparken 3-3 efter forlænget spilletid (0-0). Nå, der skulle findes en vinder, og det var før straffesparkskonkurrence var opfundet. Hvad gjorde man så, man trak simpelthen lod. En skandaløs regel, det syntes Helsingør dog ikke. Og i øvrigt blev Svend Petersen træner for netop Helsingør tre år senere.
Svend Petersen havde en fornem karriere i B.93. Det blev til 158 kampe/99 mål (1924/36). Han spillede 5 A-landskampe/2 mål (1926/32). Svend Petersen var en lynhurtig, men forsigtig spiller, som kunne spille alle pladser i angrebet. Var med til at vinde DM i 1929 (centerforward), 1930 (højre wing) og 1934 (højre wing). Svend var med i den mest målrige kamp nogensinde i landets bedste række, da B.93 i 1931 slog AaB med 15-5. Angrebet var: Svend Petersen (0 mål), Michael Rohde (2 mål), Henry Nielsen (3 mål), Kaj Uldaler (5 mål) og Carl Stoltz (4 mål). Svend Petersen, der gik i skole på Vognmandsmarkens Skole, var sølvsmed og havde sit eget firma. Han var træner for B.93 (1944-45) og Helsingør (1948-50). Hans nevø, advokat på Østerbro Torben Henriksen, løbestærk wing – under omskoling til back – på Grand Old Masters, er fast dirigent på den årlige generalforsamling i B.93. Svend Petersen døde 27-05-1976 som 71-årig. Han boede på Frederiksberg.
19. oktober 2012 / Palle ‘Banks’ Jørgensen

