Helge Ahlstrøm

(1945 – 1947)

Helge Ahlstrøm, f. 17-03-1914,fra Sverige var klubbens første udenlandske træner, når vi ser bort fra de engelske gæstetrænere, som typisk var i klubben 1-2 måneder. Noget af det første Ahlstrøm kunne meddele spillertruppen var, at han ikke accepterede afbud til træningen, når spiller som begrundelse angav, at han skulle i biografen (det lyder jo rimeligt nok, red.). Det lykkedes Ahlstrøm, at få holdet i en væsentlig bedre træning end normalt, og det skulle blive vigtigt. En anden vigtig ting var, at OB’eren Jørgen Leschly Sørensen skulle studere på DHL på Nørre allé. Han henvendte sig til AB, som lå lige ved siden af DHL. AB-træneren Arne Kleven mente nok, at han kunne finde en plads til Leschly på 2. holdet. Det var Leschly selvfølgelig ikke tilfreds med, så han henvendte sig i stedet for til B.93.

Turneringen 1945/46 startede med en hjemmesejr på underholdende 6-4 over Køge (4 mål af Knud P.). Det blev en sæson med mange flotte resultater, 5-3 over Frem, 9-0 over AGF på udebane og 4-0 over Frem. Og da turneringen var slut kunne B.93 fejre sit niende DM. De 18 kampe gav 13 sejre, 2 uafgjorte og kun 3 nederlag, målscore 61-29. B.93 havde 28 point, de forsvarende mestre KB havde 24 point, medens AB vandt bronze med 21 point. Topscorer i 1. division blev førnævnte Jørgen Leschly Sørensen med 15 mål, hårdt presset af klubkammeraten Eyvind Berger, der var vendt hjem fra et flygtningeophold i Sverige, med 14 mål.

Det er indtil videre klubbens sidste DM, så det må være passende, at nævne holdet: 1. Ove Jensen – 2. Poul L. Hansen, 3. Per Brandtmar – 4. Jørgen Hammeken, 5. Arne Sørensen, 6. Arne Petersen – 7. Henry Salomonsen, 8. Kaj Hansen, 9. Eyvind Berger, 10. Jørgen Leschly Sørensen og 11. Helmut Nielsen. Derudover var der spilletid til, Knud Børge Overgaard, Christen Brøgger, Ib Eskildsen, Knud Petersen og Halvor Larsen.

Helge Ahlstrøms anden – og sidste – sæson 1946/47 blev langtfra så god, det kan man roligt sige. De forsvarende mestre sluttede som nummer ni og næstsidst. Det blev kun til 11 point, som var to point mere end AaB, som derved rykkede ned. B.93-holdet var alvorlig svækket. Jørgen Leschly Sørensen var rejst tilbage til OB, og de to landsholdsspillere Arne Sørensen og Kaj Hansen (Lille Kaj), lavede en træneraftale med Skovshoved (Salamander-sagen). Det medførte, at DBU erklærede begge for professionelle og derfor måtte de søge til udlandet, i dette tilfælde blev det Frankrig. Og i øvrigt var bestyrelsen utilfreds med, at når der undtagelsesvist var spisning efter kampen, så drak spillerne en masse bajere. Inden sæsonen var slut var Ahlstrøm rejst hjem til Sverige.

19. oktober 2012 / Palle ‘Banks’ Jørgensen